0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arnes æsker

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hanerne drypper, og stolene kræver en omklædning. Arne Jacobsens design har ikke altid været let at leve med. Navnlig ikke for en arkitekt. Kronikøren er tidligere rektor for Arkitektskolen i Århus.

I disse dage hyldesarkitekten Arne Jacobsen. Det er 100 år siden, han blev født, og udstillinger og artikler om ham afløser hinanden. En tyk bog er solgt i 10.000 eksemplarer, og det er mange, når det drejer sig om en arkitekt og hans virke. Da arkitekter ikke læser meget, må der ligge mange på sofabordene i de pæne hjem.

Arne Jacobsens huse og møbler er igen populære, og de fleste arkitekter tegner i øjeblikket bygninger, der, hvis de var noget bedre proportionerede, kunne have været projekteret af mesteren selv. Næsten alle nye danske huse er pæne æsker, dygtigt detaljerede, undertiden sofistikerede, men sjældent udtrykker de engagement og originalitet. De er mainstream. Også de studerende på landets arkitektskoler er uden oprør mod det vedtagne. Deres projekter er fine, men ganske ukontroversielle.

Alt dette kan naturligvis ikke lastes Arne Jacobsen, han er jo død. Men helt uden ansvar er han nu ikke.

Arne Jacobsensfavoritarkitekt, den tyskfødte, men da i USA boende Mies van der Rohe, blev i 1950'erne en inspirationskilde for danske arkitekter. Det er meget forståeligt. I 1920'erne var hans arkitektur nærmest revolutionær, men under hans amerikanske ophold blevet tæt på klassicistisk. Den opererede med smukke dimensioner, afklarede konstruktioner, åbne planer og meget glas, en slags minimalisme. I den danske efterkrigstid, der blev domineret af æstetisk føleri og national indadvendthed, blev Mies van der Rohes 'rene' arkitektur en kærkommen mulighed for at vende tilbage til den afklarede orden som selve arkitekturens mål. Man talte i 1950'erne ligefrem om de tomme rums æstetik. Når et dansk hus blev udstillet, var der på billederne kun få møbler, en fyrregren i en vase og på sofabordet en appelsin i en skål. Denne appelsin skulle give rummet en oplivende orange farveprik.

I disse huse blev Mies' tomhed bragt sammen med en beundring for den udsøgte japanske æstetik, man fandt i den traditionelle japanske kultur, hvor de lokale endog sprættede sig selv op på en passende smuk måde, hvis det var nødvendigt.Jeg tilbragte selvet par måneder i Japan, hvor jeg studerede den traditionelle træhusarkitektur. Det var, før japanerne begyndte at køre bil og bygge skyskrabere. Ligesom mange andre arkitekter blev jeg begejstret for kombinationen af enkelhed og skønhed. Jeg levede på gulvet og fik serveret maden i fine skåle overrakt af nydelige, kimonoklædte damer. Men jeg forstod ikke ét ord af det, de sagde til mig.

Da jeg kom hjem, ville jeg også gerne leve med udelukkende smukke og nødvendige ting omkring mig: et par møbler, en blomst og et maleri. Jeg købte et ældre hus for at indrette mig efter disse idealer.

Men jeg blev gift og fik børn. Der blev oprør og kvindefrigørelse, og mine drømme om at leve som en japansk samurai kunne efterhånden kun skimtes gennem lagene af plastikposer, rulleskøjter og familiært arvegods. Så selv om landet kom ind i en økonomisk nedtur, så fremstod min bolig som et billede på den danske families overforbrug og komplicerede samlivsformer. Manden var ikke mere den styrende, der kunne lægge sine æstetiske normer ned over de øvrige familiemedlemmer. Jeg faldt så dybt, at jeg byggede søjlebårne himmelsenge til mine døtre.

Da jeg begyndte at bygge om, havde jeg selvfølgelig stadig disse æstetiske drømme om det perfekte. Jeg købte de af Arne Jacobsen tegnede armaturer til badeværelse og køkken. De var originale, farverige og smukke. Men de gav store praktiske problemer. Brusernes små huller kalkede til, og kun små (men bæredygtige) stråler kom ud. Alle hanerne dryppede uafladeligt, og jeg måtte hurtigt omskoles til håndværker, så jeg kunne skifte pakninger. Nu er mekanikken i hanerne forbedret, men i mange år var det berømte armatur ved at gøre mig fortvivlet.

