Hvorfor er det altid Britney Spears, der rydder forsider? Hvorfor har tv ikke et musikprogram som 'Bogart'? Medierne er dovne, når det gælder ny musik. Jakob Sørensen er produktansvarlig for EMI Music Denmark. Misundelse er det ord, der bedst dækker den følelse, folk fra musikindustrien har, når de ser på deres artsfæller inden for filmbranchen. Dansk film skaber den ene succes efter den anden og bliver rost både herhjemme og i udlandet. Dansk film får masser af positiv omtale overalt, og folk går mere og mere i biografen og ser flere og flere film. Det går så godt, at det nærmest er blevet forbudt at kritisere dansk film, selvom fakta er, at det aldrig ville gå uden omfattende statsstøtte, og at den udenlandske succes for en stor dels vedkommende er pumpet kunstigt op i medierne. Pladebranchen derimod står for faldende pladesalg samt stigende markedsføringsomkostninger, og pressen gør dagligt en stor indsats for at fortælle befolkningen, at det hele er selvforskyldt, og at musikbranchen 'bare' kunne give publikum noget mere kvalitet. Dette kan der være noget om, men det er svært at ændre tingenes tilstand alene, specielt når man, som det er tilfældet i musikbranchen, agerer i en ren markedsøkonomi uden statsstøtte. Tiden må være kommet til, at alle, der håber og tror på en bedre fremtid for musiklivet i Danmark, begynder at skabe og bygge op i stedet for at nedbryde og ødelægge. Dette gælder ikke kun pladeselskaberne, men i lige så høj grad de medier, der videreformidler musikken. Disse medier har en stor del af ansvaret for den nuværende situation, så nu er det tid til en aktiv indsats fra både tv, dagblade og radio. En af de faktorer, der har været vigtige i genopbygningen af den danske filmkultur, har været programmet 'Bogart' på DR TV. En mand som Ole Michelsen har igennem mange år 'opdraget' en del af den danske befolkning til at betragte film som kunst og til at diskutere film på et sagligt niveau. Og så har han oven i købet brugt offentlig sendetid og licenspenge på at opfordre folk til at »se film i biografen«, og han har dermed reklameret for store kommercielle koncerner som Nordisk Film, der ejer en del af disse biografer. Dansk musik trænger til et program som 'Bogart'. Det er ikke underligt, at kvalitetsfornemmelsen blandt de danske pladekøbere ikke er i top, når f.eks. generationen omkring de 30 år er flasket op med musikprogrammer som 'Eldorado' og Melodi Grand Prix. For nutidens unge består 'opdragelsen' af 'Boogie TV', 'Stjerne for en aften', 'Hit med sangen', 'Popstars', 'Rockidoler', Melodi Grand Prix og Børne-Melodi Grand Prix. Der er ikke noget galt med nogen af disse programmer i sig selv, men hvorfor sendes der ikke musik-tv for den gruppe af unge, der faktisk interesserer sig for selve musikken og ikke alt det udenom? Hvorfor bakker DR TV f.eks. ikke op om nogle af alle de spændende tiltag, som deres egen radiokanal P3 laver for ny dansk musik? Hvorfor tilfører DR TV ikke spændende nyt liv til dansk musik i stedet for kun at skabe karriere med mainstream-popnavne som James Sampson og deres egen vært Natasja Crone? Hvorfor lader DR TV ikke børn få en 'en dag i studiet' med nogle af landets store kunstnere i stedet for at gøre dem til 'stjerner' og millionærer i et show som Børne-Melodi Grand Prix? Et show, hvor man foregiver, at det er børnene selv, der er de skabende og kreative, men hvor pengemændene fra min egen branche og tv-direktøren står og smiler sammen. Ikke fordi de er med til at skabe noget varigt eller noget af kvalitet, men fordi den ene tjener penge, og den anden får mange seere. Hvorfor lader DR og TV 2 sig ikke inspirere af public service-stationerne i lande som Sverige og England, hvor de lette popprogrammer, vi kender herhjemmefra, lever side om side med de musikjournalistiske udsendelser, og hvor både nye og etablerede bands får lov til at spille deres egen musik live i studiet? Vi har brug for et program i primetime, hvor værten siger: Køb din musik i en pladeforretning, og vi har brug for, at DR og TV 2 gør musikken til andet end bare overfladisk og hurtig underholdning. Vi har brug for, at tv beløn- ner kvalitet og tør fremhæve folk, som kan lave musik, der rører ved andet hos seerne end den ene hjernecelle, det kræver at trykke på telefontasterne og stemme på, hvem der skal vinde ugens aktuelle