Menneskeklonen er en mulighed. Og en perversion. Kronikørerne beklager tabet af det vilkårlige ved udsigten til fremtidens designbørn. Lars-Henrik Schmidt er rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Claus Holm konsulent samme sted. Et menneskes menneskelighed ligger i, at dets ophav er en kønnet affære, ja, forhåbentlig en kvindes og en mands lystfyldte affære. Selvfølgelig - fristes mange sikkert til at udbryde. Ikke desto mindre følger det meget mindre af sig selv i dag. Det har vor tids kunstig befrugtning-teknikker og i særdeleshed idéen om reproduktiv kloning sørget for. At blive til ved at blive klonet er en helt anden historie. Hør lige her: Ved reproduktiv kloning frembringes et eller flere individer ved ukønnet formering. Ved kloning frembringes en kopi af den klonede organismes arvemasse i modsætning til kønnet formering, hvor afkommet får den ene halvdel af sine gener fra ægcellen og den anden halvdel fra sædcellen. I princippet kan ét individ altså reproducere sig selv, uden at et individ af det andet køn er indblandet. Det kræver ikke lyst, men blot en reproduktionsteknologs hårde arbejde i sit laboratorium. Vort synspunkt er enkelt: Reproduktiv kloning er en vilje til at føde sig selv, som er pervers, asocial og umenneskelig. Og reproduktionsteknologerne er altså godt i gang med at omsætte denne vilje til mulighed. Desværre er de godt hjulpet på vej af kombinationen af bioteknisk fascination og en kultur, der hylder selvoptagethed som den mest almindelige norm. Tilsammen tror vi, det vil betyde, at en menneskeklon rent faktisk vil komme til verden. Siden det klonede får Dolly i 1997 blev præsenteret for offentligheden, har vi set adskillige politiske udtalelser, national lovgivning og internationale organisationers resolutioner imod reproduktiv kloning af mennesker. Men pointen ved al den aktivitet er også , at det ikke mere giver sig selv, at der skal to mennesker af hver sit køn til for at reproducere sig. Vi lever i en kultur, hvor det er blevet begrundelseskrævende, at reproduktion er en kønnet affære. Måske fordi vi lever i en kultur, hvor vi hver især så gerne vil stå fuldt og helt inde for os selv. Denne selvstændighedstrang betyder, at det andet menneske bliver anset for en belastning. I dag vil vi gerne omgås hinanden, hvis vi hver især kan passe os selv, og hvis ikke du kan det, ja, så pas dig selv! Idéen om reproduktiv kloning er blot den yderste og mest skrækindjagende konsekvens af vor fascination af viljen til at være et selvstændigt menneske. Lad os være præcise: Reproduktiv kloning er en vilje til selvidentitet, og den ultimative narcissisme er at blive identisk med sig selv i den ophævelse, der benævnes ikkefødtheden, forskelsløsheden eller ganske enkelt døden. Reproduktiv kloning er viljen til den rene gentagelse. Viljen til det mageløse. Hermed rammer vi kernen i det vesterlandske individualitetsprojekt, hvis yderste ambition er ikke at være født af andre, da det krænker forestillingen om selvets almagt. Forestillingen er latterlig. Ikke desto mindre er den virksom, og vi tror dybest set, at den handler om, at man vil være sin egen far eller mor. En sådan identitetsfordring er imidlertid ikke af denne verden. En sådan fordring er indtil videre kun jomfruer og engle forundt. Menneskets menneskelighed er præcis givet ved at være født af to, og dermed er vort ophav et socialt træf. Problemet er, at reproduktiv kloning provokerer, at vi har et differentielt ophav, altså at vi hver især ikke stammer fra én. Med reproduktiv kloning falder Narcissos altså for som forbillede. I virkeligheden er det ikke Narcissos, men dennes forhold til Ecco: Faderen til klonen bliver ét med sit Ecco, ikke med sit spejlbillede. Han bliver indhentet af sit Ecco. Det er forskellen mellem dem, der bliver tilintetgjort gennem at lade barnet indhente sig, og det er ophavets mangel på respekt for generationsforskellen, der sætter det i gang. Reproduktiv kloning er nemlig en