Kabul er befriet militært, ikke mentalt. Sådan sagde en af de kvinder, journalisten Anders Jerichow talte med, da han besøgte Afghanistan i sidste måned. Dengang var burkaen stadig på mode. Kabul i marts. - Næppe havde røgen fra de amerikanske bombardementer af Afghanistan lagt sig, før CNN var klar med billeder af frydefulde afghanske kvinder, der for åben skærm smed burkaen, den heldækkende lyseblå dragt, som kun tillader kvinder at kigge ud gennem et tyndt net i bomuldsdragten. Vel gjorde de afghanske kvinder ej. På kvindernes internationale kampdag her forleden, den 8. marts, stod Kabuls ordensmagt opmarcheret i hovedstadens centrum ved indgangen til den udbombede ruin af en biograf, hvor årets kvindefest skulle stå, den første i ti år. Betjentenes støvler var frisk pudset, hjelmene spændt og deres stave trukket. Velkommen til den store ligestilling. Inde i biografen, som Taleban-bevægelsen for fem år siden lod smadre for at blive fri for gudløs underholdning, sad Kabuls økonomiske og intellektuelle overklasse nu parat med besøg af alle De Gode Viljer, som Kabul kunne mønstre på dagen. Hamid Karzai, Afghanistans nye regeringsleder, anførte ikke urimeligt begivenheden med sin kvindelige norske politieskorte, så rank og smuk som vores egen Hanne Bech Hansen, uniformen strøget, distinktioner skinnende. Lakhdar Brahimi, FN's særlige Afghanistan-udsending, ankom med kvindelige og stærkt rygende vestlige soldater fra ISAF, den internationale fredsstyrke i byen. Mary Robinson, FN's højkommissær for menneskerettigheder, kom sådan set bare med en forhåbning om, at Afghanistan en dag vil føle sig tryg til at opbygge et frit samfund. Og så ankom den flok af diplomater, der skal gøre hele genopbygningen af Afghanistan mulig: repræsentanterne fra de internationale organisationer og vestlige ambassader, der er under renovering efter 23 års krigstilstand i Kabul, og som nu ventes at betale for Afghanistans fred. Joh, det var dagen, hvor krigens moralske sejr kunne fejres - nu hvor de amerikanske læderhalse og frygtløse afghanske mujahediner endelig har befriet de afghanske kvinder. Men friheden stoppede ved porten og politiets barrikader. Inde i biografen sad kvinder i fine nederdele, sågar et par raffinerede spadseredragter. Uden for ruinen, i et af verdens fattigste samfund, hvor USA endnu fører krig mod terrorister i bjergene, hersker fortsat den forkætrede burka, ikke hér og dér, men alle vegne. Palwasha Hashemi Ahmad Cia, 29-årig ingeniør med et åbent blik, som hun gerne viser inden døre, kunne lige så godt have været blandt de veluddannede kvinder, der holdt fest i biografen. Men på kvindernes internationale kampdag tog hun som sædvanligt sin burka på hjemmefra og gik over i en af de pasta- og brødfabrikker, som FN's Fødevareprogram har etableret over hele Kabul, både for at skaffe arbejde til enker, der ikke kan forsørge deres familier, og for at skaffe en sulten befolkning mad. Palwasha er selv enke med to små børn. Manden gik som så mange andre med i borgerkrigen for ti år siden. Hun husker, at den sovjetiske besættelsesmagt i 80'erne også lagde vægt på at fejre kvindernes internationale kampdag, men så var det slut. Hverken de afghanske mujahediner, der regerede fra 1992-96 eller den præstestyrede Talebanbevægelse, der fulgte efter, fandt noget at fejre den 8. marts. Og såmænd var resultatet det samme, om der så var russere, mujahediner eller talebanere ved magten. Andre har altid villet diktere Kabuls kvinder, hvad der skal være bedst for dem, men ingen af alle disse uniformerede mænd har haft øje for, hvor kvinderne monstro selv ser deres behov. Og skønt Palwasha gerne vil tro på, at alting bliver bedre, inshallah, har hun en snigende fornemmelse af, at også de nye mænd i Kabul - nu overgangsregeringen og de pengestærke Gode Viljer - også har deres egne prioriteringer. Kabul er befriet militært, siger hun, ikke mentalt. Derfor kan kvinder ikke lide at vise sig uden burka i gaden. Ikke fordi de har noget at frygte, sådan direkte. Men det vil ikke være velset at klæde sig vestligt, hverken blandt mændene eller blandt de uuddannede kvinder, »og så længe vi ikke har mad og ikke tjener penge, så har vi altså andre problemer at slås med end vores tøj. Vores største problem er stadig at få en uddannelse og noget arbejde. Resten