0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindesnak

I aften får mændene ro og fjernsynet for sig selv. Kvinderne skal nemlig ud på gaderne og ind på restauranterne. Det er årets kvindekampdag. Ikke mindst i Italien, hvor forfatteren bor.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I aften får mændene ro og fjernsynet for sig selv. Kvinderne skal nemlig ud på gaderne og ind på restauranterne. Det er årets kvindekampdag. Ikke mindst i Italien, hvor forfatteren bor.

I 1985 deltog jeg i kvindekonferencen i Nairobi, nok en af de største og mest entusiastiske af de kvindekonferencer, der har været i FN-regi. Ngo-delen var et farverigt og summende sammenstød af kulturer og politiske modsætninger, hvor dagsordenen var: Her er vi som kvinder - på tværs af politiske forskelle, racer og landegrænser - i et forsøg på at se, om den fælles kvindelighed kan gøre en forskel. Kan vi tale sammen, når det ikke lykkes de formelle, ofte stærkt mandligt prægede institutioner at kommunikere?

Tro mig; der blev snakket. Og sludret og talt, diskuteret og sladret, pludret og mundhugget. For når alt kommer til alt, og selvom det er frygtelig svært at definere forskelle på mænd og kvinder, er det nok sådan, at kvinder snakker. Om løst og fast, stort og småt, om børn og politik, madlavning, jura, tøj, markedskræfter osv. Og det gør ikke noget, at man kommer omkring det hele på ti minutter.

Angela Davies talte på konferencen og beherskede stadig en god, håndfast retorik, men alle lagde også mærke til perlerne, hun havde flettet i håret, som var blevet langt i forhold til Sorte Panter-fotografierne. Og det blev der talt om. Hår er jo et politisk udsagn. Hvor langt eller kort det er, synligt eller usynligt, vildtvoksende eller barberet af på både usynlige og synlige steder. Håret kunne ikke skimtes på de dengang nyligt tildækkede iranske kvinder, der gik rundt i grupper med mænd og børn. Mændene bar på store ægte tæpper, som de rullede ud på græsplænerne, og så satte kvinderne sig dér med Guccisolbriller på, hilste på én med drævende amerikansk accent og hev japanske kameraer frem fra de mange meter sort stof. De kunne virke hovne - ikke fordi de var iranere, men fordi de lige havde taget deres ph.d. på et amerikansk universitet og foretrak at diskutere økonomi og jura. Og kun det.

Der var kort lesbisk strithår i massevis - på hoveder og bare ben - og afrokrøller i både afrikanske og amerikanske variationer. En sort amerikaner stødte ind i en gruppe afrikanske kvinder, der lignede hende selv til forveksling. De begyndte at snakke om kurvefletning og slaveri, tvangsforflytning, fattigdom, og hvordan man egentlig laver banangrød; hun droppede sin planlagte safaritur og tog i stedet med dem hjem, for at fortsætte en samtale, hun følte, hun tilhørte mere end noget andet.

Kvindelige værdier er svære at sætte ord på, for mange af dem besidder mænd i lige så høj grad - når de vil: Mænd kan sagtens være nærværende og omsorgsfulde. Mænd kan faktisk gå op i boligindretning, selvom man tænker, at den lyserøde bølge må være et tegn på, at matriarkatet er blevet indført ad bagvejen! De snakker bare ikke så meget imens, mændene. De køber måske den dér franske flødefarvede flødekande, men de diskuterer det ikke med deres venner i timevis inden.

Der er hjerneforskere, der påstår, at der er forskel i vores hjerner. Nogle mener, at kvinder har større hjernekapacitet end mænd, og at det er besynderligt, det ikke er kvinderne, der er verdenshistoriens matematikere og filosoffer. Jeg ved ikke, om det er sandt; jeg ved bare, at det er betydelig mere krævende at pleje yngel. Hvilken far - fysiker, astronom eller komponist - forlader ikke et par nyfødte tvillinger for at slappe af på arbejdet? Mens kvinderne, så hurtigt de kan, pakker børn i barnevognen og kører hen til de andre mødre; for at snakke. Og snakke. Sludre og udveksle erfaringer. Sladre og vende vrangen ud på sig selv og de andre.

Der er også de hjerneforskere, der mener, at forskellen på mænd og kvinder er, at mænd kun har ét talecenter, hvorimod kvinder har adskillige, jævnt placeret omkring resten, så vi både kan lytte og småsnakke uafbrudt, lige meget hvad vi ellers foretager os. Hvorimod mænd simpelthen ikke kan forstå, hvad man siger, hvis de f.eks. ser på en computerskærm imens. En ting er i hvert fald sikker: Mænd mener, at kvinder snakker. Og at det er ildeset med al den snak og sladder, det er ikke rigtig fint. Men hvorfor ikke?

