0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skæbnetimen

Danmark er midt i en opløftende udvikling på energiområdet. Eller rettere var.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danmark er midt i en opløftende udvikling på energiområdet. Eller rettere var. Lektoren i energiplanlægning, Aalborg Universitet, råber vagt i gevær. Regeringens manglende støtte til udviklingen af vedvarende energi kan blive fatal, mener han.

Forslaget til ny finanslov er på energiområdet et brud på to årtiers energipolitik. Regeringen og Dansk Folkeparti svækker udviklingen af dansk vedvarende energi og gør os på 10-20 års sigt, når nordsøolien er sluppet op, afhængig af olie fra især Mellemøsten. Der er tale om en meget systematisk drejning bort fra udvikling af vedvarende energi og over mod et fremtidigt forbrug af importeret olie og kul.

Som eksempler kan nævnes, at: Energistyrelsens vedvarende energi-afdeling skæres ned til en tredjedel, at man skærer forskningen voldsomt ned og ophører med alle tilskud til den vedvarende energi. Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi mister sin støtte, og tilskud til bølgeenergi-, brint- og solcelleprogrammet ophører. De to 'vedvarende energi ø'-projekter på Ærø og Samsø mister deres støtte. Med et slag forsvinder bevillinger til disse områder på cirka. 300 millioner kroner årligt, samtidig med at tre vigtige havmølleprojekter standses. Og ikke mindst: Miljøstøtten til de fattige lande i Øst og Syd skæres kraftigt ned.

Kul og olie subsidieres derimod fortsat. Samtidig med at man sparer 300 millioner kroner på den vedvarende energi, røres der ikke ved 1999-kraftværksaftalen, hvor staten sikrer kulkraftværkerne et tilskud fra elforbrugerne på cirka 1.000 millioner kroner om året fra 2000-2004. EU-analyser (Ingeniøren 24/8 2001) vurderer, at forurenings-omkostningerne fra kulværker i Danmark er på 30-40 øre pr. kWh. Beskatningen er imidlertid for virksomheder kun højst 10 øre pr. kWh, og kulbaseret elproduktion modtager derfor tilskud i form af 'ret til gratisforurening' på 20-30 øre pr. kWh, eller for hele Danmark cirka 4-6 milliarder kroner årligt.

CO2-udledningen fra Nordsøolieplatformene skattefritages fortsat, svarende til en skattebegunstigelse til DUC-(A.P. Møller m.v.) koncernen på mindst 200 millioner kroner årligt. Virksomhedsbeskatningen er fra 1998 til 2001 nedbragt fra 34 procent til 30 procent, svarende til en skattenedsættelse for DUC-koncernen af størrelsesordenen 700 millioner kroner årligt, uden at koncessionsafgiften er sat tilsvarende op.

Generelt ydes der meget omfattende tilskud til kul- og oliebaseret energiproduktion. Men EU's forskningskommissær opfatter det som vanskeligt at fjerne dette tilskud via en fælles energiafgiftspolitik. Derfor anbefaler han, at man i stedet yder tilskud til den ikke- forurenende vedvarende energi for at sikre lige konkurrence med kul- og olieteknologierne. Det er disse tilskud, regeringen nu fjerner.

Der er to principielt forskellige måder at se den fremtidige energiudvikling på, den gammelkorporative og den nykorporative. I den gammelkorporative model hævdes den opfattelse, at de vedvarende energiteknologier opstår automatisk ud af de eksisterende markedsbetingelser, og at den olie- og kulbaserede energiindustri vil udvikle disse energiteknologier, når de er konkurrencedygtige. Denne ideologi markedsføres systematisk over for politikere og offentlighed af den etablerede kul- og oliebaserede energiindustri. Ifølge den er der kun ét erhvervsliv og ingen konflikt mellem det nuværende og det fremtidige erhvervsliv på energiområdet. Folketingets rolle i denne model er blot at skabe gode betingelser for det eksisterende erhvervsliv, så vil det nye komme af sig selv. Finanslovsforslaget er gammelkorporativt, fordi det bremser bevillingerne til alle de relativt stats- og 'olie-kul-industri'-uafhængige organisationer, samtidig med at tilskuddene til de olie- og kulbaserede energiindustrier fastholdes.

