Socialdemokratiet bliver altid dømt død og kommer altid igen. Den store Kragbiografi har sat gang i selvransagelsen hos partiets politiske ordfører. 10. januar 1978 kom Jens Otto Krag ind til os på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor han havde været chef godt 30 år tidligere. Det blev til en god politisk snak mellem den gamle leder og et par af os yngre social-demokratiske økonomer. Men desværre afviste Krag mit forslag om sammen med nogle unge historikere at tage fat på at ordne sit private arkiv og dagbøger. Han orkede det ikke: Det var lettere at skrive en lille erindringsbog om sit første ægteskab end at få kronologi i alle de politiske noter, sagde han. Fem måneder senere døde han. Det er først nu med udgivelsen af Bo Lidegaards monumentale tobinds biografi, at der faktisk øses af Krags uvurderlige kildeskrifter. Lidegaard er en utroligt velfunderet historiker, der har levet sig blændende godt ind i tidsånden, i arbejderbevægelsens særlige logik og i Krags sammensatte psykologi. Biografiens 1.500 sider er et tigerspring til at få sammenhæng i vores danmarkshistorie fra 1940'erne til 1970'erne. Lidegaard tegner nogle nye klare linjer, også for tiden 1964-78, som jeg ellers troede, at jeg kendte indgående: Da jeg for 38 år siden startede som socialdemokratisk aktivist, var Krag partileder. Som formand for den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum og medarbejder i Erhvervsrådet fra 1966 var jeg tæt på de begivenheder, der skildres - og havde stor respekt for Krag. Og på forunderlig vis er jeg ved at læse Lidegaards biografi blevet mere afklaret om, hvor påvirket jeg blev af hans tankegang. Det er ikke overraskende, at de populære mediehistorier om Krag i kølvandet på biografien mere handler om hans kaotiske private liv, det overvældende forbrug af kvinder og den personlige nedtur efter den flotte selviscenesatte afgang som statsminister i 1972. Det hører også til helhedsbilledet af en utrolig sammensat personlighed, der aldrig var overbevist om, at han ville være politiker - men som gennem 30 år mobiliserede helt utrolig flid med at formulere Socialdemokratiets politik og lægge strategi for dens gennemførelse. Krags projekt var ikke dogmatisk. I Socialdemokratiets 1945-program Fremtidens Danmark tog han til orde for planøkonomi, der skulle forhindre en efterkrigsdepression og massearbejdsløshed som efter Første Verdenskrig. Men som handelsminister 1947-50 blev han overbevist fortaler for handelsliberalisering i Europa som vejen til vækst og velstand: Velfærdssamfundet kunne kun realiseres på overskuelig tid, hvis en fornuftig fordelingspolitik gik hånd i hånd med en kraftig udvikling af erhvervsliv og samfundsøkonomi. Krags Socialdemokrati kæmpede ikke med bestemte virkemidler eller for at bevare bestemte institutioner og organisationer. Målet var høj beskæftigelse, velfærd og social tryghed for alle de enkelte mennesker - uanset stand og klasse. Ikke ensretning som forudsætning for lighed. Men frihed for nød og armod som forudsætning for at føle sig fri til at dyrke den enkeltes individualitet, talent og interesser. Samfundets færdselsregler er til for, at så få som overhovedet muligt bliver kvast af andres hensynsløse adfærd. Men overflødigt bureaukrati er Socialdemokratiets værste fjende. Statsminister Krag brugte i en artikel i 1965 den provokerende sentens, »vi er alle liberalister«. Han afviste Venstres evige påstand om, at de står alene som fortalere for større frihed for det enkelte menneske. Det er ikke ønsket om flere og bedre valgmuligheder for den enkelte, der skiller dem og os. Det er derimod deres alt for ringe forståelse af, at frihed for den fattige starter med, at der skabes en elementær social tryghed. Krags mål blev nået så vidt, at der kun findes få og små steder på kloden, hvor høj velstand, rimelig fordeling og stor personlig frihed går så godt i spand som her. Danmark er blevet en meget konkurrencekraftig enhed i den globale økonomi. For Krag var det allervigtigste netop at sikre Danmarks placering i et stadig nærmere samarbejde i Europa. Han var meget tidligt tændt på tanken om en europæisk union. Derfor var sejren ved folkeafstemningen om Danmarks medlemskab i EU kronen på hans værk. Han havde mere ret, end mange af os unge gav ham dengang: I sin forståelse af den økonomiske integration som et grundvilkår for at skabe velstand og plads til at udvikle velfærd. Men også i sin erkendelse af, at det var en lang og dyb politisk integration, man tog fat på. Han underbetonede den politiske union i kampagnen i 1972 - af angst for at tabe flertallet. Men han ønskede det af et fuldt hjerte med sine erfaringer fra sin ungdoms kriser og krig. Systematisk lod han sig uddanne til udenrigsminister. Han knyttede allerede fra 1940'erne nær forbindelse til de vigtigste beslutningstagere i Europa, USA og Rusland. Krag forstod