Knaldet i kosteskabet - det hurtige, kontante samleje uden forspil - er kommet på mode igen. Jette Hansen, mag.art. og medlem af Kvindeligt Selskabs bestyrelse, gør status over den seksuelle frigørelse. Casper Christensen: »Ville du være sammen med verdens smukkeste kvinde, hvis at hun lige var død? Altså sekundet efter hun var død«. Frank Hvam: »Ja, det tror jeg. Det kommer an på, hvordan hun var død, vel at mærke. Kvalt, ja. Ebola, nej«. Casper Christensen: »Hun lukker øjnene, og så er hun væk«. Frank Hvam: »Altså Tornerose-tingen?«. Casper Christensen: »Ja«. Frank Hvam: »Så er jeg på«. Casper Christensen: »Du ville aldrig kysse Tornerose, ville du? Du ville bare gennemføre?«. Frank Hvam: »Ja. Der er noget utrolig tiltrækkende ved sovende kvinder«. Casper Christensen: »Altså bevidstløse kvinder, mener du?«. Frank Hvam: »Ja. Jeg har bare vænnet mig til at sige sovende«. (Samtale mellem Casper Christensen og Frank Hvam i Euroman 3/2002) Nyheden om, at kvinder mangler lyst til sex, ramte for kort tid siden nationen som et chok. Nu har det ellers længe heddet, at kvinderne var blevet så frigjorte og så ligestillede, at det var mændenes tur til at få hovedpine og trække sig fra det ægteskabelige samvær. Men nej. Hver tredje kvinde har aldrig eller sjældent lyst til sex, fastslog overlæge og leder af sexologisk Klinik på Rigshospitalet, Elldis Kristensen. Og det er en dobbelt så stor andel som mændene. At kvinderne skulle mangle lyst til sex kommer også som en overraskelse, når man ser på kvinde/pige-billedet i livsstilsmagasinerne Bazar og Sirene for helt unge piger. Som der blev skrevet en del om i pressen, lagde de to magasiner, da de kom på gaden for cirka et år siden, ud med instruktive artikler om, hvordan man bliver bedre i sengen, kunsten at give god (god for hvem?) analsex og introduktioner til diverse sexlegetøj. Dette er vel at mærke blade med en målgruppe fra 13 år og opefter. Går man i kiosken og køber sidste nummer af Sirene, finder man endnu en gang et helt opslag med diverse former for dildoer (»en allieret i skuffen, når sexlivet ikke lige er på toppen, og din drømmefyr ikke lige ser dig som sin drømmekvinde«) og gode råd og tips til brugen af dem. På den baggrund kan man jo grine, når den nye udgave af 'Kvinde kend din krop' i samme blad prises, fordi man »ikke længere behøver se enormt frigjorte billeder af kvinder, der undersøger sig selv, føder, har sex eller bare ligger og nyder deres krop, så intet er overladt til fantasien«. - Nej, så foretrækker vi rigtignok den langt mindre overgribende dildo-manual ... Skal man altså tro ungdomsbladene, har unge kvinder af i dag en offensiv, kontant seksualitet, og de dyrker avanceret kinky sex fra day one . Lignende tilgange til unges seksualitet findes i magasinerne Chilli og Tjeck, hvor lak og læder, pisk og lænker, bondage, trekanter, biseksualitet og one-night stands står højt på dagsordenen. Set i bakspejlet er det et bemærkelsesværdigt skift, der er sket, siden jeg for eksempel selv var teenager i slutningen af 70'erne. Dengang anbefalede ungdomsbladene (Vi unge mv.), når teenagerne stod foran at gøre deres første seksuelle erfaringer, at man gik langsomt frem, at der skulle være tryghed, masser af kæl og lange forspil. Og man skulle endelig aldrig give efter for pres til at gå længere, end man selv havde lyst til. Ak ja. Til illustration af forskellen bragte det ene af førnævnte pigemagasiner et interview med nogle fyre, der sagde, at hvis en pige sagde nej til analsex ved den anden date, så var det ud med hende. Ungdomsbladene, som jeg husker fra 70'erne, kolporterede klart en norm, der tilsagde drengene at tilpasse sig pigernes behov. (Man kan jo så diskutere, hvorvidt den herskende fortolkning af 'pigers behov' var for pæn på nogen måder, men jeg husker i øvrigt ikke 70'erne som en snerpet tid.) I dag vil jeg vove den påstand, at det forholder sig lige omvendt. På den ene side er unge piger i dag massivt seksualiserede. De forudsættes at have en glubende appetit på kontant, pornografisk sex, på sex løsrevet fra relationer. Sådan ser det kvindeideal, som for eksempel Sirene og Bazar formidler, ud. På den anden side bringer samme Sirene i martsnummeret en hel feature om, hvordan man skal klæde sig for at skjule de mindre ideelle træk ved sin krop og fremhæve sine fortrin. Og endnu en gang opfører man nummeret med at lade fyre fortælle, hvordan de vil have, at piger skal være. Kristian, Martin, Jens og Patrick fra '71 grader nord' på TvDanmark 2 fortæller Sirenes