Kommakrigen fortsætter. Nyt angreb fra fagbogsanmelderen der kræver radikal oprydning i tegnsætningen. Kommaet er en meningsforstyrrer. Men ikke den eneste. Vort sprog degenererer. Som gammel humanist har jeg i mange år undret mig over hvorfor det danske sprog degenererer. Desværre ser det ikke ud til at tendensen tager af. Jeg vil her tage et par emner op vedrørende denne sproglige degeneration. Kommatering anses af mange for at være flueknepperi, men da kommaet er et af de mest brugte tegn i den skriftlige kommunikation er det ikke uvæsentligt at beskæftige sig med hvordan vi sætter kommaer. Uden at komme ind på spørgsmålet om menneskets kognitive båndbredde mener jeg at kommatering lægger beslag på en større del af vores bevidsthed end man umiddelbart tænker over. Hvor lille en del af teksten der end udgøres af kommaer kan man se kommaet som en lille stopklods. Når vi møder et komma stopper vi uvilkårligt op og forbereder os på en logisk pause eller en grammatisk ændring i den følgende sætningsstruktur. Kommaets rolle var oprindelig at strukturere sætningsopbygningen, men i dag kan kommaet i vid udstrækning ses som et lille irriterende tegn der alt for ofte sættes forkert: Komma foran navnemåde; komma efter 'der' eller 'som' i starten af en bisætning; komma i tusind tilfældige sammenhænge. Og forkert satte kommaer sænker læsningen; måske kun en smule, men for mange og forkert satte kommaer kan sænke læsningen af en kronik som denne med adskillige sekunder. Det bliver til en del med tiden. Nogle har forsøgt at komme ud over problemet med korrekt kommatering ved at bruge pausekomma; med andre ord at strø kommaer ud over teksten efter forgodtbefindende. Men det er en dårlig idé: for dét der for den ene er en pause er det ikke for den anden. Skriveprocessen er næsten pr. definition langsommere end læsningen og derfor vil den skrivende være tilbøjelig til at producere flere pausekommaer end hvad der dybest set er nødvendigt for læsningen af teksten. På den måde er man ved brug af pausekommaet med til at sænke læsehastigheden. At bruge pausekomma er faktisk uhøfligt over for læseren. Når vi kommunikerer er det underforstået at vi har indgået en række sproglige kontrakter med hinanden og hvis disse kontrakter bliver overtrådt bliver vi forvirrede eller irriterede. Kommareglerne udgør en af disse sproglige kontrakter. Den standardiserede kontrakt inden for kommatering har indtil for nylig været grammatisk komma som jo er en gammel germansk tegnsætningsform. Med nyt komma er der lagt op til en revision af det grammatiske komma. Reglerne omkring nyt komma har ganske vist været omgærdet af en hel del problemer; hvad der nok til dels har haft sin årsag i dårlige lærebøger i emnet, men også i svært forståelige og uklare regler - for eksempel denne: »Sæt komma foran en ledsætning hvis du (næsten) lige så godt kunne have sat den i parentes«. Under alle omstændigheder har hverken journalister, lærere eller offentlige institutioner taget nyt komma til sig. Men for mig er det en stor lettelse at læse en tekst med nyt komma. Det glider simpelt hen lettere. Jeg læser teksten hurtigere. Men jeg er ikke den eneste. En undersøgelse fra 1991 viste at nyt komma var lettere at læse for et testpanel end både grammatisk komma og pausekomma. Erik Hansen fra Dansk Sprognævn har hævdet at højst 50 mennesker i Danmark er i stand til at sætte korrekt komma. Det skulle ikke undre mig hvis det er rigtigt. Fortalere for det grammatiske komma har slået på at det holder rede på subjekt-verbum-relationen og dermed på forskellen mellem 'de', 'dem', 'sin', 'hans' og så videre. Men når det altovervejende flertal af befolkningen alligevel ikke kan finde ud af at sætte komma korrekt - men godt kan finde ud af at skelne mellem 'de', 'dem' og så videre når de taler sammen - hvorfor så insistere på at der er en automatisk sammenhæng mellem grammatisk komma og grammatisk forståelse eller korrekthed? Jeg mener at vi må gøre noget alvorligt ved disse problemer. Med fare for at blive kaldt purist og det der er værre vil jeg hermed foreslå en ny form for kommatering: Kun komma foran 'men' og ved opremsninger. Jeg er klar over at dette forslag vil afstedkomme et