Jeg fik også et rundt bord tegnet af Arne Jacobsen, og det har fungeret godt som samlingspunkt for et meget socialt liv. Gudskelov erhvervede jeg hverken Svanen eller Ægget. Disse stole, der var tegnet til en hotelvestibule, kræver en omklædning, før man sætter sig i dem. De er simpelthen for smarte.

Der gik altså ikke lang tid, før jeg måtte konstatere, at der var en konfliktmellem min gamle drøm om æstetisk perfektionisme og en moderne dansk families daglige liv. Hjemmet havde stadig mange spor af skønhed, men skønheden opstod i kontraster og rigdom, ikke i harmonisering og ensidighed.Arne Jacobsenblev uddannet i 1920'erne da nyklassicismen dominerede den nordiske arkitektur, og denne undervisning i smukke proportioner og kalkuleret æstetik prægede ham hele livet. Det smukke blev sat før det nyttige. Dette var en selvfølge i 1920'erne, men ikke i 1930'erne, da modernismen fra Centraleuropa nåede op til Danmark.

Her i Norden kaldte vi modernismen for funktionalisme for at betone at vi var pragmatiske, og at nytten i en moderne arkitektur måtte komme før skønheden. Formen var selvfølgelig også vigtig som symbol på en ny, rationel og teknologisk præget tid.

Den svenske kunsthistoriker Gregor Paulsson, der var direktør for den store Stockholmsudstilling, der i 1930 indvarslede, at den moderne arkitektur havde sejret, har sagt det så smukt: »Den arkitektoniske form var en frihedens stil, den sociale funktion en lighedens udtryk: at også i samfundets ydre form at hæve klassemodsætningerne og løfte de forsømte befolkningsgruppers miljøstandard«. I Norden løb den moderne arkitekturs gennembrud parallelt med velfærdsstatens fødsel.

Da Arne Jacobsen i 1929 udstillede 'fremtidens hus' i Forum i København var han skiftet til modernismens formsprog. Huset var fyldt med de sidste teknologiske påhit, men noget socialt formål havde villaen ikke. Et cirkulært hus er heller ikke nogen fornuftig form, når man tænker på brugen. Hvad med reoler og malerier på krumme vægge?

Da han nogle år efter tegnede bebyggelsen ved Bellevue nord for København, skabte han med den hvide arkitektur et billede af det moderne: sunde mennesker, der badede, solede sig, spiste bananer og morede sig efter at have kørt langs kysten og tanket op på en avanceret benzinstation.

Her ramte Arne Jacobsen med sin sikre sans for tidens strømninger den rigtige stemning. Her lyser bebyggelsen af fremtidsoptimisme og frigjorthed. Sikker Hansens fortæppe i Bellevueteatret viser en frodig, nøgen kvinde med badehåndklæde stående på en trappe med maritimt inspireret stålgelænder. Også Århus Rådhus, som Arne Jacobsen tegnede sammen med Erik Møller, har dette præg af både realisme og optimisme. I de første år efter krigen byggede Jacobsen huse i gule teglsten med gråt eternit på taget. De var homogene i materialevalget og kubiske i formerne med mindelser om anonym middelhavsarkitektur. Men i begyndelsen af 1950'erne ændrede hans bygninger karakter. De begyndte at have påhængte, lette facader. Byggeriet var så småt på vej til at blive industrialiseret, og den amerikanske curtain-wall- arkitektur egnede sig, når det gjaldt om at forenkle, repetere og systematisere. De kendteste af Arne Jacobsens raffinerede glashuse fra 1950'erne er Rødovre Rådhus, der som forbillede har et byggeri for General Motors i Detroit, kontorhuset for Jespersen og Søn i København og SAS- hotellet samme sted. Det sidste har hentet inspirationen fra Lever-house i New York, et højhus, hvor arkitekterne fik lov til at bygge højt, hvis de lod noget af bygningen blive lav. Da den internationale arkitektur i 1960'erne begyndte at blive mere udtryksfuld og rå, bibeholdt Arne Jacobsen sit elegante og præcise formsprog til sin død.Men Arne Jacobsenvar ikke samfundsengageret eller optaget af socialt boligbyggeri. Han fulgte tiden og havde en utrolig evne til at mærke, hvilken vej vinden blæste. Der er derfor også grund til at være skeptisk, når han nu gøres til en arkitekt, der betjente sig af et organisk formsprog. Hans kendte stole har krumme og bløde linjer, men det er ikke tilstrækkeligt, hvis man vil kalde noget organisk. Organisk er i det hele taget en vanskelig glose at bruge, når der tales om døde ting. I naturen har dyr og planter former, der passer til deres funktioner. De lever i en gensidig afhængighed af deres omgivelser. Når en giraf har en lang hals, er det ikke, fordi Gud mener, at en lang hals er smuk. Uden denne lange hals kunne den ikke spise blade og ville dø. Vorherre tænker med sine skabelser ikke på skønhed, men på overlevelsesevne.

Hvis man med en tvivlsom berettigelse overfører begrebet til arkitektur og møbler, må det betyde, at formen udledes af funktionen, eller at der er en sammenhæng mellem et hus' omgivelser og dets udformning. Bygningen eller møblet skal gro ud af disse indre og ydre behov.

Men for Arne Jacobsen var æstetikken det vigtigste. Æggets ydre form er ikke afledt af den indre siddestilling, og hverken SAS-huset eller Nationalbankens bygning tager meget hensyn til omgivelserne.

Hans berømte college i Oxford er et smukt detaljeret, symmetrisk bygningsanlæg, men arkitekturen er alt for fin til at danne ramme om engelske studerendes sociale liv. Når der hænges vasketøj til tørre bag de store ruder, fordufter elegancen.

I 1960'erne blev Arne Jacobsen interviewet i Politiken. Han blev bl.a. spurgt om, hvorfor han tegnede 'cigarkasser', og kritiseret for at være talsmand for det »lækkert raffinerede, det alt for harmoniske«. Arkitekten svarede, at han ikke kunne fatte ønsket om disharmoni: »Klarhed, renhed og sandfærdighed i arkitekturen er både andre arkitekters og mit mål. Spontaniteten i arkitekturen er efter min mening risikabel, den må forbeholdes genierne«. »Hver kunstner har sin måde at udtrykke sig på, sit eget personlige formsprog, som bedst opfattes gennem proportioneringen, der er altafgørende for arkitekturen som kunstværk«.

Man kan vel roligt sige, at denne definition af arkitekturens essens er det modsatte af, hvad en organisk orienteret arkitekt kunne have sagt. Her talte en mand, der var uddannet, da nyklassicismen florerede. Men Arne Jacobsen må også have haft brug for at udfolde sig på en mere rig og fantasifuld måde. Men denne trang til rigdom og variation blev flyttet over i haverne. I hans egen have i Søholmrækkehusene ved Strandvejen havde haveelskeren 300 planter. Det virker, som om Arne Jacobsen kompenserede for nøgternheden i husene ved at udfolde sig i omgangen med naturen. Ligesom i de engelske herresæder fra 1700-tallet leverer hus og have her den dobbelthed, der er nødvendig. Bygningen giver palladiansk orden, haven det pittoreske og romantiske arrangement.Arne Jacobsenvar naturligvis en dygtig og meget dansk arkitekt, selv om hans arkitektur afspejlede verden omkring ham. Hans oversættelser af den internationale arkitektur tilførte denne en forfinelse, så man kan sige, at kopierne var bedre end forbillederne.

Han ville som sagt harmoni og æstetisk kontrol, men han ønskede også sandfærdighed.

Men kan en sandfærdig arkitektur i 2002 også domineres af disse dyder? Den massive hyldest i anledning af 100-års dagen tyder på, at det er tilfældet.

Og det er underligt. Vi mener gerne, at vi lever i et pluralistisk og modsætningsfyldt samfund. Med den nye regerings ideologi er det blevet endnu mere tydeligt, at der er stor uoverensstemmelse om fremtidens veje. Boligministeriet nedlægges, byplanlaboratoriet reduceres, Designrådets bevillinger formindskes og lejlighederne i det sociale boligbyggeri skal sælges.

En anden kendt dansk arkitekt, Kay Fisker, har sagt, at når verden er kaotisk, er der endnu større behov for orden. Da arkitekturen kun er en ramme om livet, skal den give den nødvendige orden, som menneskene behøver i en forvirret tid. Er det derfor, danske arkitekter i disse år tegner pæne huskasser a la Arne Jacobsen for at give os en sikkerhed, når så meget skrider? Er pænhed virkelig nok anno 2002?