Hvordan står det til med det højt besungne fællesskab? Hverken kirken, Socialdemokratiet eller spejderbevægelsen har fordums jerngreb om sjælene, mener forfatteren og billedhuggeren. Men er det nu et tab? Engang blev jeg under dramatiske omstændigheder smidt ud af et fællesskab. Jeg var en 11-års splejset ulveunge, situationen var ydmygende, og jeg var værgeløs over for tropsføreren, der vred armen om på mig og med sin dolk skar mine surt tjente duelighedstegn af, mens mine kammerater i blå bande med gru og interesse så på. Jeg var ellers glad for at være spejder med knob og snobrød og morsetegn og bivuak og natøvelser og hele molevitten. Havde nogen spurgt mig, hvem jeg var, ville jeg have svaret: Spejder! Men medlemskabet var et pakketilbud, der også omfattede noget jesuseri med foldede hænder og himmelvendte øjne samt krav om paratviden i den Baden-Powellske familiekrønike, og lige dér svigtede min solidaritet. Tropsførerens uvilje var stigende og kulminerede i et hysterisk vulkanudbrud, da jeg i en spørgeleg i stedet for at svare på et spørgsmål om lordindens sælsomme fornavn citerede min yndlingsonkels formodning om lord Baden-Powells seksuelle observans. Så var det ud ad døren og ud af spejderbevægelsen med stort rabulder - og uden duelighedstegn! I moden alder har jeg ofte prøvet at forstå, hvorfor den oplevelse ikke førte til et traume, men det gjorde den ikke. Men måske blev den spiren til en stilfærdig, permanent skepsis over for de fællesskaber, jeg senere blev medlem af. Vel også en slags duelighedstegn.Dybest set er alpolitisk diskussion måske mere et forsøg på at afgøre, hvor store fællesskaber vi vil være med i, end hvilke. Jo flere medlemmer, des mere må den enkelte bøje sine synspunkter, når fællesskabet skal tale med én stemme, og hvor meget vil man bøje? I den ene ende af dét spektrum står outsiderne, personligheder så forskellige som den gamle kone, der har forskanset sig mod omsorg bag syv års affald i sin bolig, og Rambo, der helst betragter sine medmennesker gennem et kikkertsigte. I den anden ende af spektret optræder tyrannen eller religionsstifteren, der mener, at alle, der ikke er for ham, er imod ham, og ikke selv skyr nogen midler for at skabe en verden, hvor der kun er plads til dem, der kan heile eller knæle på rette vis for den store idé. Om det er despoten og profeten eller de lydigt heilende og knælende i de totalitære fællesskaber, der bærer det historiske ansvar, er ikke helt fastslået. Mange ting bliver unægtelig lettere, når den kollektive skyld kan tørres af på en enkelt person. For en nation, der ved demokratisk valg har bragt en Führer til magten, kan det være en mentalhygiejnisk nødvendighed efter katastrofen at kalde ondskaben Hitler. Og havde bin Laden ikke været til, måtte en verden, der ville bekæmpe den ansigtsløse terrorisme, opfinde ham. Nu er det ikke så almindeligt at være eremit eller despot, og begge typer skabes vel under usædvanlige historiske omstændigheder. Arvelige er deres tilbøjeligheder næppe. Eneboere holder deres gener for sig selv, og tyranner har det med at lade sig føde i fredsommelige borgerfamilier i det sociale mellemlag. Vi andre finder vores fællesskaber et eller andet sted i feltet mellem de to ultimative muligheder, og det moderne menneske klarer uden besvær at være medlem af et kludetæppe af fællesskaber. Når dagens 30-årige skriver jobansøgninger, har de et curriculum vitae så langt som det, anerne i tretten generationer tilsammen kan præstere - dobbelt hvis de var bønder. Og når vi fylder rundt eller dør, bliver kludetæppet udstillet, og det er nærmest blevet et tegn på magt over tingene, at man har formået at skabe sig en tilværelse, hvor man med ulidelig lethed bevæger sig frem og tilbage over traditionelle grænser for fællesskaber og måske har helgarderet sig ved at betale kontingent både til foreningen Pro og til foreningen Contra. Vis mig alle dine medlemskort, så skal jeg sige dig, hvem du er. Vore fjerne og knap så fjerne forfædre var opportunister, men de skulle jo også overleve. Vi skal bare leve. Men blåøjede idealister er vi heller ikke. Hvad enten vi nu stifter familie, melder os ind i en fagforening, en sportsklub eller et velgørenhedsforetagende, så drejer det sig også om en cost-benefit-overvejelse. Ikke fordi de andre i fællesskabet skal yde mere, men fordi vi tilsammen skaber en ny kvalitet, der kaster renter af sig. Først og sidst giver tilhørsforhold til en gruppe vel sikkerhed.Engang var vilidt trofaste over for vores fællesskaber. Den bank, hvor vi deponerede vores konfirmationsgavekontanter, kunne også regne med at administrere vores pensionskonto. Forsikringsselskaberne og pensionskasserne, der vel er solidaritetstanken sat på matematisk formel, kunne regne med samme trofasthed. Også ægtefællen og fagforeningen og sportsklubben kunne forlade sig på os som aspiranter til at blive glade jubilarer. Men på en menneskealder har billedet ændret sig. Intet fællesskab kan mere regne med en stor loyal medlemsskare med inerti og forudsigelighed. Der flyttes og byttes boliger, så de gamle geografiske fællesskaber ikke længere eksisterer. Kirken må se fuldmånehylere og fuphealeretrække får ud af den faste flok, og hvor den korsfæstede på væggen tidligere nok kunne dæmpe upassende munterhed, så må han i dag nøjes med at være med på en kikker. Der er en kommen og gåen i det politiske liv på alle niveauer. Politiske partier og fagforeninger ser bekymret på uregerlige medlemmer. Valganalyser viser store vælgervandringer på kryds og tværs af hele det politiske felt, og selv hos partier med små udsving i valgresultaterne er det ikke længere kernevælgerne, der sikrer stabiliteten, men den tilfældige strøm af nomadevælgere. Tilhørsforholdet til et lokalsamfund vejes op mod følelserne for et fælles Europa eller sympatien for et kuet folkeslag på den anden side af kloden. Hyggesamtalen med naboen viger for den altomfattende kommunikation på nettet. De store -ismer, der ville have os med hud og hår, har haft deres tid. Nu er vores loyalitet for det første blevet mobil. For det andet er den blevet betinget af en kortsigtet afvejning af indsats og udbytte. Og for det tredje er den flyttet fra engros- til detailmarkedet.De folkeligefællesskaber i religion og politik kunne regne med deres tilhængeres solidaritet, måske i flere slægtled, og kom det endelig til et brud, så dannede de kirkelige udbrydere jo ikke en satanistmenighed, og renegaterne fra det splittede kommunistparti blev ikke nazister. Man var trofast over for nogle grundideer og holdt sig på sin fløj i det ideologiske spektrum. Den form for loyalitet er i opløsning, og alle former for organisationer og fællesskaber må belave sig på at være ad hoc- foretagender, hvor tilhængerne kun midlertidigt deponerer deres solidaritet. Har man ikke den ønskede mærkevare, så flytter kunderne, zap, zap. Det lange seje træk på den fælles hammel er blevet en floskel. Den historiske hukommelse omfatter ikke engang mands minde, og den historiske tålmodighed rækker endnu kortere, og skal man slutte sig til en bevægelse, så skal den give nogle personlige fordele lige med det samme. I en hidtil uset grad eksperimenteres der i dag med at flytte ind og ud af fællesskaber og placere loyaliteten, hvor det her og nu passer bedst i de aktuelle private planer. Man bor i en fjern landsby ved skov og strand og arbejder i en kontorsilo i City, man uddannes til én profession og jobber i en anden. Serielt monogami har gjort vielsesattesten til en økonomisk kontrakt, og også arbejdspladsen er en bastion, hvorfra man søger nye udfordringer. Nye virksomhedsstrukturer gør det logisk at flytte sin solidaritet fra fagforeningen til virksomheden. For tidens travle og oplevelseshungrende zappere og zigzaggere er Danmark lige nu et paradis på jord: Man kan boltre sig frit, søge udfordringer, afprøve sine grænser, udskyde sit bidrag til fællesskabet, tage chancer og være sin egen liberale lykkes grovsmed. Og går det galt, står det gode gamle socialistiske velfærdssamfund parat med et fintmasket sikkerhedsnet. Den logiske brist i dét paradis er en tikkende bombe - og de kommende års politiske dagsorden. Gud bevare Danmark! De store gamle politiske og religiøse fællesskaber har tabt grebet om sjælene. Engang solgte disse bevægelser deres proselytter pakketilbud, der ikke blot indeholdt de overordnede paroler, men også konkret eller underforstået gav detaljerede bud på, hvad man skulle mene om alt muligt andet. Sådan ser der ud i stuen hos en socialdemokrat, sådan klæder en kristen sig, og lige præcis sådan arbejder en organiseret - og knytnæve, knytnæve, du er vel organiseret! Set med nutidens øjne virker organisationernes indblanding i medlemmernes privatliv dengang utilstedelig, men sådan så det nok ikke ud for de implicerede. For mange har det snarere betydet tryghed og sikkerhed, og var man ikke lige selv en tankens eller ordets mand, så var det en god ting at få råd om, hvilke personligheder og stilarter og talemåder bevægelsen regnede for in eller yt, eller hvilken avis man skulle holde. For solidariteten har en sådan form for nærkontakt med medlemmerne været af afgørende betydning, og specielt kirken og Socialdemokratiet har på den måde haft succes med at skabe kulturer, hvor sammenholdet i hverdagen var stærkt, og den næste generation umærkeligt blev fanget ind for sagen. Men måske var det netop denne selvforståelse, der førte kirken ind i sin blindgyde og satte bom for Socialdemokratiets smukke drøm om social mobilitet på de højere uddannelser.Mange år eftermin dramatiske afsked med spejderbevægelsen blev der lukket op for lord Baden-Powells dagbøger og fotoalbum, og min onkels fordom blev mere end bekræftet. Tre ting kunne henrykke his lordship: hHans mor, små drenge med bare knæ og offentlige henrettelser. Gad vidst, om tropsføreren med dolken havde nøjedes med duelighedstegnene, hvis jeg dengang havde fået hele historien med. Inden jeg gør mig selv til en tidligt vågen anarkist og helten i den historie, må det nok også med, at jeg i min uskyld egentlig ikke helt forstod min onkels morsomhed og nærmest slyngede den ud, fordi tropsførerens Jesus-snak og Baden-Powell-benovelse lugtede for meget af skolepræk og lektier. Men at tropsføreren, der havde talt så inderligt om den tilgivende Jesus og den korrekte engelske gentleman, selv kunne få et hysterisk anfald på grund af en lille ulveunges bjæffen; det blev en lektie for livet. Med til tidsbilledet hører, at jeg naturligvis ikke fortalte om hændelsen hjemme og hurtigt fandt et nyt fællesskab i sportens verden, hvor de moralske krav indskrænkede sig til lidt fornuftigt fairplay. Hvad en lignende hændelse i dag ville have sat i værk af politi, forældrereaktioner, sagsbehandlere, psykologer, avisskriverier og skattebetalte trøsteforanstaltninger kan enhver forestille sig. Det var jeg næppe sluppet helskindet fra. Med et par generationers bagklogskab er det let at nedgøre folk, der faldt for Stalinkommunismen eller Hitler-nazismen, men måske skulle der ikke mere til end en oplevelse så tilfældig som en lille ulveunges sammenstød med en skinhellig tropsfører. Hvem ved, hvilke chancer en sjælefisker fra en ideologisk yderfløj havde haft for at fange mig, hvis han havde smidt krogen ud lige efter mit ufrivillige farvel til blå bande og lejrbål og tjikkerlikker- tjikkerlikker! At få et stilfærdigt skeptisk forhold til organiserede, topstyrede fællesskaber, mens man endnu kun er ulveunge, er en gave. Prisen for at erhverve den samme skepsis i moden alder kan være meget høj - så høj, at mange valgte stædigheden eller resignationen frem for bruddet med en livslang vildfarelse. På hylden med mine yndlingsforfattere står både Gelsted, Kirk og Scherfig, og de tekster, hvor de ikke præker, læser jeg med største glæde, men aldrig uden undren over, hvordan de på én gang kunne skrive med så megen begavelse, humanisme og humor og samtidig stædigt hylde et regime, der for længst var afsløret i sin totalitære grusomhed. Og Hamsun! For år tilbage blev jeg på Den Røde Plads i Moskva kaldt kapitalistsvin, da jeg parkerede min nypudsede danske familiebil. Året efter var jeg gæst hos en farmer på den amerikanske prærie. Da jeg fortalte ham, at jeg fandt det i orden at betale 60 procent i skat og 25 procent i moms, blev han stille. Det gik ham på, at jeg på én gang var such a nice guy - og ærkekommunist! Hver for sig kunne jeg ikke give mine kritikere ret. Men tilsammen havde de fat i noget rigtigt. Det er en lykke at leve på et sted og i en tid, hvor den politiske balance skabes af modstridende synspunkter, og det er muligt for enhver at placere sin solidaritet, hvor man vil, uden at skulle sælge sig selv med hud og hår.Men frihedenhar sine grænser og sin pris. Har man givet en liberal regering sin stemme på grund af dens indvandrerpolitik, så nytter det ikke at klynke, når man samtidig får en liberal sundheds-, uddannelses- eller kulturpolitik, og den enkelte i højere grad må tage vare på sig og sine. Har man stemt til venstre for midten, så ved man, at solidariteten, trygheden og velfærdssamfundet må betales med, at systemet kommer tæt på den enkeltes pengepung og intimsfære. Hvis der er en dansk folkekarakter, er den i det mindste ikke til totalitære systemer på den ene eller anden fløj. Sejrer et flertal ad helvede til, så vender den politiske vind med sikkerhed igen. En selvudnævnt åndselite forudsagde i en annonce Jordens undergang, hvis en liberal regering for en tid skulle sætte dagsordenen. Bedre kan behovet for et systemskifte vel ikke illustreres! Når vinden tilstrækkeligt længe har blæst fra én retning, lægger der sig støv i lækrogene. Lad os nu se, hvad lidt blæsevejr fra den anden side vil bringe. Og annoncørerne kan lige så godt vænne sig til et klima med skiftende vinde. Der vil gå nogen tid, før konservative socialdemokrater igen kan søge læ bag det store moderparti. I mellemtiden må de erindre sig min iltre tropsførers ord: Vær beredt!