læserinder, hvad de tænder på, og hvad de absolut ikke tænder på. Det lyder - i flæng - sådan her: »Hun er slank, men har pæne feminine kurver«. »Røven skal kunne klare klappetesten uden at gå i storsvingninger. Den skal være fast, ikke lille«. »Hun må gerne være lidt handy, så hun selv kan lave nogle ting i hjemmet for eksempel. Og hvis hun kan give et blowjob, så ørerne vrikker, ha ha«. »Og hvis hun er skæg og underholdende at være sammen med. Ja, men hun skal ikke være typen, der altid vil være midtpunkt«. »Hvis hun har lyst til at eksperimentere lidt seksuelt og ikke er alt for blufærdig. Man skal kunne sige, at det er mig, der tænker på sex, men hende, der foreslår det ...«. »Den klart største turnoff af alle er kropsbehåring. Hår under armene eller nede i arbejdszonen, det er ren turnoff. Ja, jeg forstår det simpelthen ikke, hvis en pige har behårede armhuler«. Og sådan derudad, over to hele opslag. Er det her virkelig godt for pigers selvfølelse? Sammenfattende kan man sige om disse mænd, at de er utrolig optagede af at blive servicerede og meget opmærksomme på, at kvinderne ikke må fylde for meget med deres personlighed. Det bemærkelsesværdige er, at man jo kender genren mandehørm fra mandemagasinerne, hvor mænd i en chauvinistisk tone rask væk bræger op om, hvordan de vil have, at kvinderne skal være. Men her er denne falliske norm ført direkte ind i det feminine (blad)univers' midte. Og måske er det, præcis også hvad der er sket med seksualiteten. Det kan godt være, det er meningen, kvinder skal have en såkaldt aktiv seksualitet i dag. Men dette er på ingen måde forbundet med nogen forestilling om suverænitet, autonomi og stærk personlig integritet. Tværtimod handler det vist (stadig væk) om at være god nok ... Denne gang kræver det , at man har en fast, velproportioneret krop (og man må jo finde tøjet til at skjule det, hvis det ikke skulle være tilfældet), at man er god til at sutte pik af og er villig til analsex. Og så er den voksne kvindes kropsbehåring altså i øvrigt bvadr! Man kan bare bevæge sig hen i svømmehallen eller i motionscentret for at konstatere, hvor rent denne meddelelse er gået ind hos kvinderne. Det er jo snart ikke til at opdrive en ærlig pjusk. Alt i alt må man spørge sig, om det ikke er århundredets største bedrag, vi er vidne til, når kvinder skydes sådan en kontant, offensiv seksualitet i skoene og i samme åndedrag erklæres frigjorte - frigjorte og ligestillede, omsider. Hurra? Er der ikke snarere tale om, at kvinderne iscenesættes til at have sex på mændenes præmisser? Og at det stadig er mænd, der som gruppe har krav på at få seksualiteten tilfredsstillet i højere grad, end kvinder har krav på tilfredsstillelse. Hvis vi vender tilbage til landets gifte kvinder, der ligger i ægtesengen og til alles forfærdelse ikke har lyst, så fremgik det for nylig af en artikel af den australske forfatter Susan Maushart i The Observer, at engelske og amerikanske forskningsresultater pegede på samme tendens i de respektive lande. »Det, forskere kalder seksuel ulyst ('sexual reluctance'), viser sig at være næsten lige så almindeligt blandt dagens hustruer, som det var for vores bedstemødre, der lå og tænkte på fædrelandet eller en anden moralsk ækvivalent«. Bedstemor gjorde sin 'ægteskabelige pligt'. Forestillingen om, at kvinden yder sex som en 'ægteskabelig pligt', er vi jo imidlertid sluppet helt af med nu om dage. Ikke også? Forskere argumenterer imidlertid ifølge Susan Maushart for, at strukturen eksisterer i bedste velgående i de moderne ægteskaber, men den skjuler sig under et tilsyneladende helt ændret kvindebillede - nemlig den seksualiserede kvinde. Hvor vores bedstemødre formodedes ikke at besidde 'den slags' behov og måske ikke skulle sætte næsen op efter nævneværdig service i ægtesengen, ligesom den sex, de ydede, naturligvis var »til manden«, formodes nutidens kvinder til overmål at være liderlige og beregnet til sex. Den kvinde, der ligger i ægtesengen og ikke har lyst til sex med sin mand, bliver i dag betragtet som en helt forkert repræsentant for sit køn. Hun bør være oplagt til sex. Og selv om klitoris er opdaget og officielt anerkendt og sikkert også bruges i de fleste hjem, er det ikke sikkert, den kvindelige seksualitet er kommet så meget mere på dagsordenen af den grund. Ifølge Maushart taler flere og flere forskere om 'intimitetens politik' mellem mænd og kvinder: »Spørgsmålet om, hvem der gør hvad i sengen, viser sig at være akkurat lige så meget en sag mellem kønnene, som spørgsmålet