kommer i anden række, også tøjet. Vi må jo tage hensyn til vores kultur«. Allerede under Taleban oprettede Verdensfødevareprogrammet sine små pasta- og brødfabrikker i Kabul og andre afghanske byer, hvor frysende børn og kvinder på denne årstid tigger brød i gaderne. Bagerierne syner ikke af meget ude fra gaden, for strengt taget var disse bagerier et vidnesbyrd om præsteskabets fiasko, omend også om dets kompromisvilje. Strengt taget havde Taleban taget magten for at skaffe de hårdt trængte afghanere sikkerhed og social tryghed. Det første lykkedes i overvældende grad, Afghanistans borgerkrig standsede i det meste af landet. Derimod var Talebanstyret elendigt til at skaffe sin befolkning mad på bordet, og her taler vi ikke om frisk kød og grøntsager og slet ikke om at give folket kage. Afghanistan manglede brød. Men da FN-bagerierne med deres lerklinede ovne skød op i Kabul med kvinder til at ælte melet, var Taleban ikke sen til at kræve etablissementerne lukket. Det varede alt iberegnet én dag, for en tredjedel af Kabuls befolkning havde ikke anden adgang til mad, og Taleban skulle ikke nyde noget af en vred befolkning; det var galt nok, at den var sulten. Så hellere leve med, at Kabul fik lov at have sine bagerier, som lønner sine kvindelige bagere med melposer og uddeler brødet og pastaen til byens fattige. Palwasha trækker resigneret på smilet, når vi spørger, om hun nu, hvor Taleban er fortrængt, vil arbejde i sit eget fag. Vi kunne lige så godt have spurgt, om hun har overvejet en chartertur til Temptation Island. Palwasha Hashemi Ahmad Cia har - uanset sine kun 29 år - oplevet tilstrækkeligt mange magthavere til, at hun ikke beskæftiger sig med drømmespind. Spørg bare, om hun ikke hellere vil arbejde som ingeniør - men svaret vil være, at hendes mulighed nu engang er at knokle i et bageri, hvor lønnen udbetales i mel. Spørg bare, om hun ikke gerne vil have en familie igen - hendes vilkår er, at manden er død, og der bliver ikke en ny, ja, hun har dog sin store afghanske familie. Spørg også kun, om hun ikke hellere vil færdes uden burkaen, der indsnævrer udsynet og reducerer kvinden til anden rang; selv på kvindens internationale kampdag er Palwashas vilkår, at hun har andre ting på programmet, først og fremmest at skaffe sine børn noget brød, og at det hverken blandt byens mænd, blandt dårligt uddannede kvinder eller blandt hendes slægtninge vil være velset at smide burkaen. Måske troede USA og vi andre i De Gode Viljers alliance mod terror vitterligt, at befrielsen af Afghanistan fra den undertrykkende og puritanske Talebanbevægelse, hokuspokus, ville befri de afghanske kvinder fra deres spøgelsesagtige gevandt. Men hverken fra podiet i den gamle biograf eller ude i gaden på den anden side af politiets barrikade lød et ord om burkaen. »De afghanske kvinders tragedie kan ses på mange måder«, sagde den ny kvindeminister Sima Samar. »Den kan iagttages ved deres tomme maver; i deres øjne, som kigger med sult og forventning, og i gadens mylder af forældreløse, enker og tiggere«. Men tro ikke, indskærpede ministeren, at Afghanistan vil kaste sig i armene på ikkeafghanske traditioner. Andre har deres vaner, Afghanistan har sine. Men uddan en kvinde, og du uddanner en nation, lyder et slogan på ruinens væg. Det er et stort brød at slå op. I biografen uddeltes der pjecer og brochurer. Der hang opslag på døren. Og ministerens sekretær runddelte printkopier af hendes tale. Uden for døren kan kun én af hver tredive afghanske kvinder læse sit navn - eller skrive navnet, hvis det da skulle være nødvendigt. For at tigge madrester uden for restaurant Herat går det fint uden. På kampdagen fandt ministeren tid til at besøge Allahudin-hjemmet for 550 af Kabuls langt flere forældreløse børn, stoppet ind i en flok af cementhuse omkring en stor gårdsplads. Taleban var heller ikke begejstret for disse hjem. Præstestyret bebudede i 1998 en lukning af hjemmet for at bruge maden - fra FN - på sine soldater i stedet. Ikke en god idé, mente de voksne på stedet; det ville sætte børnene på gaden og belaste Talebans omdømme - og FN ville måske slet ikke levere mad til præstestyrets soldater. Allahudinbørnehjemmet overlevede, for Taleban var på mange måder en pragmatisk bevægelse. Derfor var lille Diba på 11 også blandt de piger, der kunne tage imod