Samtaler har værdi. Kvindekonferencen var så speciel, fordi der kun deltog kvinder. Det giver tryghed kun at være kvinder sammen, hvilket ikke handler om, at mænd er truende eller forstyrrende, men om, at deres tilstedeværelse sætter nogle grænser for samtalen. Der er ting, man først snakker om, når de er væk. De lidt pinlige ting, de selvudleverende, historierne om en selv, om søsteren, moderen og veninderne.

Dengang i 1985 var tiden en anden; linsefrikadeller blev betragtet som mad, rødstrømpebevægelsen fandtes endnu, og det at være sammen som kvinder blev i sig selv betragtet som en politisk handling. Det var også dengang, man tog på heksekursus med Danny Druehyld på Kvindehøjskolen. Der kom jeg med firetoget fra København til Visby og troede som enhver tyveårig, at jeg vidste alt om livet - jeg havde jo endda været i Nairobi til kvindekonference. Da jeg ti dage senere fandt mig selv nøgen i haglvejr på Visby Strand, ridende på en selvplukket og selvbundet gyldenriskost, måtte jeg erkende, at det gjorde jeg ikke.

Det var dengang, Kvindehøjskolen var ved at udvide, dengang kvinder på bygningskursus og de lokale mandlige håndværkere arbejdede sammen på en ottekantet tilbygning. Det var sommer, og det var varmt. Det var erklæret kvindeområde, hvor de få tilstedeværende mænd dels var i undertal, dels kun allernådigst var sluppet gennem nåleøjet, fordi der var brug for deres ekspertise. Kvinderne på kurset smed naturligvis alt tøjet, for hvad er mere frigjort end at stå nøgen og skrævende på et byggestillads med en hammer i hånden i solskinsvejr? Jeg husker det som et ærefrygtindgydende syn. Men det mest imponerende var måske, hvordan mændene reagerede: først med åbenlyse chokreaktioner, så med fnisen og »nå ja, så arbejder vi videre, og så længe kvinderne kan bruge en hammer, gør det ikke så meget, at de er tossede«.

Det var ikke gået på en almindelig blandet arbejdsplads. Ikke kun fordi mænd som regel udgør en magtfaktor, når de er i overtal, men fordi den form for kvindeligt samvær, som giver tryghed til at udtrykke sig på en måde, hvor man udtrykker tvivl eller søger grænser, forsvinder. Jeg har aldrig siden opført mig som den nat i haglvejret, hvor vi skreg som besatte og bagefter var umådeligt flove. Og lidt bange, nogle endda angste, andre igen stolte. Men vi snakkede om det, uafbrudt faktisk, ved middagsbordet og på fællesmødet. Alting blev vendt og drejet, på sovesalen om aftenen, mellem trækasser og snorkende kvinder, dagbøger, stearinlys og urtete. Det var en underlig og vidunderlig verden, der ikke findes mere. Ikke på dén måde i al fald.

Vi ændrer os i takt med årstallene, begynder at barbere ben og sætte blomster i håret, klæder vores pigebørn i lyserøde kjoler, som det er umuligt at klatre i. Alt imens man kigger lidt undrende på sig selv. Men det betyder ikke, at samtalen forstummer. I dag udfolder den sig bare i netværksgrupper, mødregrupper, til tøsemiddage og ikke mindst i e-mailen. Samværet er anderledes, men det er også det samme. Vi skriver hurtige mail til hinanden med vores historier om snevejr, problemer med mænd, ekser som nye, arbejde og følelser. Hvis man kunne tage alle de e-mail, der bliver sendt mellem veninder bare i Danmark på en enkelt dag, ville de nok fylde en stor, ottekantet bygning. Og det er ikke magt, men måske er det modmagt. Jeg fortæller dig, og jeg hører dig. I stort og småt. Løst og fast.

I rødstrømpebevægelsen blev der altid talt om ikkehierarkiske strukturer som noget specifikt kvindeligt. Det er vel både sandt og usandt. I enhver venindegruppe ved alle præcis, hvordan hierarkiet er. Men samtidig er der denne uafbrudte samtale, denne fortælling, der ikke har noget mål og ikke nogen ende, men er fortællingen om alting, som snor sig imellem os og binder os sammen.

Det sker for mig nogle gange under en af disse samtaler, at det føles, som om ordene er sand, vi har i hånden, og sandet løber gennem vores fingre, blander sig og danner mønstre, fortæller verden igen og igen. Vi giver til hinanden, og vi er hårde ved hinanden. Vi konkurrerer på livet løs om børn, job, amning, madlavning og slankhed. Vi vil fremstå som perfekte, kloge, interessante, slanke og gode til at lave mad. Vi kan være så meget på vagt over for andre kvinder. Være fordømmende, når de ikke er til stede.