til bunds betydningen af de personlige relationer både i den nationale og den internationale politik. Derfor var det modvilligt, han i 1962 forlod Udenrigs-ministeriet for at afløse den syge Kampmann som statsminister. Han gjorde det i grunden kun, fordi han vurderede, at ingen ville være bedre egnet til det! Og han beviste sin vurderings rigtighed ved med utrolig snilde og fremsyn at aftvinge fagbevægelsens ledere et tilsagn om støtte til en indkomstpolitisk helhedsløsning som betingelse for at tage opgaven som regeringschef. Her er vi i nærheden af forklaringen på, hvorfor dén Krag, der helst ville være udenrigsminister, også blev sin tids største indenrigspolitiske strateg og forhandlingsmester: Han vidste, at partiet havde mere brug for ham, end han havde for at være partileder. Det gav ham distance i forhold til al kritik. Det gav styrken til med utrolig koldblodighed at træffe beslutninger - også om at til- og fravælge ministre. Han levede med prædikatet stiv, ufolkelig, akademisk, teknokratisk. Lidegaard påviser til gengæld, at han var den af Socialdemokratiets formænd, der havde det mest effektive samarbejde med fagbevægelsens ledere. Krag vidste bedre end de fleste, at velfærdsmodellen var konstant truet. Under 1960'ernes fulde beskæftigelse var der en konstant kraftig løn- og prisstigning, og der blev i galopperende tempo givet løfter om nye velfærdsgoder. Oppositionen gik ind i overbud her, men nægtede til gengæld at tage medansvar for at skaffe dé skatter, der skulle betale festen. Han ønsketænkte om en koalition hen over midten mellem S, R og V. Han var villig til at give store indrømmelser for at få de andre til at tage medansvar. Derfor tog han som fungerende statsminister i sommeren 1962 ansvaret for oms-forliget med V og K og bragte SR-regeringen ud af en presset parlamentarisk situation. Derfor appellerede han i 1965-66 først til den aldrende Erik Eriksen og derefter til den ny Venstreleder Hartling om brede forlig om den økonomiske politik. Appellen var stort set forgæves. Venstre havde kun ét mål. Man ville først have trængt socialdemokraterne op i en krog og så væk fra regeringen. Og de fik efterhånden støtte fra den nye radikale partileder Hilmar Baunsgaards ønske om at komme i spidsen for en borgerlig koalition i stedet for at fortsætte det traditionelle SR-samarbejde. Det er tankevækkende, at den borgerlige afvisning af Krag i 1965-66 førte frem til det korte røde flertal af S-SF. Krag mistroede SF's løse koalition af gamle kommunister og unge flippere - og han frygtede, at et lille S-SF-flertal ville bære kimen til egen undergang ved at smede de borgerlige endnu tættere sammen. Begge bekymringer var velbegrundede. SF blev splittet og væltede S-regeringen. VKR fik rent flertal bagefter. Men i løbet af det røde kabinets fjorten måneder blev der dog både vedtaget moms og kildeskat - de to hovedkilder til finansieringen af velfærden i resten af det 20. århundrede. Som oppositionsleder 1968-71 gennemførte Krag en heldig fornyelse og kom igen som regeringschef efter folketingsvalget i 1971. Jeg glædede mig over, at han i disse år fik lagt linjen om fra Per Hækkerups kritikløse støtte til en klar kritik af USA's katastrofekurs i Vietnam. Jeg delte i øvrigt hans frustration over, at Socialdemokratiet i Danmark ikke nær så godt som vort svenske søsterparti kom til at favne unge samfundskritikere og kulturarbejdere. Alt for mange, der kunne bidrage til partiets åndelige fornyelse, forblev længere ude på venstrefløjen, mens vores medlemsskare blev mindre og fik stigende gennemsnitsalder. Vi savnede hans sikre hånd efter det selvvalgte exit i 1972. Jeg har flere gange over for Mimi Jakobsen afprøvet den teori, at Krag kunne have fastholdt Erhard i Socialdemokratiet. Og at det kunne have sparet os for 1973-katastrofen, da CD og Fremskridtspartiet stormede frem på vores bekostning. Krag selv siger interessant nok i sin dagbog, at Erhard burde være kaldt til kaffesnak med partiformanden i stedet for at blive udskældt i folketingsgruppen. Det kan også være, at han ved udsigten til kaos omsider kunne have ført kongstanken om en regering hen over midten igennem, hvis han var blevet lidt længere? Lidegaard beretter, at Erling Bjøl i november 1974 opfordrede ham til at stille sig til rådighed, da både Hartlings smalle Venstreregering og den socialdemokratiske opposition var kørt fast i Folketinget. Krag overvejede det vist et splitsekund men afviste så Bjøls forslag! Ideen om en fælles regering af S og V blev realiseret af Anker Jørgensen fire år senere - altså 12-13 år efter, at Krag først flirtede med tanken. Men det var et kvarthjertet forsøg. Der var ikke et gennemarbejdet program. Regerings-dannelsen var fra starten rystet af kritikken fra LO og præget af gensidig mistillid mellem partierne. Den varede kun et år, og dens fiasko blev de næste 25 år argumentet