ramaskrig blandt de sejeste hardcore-kommasættere, men 'men' betegner en vigtig ændring i betydningsstrukturen som ingen andre ord medfører. Derfor vil det være logisk at reservere kommaet primært til denne instans. Dette forslag er ikke ment som en morsomhed eller en provokation; det er et forsøg på at tage konsekvensen af det kaos der hersker på kommateringsområdet i Danmark. Dansk Sprognævn har samlet reglerne for nyt komma i syv punkter. Mit forslag overflødiggør de fem af dem og løser dermed mange problemer både for de elever der skal lære kommaregler og for de læsere der krummer tæer ved at læse tekster med vilkårlig kommatering Og for de ca. 5.150.000 danskere der ikke kan sætte korrekt komma. En sådan næsten total afskaffelse af kommaet vil efter min bedste mening kun give problemer for nogle få læsere i en overgangsperiode. Med et åbent sind vil man hurtigt kunne vænne sig til denne ændring og vi slipper for de tusinder af stopklodser som vi hver dag udsættes for i den skrevne presse og i litteraturen. Vi sparer med andre ord en masse tid. Og der er masser af muligheder for at erstatte kommaet med andre tegn: tankestreg, kolon, semikolon og parentes - for at nævne nogle af de mest oplagte. (Og ikke mindst punktummet. Som Morten Overgaard Nielsen har sagt: »Punktummet deler på en langt mere effektiv måde teksten op i enheder end det traditionelle komma er i stand til«.) Det er vigtigt at lægge vægt på mulighederne ved disse tegn som erstatning for kommaet. Tankestreg markerer tydeligere end et komma at der nu kommer en indskudt sætning eller en præcisering. Kolon betegner en forklaring eller en konklusion. Semikolon kan anskues som en mellemting mellem kolon og komma (i dets gamle betydning). Parentes har en uddybende rolle. Dette kunne lyde som blot en erstatning af ét sæt regler med et andet der er næsten lige så indviklet. Men de nævnte tegn som erstatning for komma er mere præcise og vil derfor tilføre sproget en højere grad af prægnans. Vil en sådan revision være en fare for skriftsproget? Efter min klareste overbevisning: Nej. Skriftsproget er en afbildning af det talte sprog. Tænker man over hvordan man skal sætte kommaer når man taler? Nej. En revision af kommareglerne vil hverken udgøre en fare for det talte sprog eller det skrevne sprog. Når alt kommer til alt er der tale om konventioner; hverken mere eller mindre. Dybest set drejer det sig om hvordan vi tænker og taler. Talen er det mest ægte udtryk for tanken. Hvem var det der sagde: »Klar tale er udtryk for klar tænkning ...«? Mange vil sikkert fortsat være fristet til at sætte kommaer dér hvor de er vant til det. Men det var heller ikke det værste der kunne ske. Hvis man er sikker på at der skal være komma; fint. Problemet er at mange (især unge) er usikre på hvordan kommareglerne er og derfor sætter kommaer alle mulige steder hvor de ikke hører hjemme. En anden pestilens inden for edb-litteraturen er opsplitningen af ord: computer sikkerhed; program fejl; menu punkt. Hvad er der sket med den gode gamle bindestreg? Desværre støder man på denne tendens til opsplitning alle vegne i det offentlige rum, og man kunne fylde hele bøger med eksemplerne: efter som; bikini trusser; i følge Oscar og så videre og så videre. En tidligere folkeskolelærer har fortalt mig at mange lærere siger til deres elever: »Hvis I er i tvivl så skriv det i to ord«. Det virker helt horribelt på mig og som noget af en kapitulation over for det almindelige (især skriftlige) ophørsudsalg af sproglig meningsfuldhed. Lærerne burde se det som en vigtig opgave at forklare eleverne at sammensatte ord skrives i ét på dansk. Reglerne er jo ikke særlig svære når det kommer til stykket. Undervisningsministeriet og andre offentlige instanser har høringsret når der skal gennemføres officielle ændringer af sproglig karakter. Alligevel har Dansk Sprognævn en af de vigtigste roller i udviklingen af det danske sprog. I de senere år har Dansk Sprognævn antaget en mere liberal holdning over for sproglige nydannelser - hvilket efter min mening er udmærket. Men i tilfælde som de ovennævnte (som Dansk Sprognævn naturligvis ikke er skyld i) er der ikke tale om en meningsfuld udvikling; der er tale om