Indtil, måske, alle mænd i nærheden er taget af sted til indendørs fodbold eller cigarrygning, og vi overtager bordet, vinen og cigaretterne og begynder at snakke. »Vent, vent, jeg skal lige høre«, afbryder vi nådesløst en mindre interessant fortælling for at høre den rigtig saftige i den anden ende af bordet. Det gør os levende, for os selv og for hinanden. Jeg var engang på et efterfødselskursus, hvor læreren mente, det var overflødigt, at vi fortalte om vores fødsler, fordi vi ikke havde kendt hinanden som gravide, men bare burde gå i gang med gymnastikken. Det var, som om hun hev en prop ud af badekarret, og vi sad bare der tilbage uden det varme vand og så mistrøstigt på hinanden. Her havde vi chancen for at lære hinanden at kende derned, hvor fortælling og menneske bliver et, og så tog hun det fra os.

Det var nok ikke sket her i Italien, hvor jeg bor for tiden, for at bo her er som at bo i et fugletræ, hvor det kvidrer uafbrudt. I Danmark har vi en tendens til at holde de livsvigtige fortællinger inden for de grupper, vi hører til, og ikke brede historierne derud, hvor flere bliver inddraget; vi går glip af fortællinger, som er helt anderledes, og som vi ikke kan tænke os til i forvejen. I sidste uge sad jeg hos børnelægen - her har børn deres egen læge - og bandede over at have valgt det værste tidspunkt, hvor venteværelset var fyldt. Så kommer en mor ind med sit syge barn - nummer ti i køen måske, og ser glædestrålende rundt:

»Ih«, siger hun, »jeg venter altid med at komme til nu, for så har man jo selskab, mens man venter«. Og så går snakken i gang om, hvordan denne influenza opfører sig i detaljer, om skolen, borgmesteren, karnevalet, og pludselig opdager jeg, at de kvinder, der er færdige hos lægen, slet ikke går; de bliver og snakker med, for selvom influenzaen jo har fællestræk, er der nuancer, ingen tvivl om det, og måske gik man glip af historien om borgmesteren, der stod på en vogn til karnevalet iført høj hat og lyserødt silkeslag. Til gymnastik er det heller ikke noget problem, at tyve kvinder knokler rundt og musikken er høj, for så råber man jo bare til hinanden, mens man snakker om - alting.

I aften er det også kvindernes dag i Italien. Der er naturligvis politiske møder og taler, for det hører jo til. Det hører også til, at enhver kvinde skal have en buket mimoser, så det dufter overalt, hvor hun kommer frem. Men den egentlige kvindefejring foregår om aftenen, hvor alt dette modsprog og kvindesamvær ophøjes og på karnevalsk vis bliver vendt på hovedet og udgør en magtfaktor.

Det er svært for en mand at få plads på en restaurant i aften. Alle kvinder skal nemlig ud at spise. I store grupper, på kryds og tværs af alder og status går de på restaurant, og for mange er det den eneste gang om året, de går ud uden deres mand. Der skal være flere mimoser på bordet, der er restauranter med mandlig striptease, og endda nogen, hvor alle tjenerne er nøgne mænd. Så spiser man. Og snakker. Og snakker. Jeg har hørt en bedstemor på 80 fortælle, om sit livs orgasme i en Fiat 500, hvor soltaget ikke kunne lukkes, og det begyndte at regne midt i det hele.

Den ene mand efter den anden bliver sat på plads, regeringen får et fur eller bliver forherliget, vi får tantes opskrift på den eneste måde at lave en spaghetti bolognese på, og så er der jo børnene og arbejdet og tøj, sex og underliv med tilhørende operationer detaljeret gennemgået, sommerferien og den om naboen, der ringede til sin mands elskerinde for at invitere hende med til mandens begravelse, selvom hun aldrig før havde nævnt hende for nogen med et ord. Det er, som om ordene bliver varme, eller man bliver bare varm af at høre så meget på en gang, og virkeligheden drejer rundt og rundt i alle fortællingerne, og måske sker der ikke så meget andet end at man føler, man er levende. At man er kvinde, og de andre også er det, uanset hvor svært det er at definere kvindelighed og kvindelige værdier. Man mærker, at det er noget særligt, og at der findes en strøm af fortællinger i verden, man kan suges ned i. De handler om at være levende og om at overleve de utroligste ting.

Vi har ikke tradition for 8. marts-middage i Danmark, men det kunne være vi skulle få det. Invitere på kryds og tværs - mostre, mødre, bedstemødre og veninder - og måske også nogle af de kvinder, der har en helt anden historie at fortælle. Så kan mændene få fred og ro i hovedet, sidde stille og roligt uden nogen snak en hel aften. Mens vi gør samtalen til kunst.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage