0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politiske slagtilbud

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Pas på troværdigheden, advarer kronikøren regeringen. Trivialiteter og tågesnak flyder fra politikernes læber. Det nærmer sig manipulerende newspeak og antipolitik. Christian Kock er professor i retorik.

Lige så dårlig Nyrupregeringen var til at sælge sine synspunkter, lige så fast besluttet er Fogh og hans regering på at gøre det bedre. Man forstår Foghs beundring for socialdemokraten Blairs fantastiske mediestyring. Aldrig har vi her i Danmark set et så målbevidst og professionelt arbejde med at styre den politiske formidling.

Nyrupregeringens og især Nyrups egen kommunikation bar meget af ansvaret for hans nedtur. Han talte på én gang forsimplet og dog uklart. Fejlen i efterlønssagen var ikke at ændre efterlønnen, men at fremvise en skriftlig 'garanti' på tv. Nærmest egenhændigt tabte han euroafstemningen, især ved sin kiksede 'folkepensionsgaranti', der jog mange over til nejsiden i lutter irritation. Hans strategi op til novembervalget - den alvorlige statsmand der udriver bogsider - var ikke bedre. Nyrup tror at 'smarte' visuelle effekter og fyndige, myndige oneliners kan tiltrække vælgere. Det modsatte er tilfældet.

Gang på gang har Fogh blot behøvet at holde mund og score gevinsten.

Men Fogh har også udmærket sig ved gennem flere år at markere en konsekvent linje i en rolig og tydelig form. Når Fogh blev valgt, var det blandt andet fordi han har givet indtryk af at sige klart hvad han ville.

Fællesnævneren for Foghregeringens kommunikation er at hamre på nogle enkelte, klare temaer - uophørligt. Ikke lade sig hidse op, ikke komme ind i længere, nuancerede diskussioner. Til gengæld skal alt hvad der måtte være af modargumenter eller forbehold over for regeringens politik, væk - forties, affejes, gøres usynligt.

Faktisk prøver Nyrup og Fogh på det samme: at kommunikere på mediebetingelser. Begge vil styre hvad der bliver hængende i bevidstheden efter at medierne har udmøntet alt i billedklip og soundbites af få sekunders varighed. Af Foghs kommunikation husker vi hans få, enkle slagtilbud. Af Nyrups husker vi hans klodsetheder.

Foghs regering står for en sproglig smartness der er mindst lige så lumsk som Nyrups wannabe-smartness, fordi den er rigtig smart. Den drejer sig altid om det samme: at der kun lyder de samme positive slagord, og at man undgår at anerkende alle modargumenter og indvendinger.

Derfor var det en overraskelse da undervisningsminister Ulla Tørnæs - ifølge Politiken 11.4. - på et pressemøde sagde dette om regeringens udspil for folkeskolen: »Jeg vedkender mig, at jeg bryder en mangeårig tradition, nemlig når regeringen nu ønsker et forslag vedtaget, som ikke har fuld opbakning i den tidligere forligskreds«.

Bare denne spinkle indrømmelse var et fejltrin ud fra Foghs strategi - og har formentlig udløst en røffel. Ifølge Fogh »bryder« regeringen ikke noget; det er de andre partier der »ikke vil være med«. Det må ikke hedde sig at der kan siges noget imod regeringens adfærd, heller ikke noget så forholdsvis formalistisk som at den »bryder« et forlig.

Til det formål har Fogh indøvet en række styringsmekanismer. Den mest primitive form er at en minister ikke kan træffes når en relevant indvending kalder på et svar. Vi skal nedenfor se et par eksempler på mere listige former. De er hentet fra en tv-samtale med finansminister Thor Pedersen i DR's Pengemagasinet 21.1., kort efter finanslovsforslagets fremlæggelse, med journalisterne Mogens Rubinstein og Henning Olsson.

