»Jeg har forstået jer«, sagde Jacques Chirac søndag aften til de franske vælgere. Men har han det? Politikens opinionsredaktør rapporterer fra Paris. Der stod en ung fyr på Bastillepladsen og svingede med EU-flaget. Det var hans og mange andres måde at sige NON til højreekstremismen på. Det var 1. maj, og jeg havde fra morgenstunden fulgt Le Pens demonstranter op ad Rue de Rivoli, rundt om den gyldne statue af Jeanne d'Arc og frem til pladsen foran den gamle opera. Allerede en kilometer før målet kunne man på storskærme følge opvarmningen til folkeførerens personlige ankomst, og da den 73-årige tribun omsider kom stormende til tonerne af fangekoret fra Verdis 'Nabuco', var det næsten som i de gode gamle dage med Mussolini foran menneskemængden på Piazza Venezia i Rom. Men også kun næsten. For trods den pompøse iscenesættelse, og til verdenspressens store fortrydelse, manglede der to temmelig afgørende ting. Demonstranter. Og slagsmål. Der var faktisk kun en lille skare på ti tusind sjæle, og de var ikke blot fredelige, de var rørende. Le Pen kunne have sparet sig storskærme og kæmpehøjttalere, for da alle var nået frem til operaen, var der ikke voldsomt mange flere, end at han kunne råbe dem alle sammen op. Det eneste, der for alvor larmede, var de grønne fejemaskiner og skraldebiler fra den parisiske renovation, som fulgte lige i hælene på bagtroppen. Propreté de Paris stod der på rengøringsmateriellet, næsten som en officiel kommentar til demonstrationen: et propert og Le Pen-frit Paris, tak. Det var et folkloristisk foretagende, denne demonstration. En skøn blanding af alpejægere, krigsveteraner, landevejsriddere samt en hel del bedsteborgere med hat og stok, nogle med krykker, mange med medaljer, kors, bånd og stjerner. Og kasket. De var kommet rejsende fra deres sydfranske landsbyer og deres vinmarker i Alsace, de var stavret helt herind midt i syndens parisiske hule for at gøre, hvad de syntes, var deres pligt. Bonjour, Madame, sagde nydelige herrer til nydelige damer og løftede på den bløde hat. Ikke just stormen på Bastillen, denne fredelige forsamling, som også talte almindelige unge mennesker og enkelte tykke skaldepander, som pressefotograferne forsøgte at få til at se rigtig farlige ud. Og lige i svinget ved Jeanne d'Arc var der opstillet en tribune, så pressen kunne stige op og studere de mærkelige dyr fra en passende ophøjet vinkel. De sølle 10.000 mennesker fik tydeligt demonstreret, at de små 20 procent af Frankrigs befolkning, som søndag endnu en gang stemte Le Pen, ikke har hverken tradition for eller lyst til at gå på barrikaderne. Demonstranterne var ikke repræsentative for på Le Pens vælgere, som faktisk er nogenlunde ligeligt fordelt over hele Frankrigs befolkning. De har noget, de vil fortælle, men som ingen vil høre. Le Pen selv taler til dem, som om de var idioter, hvad den enkelte jo ikke er, men tilsammen er de pøbel, og det forsøger den brutale folkeforfører (forgæves) at udnytte. Hele pressens og det politiske systems establishment, derimod, nøjes med at dæmonisere og karikere Le Pen- folket. Mellem de to runder i præsidentvalget bestod den typisk 'journalistiske' tv-udsendelse af seks bedrevidende forstå-sig-på'ere, som sad og diskuterede indbyrdes, hvordan de sære dyr i Le Pens zoologiske have bedst kunne holdes forsvarligt indeburede. Ikke voldsomt demokratisk og ikke voldsomt klogt, for som både 1. maj og anden runde af præsidentvalget med al tydelighed viste, er der nok noget galt i Frankrig, men den egentlige højreekstremisme får ikke et ben til jorden. Den franske befolkning er med knusende majoritet både demokratisk og engageret i republikkens grundlæggende værdier: frihed, lighed og broderskab. Men det politiske system og befolkningen er kommet temmelig langt væk fra hinanden, hvad meget andet end stemmerne på de højrenationale partier viser. Se blot, hvad der skete i Paris 1. maj om eftermiddagen. Det var en demonstration. Mindst en million mennesker alene i Paris i gaderne omking Bastillen og Place de la République. Et massivt NON til Le Pen fra et mylder af gymnasieungdom og mennesker af alle farver, masser af musik, fest, dans, sjove paroler, kæmpe bannere og flotte flag. Den franske venstrefløj har en skøn tradition for at gå på gaden, og denne 1. maj 2002 blev traditionen og fanerne foldet ud på en måde, som ikke er set siden 1968 (eller for nu at være helt ærlig: ikke siden Frankrig vandt verdensmesterskabet i fodbold 1998). Jacques Chirac er meget naiv, hvis han tror, at det var ham, venstrefløjen demonstrerede for. Det var republikken. Men bemærk venligst, mine damer og herrer samt denne verdens Drude Dahlerupper og Søren Søndergaarde, bemærk venligst dét med Europa og dét med fanen. For hvad var det for et flag, den franske venstrefløj her kravlede op på søjlen midt på Bastillepladsen og svingede med ved siden af Trikoloren? Det var EU-flaget! Man så det også mange steder i menneskehavet, det blå flag med de gule stjerner, som blev svunget i takt til kampråb som: 'Vi er alle børn af indvandrere, første, anden, tredje generation!'