0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mig og Amerika

En pitbull i mulighedernes bukseben.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En pitbull i mulighedernes bukseben. Sådan beskriver George Bush sig selv. Men hvordan reagerer amerikanerne og resten af verden på præsidentens knurrende retorik? Kronikøren gør status over sit venskab med USA.

Sikke en opvågnen. Den gode vin fra aftenen før gjorde mig lidt tung i hovedet og sen i optrækket, da jeg fra sengen tændte for tv. Men jeg skal love for , at jeg fik gnedet søvnen ud af øjnene, da en mand klædt ud som jagerpilot kom vadende ind fra højre og bebudede, at nu ville han forøge militærbudgettet med 48 milliarder dollar - den største forhøjelse, siden gode gamle Reagan og 'Ondskabens Imperium' - alt imens unge mennesker, opstillet bag piloten og klædt ud som soldater, som på kommando brød ud i klapsalver og begejstrede hyl. Langsomt gik det op for mig, at det virkelig var USA's præsident og ikke en fræk impostor , som tillod sig at lave lidt sjov med en mand, der aldrig selv går af vejen for en lille spøg, når han har fået noget galt i halsen og er trillet ned af sofaen, mens han kiggede fjernsyn på en sløv dag i Det Hvide Hus.

Det var skam selveste George W. Bush, der med selviscenesættelsen på Eglin-basen i Florida fik mig til at mindes det store nationale teater sydpå, i årene før jeg blev født. Anledningen var forelæggelsen af det amerikanske budget, og præsidenten forklarede med sit malende, men alligevel ubehjælpsomme sprogbrug, hvor nødvendigt det var, at de amerikanske styrker kunne være mere agile , mere adrætte i kampen mod det onde. Jeg kom til at tænke på en af de mange gange under valgkampen, da han præsenterede alle os derude for sin overraskende retorik: »I undervurderer mig. Jeg er en pitbull i mulighedernes bukseben«. Og nu viste pitbullen sandelig tænder. Grrrrr.

Ak ja. Jeg skal love for, at vi undervurderede ham. Grinte alt for tidligt af hans originale måde at sætte ord sammen på. Eller snarere: Vi overvurderede amerikanernes evne til at gennemskue denne småkorrupte sydstatspolitikers inkompetence. Og systemets evne til at forsvare sig mod grov valgsvindel. Vi måtte også samtidig erkende, at der - som herhjemme - var en folkelig grobund for Bushs 'vi er da heldigvis os selv nok'-politik. Der blev rettet nogle ubehagelige stød mod hjertekulen hos det liberale Amerika, da han halede sin tvivlsomme pointsejr hjem på grund af en træthed over for big government , over for miljøbeskyttelse og hjælp til de svage. Det lød jo fristende, når Bush forsikrede, at amerikanerne kunne være helt deres egen lykkes smed og krybe ind i hulen under et raketskjold og derefter stort set lade resten af verden passe sig selv.

Sådan var det lige indtil 11. september sidste år. Lige indtil Osama bin Ladens selvmordspiloter forærede manden fra Texas den opskrift på succes, som han egentlig godt kendte fra hjemstaten: rollen som den nådesløse hævner, der samler og bevæbner byens mænd mod de ukendte frygtelige modstandere, som lurer i ørknen udenfor. Beslutsomhed er kodeordet. Skyd hellere én gang for meget end én gang for lidt. Det var tilsyneladende noget, Bush kunne forstå og lære udenad. Denne mand, der som guvernør på samlebånd havde sanktioneret de grove menneskeretskrænkelser, som henrettelser er og anses for i den øvrige del af den vestlige verden. Og der står vi i dag. Med en mand, hvis væsentlige bidrag til diskussionen af denne verdens problemer udelukkende handler om ondskaben hos de andre , mens han selv står i spidsen for det udvalgte folk i Guds eget land i en kamp imod ondskab og for retfærdighed overalt i verden.

Medmindre det altså strider for meget mod USA's konkrete økonomiske interesser, specielt på olieområdet. Bush kom til ved en tidligere lejlighed at bruge ordet crusade og blev så belært om, at det ikke var så taktisk smart over for de muslimske allierede, men begrundelsen for de svimlende forhøjelser af militærbudgettet - på et tidspunkt, da der er en solid fred mellem alverdens store nationer - er et totalt kunstigt korstog mod terroren, som den nu inkarneres i form af 'ondskabens akse' - Iran, Irak og Nordkorea. Samtidig med at der med stort set de samme begrundelser indføres retsregler, kontrolforanstaltninger og behandling af krigsfanger, der i den grad krænker de samme demokratiske menneskerettigheder, som man hævder at ville forsvare.

Jeg er født i 1940. Jeg er vokset op med tanken om USA som Europas befrier for nazismens åg. Og jeg kæmpede bestemt også helhjertet på amerikanernes side under Koreakrigen. Men midt i 60'erne kom Vietnamkrigen og ændrede meget. Den blev - som den svenske forfatter Sara Lidman har udtrykt det - et universitet for en hel generation, som var unge på det tidspunkt. Jeg sad i Århus på det hedengangne socialdemokratiske blad Demokraten og skrev sammen med Ulla Terkelsen ildsprudende artikler imod USA's politik i Vietnam og imod Jens Otto Krag og Per Hækkerups opbakning af den. Vi gjorde det ikke ud fra en fundamental modstand mod USA. Tværtimod var vi stærkt påvirkede af Kennedy- brødrenes evne til at skabe politisk begejstring hos unge over hele verden og af den succesrige kamp for borgerrettigheder. Som solide venner af USA mente vi, at der bestod en særlig pligt til at advare vores store allierede mod at synke længere ned i den vietnamesiske sump af frygt for et indbildt kommunistisk verdensherredømme. Samtidig solidariserede vi os stærkt med det andet USA , som helt klart fandtes, folk som senator William Fullbright og ambassadør George Kennan, men selvfølgelig også alle de unge græsrødder, som jeg demonstrerede sammen med i New Yorks gader i 1969.