om hvem der gør hvad i huset. Historikeren Sheila Jeffrey hævder, at i nutidens ægteskaber oplever kvinder ikke sex som først og fremmest en intim handling, der bringer dem nydelse, men som en form for hustruarbejde - endnu en måde, hvor på kvinden rutinemæssigt servicerer deres mandlige partneres fysiske og emotionelle behov på bekostning af deres egne«. I givet fald er kvinders ulyst jo udtryk for, at der eksisterer en magtforskel, som manifesterer sig i selve den seksuelle praksis ved, at kvinderne servicerer den mandlige seksualitet i højere grad, end de selv bliver serviceret. Personligt ved jeg jo ingenting om den almindelige seksualpraksis - ud over hvad et par veninder måske har fortalt mig i tidens løb. Jeg kan ikke vide, hvordan det foregår hjemme mellem folks lagener. Men jeg ved, at det, jeg som stor teenagetøs kaldte fed sex og var parat til at skrive under på var helt vidunderligt, kun er en svag afglans af den nydelse, jeg i mine mere modne år har lært at kende som sex. Og så relativt er det, vi kalder 'godt', 'vidunderligt', 'dejligt' altså, når vi taler om sex. Vi ved jo ikke, når vi står der som nogle grønskollinger og begiver os ud i kønslivet, hvordan det skal være. Og hvad lystens potentiale er. Det ville jeg ikke engang sige, at jeg kender i dag. Jeg kender bare den store forskel på at være 17 og 41. Og jeg tror, det er fuldt ud kulturelt muligt at få mennesker til at slå sig til tåls med uendeligt meget mindre end det fulde udbytte af seksualiteten og stadig kalde det 'skønt'. For man ved jo ikke bedre. Nej, jeg kan ikke vide, hvordan det går for sig imellem folks lagener. Men jeg kunne godt tænke mig, at den samlejestil, kulturens generelle repræsentation af seksualitet (via pornografien, i blade og på fjernsyn) lægger op til, efterlod kvinderne med nogle hængepartier i sengen. Spørgsmålet er, om ikke kravet om en offensiv og kontant seksualitet er det nye tyranni, hvor kvindelighedens sensuelle, kontemplative sider undertrykkes. Eller anderledes spurgt: Må man gerne ville kæles blidt i lang tid, og hvor store er chancerne for at få ønsket opfyldt i det normunivers, blandt andet Sirene og Bazar kolporterer? For kort tid siden afholdt Kvindeligt Selskab et arrangement med dramatiker og redaktrice af det feministiske undergrundsZINE Mohawk Beaver, Gritt Uldall-Jessen, og Camilla Stage, danser og koreograf. Camilla Stages danseforestilling 'Corpus Femininum' var blevet kritiseret i pressen for at mangle vildskab og seksualitet og for på plakater at lokke med en nøgenhed, der ikke var dækning for i forestillingen. På denne baggrund var det interessant, at Gritt Uldall-Jessen viste klip fra forskellige eksperimenterende pornofilm, herunder nogle af egen produktion, der efter hendes mening erobrede den pornografiske genre fra den patriarkalske kultur og indsatte den i et kvindeligt begærsunivers. Allerede ved debattens indledende runde blev det bemærket, at Gritt Uldall-Jessens bud på progressive pornofilm for kvinder var meget identificeret med mainstreampornografiens stereotyper - såsom stuepigen, der får sin bekomst, 'frækt' undertøj i lak og læder, store pikke, gerne sorte, hvis kneppestil - skønt kunstige og spændt fast med remme på de kvindelige pornoskuespillere - ikke afveg meget fra det hårde kaninknep, man i øvrigt kender fra pornografien. Og til sidst blev spørgsmålet stillet, om ikke det på mange måder var en fallocentrisk seksualitet, som blev vist. Camilla Stages forestilling formede sig som en indadvendt søgen efter kroppen og dens radikalitet blev sat i relief af de pornografiske klip, der var blevet vist forinden. Som Camilla Stage forklarede ved den efterfølgende debat med Gritt Uldall-Jessen og det øvrige publikum, havde hun ikke med denne forestilling ønsket at vise voldsomme kvinder - det syntes hun, der var alle vegne i forvejen. Men kritikken havde en bestemt forventning om at få aggressiv, vild seksualitet at se og kunne slet ikke acceptere den indadvendte afsøgen af kroppen som et udtryk for kvindelighed. Afsluttende åbnede arrangementet således for spørgsmålet, om ikke det i dag er blevet sådan, at det er den blide, kontemplative side af kvindens seksualitet, der er tabuiseret og fortrængt. Spørgsmålet er, hvordan den kvindelige seksualitet, når det kommer til stykket, har det. Er kvinderne seksuelt frigjorte - og tilfredsstillede. Er det en seksualisering på kvindernes egne præmisser, der er sket? Måske er det på tide at finde sin kritiske sans frem igen. Og tage den med ind i seng