Regeringens samarbejdspartner i en gammelkorporativ model er de gamle på olie- kul, og gas-baserede energiindustrier, og det er disse industriers ønskeseddel, der med finanslovsforslaget er blevet opfyldt. I den nykorporative model er opfattelsen, at det eksisterende erhvervsliv, knyttet til olie- og kulinteresserne, vil modarbejde nye vedvarende energiteknologier, og at disse energiteknologier derfor ikke får plads på markedet uden en offensiv politisk indgriben. Der er flere slags erhvervsliv med modstridende interesser. Især er der store konflikter mellem fortidens energierhvervsliv baseret på kul, gas og olie og fremtidens energierhvervsliv baseret på vedvarende energi og energibesparelser.

Folketingets rolle er derfor ikke så meget at skabe gode betingelser for det etablerede erhvervsliv som at sikre gode muligheder for det nye fremspirende vedvarende energierhvervsliv. Det er denne nykorporative model, der i afgørende perioder har ligget til grund for de sidste tyve års energipolitik, og det er den, der nu brydes med. Men hvad siger erfaringerne om de to modeller? Det kan de sidste 25 års danske og amerikanske udvikling fortælle noget om. Danmark som et eksempel på den nykorporative model og USA som det land, der mest systematisk har satset på en gammelkorporativ model, hvor regeringen støtter sig til og støttes af de etablerede kul-, olie- og naturgasinteresser.

Danmark har siden 1974 via en aktiv offentlighed, aktive græsrodsbevægelser, public service-orienterede universiteter og nogle politikere, som turde føre politik, gennemført en række resultatrige reformer på energiområdet. Vindkraften, som i 1980'erne af Venstres Henning Christophersen blev betegnet som en 'eksotisk energiform', dækker i dag ca. 15 procent af det danske elforbrug, beskæftiger (inkl. underleverandører) ca. 16.000 personer og havde i 2001 en eksport på 18-20 mia. kr. Den decentrale kraftvarme dækker i dag, sammen med vindkraften, over 40 procent af elforsyningen i Jylland og påFyn.

Danmark er i front på biogasområdet og har i en tidlig fase gennemført systematiske forbedringer af husenes isoleringsstandard. Således er det lykkedes at undgå stigninger i forbruget af fossile brændsler og CO2-udledningen i forhold til 1972-niveauet, til trods for at bruttonationalproduktet i samme periode er vokset med 70 procent.

Den samlede eksport af energiudstyr eksklusive olie- og kulteknologier fra Danmark var i 1992 på cirka fire milliarder kroner, og steg frem til 2001 med 800 procent til cirka 30 milliarder kroner, eller til næsten samme niveau som den samlede eksport af animalske landbrugsprodukter.

Der er tale om en udvikling, som startede for over 25 år siden af græsrodsbevægelser på trods af modstand fra Finansministeriet, elværkerne, Dansk Industri og Dansk Metal. Havde disse organisationer sammen med partierne til højre i Folketinget haft magt, som de havde agt, ville vi i dag have haft fem til syv store a-kraftværker, og ingen udvikling af energibesparende teknologier og den vedvarende energi.

Ovennævnte eksport på cirka 30 milliarder kroner ville derfor have været ikkeeksisterende. Hvor mange tror på, at dette eksporttab kunne have været kompenseret med eksport af dele til a-kraftværker til det Tyskland, der har besluttet at afvikle a-kraften? Eller til det Sverige, der er ved at afvikle Barsebäck?