ambition om at suspendere tidsligheden. Det er mangel på respekt for, at menneskeliv foregår i tid, og at tiden og et menneskeliv har én retning. Reproduktiv kloning roder rundt med tidsligheden. Problemet er, at det klonede individ ikke er af en anden generation end sit ophav. Én ting er, at man stammer fra én og ikke to, som i en kønnet formering, men problemet er, at man oven i købet er af samme generation som sit ophav. Kierkegaard pointerer i 'Gjentagelsen': »Kun Børnene fik Job ikke dobbelt, fordi et Menneskeliv ikke saaledes lader sig fordoble. Her er kun Aandens Gjentagelse mulig, om den end i Timeligheden aldrig bliver saa fuldkommen som i Evigheden, der er den sande Gjentagelse«. Vi mennesker gentager blot uden at kunne tage alt igen, som Herren, og derfor understreger Kierkegaard netop, at Job fik alt igen - undtagen sine børn. Det er for meget af os mennesker at ville gentage os selv, at ville, at der skal være mere af os. Derimod er det menneskeligt at blive mæt, ikke at orke at spise mere, ikke at orke at dyrke mere sex, ja, til sidst bliver mennesker mæt af dage. Reproduktiv kloning er et forsøg på at suspendere mætheden. Umættelighedstænkningen - den reproduktive kloning - får mæle i samfund, hvor folk ikke kan få nok af sig selv. I et samfund, hvor den egne herlighed overstråler alt. Med denne tankegang bliver det andet menneske til en belastning, en indblanding og en urenhed, der ikke passer ind i en moderne individhygiejne. For eksempel kan man konkret forestille sig reproduktiv kloning som metode til at undgå eller i hvert fald nedbringe risikoen for arvelig sygdom ved, at den genetisk dårlige part, det vil sige det genetiske materiale for vedkommende, fravælges ved brug af reproduktiv kloning. Eller tænk blot på de mænd, der hidtil i verdenshistorien har fortvivlet over ikke at vide, om de nu også var fædre til deres (juridiske) afkom. Nu er sagen anderledes. I stedet for blot at sikre sig, er man nu i gang med at forsikre sig. Den eneste måde, hvorpå man kan forsikre sig, om man er sit barns ophav, er, at ophavelsen sker teknologisk. Den eneste måde, hvorpå man kan forsikre sig om, at det er ens genetiske materiale, der slår igennem, er undgåelsen af andet genetisk materiale, der kan forkludre ens forgodtbefindende. Et allerede velkendt og velpraktiseret fænomen af reproduktionsteknologerne på deres værksteder er, at par hellere vil have, at afkommet ligner den ene, end slet ingen af dem. Men der er en verden til forskel, når det først står til deres valg, hvilken part i parret, der skal have lov til at reproducere sig. Så er det ikke længere os, der reproducerer os, men én af os, da vi ikke tvivler på, at disse teknikker i det moderne samfund allerede gør og fortsat vil gøre nytte inden for en moderne individhygiejnes perspektiv. I dette perspektiv er det alt for risikabelt ikke at vide, hvilket barn der kommer ud af sagen. Allerede nu er det sjældent, at børn ikke er ønskede og planlagte ind i en orlovsrytme. Milde Moses, der er store fordele ved at kunne foretage denne planlægning, men det er alt andet lige en kontrol af det tilfældige, det pludselige, det overraskende. I dag inseminerer vi under alle omstændigheder. Vore teknikker fra husdyravlen er blevet en - måske ubevidst - del af seksuallivet, som derfor må finde sin uomgængelige farlighed på anden vis. Af hensyn til os, der er født før den fri aborts introduktion, men nok fra familieannalerne kan bedømme, at vi ikke just er ønskebørn, kan det være et tonikum at sige, at vi dog hver og en er blevet til i lyst. Dette i og for sig banale, men afgørende vilkår ved menneskelivet er i dag rystet i sin grundvold. I fremtiden vil endnu flere børn blive født som resultat af hårdt arbejde i laboratorier og som resultat af fravalg af andre muligheder. I laboratorierne er det en minutiøs, fremmedbestemt beregning, der gør reproduktion gældende. Omvendt vil mange sikkert sige, at det er til at leve med, at næsten ikke bliver til i lyst, og måske også påpege, at lysten er en illusion. Ikke desto mindre vil vi fastholde, at her var der i det mindste én, der følte lyst, og Herren rystede hofterne - i betydningen, det kunne have været så mange andre sædceller, som fik adgang til en række andre ægceller. Nu kontrollerer vi imidlertid dette verdenshistoriske træf. Man kan selvfølgelig ikke kalde det en menneskeret, men dog en menneskeligheds trøst at komme til verden i lyst og ved en tilfældighed. Sådan en trøst giver ikke sig selv mere. Vi ser det som et tab og ikke et gode. Vi beklager, at vi ikke længere er vilkårlige. Og vi beklager endnu mere det ubændige behov for egentlighed, der har fået hidtil usete muligheder med den fremvoksende kloningsteknologi. En gang til: Vi tror, at kloning drejer sig om, at man vil være sin egen far eller mor. Narcissos er forbillede. Der skal blive mere af mig og dig, men hver for sig. Den anden er blevet belastende. Tendensen er, at ønskebarnet, nu forstået som hin enkeltes ønske om at designe sit eget barn, spiller førsteviolin. Den måde at tænke skæbne på er speciel, fordi den ikke tænker den skæbne at møde et andet menneske af det andet køn og få børn med hinanden som tyngde, men den anden tænkes som besvær. I hvert fald i reproduktionsøjemed. At være fri, frigjort, frisat er selvfølgelig forskellige generationers problematiseringsform, men ikke desto mindre gentagne problemstillinger. Moderne mennesker vil så gerne stå inde for sig selv og vil så gerne kunne dokumentere dette forehavende ved, at der bliver mere af dem hver især uden indblanding. At komme til verden som andres eller én andens projekt betragter vi ikke som et fremskridt. At være til som et ønsket design betyder, at det bliver så meget desto vanskeligere at blive sit eget. Også selv om vi ikke tror, at ophaveren til en klon skal gøre sig store tanker om sin ret til at bestemme over opkomlingen, og idéen om, at fostre er omvandrende reservedelslagre hører hjemme - godt hjemme - i tegneseriernes verden. Et menneske er en social og tidslig bestemmelse, og det levner ikke ophavet store chancer for at styre sin klon, sit designerbarn. Det betyder, at mange børn vil blive født som ønskebørn, der ikke er godt nok designede. Det betyder igen med sikkerhed skuffelse : »Jeg ønskede ham, men jeg har ikke kunnet designe ham«. Det vil sige, at vi vil erfare en afmægtighed i forhold til at gøre viljen til den rene gentagelse gældende. For eksempel vil en moderne far, der modtager sin klon som vidunder, hjemtager det som vidunder, også gerne have, at det lever op til billedet af at være vidunderlig som fantastisk fodboldspiller. Imidlertid vil han med stor sandsynlighed blive forbitret og skuffet over sin klon, undsige ham i psykologisk forstand og i det hele taget blive ked af, at hans forehavende ikke lykkedes. Viljen til den rene gentagelse er også en vilje til at vare ved. Filosoffen Jean-Jacques Rousseau havde imidlertid ret, da han hævdede, at der ikke findes noget øjeblik, hvor man i alvor kan udbryde: »Gid dette øjeblik vil vare ved«. En insisteren på, at noget skal vare ved, har imidlertid i sig en forvisning om lykkens forgængelighed. Denne forvisning har imidlertid ikke indfundet sig i forhold til den reproduktive kloning. Vi tror, at en menneskelig klon vil komme til verden, og at det først er ved dette forsøg på at overskride vor plads som mennesker, at det først er ved det skuffende møde med klonen, at vi vil lade os sætte på plads. Udsigten til skuffelse er altså opmuntrende. Først med den sikre skuffelse i erindring tror vi nemlig, at vi vil afstå fra reproduktiv kloning. Grænsen vil markere sig ved vor skuffelse over ikke at være nær så excellente skabere og kraftkarle som Vorherre. Siden hen vil en munterhed kunne indfinde sig i forhold til reproduktionen og seksualiteten. Med en sikker skuffelse i erindring kan vi måske begynde at leve os ihjel - i stedet for at leve videre i narcissistisk umættelighed.