Er det franske demokrati en myte? Ingen franskmænd tror på noget eller nogen, og kynismen breder sig som en steppebrand. Ret uheldigt, når landet står over for et præsidentvalg. Forfatteren Jacques Berg er bosat i Frankrig. Frankrig er lidenskabeligt optaget af en valgkamp, der knap nok interesserer befolkningen. Situationen få uger før præsidentvalget i april-maj er nok så paradoksal: Der udkommer dagligt flere bøger om eller af de tolv kandidater til den høje post, ugepressen inviterer os ind i soveværelset og op på køkkenbordet hos de samme kandidater, medierne nøjes med et hastigt blik på alle andre emner, nationale såvel som internationale - og samtidig fortæller opinionsanalyserne, at de fleste borgere i landet finder valgkampen slatten og synes, de politiske programmer blot er tomt bulder og kandidaterne fantasiløse gengangere, der kun tænker på at 'komme til fadet' eller blive der! Mange ser ikke den store forskel på den regerende venstrefløj og den højreopposition, der bakker op om den fungerende præsident. De to hovedkandidater er (ligesom i 1995) Lionel Jospin, premierminister, oprindelig trotskist, senere socialist, nu centrumorienteret socialdemokrat eller socialliberal, og Jacques Chirac, udøvende præsident, oprindelig gaullist, senere neogaullist, nu centrumorienteret borgerlig eller liberalsocial. Hvis man må bruge en grim vending, så er den politiske ideologi på højeste plan nu kun et spørgsmål om fordelingen af visse stavelser. Chirac og Jospin har i fem år styret Frankrig sammen - foruden sig selv! Balancegangen mellem de to topfigurer i fransk politik er lykkedes, fordi begge har respekteret forfatningen og protokollen. Som ufrivilligt par har de kørt på en blanding af personlig sympati, vanens magt og almindelig høflighed. Måske er der virkelig også så koldt på toppen, at det indimellem har været meget rart at være to! Linjerne i det franske politiske landskab har længe været slørede. 'Højre' og 'venstre' er nu ikke stort andet end etiketter. Ingen tror længere, at højre betyder magten til de rige, eller venstre står for social retfærdighed. I bedste fald angiver etiketterne to grundholdninger til samfundet og individets plads i dette, to slags politisk filosofi svarende til to forskellige temperamenter. Som det vides, kommer disse temperamenter kun sjældent til udtryk i form af umiskendelige politiske reformer. Idealerne kan være en motor, men skinnerne er lagt på forhånd. Der skal jo regeres. I værste fald, det vil sige i praksis, bruges etiketterne i den politiske propaganda, de klistres på demagogien. Jacques Chirac blev således valgt til præsident for syv år siden på løftet om at ophæve de sociale skel, intet mindre. Denne gang lover han store skattenedsættelser! Måske kan det ikke være anderledes, demokratiet er på en måde altid i krise. Men der er ingen tvivl om, at Frankrig er nået til et punkt, hvor fraser, løftebrud og simpel løgn har ført til, at mange nu opfatter ordet politik som et skældsord og betragter politikerne som uansvarlige og magtsyge personer. I den forbindelse kan det nævnes, at det franske jagtforbunds højreekstremistiske kandidat og de to traditionelle fremmedhaderpartiers ledere, Le Pen og Mégret, tilsammen mobiliserer måske op til tyve procent af vælgerne, en ud af fem. Det er ikke for meget sagt, at kynismen breder sig som en steppebrand, ingen tror på noget eller nogen. Den politiske debat er for det meste personlig og ligner ofte en infantil intifada. Folket ser den umiddelbare frelse i forbrug, sekter og reality-tv. Har den franske republik, den femte i rækken, virkelig stuvet sine politiske idealer sammen i en sort sæk? Har gallerne strakt armene i vejret og overgivet sig til den blinde volds herredømme, den roterende lystfilosofi og en dominerende 'her og nu'- holdning til alting, har de bag flosklerne om det moderne samfund, den teknologiske udvikling og kapitalismens fabelagtige succes i virkeligheden anerkendt den benhårde individualismes endelige og samfundsbenægtende