mod koalitioner hen over midten. Til gengæld var det klart for os i den nye S-ledelse i 1992-93, at vi i en ny regering måtte favne så bredt som muligt på midten. Derfor blev både den gamle radikale partner og CD og Kristeligt Folkeparti inviteret med i den første Nyrupregering. Den gamle idé om at række ind over midten spøgte naturligvis også, da vi i 1995-96 søgte at etablere et varigt samarbejde mellem S-R-CD-regeringen og de konservative. Det lykkedes desværre ikke at fastholde hverken CD i regeringen eller de konservative i et nærmere samarbejde. Til gengæld lykkedes det at trække SF og Enhedslisten med ind i en ansvarlig økonomisk politik på længere strækninger end nogensinde tidligere. Den politik, der blev formet i 1990'ernes samarbejdsmønstre opfyldte et af Krags hovedmål: Socialdemokratiet fik styr på økonomien. For første gang fik vi på en og samme tid rekordhøj beskæftigelse, lav inflation, stabilt skattetryk og store overskud på statens regnskab og på betalingsbalancen. Vi brugte ekstra milliarder på sygehuse, ældreomsorg, børnepasning og uddannelse. Og vi satte ind på at integrere indvandrerne. Kursen var rigtig. Næste generation har grund til optimisme. For det danske velfærdssamfund er godt rustet til at klare globaliseringens udfordringer. Efter ni resultatrige års regering i den gamle leders ånd kan det være svært at forstå, hvorfor så mange vælgere forlod os ved seneste folketingsvalg - og for resten også, hvorfor det er så svært at få opbakning til helhjertet deltagelse i det europæiske samarbejde. Nogle hævder, at vi er løbet fra de gode, gamle socialdemokratiske holdninger, og at de er blevet overtaget af Dansk Folkeparti. Det er en gammel løgn. Dagens Socialdemokrati stammer i lige linje fra det parti, Krag formede og ledede 1945-72. Dansk Folkeparti er et postulat om en vej tilbage til et gammelt Danmark, der aldrig har eksisteret andre steder end i Morten Korchs bøger og film. Midt i nederlaget er jeg fortsat sikker på, at de fleste danskere tænker socialdemokratisk, på et eller andet tidspunkt har stemt på os og vil gøre det igen. De ønsker vores velfærdsmodel, og de er sådan set også villige til at betale, hvad det koster. Men vi må erkende, at vi har forsømt i tide at tage en række besværlige diskussioner med befolkningen: Vi har ikke fået forklaret godt nok, hvor enorme investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur der skal til for at sikre den høje beskæftigelse. Vi har puttet med de ekstra udfordringer, som den ændrede alderssammensætning i befolkningen stiller os over for. Og vi har været for sent ude med en effektiv integrationsindsats og et opgør med uacceptable normer hos en del af indvandrerne. De rædselsfulde begivenheder 11. september forstærkede nok hos mange en generel fremmedfrygt - og gav ekstra lydhørhed for Venstres og Dansk Folkepartis krav om nye stramninger i udlændingeloven. Dertil kom, at Venstre førte velorganiseret og demagogisk kampagne med løfter om flere operationer, bedre hjemmehjælp, længere barsel - og skattestop. Det er sådan set bare en ny variation over et gammelt Venstretema fra 1960'erne: overbud på velfærd og afvisning af at betale regninger. Nu blev det bare koblet sammen med påstanden om, at vi har overset en mirakelkur til at indfri ønskesedlerne: Man skulle bare gøre som i Farum, så kunne man få mere velfærd, større valgfrihed og lavere skat! Det sidste var mange vel nok skeptiske over for. Men de så ingen risiko ved at gøre forsøget, og de så ikke Venstre som et parti, der truede de grundlæggende velfærdsgoder. Måske var den eneste reelle trussel imod velfærden, at der kom for mange udlændinge til Danmark? Også her tilbød VK og Dansk Folkeparti en mirakelkur, der ikke findes i virkeligheden. Hvad skal Socialdemokratiet lære af nederlaget? For det første skal vi dramatisk forbedre vores egen fortælling. Vi skal kommunikere langt mere professionelt, men med engagement og overbevisning. Vores politik skal ikke som Venstres være et kunstprodukt fra fokusgruppers meldinger om stemninger og fordomme. Den skal være offensiv og overbevisende om de holdninger, vi synes er de rigtige, anstændige og solidariske. Både i nationalt, europæisk og globalt perspektiv. For det andet skal vi fremhæve den bristede sæbeboble i Farum som det hidtil mest pædagogiske indslag om, at der ikke findes mirakelkure. Det var fup. Farum sætter meget skarpt lys på hulheden i de overbud, der gav regerings-skiftet i november. Selvmodsigelserne i regeringens løfter vil dag for dag stå klarere.Finanslovens fortrædeligheder viser det med brutal kraft. Social-demokratiet bliver altid dømt død og kommer altid igen. Sådan var det under Krag. Sådan er det i dag. Vi er i fuld gang med at lære både af fortidens sejre og nederlag ... og finde vejen til næste sejr. Tak til Bo Lidegaard for et vældigt løft til vores historieskrivning.