En norsk forfatter dykker ned i digteren og landsforræderen Knut Hamsuns liv. Endnu en gang. Er der flere sten at vende, flere linjer at trække? Kronikøren følger fundamentalisten Hamsun. Skridt for skridt. I dag er det 50 år siden, at Knut Hamsun døde. Meget tyder på, at han døde med store dele af sin politiske tro intakt. Han troede stadig. Ikke på en fortsættelse af nazismen, men på et uundgåeligt skæbnedrama mellem Tyskland og England, som på ingen måde var overstået med afslutningen af Anden Verdenskrig. Forklaringerne på Knut Hamsuns landsforræderi er mange. Spektret er bredt: fra rendyrket nazist, via fascist, dybt reaktionær og voldsromantiker til upolitisk idiot, heroisk nationalpatriot og offer for sin egen alderdom og for omgivelserne. Mange forklaringer har kastet lys over sagen. Nogle har tjent sejrherrernes forskellige behov for at dæmonisere personer og politiske ideer. Nogle har været nyttige i den radikale efterkrigsgenerations egne politiske kampe. Og andre har kunnet bruges af de mange, der af forskellige grunde har villet retouchere negativet, som forestiller landsforræderen, til fordel for glansbilledet af digteren. Endelig har nogle været brugt af alle dem, der insisterer på, at gåden er uløselig. Jeg vil selv bidrage med mit forsøg på en opklaring ved at fortælle historien om et uundgåeligt svigt, i det omfang jeg mener, det er muligt at dokumentere. Det er en beretning om Knut Hamsuns socialdarwinistiske trosfundamentalisme. Efter min mening er den grundstenen i hans identitet og den afgørende faktor i hans lange kurs frem mod skibbruddet 9. april 1940. Første faktum: På forunderlig vis falder Hamsuns skæbne sammen med Tysklands. Hamsun forsvarede med blind loyalitet Tysklands sag, stort set uanset om landet blev ført ind i Første Verdenskrig af en kejser, blev styret af Weimarrepublikkens valgte regeringer i det kaos, som herskede i 1920'erne, eller gav en valgt politiker diktatorisk magt i 1933. Da Hamsun blev født i 1859, gik samlingsprocessen for et forenet Tyskland ind i den afgørende fase. Da et selvbevidst Tyskland angreb sine nabolande i 1914, mødte Hamsun endelig den formidable kampvilje, som han kunne identificere sig med og hylde hæmningsløst. Under Første Verdenskrig fandt Hamsun den sag, som hans storslåede natur fandt stor nok, hans disharmoniske sind kontroversiel nok og hans livsopfattelse sand nok. Andet faktum: Da det i starten af 1920'erne begyndte at gå op for det tyske folk, hvor forfærdeligt ødelæggende Versailles-traktaten var, var Hamsun både blevet nobelprisvinder og herregårdsejer. Den tredje bestanddel, som skulle til for helt at udfylde den Bjørnsonrolle, som han mere ubevidst end egentlig udspekuleret i stigende grad påtog sig, var han nu også i besiddelse af: Han kunne blive ved med at kæmpe for den samme hellige sag. Hellig er det helt dækkende begreb. For Tysklandssagen bliver mere og mere en trossag, hinsides al fornuft. En trossag, som er upåvirkelig af såvel verdenshistoriske begivenheder som af gigantiske ødelæggelser af moralske og etiske normer - skal det vise sig. Tredje faktum: Da Adolf Hitler kommer til magten i 1933, er herren på Nørholm næsten 74 år. Skæbnemagterne puffer en mand frem, som er helt efter Hamsuns smag. Her er den førerskikkelse, som digteren Hamsun har ladet personerne i sine romaner og skuespil ønske sig helt tilbage fra 1890'erne. Her er krigeren, som den altid politisk engagerede Hamsun har ventet på skulle dukke op på den virkelige verdens arena. Her er reformatoren, som socialdarwinisten Hamsun håber skal tvinge England i knæ og ændre hele statsdannelsen i Europa. Ikke bare holdnings-skribenten, men også digteren bliver fyldt med ny livskraft. Han giver sig i kast med endnu en bog - nummer 33. I 1936 kommer 'Ringen sluttet' om Abel Brodersen. Hamsun agter at skrive en fortsættelse om Kain, men giver op. Den fine skaberhånd bliver liggende som lammet, mens den grove forfatterhånd hæver sig stejlere og stejlere op i en hilsen - til virkelighedens Kain. Fjerde faktum: Samtidig med at Norge i forsommeren 1948 afslutter retsopgøret mod Hamsun i højesteret, afslutter han også selv sit forfatterskab. Han er 89 år og har lidt over tre år tilbage at leve i. 'På gjengrodde stier' er sidst af alt et selvopgør. Til gengæld er bogen mere selvforklarende end selvforsvarende. Igen spiller mesteren på tryllefløjten. Igen er der grund til at fundere over Tom Kristensens ord: »Tænk, at nazismen havde en sådan tryllefløjte med en så vidunderlig klang til sin rådighed. Den er så vidunderlig, at vi ikke har råd til at kaste den fra os«. I 'På gjengrodde stier' kommer Hamsun igen med sin trosbekendelse, sådan som han har gjort så mange gange i avisartikler og breve i mere end 30 år. Og trosbekendelsen indeholder stadig fire søjler. Den første har rod i hans utvivlsomt stærke nationalpatriotisme: Han troede på, at lille Norge (og Danmark) hele tiden var truet af stormagterne! Den anden søjle har rod i hans paranoide tilbøjeligheder: Han troede, at England ville æde sit bytte ved først givne lejlighed. Den tredje søjle hviler på hans kolossale behov for at elske lidenskabeligt og uforbeholdent: Han troede, at kun et stærkt Tyskland kunne forhindre briterne i at overtage magten i Norge (og Danmark)! Den fjerde søjle er forankret i Hamsuns egne studier af livskræfterne, som han igen og igen opsummerer som den stærkestes naturgivne ret: Han troede på Tysklands uundgåelige og naturlige ret som det førende folk i Europa til at udfordre og knække England! Han tror, så han dirrer, også når han skriver dette flere år efter krigens afslutning. Hamsun gik allerede som en ung mand i tyverne til angreb på den objektive sandhed - i litteraturen som i livet i øvrigt. Således indvarslede han på en måde sin samtids politiske ekstremisme - og sin egen tragedie. Hvor begyndte det? Femte faktum: 12. september 1871 holder Bjørnstjerne Bjørnson en tale i København, hvor han kræver en imødekommende dansk-norsk politik over for Tyskland. Signalkampen udløses, Bjørnson bliver politisk isoleret. Da Hamsun får Bjørnson som idealskikkelse, må indtrykket af åndshøvdingen, som står alene i sin tro på Tyskland, have været en overvældende oplevelse. Om dette siger Hamsun ikke noget selv. Men lad os se lidt på, hvad han ellers selv udtaler, og ikke hvad han lader sine litterære figurer mene. I 1890 siger 'Sult'-debutanten jublende til en kammerat: »Nu går det godt! Både min første og min sidste bog udkommer her til efteråret på tysk. Jeg har fået seks tilbud fra forskellige dele af Tyskland og Østrig«. I 1891 beklager han sig over for et par af sine venner: »Gladstone, den gamle skinhellige rad, døde desværre heller ikke af influenza i år. Så der er ikke meget håb«. I 1894 skriver han til sin tyske forlægger: »Jeg ville ønske, at jeg kunne forlade Paris i dag og rejse til Tyskland og bo dér. Jeg føler mig udelukkende som en germansk sjæl«. I 1896 rejser han til München, hvor han opholder sig i næsten to måneder. I 1903 sukker han til en svensk-finsk digter: »I Sverige har man jo aldrig elsket mig. Tyskland er meget venligere mod mig«. I 1906 vender den nyskilte Hamsun sig til sin tyske forlægger: »Hvor er alt dog trist i denne verden! Tror De, at München er et godt sted at bo for mig?«. Sjette faktum: Efter at Første Verdenskrig bryder ud i 1914, ændrer Hamsuns Tysklandskærlighed sig fra længsel til aktivt forsvar. Den første, han ofrer, er den gamle ven, den danske forfatter Sven Lange. Da Lange i Politiken afviser, at dansk-norsk åndsliv skylder Tyskland noget som helst, affyrer Hamsun straks en hånende replik. Samtidig formulerer han for første gang offentligt sin trosbekendelse. Det sker i det tyske tidsskrift 'Simplicissimus': »Jeg er overbevist om, at Tyskland engang vil sejre over England. Det er en naturnødvendighed. England er et land, der befinder sig i konstant tilbagegang: Det har endnu nogle lange seje rødder, men ingen opblomstring, ingen trætop, ingen krone. Tyskland syder derimod af kraft og ungdom (...) Sådan som jeg kender begge folk, er jeg fuldstændigt overbevist om, at Tyskland engang vil blive herre over England. Og jeg håber på Tysklands sejr nu. Dette håb bliver dikteret af min gamle urokkelige sympati for Tyskland og også af kærlighed til mit fædreland, som kun vil have glæde af en tysk sejr«. Syvende faktum: Hitler får i december 1914 ridderkorset af anden grad. Samme dag afslutter Hamsun et indlæg til Tidens Tegn. Han minder andre om, at »tyskerne - som den sunde og opblomstrende nation de er - har et mægtigt fødsels-overskud. Tyskland har brug for koloniland (...) engang vil Tyskland tugte England til døden, fordi det er en naturnødvendighed«. Under Første Verdenskrig er Hamsun stadig på barrikaderne i avisspalterne og i breve. De besynderlige ekkoer fra Darwins lære om naturens udvælgelse, Nietzsches understregning af den stærkestes ret og Schopenhauers livsdriftslære i digterens menings-produktion når helt til København, Berlin, London. 1. april 1924 bliver Hitler idømt fem års fængsel. Samme dag gifter Hamsuns datter Victoria sig med en brite, der er bosat på den franske kanalkyst. Derfor forsøger faderen at støde datteren ud af sit liv. I 1934 belærer han datteren Cecilia, som han har sendt til Tyskland på klosterskole ligesom datteren Ellinor: »Du er nu i et stort land. Du kan tro, at det er et stort og herligt land. Skriv ikke til pigerne, at der er nogen, som begår selvmord, så tror de, at det står slemt til i Tyskland! Men skriv hellere om, hvad Hitler og regeringen udretter trods hele verdens had og fjendskab. Du og jeg og vi alle sammen skal takke og velsigne Tyskland. Det er fremtidens land«. Han afviser resolut alle forsøg på kritik. Selv gamle venner afvises. Hvor langt Hamsun er villig til at gå i sit forsvar for Tyskland, kan ses i hans dengang verdensberømte kamp for at forhindre, at den tyske pacifist Carl von Ossietzky, som Hitler havde sendt i koncentrationslejr ligesom tusinder af andre systemkritikere, skal få Nobels Fredspris. Ottende faktum: Samtidig med at Quisling møder Hitler i Berlin kort før julen 1939, nægter Hamsun igen at underskrive en kritisk henvendelse om udviklingen i Tyskland: »Det er ikke mod Tyskland, at vi skal rette vores mishag (...) Vi skal ikke gnide salt i Tysklands sår for tiden«. To uger før tyske tropper angriber Danmark og Norge, udtrykker Hamsun følgende stærke håb i Fritt Folk, der er Nasjonal Samlings hovedorgan. »Som forholdene er i dag for vort land - og frem for alt som de bliver i morgen - lammes vores tanke af en kommende fare. Vi er uden kræfter, bjørnen fra øst og bulldoggen fra vest lurer på os, vi er deres bytte. Derfor er det, at mange af os almindelige mennesker på gaden har et håb om, at Tyskland vil beskytte os - desværre ikke i dag, forstår vi, men når dagen kommer«. Han følger med had i blikket bjørnen i øst og bulldoggen i vest. Uhyret i Europas midte ser han på med et stolt og overbærende faderligt blik. Niende faktum: Hamsuns socialdarwinistiske trosfundamentalisme blev selvfølgelig også farvet af ideologiske påvirkninger. Man har hævdet, at Hamsun var stærkt tiltrukket af selve det ideologiske fluepapir ved nazismen. Senest i august sidste år nægtede den israelske forfatter Amos Oz at blive æresmedlem i Hamsunselskapet under et besøg i Norge, med den begrundelse at Hamsun var antisemit. Jeg mener, at dette er en uholdbar påstand. Hans syn på jøder præges af en nuancerigdom, som han ellers ikke udviser - og mindst af alt i forhold til Tyskland. Derimod kunne man med betydelig moralsk tyngde konfrontere Hamsun med, at han ikke tog et opgør med det regime, han havde støttet, da han efter maj 1945 fik kendskab til holocausts grusomme omfang. Der var andre ideologiske strømninger i nazismen end antisemitismen, som svarede til det, der rørte sig i Hamsuns sind: Hans foragt for skolelærdom, som grænsede til antiintellektualisme. Hans konsekvente kamp mod pacifister: »Krig er i og for sig ikke noget unaturligt«. Hans modstand mod urbanisering og det moderne menneskes flugt fra jordbrug, parlamentarisme, kapitalisme og demokrati samt hans tilslutning til magthavernes hårdhændede udøvelse af lov og orden. Tiende faktum: Thorkild Hansen går meget langt i sin bog 'Processen mod Hamsun' i at udpege to kvinder som skurkene i dramaet om Hamsuns landsforræderi: hans hustru Marie og advokat Sigrid Stray. Det er en tvivlsom anklage mod dem begge, som på hver sin måde talte hans sag. Marie - er hun ikke i langt højere grad et offer end en nazistisk bøddel i forhold til sin mand? Gennem hele sin mere end 700 siders forrygende fortælling påviser Thorkild Hansen igen og igen Hamsuns stejle, upåvirkelige særegenhed og hans behov for kontrol ikke alene med sine nærmeste, men med alle, som han kommer i kontakt med. Mødet med Hitler og Hamsuns rabiate modvilje mod at tage stilling er stærkt illustrerende eksempler. Det er, som om Hansen ikke er indstillet på at erkende det, som han faktisk ser. Elvte faktum: Det var som samfundsdebattør, ikke som digter, at Hamsun svigtede sit land. Det er påfaldende, hvordan den etablerede holdningsskribent, fra han er tyve år, og til han afslutter denne del af sit liv med Hitlernekrologen i maj 1945, drives frem af en forenklende voldsomhed. Mens digtningen fra første til sidste bog gennemstrømmes af en underfundig nuancerigdom. Rent juridisk handlede landsforræderisagen om, hvorvidt Hamsun var et aktivt indmeldt medlem af Quislings parti, Nasjonal Samling. Der findes intet afgørende bevis, kun indicier, som til dels er stærkt modstridende. Hans meninger og ikke hans handlinger var det, der fældede ham, skulle det vise sig. En politisk dom - og noget andet kunne en trosfundamentalist vel næppe vente sig. Hvordan begyndte det? Tolvte faktum: I 'Sult' skrev Hamsun om »brandsår på min sjæl«. I sin sidste bog 59 år senere røbede han lidt mere. Om en forfærdelig onkel, et truet barn og en stærkt idealiseret mor. Og et dæmoniseret England, et truet Norge og det frelsende Tyskland. Hamsun lærte sig meget tidligt at omdigte, fordreje, skjule og forstørre. Fordi moderens svigt var så ondt, at det ikke var muligt at erkende. Beretningen om såvel digteren som landsforræderen begynder med et svigt. Og ender med et svigt. Oversættelse: Lars Davidsen
Ingar Sletten Kolloen arbejder på en Hamsun-biografi for Norsk Gyldendal Forlag