. EU som frihedssymbol, EU-flaget som svar på reaktionære trusler og nationalistisk fremmedhad. Da jeg så dette flag svinge fra selveste Bastillen midt i sådan en eksplosion af godt humør og gåpåmod, da følte jeg mig både ret langt væk fra Danmark og trygt forvisset om, at Frankrigs revolutionære og fornyende potentiale er fuldt intakt; det findes i befolkningen, på gaden, på barrikaderne - og helt uden det pøbelvælde, som Le Pen drømmer om. Det er forår i Paris, og franskmændene er på ret vej. Men Chirac og hele hans gamle Frankrig med alt sit elitære væsen har spillet fallit, så det kan mærkes. Og finder de ikke snart ud af det, finder ud af det for alvor, så har vi den næste franske revolution lige om hjørnet. Pariserne gad godt gå på gaderne og vise Le Pen vintervejen, og de gad godt i søndags gå til urnerne og stemme massivt »på en svindler, hellere end på en fascist«, som de råbte i demonstrationen 1. maj. Det var republikkens og demokratiets grundlæggende værdier, de valgte, men de gad ikke vælge mellem Jospin og Chirac ved præsidentvalgets første runde - ikke vælge mellem de to mest inkarnerede repræsentanter for det etablerede og fastkørte politiske system - mellem to herrer, som syntes at have været der altid, men var rørende enige om, at fremtid og fornyelse, det var lige dem. Tænk, den hoppede vælgerne faktisk ikke på! Og hvis Chirac nu tror, at franskmændene er gået på limpinden, bare fordi han søndag fik 82 procent af stemmerne, så må han tro om igen. Der var masser af protest i den procent. Protest mod Chirac selv, blandt andet. Der skal skiftes til en helt ny republik. Frankrigs nuværende forfatning er skræddersyet til en bestemt mand, general de Gaulle. For at afværge statens totale sammenbrud under Algierkrigen 1958-62 endte man i en blanding af statskup og halvdemokratiske manøvrer med at oprette Den Femte Republik, hvor præsidenten er så stærk, at han i realiteten er en slags gammeldags konge. Et republikansk monarki, altså, eller en kongelig republik. Systemet passede til de Gaulle, men siden ham har det ikke passet til nogen som helst. Og i et kvart århundrede har Frankrig siddet fast i en svikmølle, der ved hvert andet valg planter landet i en situation, hvor den kongelige præsident er til højre, mens regeringen og parlamentets flertal er til venstre - eller omvendt. Denne 'cohabitation' forplumrer de politiske modsætninger og skaber i sig selv grobund for protest og ekstremisme. Når Jacques Chirac og Lionel Jospin nu i årevis har regeret landet sammen, hvad skal man så gøre, når de stiller op imod hinanden og begge hævder, at de repræsenterer fornyelsen? At nogen får lyst til at protestere ved slet ikke at stemme (30 procent) eller eventuelt stemme Le Pen (20 procent), det er ikke svært at forstå. Men det er farligt for Frankrig, at halvdelen af befolkningen har mest lyst til bare at protestere. Og det paradoksale er jo, at nu har landet en præsident, som er valgt med det højeste stemmetal nogensinde i historien, 82 procent (man skulle tro, det var Sovjetunionen) - men ser vi på præsidentvalgets første runde og dermed på Jacques Chiracs reelle personlige støtte i befolkningen, så hedder det 19 procent, siger og skriver nitten procent. Og fra de 19 til de 82 er der mere end et paradoks, der er et farligt problem for Den Femte Republik. Om alt går vel, så er situationen om få måneder den samme igen: Jacques Chirac sidder i præsidentpaladset med en masse magt, men i parlamentet sidder et genvalgt socialistisk flertal med endnu mere magt. Så skal der samarbejdes og kompromisses, og udenfor kan Le Pen stå og råbe imod 'systemet', dette miskmask af højre og venstre. Sådan et system må og skal ændres, ellers kommer der værre situationer end 'overraskelsen' ved præsidentvalgets første runde. Frankrig må videre til Den Sjette Republik, videre til et ægte parlamentarisk system uden monarkistiske udskejelser. Hvis Jacques Chirac er en statsmand, så sørger han for, sammen med det parlament, han om seks uger af vælgerne får besked på at samarbejde med, at afskaffe de fleste af sine egne magtbeføjelser, inden han går på pension om fem år. Desværre er der bare ikke noget, der tyder på, at han har formatet. Og han vil med sikkerhed slet ikke have det, hvis han får et højreflertal i parlamentet og således ikke umiddelbart er tvunget til at gøre noget. Søndag aften foran demonstranterne på Place de la République forsøgte han ganske vist at se de Gaulle-agtig ud og kvittere for sine 82 procent med noget i retning af, hvad generalen selv engang sagde til Quebecs rasende franskmænd: »Jeg har forstået jer«. Jo, de Gaulle havde forstået, men det hindrede ham ikke i at gøre det modsatte af, hvad de canadiske løsrivelseslystne franskmænd ønskede. Sådan er Chirac ikke, for problemet med ham er tredobbelt. Han har for det første ikke de Gaulles format, men tvinges af forfatningen til at lade som om. Han har for det andet næppe forstået, selv om han siger det. Og for det tredje: Hvad enten Chirac har forstået eller ej, så er han en opportunistisk politiker, som manøvrerer sig frem fra situation til situation uden virkelige visioner og retningssans. Han har indtaget alle tænkelige standpunkter og det modsatte, og så har vi ikke engang nævnt de mange korruptionsanklager, som klæber til ham. Der skal nok nogle millioner franskmænd på gaderne igen, før det går op for ham, at Den Femte Republik må afskaffes og erstattes af en ny og bedre. Frankrig er i løbet af den seneste snes år gået hen og blevet et velfærdssamfund, der på afgørende områder som f.eks. hospitalsvæsenet servicerer borgerne bedre end i Danmark. Lionel Jospins regering har sagt ét og fornuftigvis gjort noget andet; man har i ly af en gammelsocialistisk retorik styret landet sikkert ind i en moderne økonomi, som grundlæggende er fri og i vækst. Samtidig er befolkningen indstillet både på Europa og på moderne demokratiske institutioner. Og de kan spille fodbold! Men præsidenten tumler omkring i et gaullistisk jakkesæt, som er alt for stort til ham, og det politiske system sidder fast i en statsopfattelse og en retorik både til højre og venstre, som tilhører verden af i går. Hvilket for resten i nogen grad også kan siges om kulturlivet, der ikke kan blive træt af at mindes Sartre, Simone de Beauvoir, Camus, Tati, Godard, Jonesco, Brassens, kort sagt alle general de Gaulles samtidige, men ligesom slet ikke for alvor tager del i den vestlige verdens nye internationaliserede kulturliv. Man hører en evig klage over amerikanisering og McDonaldisering og Hollywoodisering, men hvor er de franske film, teaterstykker, romaner, kunstværker, som for alvor kan tage konkurrencen op? De er der måske i et vist, begrænset omfang, men de er alt for få, og når jeg beder en dansker, en englænder, en amerikaner om at nævne en nulevende verdensberømt fransk kulturpersonlighed, så siger folk ofte: Jack Lang! En politiker, som var Francois Mitterrands kulturminister og de senere år ikke engang har været kultur-, men undervisningsminister. Men Frankrig fortjener igen at blive berømt for andre kunstarter end den politiske (og den kulinariske). Det store flertal af den franske befolkning er for længst vågnet op til den moderne virkelighed. Dette flertal kunne godt have råd til at høre lidt på, hvad det nu er, Le Pens vælgere er så opskræmte over. Det drejer sig om usikkerhed på gader og stræder, om forholdet til de mange indvandrere og om en klassisk småborgerlig protest mod storborgere og elite; det drejer sig også om social udstødelse og om ret store befolkningsgrupper i forstæder og ghettoer, der falder helt ved siden af samfundet. At der ikke skal gås på kompromis med en fascistisk type som Le Pen, det er klart nok, men et minimum af dialog med hans vælgere ville ikke være af vejen. Den forhenværende konservative premierminister Alain Juppé formulerede forleden problemet sådan her: »Hvordan får vi forklaret disse mennesker, at de er racister, antisemitter og fremmedhadere uden at sige til dem, at de er nogle svin?«. Man kunne måske godt forestille sig problemet formuleret anderledes og en lille smule mindre arrogant. Det har uden tvivl været en stor og eksotisk oplevelse for mangt et medlem af den franske venstrefløj at stemme på Jacques Chirac i søndags. Jeg skal hilse at sige, at jeg har et par venner, der våndede sig. Og selvfølgelig er de selv ude om det: Venstrefløjen havde virkelig ikke styr på ret meget under første runde af præsidentvalget. Men det ændrer ikke ved, at det er på høje tid, at Frankrigs institutioner og politiske system bringes i overensstemmelse med den demokratiske europæiske virkelighed anno 2002. Hvis ikke det sker inden for en overskuelig periode - det vil sige inden for Chiracs nye femårige præsidentperiode - så kommer vi til at se og høre meget mere til ham den unge fyr, som stod og svingede med Europaflaget på Bastillepladsen 1. maj. Ham er der fremtid i.