tilbageslag, en salamisering af det danske sprog. Sprogeksperten Jørn Lund har da også revet sig i håret i radioen over denne fejludvikling. Også i dagligmedierne popper der jævnligt syntaktiske misfostre op: »Opførslen af et forretningscenter«; »man kan ikke både løbe alene eller sammen med andre«; »Fritz Lang var brobyggeren mellem den tidlige tyske ekspressionisme til den amerikanske film noir«. Journalister, forfattere og oversættere indtager en utrolig vigtig rolle i vores fælles kulturelle og sproglige forståelse og i udviklingen af sproget. Derfor er det særlig vigtigt at de skriver korrekt dansk. I en enkelt roman (Patricia D. Cornwall: Alt hvad der er tilbage, Forum 1992) lykkedes det mig at finde ikke mindre end 85 fejl på de første 100 sider! En henvendelse til forlaget førte ikke til noget. Alvorligere end disse rent sproglige fejl er de meningsforstyrrende eller direkte absurde konstruktioner som man kan se dukke op i medierne og blive godkendt af journalister og andre kommunikationsarbejdere. Et udtryk som 'æresdrab' er et af de mest groteske eksempler. Som Søren Wedderkopp skrev i Politiken den 28.1.2002: Ordet er meningsløst: for der er intet som helst ærefuldt ved at dræbe. På samme måde må man undres over udtrykket 'hellig krig'. Hvad helligt skulle der være ved at føre krig? Også et ord som 'liberal' har vundet udbredelse ud over det rimelige. Ordet har primært betydning af 'frisindet; fordomsfri', men når det benyttes om borgerlige (højreorienterede) politikere er der tale om tilhængere af den liberalistiske ideologi; med andre ord liberalister. At kalde de mest højrevredne liberalister for 'liberale' er at skabe forkerte associationer hos modtageren og i sidste ende politiske misforståelser og dermed politisk fejludvikling. At politik er et af de områder hvor sproglige fordrejninger og manipulationer oftest ses er der ingen tvivl om. Kort efter 11. september udtalte George W. Bush for eksempel: »Hvis I ikke er med os er I med terroristerne!« Bag denne udtalelse ligger det underforståede udsagn: »Hvis I ikke stiller jeres land og jeres militær til rådighed for os i vores krig kan I vente jer at få samme behandling som terroristerne!« Den sætning Bush udtalte er dækket af diplomatisk sminke, men det er utroligt at stort set ingen har vist at de har gennemskuet den trussel som George W. Bush rent faktisk har udsat sine allierede og hele resten af verden for med denne udtalelse. Men er der nu ikke langt mellem dansk kommatering og den amerikanske præsidents militærpolitiske tirader? Ikke nødvendigvis; begge dele handler om at kunne forstå et sprogligt udsagn. Det ene handler om at fatte syntaktiske helheder (eller demonstrere at man netop ikke har fattet dem! - hvad der øjensynlig gælder for langt størstedelen af den danske befolkning og fører til nederlagsfølelse hos den skrivende og irritation hos læseren); det andet handler om at forstå forudsætningerne for og konsekvenserne af en syntaktisk-semantisk helhed og gennemskue de skjulte budskaber. Kommateringsreglerne bliver i dag anvendt så vilkårligt at deres rolle er gået fra at være sætningsstrukturerende til at være skabere af forvirring, forsinkelse og misforståelser hos læseren. Nogle af de samme tilstande som politisk terminologi afstedkommer når den er værst (og det er den ikke så sjældent!) Sproget er vores vigtigste fælles referenceramme - og hvis det degenererer er det ikke blot et udtryk for at det sproglige og kulturelle fællesskab krakelerer, men også for at de kræfter som burde hanke op i vores nationale samlings-punkter svigter deres opgave. De kontekster som ord indgår i og de skjulte budskaber der ofte ligger i sproget burde være et tema for en institution som Dansk Sprognævn. Mette Kopp Christensen beskrev for eksempel i Politikens kronik den 4.2.2002 hvordan medierne er med til at skabe negative associationer i forhold til begrebet alderdom og dette at blive ældre. Måske var det et emne for en ny type ordbog: de implicitte associationers synonymordbog. Det kunne blive interessant læsning og et fagområde som ville være med til at lette gennemskueligheden af de ting vi går og siger og skriver uden altid at tænke over hvorfor og hvordan!