sejr? Skal snæver egoisme og en fladpandet hyldest til alt, hvad 'møl og rust fortærer', nu være kendetegnet på fransk livsstil? Er dette latinsk-germanske, dermed typisk europæiske folk, trods sin legendariske humanisme havnet i en tør og selvmorderisk nihilisme? Har den (mere eller mindre selvbestaltede) universelt vejledende kulturnation mistet pusten? Er 'menneskerettighedernes land' sejlet på grund? Var det franske demokrati en myte? Med andre ord, hvor går Frankrig hen, når det står stille? Spørgsmålene er vigtigere end svarene, siger filosoffen. Lad os hævde, at de her beskriver et kritisk moment i en gammel nations historie, en politisk- moralsk suppedas, som er ved at blive belastende for de 60 millioner franskmænd! Og som for Frankrigs europæiske partnere i det mindste er et ilde varsel! Frankrig skal leve med sin problematiske dobbeltledelse, med et tokammerparlament uden reel indflydelse, et statsbureaukrati, der efter tyve års decentralisering og regionalreformer stadig tvinger provinsen i knæ, et underbemandet retsvæsen i ulige kamp med svindel og humbug i den politiske verden, en presse, der i vidt omfang er kneblet af sine reklameindtægter, en hærskare af funktionærer, der ikke længere tøver med at gå på gaden for at presse bedre lønninger og arbejdsvilkår ud af deres statslige arbejdsgiver, og med fagforeninger, der stort set ikke har andre medlemmer end ledelsen, men alligevel i vidt omfang bestemmer socialpolitikken. Billedet kan forekomme rigeligt sort, vi er trods alt ikke i Argentina, end ikke i Rusland! Men for Frankrigs arbejdsløse (omkring 10 procent), for flygtninge og boligløse, for de tre millioner, der bor som rotter i et hul, for alle dem, der på deres egen krop konstaterer, at den formidable afstand mellem rige og fattige er i tiltagende, eller bare for de kvinder (over halvdelen af alle aktive), der modtager en højst ulige løn i forhold til deres mandlige kolleger, ja, for alle de umælende i et land, hvor tale ofte er lig handling, er billedet snarere forskønnende. Hertil kommer skandalerne. Befolkningen har med tiden vænnet sig til, at forsiderne dagligt afslører en grov politisk-finansiel skandale, en 'affære', som det lidt opblødende hedder. Borgmestre, regionalpolitikere, parlamentarikere og ministre, der har lejlighed til at udbyde store offentlige byggearbejder i licitation, kan for eksempel give opgaven til den virksomhed, der er villig til at betale 'lidt ekstra', hvad enten spyttet skal havne i en partikasse eller i nogle private lommer. Det er ingen fransk specialitet, lige så lidt som alle de øvrige og stærkt udbredte former for korruption. Vi behøver ikke at gå i detaljer. Hvad der er særligt fransk er, at folk ikke alene har vænnet sig til skandalerne, men at de dybest set ikke finder dem skandaløse. Mange beundrer faktisk en offentlig person, lad os sige en fremtrædende politiker, der selv under næsten konstant projektørbelysning formår at snyde, og tør! Man kan sommetider forfalde til den tanke, at svindel måske er så udbredt i samfundet, ja i grunden accepteres som udvej, at den enkelte borger inderst inde føler en form for solidaritet med den korrupte politiker. Jo værre, des bedre! Det vil nu vise sig ved præsidentvalget, om denne kætterske tanke har noget på sig. Sagen er, at Frankrigs nuværende præsident er under anklage for alvorlig korruption og »trafik med indflydelse«, som loven kalder det, og at han indtil nu kun har undgået domstolene, fordi hans høje embede beskytter ham. Som overborgmester i Paris gennem 17 år og samtidig leder af det af ham selv stiftede neogaullistiske parti RPR, har Jacques Chirac ifølge lange og grundige retsundersøgelser sørget for, at hans partis udgifter blev dækket af centralrådhuset, hvilket i sidste ende vil sige borgernes penge. Forfatningen bestemmer, at en præsident udelukkende kan stilles for retten i sager vedrørende højforræderi. Undersøgelsesdommer Eric Halphen valgte efter flere års intens beskæftigelse med det etablerede system på det parisiske centralrådhus (Hotel de Ville) alligevel at indkalde præsident Jacques Chirac til et forhør, dog kun som vidne. I sin skriftlige begrundelse fremlagde dommeren alle de argumenter, der efter hans skøn kunne berettige en proces - for derpå at konkludere, at som landet ligger, måtte han imidlertid lade sagen falde. Præsidenten har herefter ikke svært ved at bedyre, dels at han ikke har begået noget ulovligt, dels at han naturligvis er villig til at forklare, hvordan det hele hænger sammen - hvis bare forfatningen tillod det. Eric Halphen blev groft chikaneret af sit eget hierarki, udsat for politisk pression, passet op, aflyttet og til sidst frataget sagen mod Chirac, alt i bedste Costa-Gavras-stil. Han kørte træt og har nu valgt at træde uden for nummer, ligesom i øvrigt flere af hans kolleger, der har arbejdet med de meget omfattende økonomiske og politiske skandaler i de seneste års Frankrig. Han udsender en bog, 'Syv års ensomhed', hvor han gennemgår alle aspekter af en historie, som foreløbig er endt i en mur, nemlig den, der omgiver Élysée-palæet. Men grundtemaet i bogen med den García Márquezske titel er selve demokratiets mulighed for at overleve i et system, hvor retsbehandlingen kan blokeres af dem, der styrer landet. Når skellet mellem den udøvende og den dømmende magt bliver visket ud, forsvinder de mest elementære garantier for, at samfundet er baseret på frihed, lighed og broderskab! At Jacques Chirac således har flere grunde til at søge genvalg, betyder naturligvis ikke, at løselig omgang med offentlige midler er forbeholdt politikere på hans side. Men nu er det selve landets præsident, det drejer sig om. Hans troværdighed står på spil. Dermed også franskmændenes. Hvis de genvælger Chirac, tilkendegiver vælgerne, at anklagerne for korruption må anses for ubegrundede, eller at de ikke bør tages i betragtning, selv om bevismaterialet er temmelig overvældende. Eric Halphen er måske bare en fantast eller ligefrem købt af Jospin til at lægge en landmine under Chiracs fødder. Med andre ord, længe leve Berlusconi! Hvis Chirac taber valget, kan man dog ikke omvendt hævde, at hans problemer med loven, hans 'kasseroller', som det hedder, har gjort udslaget. Men det vil unægtelig pynte på billedet af det franske folks retsbevidsthed, hvis valgresultatet simpelthen kunne åbne mulighed for at bevise, at alle på demokratisk vis er lige for loven. Under de givne omstændigheder er det lidt af en ynk at se kandidat Chirac rejse rundt og fortælle borgerne, at han som led i bekæmpelsen af den almindelige usikkerhed i det franske samfund går ind for, at ingen skal kunne undgå straf Kun hans berømte frejdighed gør det muligt for ham at føre terrængående valgkamp. Til syvende og sidst afhænger resultatet af også dette præsidentvalg af kandidaternes personlige kvaliteter, hvad enten disse kvaliteter faktisk eksisterer eller navnlig indgår i et velkonstrueret image. Men én ting synes alle enige om: Jospin er en ærlig mand. Mange tillægger det hans protestantiske baggrund, men det siger i grunden mere om, hvordan katolikker opfatter protestanter til forskel fra sig selv, end om Jospins mulige calvinistiske dyder - hvad disse så end måtte være! Resten af kandidaterne, herunder den stejle og moraliserende nationalrepublikaner Jean-Pierre Chevènement, fra de grønne til de brune, hen over kristne, kommunister og komikere, bidrager til at give valgkampen bredde om ikke altid dybde. Hvis det trods alt inden valget lykkes at få en nogenlunde grundig debat om pensionsordninger, sygesikring, borgernes sikkerhed, skole og universitet, kultur og Korsika - og hvorfor ikke Europa - vil de franske vælgere garanteret falde udmattet om på sofaen efter 5. maj. Hvilket vil være mere end uheldigt, for knap en måned senere er der parlamentsvalg! Her kan resultatet godt blive det modsatte af præsidentvalget, således at Frankrig vedblivende skal styres af en præsident og en regering fra hver sin side. Janushovedet spøger stadig!