kvindeministeren. Sådan én havde hun dog aldrig mødt før, altså en minister, men hun kunne føle af hurlumhejet omkring den fine dame, at hun måtte være en vigtig én. Diba er en kvik lille pige med nøddebrunt hår under sit tørklæde, forfrysninger i sine sprukne kinder og med begsorte fingre og tæer. Hun husker alt for godt, da familien for tre år siden blev tvunget ud af deres landsby, hvor faderen havde nogle frugttræer. Faderen blev slået ihjel og hele landsbyen jævnet med jorden af Taleban. De måtte løbe hjemmefra, siger Diba, og i Kabul flyttede de ind i et forladt hus, hvorfra andre sikkert var flygtet. Faktisk har hun stadig en mor ude i byen. Men tit er der ikke engang brød derhjemme, og derfor blev Diba - den førstefødte i rækken af fem søskende - en dag afleveret på børnehjemmet med alle sine ting i en blikdåse. Diba viser gerne tingene frem: En grøn plastikkam, en gul klud, et lille stykke sæbe, der ikke holder længe endnu, og så er der det dejlige glas med håndtag, som hun engang har fået af sin mor. Det er hele Dibas liv; sagerne kan mageligt være på bunden af blikdåsen, der sikkert er skabt til fem kilo flåede tomater eller den slags. På børnehjemmet, hvor hun deler et værelse med brændeovn med et dusin andre små piger - nogle gange er der også brænde, dog ikke altid - får de ris, brød og lidt kød; det er stadig mere end hendes søskende nogensinde får serveret, så Diba vil nødig hjem, hvor man altid er sulten. Men kampdag skulle være festdag. Sima Samar, kvindeministeren, havde en kjole med til pigerne, formentlig på vegne af De Gode Viljer, som så gerne vil Afghanistan det godt. Diba holder sin lysebrune kjole med smukke mørke broderier tæt til kroppen. Nej, det er ikke noget af det fineste hun har - det er første gang, hun overhovedet har fået noget fint. Hun siger det ikke sørgmodigt, ikke beklagende, ikke bittert, sådan er det bare, men hendes øjne funkler over de frostsprængte kinder. Uden for ruinen af den gamle biograf solgte ministerens kvindeorganisation små burkaklædte dukker for at skaffe penge til den fremtidige afghanske ligestillingskamp. Det vidste Diba ikke, men køberne var også De Gode Viljer, for ingen andre i dette land har alligevel råd til at betale 20 dollar for et symbolsk stykke dukkelegetøj. Ude i gaden kan Kabuls kvinder få en rigtig burka for en brøkdel af dette astronomiske beløb, og skønt de unægtelig kunne bruge deres ressourcer på noget bedre, sørger manden for en burka til sin kone, før han sørger for, at hun får noget at spise. Palwasha, ingeniøren, må selv betale for sin burka. Hun husker ikke med utilfredshed de dage på Kabuls gymnasium, da hun under den sovjetiske besættelsesmagt kunne slå håret ud og se drenge i øjnene. Men det var dengang. I dag kan Karzai eller Amerika og De Gode Viljer også godt bestemme, at de afghanske kvinder nu skal være fri. Men Palwasha kender en anden virkelighed, en anden grænse, som på kvindernes internationale kampdag blev markeret lige uden for Kabuls gamle biograf, hvor politi og soldater stod linet op. De burkaindhyllede kvinder ude på gaden anede næppe, hvad der foregik i ruinen, højst at den nye regering havde et eller andet i gang. Så afspærres gaderne troligt i Kabul, trafikken omdirigeres, politiet stiller op med stave og soldater med deres kalasjnikov eller gamle rifler, og når ministeren er kommet ud af sit hus, eller limosinen - som ministeren har fået af De Gode Viljer - er trillet forbi i krydset eller måske slet ikke skulle forbi alligevel, får trafikken lov at fortsætte. Lige præcis denne afspærring på denne dag, den 8. marts, havde dog noget ganske specielt over sig. Alene det, at flest kvinder passerede gennem barrikaderne, kunne antyde, at noget særligt var på færde. Men helt usædvanligt var det, at disse kvinder lige præcis ved porten smøg deres burka af sig og indenfor viste deres nederdele frem i et selskab af vestlige - kvindelige - soldater, Hanne Bech Hansens norske søster, og FN's højkommissær, Mary Robinson. Men et par timer senere var festen forbi, og da de fine folk forlod ruinen af en biograf i spidsrod mellem de opmarcherede soldater, begyndte alting at ligne sig selv. Dér, i porten til Kabul, tog de burkaen over hovedet, alle som én. Udenfor venter kampen for ligestilling - og Palwashas og Dibas kamp for noget at spise.