'Det økonomiske mirakel' i Danmark, med et 2001-overskud på betalingsbalancen på 35 milliarder kroner, som regeringen og Finansministeriet pryder sig med, er etableret via en politik, som bl.a. Finansministeriet, herunder den ny finansminister Thor Pedersen, stadig synes at være imod. Politikken opstod i et organisatorisk miljø, hvor der i en netværksøkonomi med græsrodsbevægelser, en række tværfaglige råd og udvalg samt nye innovative virksomheder, udvikledes idéer til gennemførelse af en række teknologiske fornyelser på energiområdet. Uden denne politik og de etablerede udviklingsnetværk ville vi sandsynligvis fortsat have været uden alternativer til kul og olie og haft stort underskud på betalingsbalancen.

Det er en ikke overraskende lære, at de etablerede firmaer og organisationer, der allermest dominerer medierne med deres tale om, hvad der er økonomisk givtigt for samfundet, i virkeligheden taler om det økonomisk givtige på kort sigt og for netop deres virksomheder og medlemmer. En anden lære er, at en politik, der skyldtes en række græsrods-organisationer og en række fremsynede enkeltpersoners indsats, som dengang sidst i 1970'erne blev hængt ud for at være eksotiske og uden fornemmelse for virkelighedens sande økonomiske værdier, var grundlaget for en teknologisk udvikling, som ud over sine positive miljøvirkninger sikrede etableringen af den mest succesrige eksportsektor i Danmark i perioden.

Udviklingen var også et resultat af en systematisk politik implementeret af nogle fremsynede folketingsmedlemmer, da der endnu var et grønt flertal i Folketinget. Dette grønne flertal opstod især på grund af en sammensætning af Folketinget, hvor de partier, som ikke var påvirket af lobbyister fra de eksisterende arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser, i en periode havde held til at gennemføre en politik, der støttede den langsigtede erhvervsudvikling på området. Udviklingen var ikke kommet af sig selv. USA illustrerer en udvikling, hvor det er lykkedes de etablerede energiinteresser baseret på især olie, kul og gas at erobre den politiske proces og sætte dagsordenen for den teknologiske udvikling. USA var i 1970'erne præget af en underskov af aktiviteter på vedvarende energiområdet og havde dengang en lederposition på området.

Præsident Carter understøttede i 1979-1980 denne
førerstilling med et program, som sikrede tilskud til forskning og udvikling af den vedvarende energi og energibesparelser. Programmet var stadig meget beskedent i forhold til tilskuddene til olieindustrien og a-kraften, men det var der i det mindste. Samtidig hermed indførtes en lovgivning, som tillod myndighederne i en stat at forlange, at elselskaberne skulle købe elektricitet fra de vedvarende energikilder. Denne lovgivning blev især udnyttet i Californien via en række skatteregler, som muliggjorde en massiv udbygning af solenergianlæg og vindkraft frem til 1983.

Så kom præsident Reagan, stærkt støttet af de store energiselskaber, til magten i 1981. Og i perioden 1982-1986 aflivede han, som det nu ser ud til at ske i Danmark, teknologiudviklingen på energibesparelses- og vedvarende energiområdet ved at fjerne tilskud til så at sige alle programmer og personer inden for området. I Californien faldt, som konsekvens heraf, beskæftigelsen i solenergi- og vindkraftindustrien fra ca. 30.000 ansatte til omkring 800 fra 1984-1986.

Reagan blev efterfulgt af George Bush senior, som var tidligere ansat i den texanske olieindustri, og senere Clinton, som trods et par forsøg intet effektivt gjorde for den vedvarende energi og energibesparelser. Den tragiske rosin i denne pølseende var udnævnelsen af endnu en 'olieindustriens mand', nemlig George W. Bush junior til præsident. Med ham er den af Reagan og Bush senior påbegyndte politik knyttet til de etablerede olie- og kulinteresser blevet yderligere cementeret. Bush juniors og vicepræsident Cheneys tætte forbindelser til energiselskabet Enron, og Enronskandalen, er det dugfriske eksempel på den alliance, der i årtier har bestået mellem præsidentembedet og olie-, kul- og gasselskaberne. Resultatet er blevet et USA's som i stigende grad må importere fossilt brændsel, og hvor man kan forvente en fortsat stigning i denne import. Et USA, der, efter at Reagan smadrede den amerikanske vindkraft, er nødt til at importere vindturbiner for milliarder af dollar fra bl.a. Danmark.

Blandt andet denne fastlåsning af den amerikanske økonomi og teknologiske udvikling til olieindustrien og en uproduktiv militærindustri har i 1990'erne bragt USA's økonomi i meget store vanskeligheder. USA's underskud på betalingsbalancen var således i 2001 på 440 milliarder dollar, eller svarende til 14.000 kroner per amerikaner.
I Danmark lykkedes det frem til 2001, ved hjælp af elementer fra den nykorporative model at skabe plads til fremtidens energierhvervsliv og udvikle en stor og levedygtig vedvarende energi- og energibesparelsesstrategi, mens USA frøs fast i en gammelkorporativ model, baseret på tætte forbindelser mellem stat og 'det gamle' på fossilt brændsel (olie, kul og gas) baserede erhvervsliv.

Konklusionen er, at en aktiv udviklingspolitik baseret på et nykorporativt (og konfliktfyldt) samarbejde mellem stat, Folketing, offentlighed og græsrodsbevægelser er nødvendig på områder, hvor der skal ske omfattende teknologiske ændringer og fornyelser. Energiområdet var og er et sådant område. Det er dette samarbejde, finanslovsforslaget er ved at slå i stykker. Men besparelserne sker af hensyn til de syge og de gamle og barselsorloven, siger man. Er denne argumentation ærligt ment, kan regeringen sammenlignes med den virksomhedsledelse, som lukker udviklingsafdelingen for at få råd til bedre mad i kantinen.

I øvrigt kunne pengene i stedet skaffes ved at formindske de nuværende milliardtilskud til kulkraftværkerne en smule, ligestille beskatningen af Nordsøaktiviteternes CO2-emission med CO2-beskatningen af andre virksomheder og så eventuelt fastfryse virksomhedsbeskatningen i forbindelse med Nordsøaktiviteter på 1998-niveauet. Det ville tilsammen give et par milliarder kroner årligt. Virkeligheden er derfor, at den energipolitik der med denne finanslov føres, opfylder det etablerede olie-kul-baserede energi-erhvervslivs interesser på de nye energiteknologiers bekostning. Den førte politik er erhvervsvenlig over for det gamle kul-olie-erhvervsliv og erhvervsfjendtlig over for det nye erhvervsliv på energiområdet.

Det meget opløftende ved den danske udvikling på energiområdet frem til 2001 er, at den har givet os en realistisk fremtidsoptimisme. En erkendelse af, at der er klima- og ressourceknaphedsproblemer, og at der kan gøres noget ved det. For vi ved nu, at det er muligt at blive uafhængig af import af fossilt brændsel i løbet af 20 til 30 år. Der er blot en række spændende organisatoriske og teknologiske opgaver, der skal løses, og som vi ved, at vi kan løse. Det er en meget stor skam, hvis dette realistiske fremtidshåb fjernes og erstattes af den lomborgske 'stikken hovedet i busken'-strudseoptimisme. Det er derfor meget vigtigt, at der nu etableres et samarbejde mellem alle de grupper i samfundet, som nægter at acceptere, at vi får en Reagan-Bush-udvikling på det danske energiområde. Og som ønsker en udvikling, der kan danne basis for en realistisk udviklingsoptimisme.

Regeringen må tænke sig om, ellers vil den, i meget lang tid fremover, komme til at fremstå som den, der blev valgt på 'Tid til forandring' og i stedet realiserede 'tid til forankring' på en helt uholdbar energiposition. For der er intet perspektiv i, at Danmark om 10-20 år er helt afhængig af importeret olie fra Rusland og Mellemøsten. På kalenderen er der stadig 'Tid til forandring' af finansloven, så den slår så lidt som muligt i stykker. Udvikli