Thor Pedersen bliver spurgt om det er Dansk Folkeparti der skal bære finanslovsforslaget igennem. Han vælger at sige noget selvfølgeligt som alle véd i forvejen: »Jamen det er regeringen der skal bære det igennem sammen med et flertal i Folketinget. Sådan skal det være«. På det gentagne spørgsmål kommer samme svar: »Jamen det er et flertal i Folketinget, og det er forhåbentlig også Dansk Folkeparti«.
Tilsvarende havde Nyrup eller Lykketoft måske også svaret hvis man havde spurgt dem om det var Enhedslisten der skulle levere stemmer. Thor Pedersen bringer ingen forandring. Han vil ikke vedgå fakta og dermed ikke blotte en flanke (bemærk det defensive 'jamen'). Han anmodes om en oplysning og svarer med en trivialitet: Regeringen skal have flertal i Folketinget. I almindelig samtale ville sådan en adfærd være groft uhøflig. Tænk hvis en af Thor Pedersens egne ansatte i ministeriet havde svaret sin chef på den måde - og tilføjet: »Sådan skal det være!«.

Bemærk desuden 'også' i »det er forhåbentlig også Dansk Folkeparti«. Der spørges om Dansk Folkeparti skal sikre flertallet (underforstået:
ellers vil man også prøve at få andre med). 'Svaret' er dels uklart, dels bedragerisk. »Også Dansk Folkeparti' - betyder det DF foruden regeringen, eller DF foruden andre ikkeregeringspartier? Forskellen mellem disse tydninger er politisk afgørende. Ordet 'forhåbentlig' kunne foregøgle at man vil prøve at få andre partier med, for ellers er DF's medvirken jo ikke bare et håb, men en nødvendighed. Både optakten og det senere forløb om finansloven viste imidlertid klart at det var DF alene der skulle med. Derfor er den tilsyneladende harmløse sætning bedragerisk.

En anden manøvre er at knibe udenom ved hjælp af vaghed. Den kan bruges til at sprede tåge over at man har gjort den kritisable handling A, i stedet for den respektable handling B. Man finder et vagt begreb, C, der både omfatter A og B, og så holder man sig til dét. Så kan man f.eks. undgå at indrømme A, uden direkte at lyve. Det sker da journalisterne spørger om ikke regeringen i sin finanslov har »skiftet regnskabsprincip«. Den har medregnet noget under ulandshjælp som ikke er blevet medregnet dér året før. Og så ser nedskæringen jo ikke så stor ud. Thor Pedersen svarer først udenom. Journalisterne vil have ham til at vedgå at regeringen faktisk bruger en anden beregningsmetode end i 2001. Til sidst må han give noget der lyder som et direkte svar på hvad man har gjort. »Det er nøjagtig det samme man har gjort tidligere«, svarer han. Men det vage begreb 'tidligere' tilslører at man ikke gør som i 2001 (og 2000). Jo, frem til 1999 opgjorde man tingene på den måde som regeringen nu vil bruge igen.
Altså gør man det samme som 'tidligere', endda »nøjagtig det samme«.

Men man har skiftet regnskabsprincip siden sidste år, hvilket er hvad journalisterne spørger om.
Hvorfor så ikke indrømme det? Hvorfor skulle det være så slemt at vedgå at ulandsudgifterne er gået ned med et vist beløb? Er det ikke en del af regeringens politik?
I romanen '1984' beskriver George Orwell fremtidsstatens sprog, newspeak. Han skriver: »Den særlige funktion af visse newspeak-ord ... var ikke så meget at udtrykke betydninger som at tilintetgøre dem.

Disse ord, der efter sagens natur kun var få, havde fået deres betydninger strakt ud indtil de indbefattede hele batterier af ord, som, eftersom de var tilstrækkeligt dækket af én omfattende betegnelse, nu kunne kasseres og glemmes«.

Thor Pedersen bruger newspeak flittigt - stadig for ikke at anerkende noget argument imod hans politik. I eksemplet der kommer nu, har han udstrakt betydningen af ordet 'produktivitet', sådan at ord som 'nedskæring' og 'besparelse' kan kasseres og glemmes. Det sker i en ordveksling om det der før hed 'besparelser' på uddannelsesområdet (de blev senere droppet efter bred modstand, bl.a. fra Dansk Folkeparti).

Journalisterne har fremført at regeringen vil spare en milliard på uddannelser, fra daghøjskoler til universiteter - og spørger om dét er at »fremtidssikre« Danmark? Thor Pedersens svar lyder: »Jamen jeg vil gerne sige at der er noget forkert i den problemstilling eller den måde som det stilles op på. Vores ønske er at man har tankevirksomhed alle steder, at man har et krav om at gøre ting bedre, altid. Det er det der hedder produktivitet. Altså at man ikke bare siger: »Vi har altid gjort det på denne måde, vi har altid uddannet på samme måde, vi har altid løst dagligdagens problemer på denne måde«.

Vi ønsker at der er et pres på, at man altid vurderer: Hvad er det vi gør? Hvor har vi brug for uddannelsespengene? Skal man lægge noget sammen? Hvor er det søgningen er størst? Og det får man ved at stille krav om produktivitet. Til gengæld frigør det jo andre penge, så dette at man har produktivitet, betyder at der bliver synlige penge, som politikerne kan fordele derhen hvor opgaven er størst, eller hvor efterspørgslen er størst. Det er derfor man laver produktivitet (...)«.
Besparelser omdøbes først til 'tankevirksomhed' og derefter 'produktivitet'. Ikke produktivitets forøgelser eller lignende, nej, produktivitet er besparelser.

Man »laver produktivitet« ved at skære ned. Uden dét ingen udvikling, så man gør faktisk uddannelserne en bjørnetjeneste hvis man ikke løbende skærer dem ned. »Hvis ikke man har mod til dét, så sander det jo til«, siger Thor Pedersen. Han sætter besparelserne lig med »at bruge to procent på en lidt anden måde«.

Efter et par minutter trækker han dog vejret dybt og medgiver at 2002, hvor regeringen jo lige er trådt til, er et »mellem-år«, og at man for de følgende år har »helt andre visioner« for uddannelse og forskning.
Nå, kunne man spørge, vil regeringen da ikke fortsætte med at »lave produktivitet«? Vil man atter tillade universiteter med flere at »sande til« ved ikke at spare en milliard årligt? Hvis det man vil gøre i 2002, er så gavnligt, hvorfor så holde op med det? Og hvorfor ikke »lave produktivitet« på samme måde inden for sygehusene eller ældreplejen? Sært at man ikke skærer et par milliarder dér, hvis det er så effektivt ...
Hvorfor siger finansministeren ikke straks hvad sagen handler om?

Hvorfor ikke nøjes med det ene, reelle argument: For at indfri vore løfter til visse områder må vi i år finde besparelser der desværre også rammer ... og så videre. Hvorfor al denne newspeak?

Der er mere der er sært i Thor Pedersens argumentation. Han siger at man »frigør andre penge« ... »der bliver synlige penge, som politikerne kan fordele derhen hvor opgaven er størst«. Det er den øvelse der hedder »hvor har vi brug for uddannelsespengene«. Det lyder som om der skal føres penge fra visse uddannelser over til andre. Og det kan man jo ikke afvise nytten af - det sker faktisk allerede masser af steder. Men hvordan kan uddannelserne »bruge to procent på en lidt anden måde«, hvis de to procent ikke gives til andre uddannelser, men til sygehuse med videre? Hvorfor taler Thor Pedersen da så meget om fordelene ved intern omflytning af uddannelsespengene? Regeringens omflytninger er jo ikke af den art. Dette er ikke bare newspeak. Det er newspeak der bygger på usandhed.

I dag må det føles sært for Thor Pedersen at have leveret dette seje forsvar for nedskæringer på universiteter med videre. Regeringschefen har jo højt og tydeligt kaldt dem for en »fejl«.

Men Thor Pedersen har nok bare aktiveret den professionelle politikers automatiske pilot, der benægter eksistensen af ethvert argument imod hans standpunkt.

Den røde tråd, rent retorisk, i Thor Pedersens præstation er at han ikke vil give nogen indrømmelse. Nogen kunne kritisere ham for at man vil lave finanslov med Dansk Folkeparti; altså svarer han med en trivialitet. Nogen vil nok kritisere at midler til ulandshjælp reduceres; det må de ikke få ret i, altså pynter man på tallene, men han undgår ved hjælp af sproglig vaghed at vedgå det. Flere penge til sygehusene er jo godt, men det skulle nødig hedde sig at man sparer på uddannelse, derfor kaldes nedskæringerne »tankevirksomhed« og »produktivitet«.

Der findes mange andre små manøvrer end dem vi her har set. En enkelt skal lige nævnes, også for at de konservative ikke skal blive glemt. I samme Pengemagasin som Thor Pedersen optrådte Bendt Bendtsen, der bl.a.
blev foreholdt en kritik af nedskæringer på hjemmeserviceordningen. En repræsentant for små erhvervsdrivende sagde at det ville betyde mere arbejdsløshed og sort arbejde. Bendtsens svar gik på at han »godt kunne forstå« når denne mand forsvarede sine medlemmers interesser, og så videre. Altså: Man ignorerer de konkrete argumenter nogen fremfører, ved at snakke om vedkommendes motiver for at argumentere. Samme trick brugte statsministeren i nytårstalen, da han sagde at de eksperter hvis råd og nævn beskæres, vil opløfte et »ramaskrig«. Altså: Vi skal ikke tage notits af hvad de siger, men kun af hvorfor de (formentlig) siger det: nemlig fordi de bliver beskåret.

Igen: Det må ikke hedde sig at modparten har argumenter.
I bogen 'Det ny systemskifte' lancerer Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars Goldschmidt begrebet 'antipolitik'. Antipolitik er at politiske debattører ikke tilkender modpartens argumenter nogen berettigelse; uanset hvad der kommer frem i debatten, indrømmer man intet. Bl.a.
derfor er der behov for et »systemskifte«. Områder som europapolitikken, indvandringsspørgsmålet og velfærdsstaten skal »politiseres« i stedet for at være antipolitik. Alle skal erkende at der om disse sammensatte problemer er legitime argumenter på begge sider.

Den nye regering skal passe på. Selv om det er et pillearbejde at gennemskue hvordan newspeak og anden manipulation fungerer, så kan alle mennesker der slår ørerne ud, høre at der er noget galt. Sproglig adfærd som Thor Pedersens i Pengemagasinet er frastødende og jager vælgere væk. Man kan virke forkromet og styret i et vist antal soundbites hvor man siger det samme - men så ikke længere. Al troværdighed skabt af newspeak slipper op.
En undersøgelse af hvad 'troværdighed' består i, er for nylig publiceret i Nordicom Information af reklameforskeren Flemming Hansen og mig selv.

Det fremgår her at de egenskaber folk forbinder med troværdighed, bl.a. er saglighed, intelligens, at kunne se en sag fra flere sider, at være afbalanceret, oprigtig og respektere andres meninger. De egenskaber vi oftest forbinder med at være en dygtig kommunikator - tv-tække, evne til at sige tingene jævnt, formidlingsevne - udgør derimod en anden egenskab som kan kaldes karisma. Og den er altså ikke det samme som troværdighed.

Dette er et godt råd til den nye regering. Giv et bidrag til et systemskifte i den politiske kommunikation. Politikere skal blive bedre til at sige klart hvad det er de vil, og især hvorfor de vil det. De skal anerkende at der i vigtige sager også findes vægtige argumenter på den modsatte side. De skal ikke bruge smarte tricks for at undgå dem, affeje dem eller latterliggøre dem. De skal i stedet bruge deres kræfter på at vise hvorfor deres egne argumenter trods alt er de vægtigste. Og de skal forsage newspeak. Det er i den retning at sand troværdighed ligger.