talentshow. Vi har brug for tv nu! De fleste danske musikskribenter ser det som deres fornemste opgave at være vagthund over for pladeselskaberne, og de benytter da også nærmest enhver lejlighed til at kritisere musikbranchen. Pladeselskaberne har efter musikskribenternes opfattelse kun øje for den hurtige profit, for at være der, hvor succesen er, og så glemmer den ellers undergrunden, talentmassen og nyskabelsen. Denne kritik er der ingen grund til at gå op imod, for den er stort set sand, men kan man ikke med en vis rimelighed rette samme kritik mod dagbladene og ikke mindst musikskribenterne selv? Hvorfor er der f.eks. altid forside på navne som Michael Jackson, Britney Spears og andre store popikoner i aviser som Politiken og Berlingske Tidende? Hvorfor er det ikke spændende nye navne som Ludacris fra USA eller Carpark North fra Danmark, der sættes fokus på? Hvorfor bliver musikjournalisterne nødt til at dække Melodi Grand Prix, når de ikke har tid til at anmelde en stor del af de danske rockkoncerter? Svaret er oplagstal (læs: profit). Også når det gælder om kun at være der, hvor succesen er, lever dagbladene selv op til kritikken. For nu at tage et eksempel fra noget, jeg selv har arbejdet med, så var der ingen danske dagblade, der ville røre det nye danske band Saybia for et år siden, da de 'kun' havde en ep på gaden. Selvom gruppen spillede udsolgte koncerter i både København, Århus og Randers, ville bladene først skrive deres sædvanlige standardhalvside, da albummet kom ud, og de store artikler kom først, da det store pladesalg var en realitet. Med hensyn til undergrunden kan man vist heller ikke påstå, at aviserne flyder over af små historier fra denne del af Danmark. Hvor er opbakningen fra dagbladene til alle de navne, som de selv samme aviser mener, vi pladeselskaber overser?´Hvor er omtalen af de bands, der spiller på Loppen for sjette gang, og hvor er anmeldelserne af de nye danske bands uden pladekontrakt? Okay, det blev da til et par småartikler hist og her i forbindelse med SPOT-arrangementet i Århus for nogle uger siden, men i forhold til mængden af både talent og koncerter i Århus, så var den danske dagspresse stort set ikke til stede. Dobbeltmoralen er åbenlys, og hvad der gør det hele endnu værre, er, at musikskribenterne har haft så travlt med at nedgøre musikbranchen, at deres eget område er blevet nedprioriteret væsentligt i nærmest samtlige aviser. Hvem kan bebrejde den redaktør, der finder musikstoffet for tyndt, når man tænker på, hvad han/hun kan læse i sin egen avis? Mens filmskribenterne kan brede sig over forsider og dobbeltopslag med så banale historier, som at Thomas Vinterberg har startet optagelserne til en ny film, der kommer om et år, og at Lars von Trier drikker te med Nicole Kidman, så må musikskribenterne nøjes med en plads langt inde i bladet. Vi har brug for nogle musikjournalister, der går i offensiven igen. Vi har brug for dagblade, der skriver nogle af de mange spændende historier, som de nye danske bands gemmer på. Det er tid til, at musikjournalisterne dropper deres fælles mantra om, at unge musikere ikke har noget på hjerte. De snakker måske ikke som AG, og de er ikke så samfundskritiske som CV, men de har personlige historier at fortælle, og de har også deres meninger. Men dette er ikke 1970'erne, og som andre unge mennesker er musikerne i dag mere forsigtige med at pådutte andre deres holdninger. Meninger og historier har de dog, men det er ikke noget, man får ud af dem ved et standard-interview på en halv time i backstagelokalet eller ved først at vise sig, når succesen er der. Det er historier, man kan fortælle ved at følge gruppen fra Loppen til Forum. Ved at være en del af musikscenen og ikke bare en sur mand bag et skrivebord. Vi har brug for nogle musikjournalister, der er med til at skabe en musikscene og ikke nedbryde den. Vi har brug for musikjournalister, der tilkæmper sig mere plads i dagbladene nu! Vi har brug for dagbladene nu! Selvom især dagbladene har haft travlt med at kritisere P3 for sin musikstyring, så er P3 faktisk det eneste sted, hvor der er sket en positiv udvikling på det seneste. Her tør man tage nye danske musiknavne til sig og spille dem, selv om der ikke er nogen dagblade, der bakker op, selvom der ikke er reklamer på tv, og selvom pladesalget er meget dårligt. P3 har også hele tiden nye initiativer på liveområdet og tager selv initiativer til at skabe ny dansk musik på dansk. En lille opfordring skal der dog lyde: Hvornår tør P3 tage hele skridtet og gå tilbage til udgangspunktet og være landets musikkanal i stedet for kanalen, hvor smalltalk, konkurrencer og lytterkontakt krydres med musikken som mellemlægspapir? Hvornår tør P3 igen bruge musikken som det bærende element også i primetime og ansætte nogle værter, der kan formidle den med engagement og indsigt? Jeg taler ikke om dybdeborende musikjournalistik, hvor lytterne skræmmes væk med 'hemmelige' plader, men om, at P3 finder nogle nye personligheder, som man engang havde Kim Schumacher og Alex Nyborg Madsen. Folk, der kan formidle ny pop- og rockmusik på en måde, der får glæden og interessen til at smitte af på lytteren. Initiativet er allerede taget i specialprogrammer som 'Det store mix' og 'Festudvalget', men det mangler i de brede programmer i primetime. Den bedste statsstøtte, pladebranchen kunne få, var, at man fra politisk hold omdefinerede P3's public service-forpligtelse, så den havde sit udgangspunkt i musikken i stedet for i journalistikken. Den journalistik, der bliver udøvet på P3, er alligevel så tynd, at den er uden mening. Hvor der engang stod adskillige journalister bag et program som 'Strax', er der i dag kun en enkelt, og han/hun har ikke tid til meget andet end at finde ud af, om dagens emne skal være 'Få klippet dit overskæg' eller 'Hvad skal du lave i din ferie'. Emner, der minder om det, landets lokalradioer sendte ud i midten af 1980'erne. Når man nu ikke vil ofre det, god journalistik koster, men bare bruger det som en 'public undskyldning', hvorfor så ikke sætte P3 i front for et korstog for bedring af musikkulturen i Danmark? Det er både billigere og bedre end direkte statsstøtte til musikindustrien. Vi har brug for, at P3 tager det sidste skridt og tør vende tilbage til kanalens udgangspunkt - musikken. Vi har brug for P3 nu! Epilog: Hvorfor gør pladebranchen ikke noget selv? Hvornår holder den stadige strøm af tv-kampagner op? Og hvornår begynder pladebranchen at investere i fremtiden? Disse spørgsmål er både relevante, men også meget svære at svare på. Der er kræfter inden for musikindustrien, der forsøger at ændre tingene, men det foregår i det små. Der er flere og flere, der holder inde med tv- markedsføring på specielt danske album, og nye navne som Saybia, Jupiter Day, Swan Lee, Garbo, Tobias Trier, Superheroes og Junior Senior vidner om, at der stadig bliver udviklet nye danske talenter. Den store revolution ligger dog ikke lige om hjørnet, og nu hvor pladesalget falder dramatisk (20 procent for andet år i træk), så kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor længe de store pladeselskaber vil blive ved med at investere store summer i ny dansk musik. Nedprioriteringen af lokale artister er allerede i gang, og den går hårdest ud over de nye og måske kunstnerisk mest interessante navne, da det er her, den økonomiske risiko er størst. Nedgangen i pladesalget skyldes uden tvivl den omfattende piratkopiering, der endnu en gang viser danskerne som en nation af hælere. Men hvor forkastelig piratkopiering end er, så er det i denne sammenhæng vigtigere at fokusere på, hvorfor piratkopiering er så udbredt netop i Danmark. Og på, hvorfor den har en så markant og negativ indvirkning på pladesalget? I England og i Sverige er pladesalget stigende, selvom man må formode, at der også bliver kopieret der. Måske rammes Danmark ekstra hårdt, fordi musikindustrien og de medier, der omgiver den, ikke har formået at give 'varen' - altså albummet og musikken - tilstrækkelig stor værdi. Måske er det kombinationen af de mange tv-kampagner, den overfladiske dækning på radio og tv og de negative musikjournalister, der gør, at danskerne ser musik som en discountvare: en ting, man aldrig forholder sig til, men bare forbruger og derfor lige så godt kan kopiere. Og måske kræver det derfor også en fælles indsats at få vendt udviklingen. Statsstøtte var, hvad der skulle til for at få 'Op på fars hat' afløst af 'Festen' inden for dansk film - mindre må kunne gøre det for musikken. Lad os begynde med, at både pladeselskaberne, tv, radio og dagbladene forsøger at skabe og bygge op i stedet for at nedbryde og ødelægge.