Senere - under republikanerne Richard Nixon og Henry Kissinger - blev det sværere og sværere at sympatisere med USA. Ud over de hemmelige bombardementer af Cambodja blev det støtten til general Pinochets kup i Chile i 1973 mod den lovligt valgte venstreorienterede præsident Salvador Allende, som symboliserede den rå magtpolitik, der blev demonstreret udadtil af makkerparret i Washington. Samtidig fik troen på det amerikanske demokrati sig et alvorligt knæk, da gode journalister i 1973-74 afslørede Watergate-skandalens omfang. Jeg befandt mig i USA i de år og skrev bogen 'USA - drøm og virkelighed', hvor jeg sammenlignede forfatningens mange fine ord om demokrati og ligeværd med de realiteter, som mødte de mindst privilegerede borgere, og - ikke mindst - hvordan pengemagten udhulede forfatningens fornemme ord om, at alle mennesker er født lige og dermed den demokratiske proces.

Men samtidig var jeg dybt imponeret af de talrige eksempler på, hvordan mange borgere against all odds involverede sig i enkeltsager og opstillede et alternativ til den allestedsnærværende sammenfiltring af pengemagt og politik.
Og Richard Nixon blev jo trods alt fældet. Han var nødt til gå af 10. august 1974, da alle hans løgne var afsløret. Systemet virkede. Og Jimmy Carter kom til. Og demonstrerede - som en klar modvægt til Kissinger-æraen - en sådan reel interesse for menneskerettigheder, at det måtte gå galt. Jordnødde-farmeren, der ikke ville underkaste sig den sædvanlige westernmoral, blev gjort til grin af mullaherne i Teheran, sådan at filmcowboyen Ronald Reagan havde let spil ved valget i 1980.

Og han kunne udnytte supermagtens sårede stolthed til en oprustning uden lige på et tidspunkt, da enhver ædruelig vestlig efterretningstjeneste måtte vide, at ondskabens imperium var i håbløs økonomisk og militær forfatning og på vej til at gå i opløsning indefra. Medmindre det er rigtigt, at CIA med vilje overdrev Sovjets økonomisk-militære styrke for at skubbe bag på oprustningen. For selv de mest naive af os har efterhånden i den grad mistet vores demokratiske barnetro på, at den slags ikke finder sted i vores kulturkreds. Vi tør ikke være så naive længere.
Det var i øvrigt en general, der blev politiker, som opfandt udtrykket det militært-industrielle kompleks og advarede om dets mere eller mindre godt skjulte pres på det politiske system, nemlig Dwight D. Eisenhower. Og siden er det gang på gang blevet demonstreret, hvordan money talks ikke bare ved valgene, men i høj grad også imellem dem.

Den igangværende Enron-skandale, som vi endnu ikke kender hele omfanget af, har allerede vist, hvordan mange fra kredsen omkring Bush har været involveret i en ulækker sammenblanding af private og offentlige interesser. Og det er tilsyneladende en systematisk politik, når det drejer sig om olieinteresser og virksomheder, der forurener. F.eks. kommer præsidentens statschef Andrew H. Card direkte fra et job, hvor han førte an i lobbyvirksomheden mod den tidligere regerings forsøg på at begrænse bilforureningen. I den egenskab var Andy Card med til, på vegne af de tre store bilfabrikker, at bruge 25 millioner dollar på en kampagne, som blandt andet gik imod aftalerne i Kyoto, der skulle begrænse drivhuseffekten. En af Bushregeringens første fanfarebeslutninger var da også en udmelding om ikke at overholde disse aftaler, som skulle reducere de amerikanske CO2- emissioner med syv procent indtil 2008.

Med hensyn til kampagnebidrag gav bilfabrikanterne 70 procent til republikanerne, og da Bush endelig på det tvivlsomme grundlag havde hentet sejren hjem, var der da også et generøst bidrag til finansieringen af den komité, der skulle besætte posterne i den ny regering. At regeringens mægtigste mand, vicepræsident Dick Cheney, har været og stadig er dybt involveret i de private energivirksomheder, fuldender kun billedet. Og skam få dem, som ikke tænker ilde derom.

Det er i øvrigt karakteristisk, at man ofte i den nuværende amerikanske debat om Enron hører - som en slags undskyldning - at den sag er der da ikke rigtig noget nyt i. Sådan gør de alle. Det er jo netop problemet. Som tænketanken Center for Public Integrity i Washington D.C. gang på gang har påvist, foregår der gennem lobbyisme og valgkampagnefinansiering en handel og købslåen med politiske ydelser, som vælgerne meget sjældent og altid kun efterfølgende får kendskab til. Og vi andre må i samme omfang erkende, at en masse af vores relationer til USA bestemmes af private interesser, som vi ikke har mulighed for at gennemskue. Det bliver endnu farligere af, at de største amerikanske selskaber i den grad dominerer verdensøkonomien og har både vilje og midler til at købe sig indflydelse i de politiske systemer overalt, hvor det kan lade sig gøre.

Denne amerikanske økonomiske påtrængenhed skal tilsyneladende nu følges op af en militær pegefinger, der vil blive rettet imod alle, som USA ikke kan lide, og i det nuværende psykologiske rum tilsyneladende først og fremmest lande og styrer, der kan fungere som syndebuk uden at skade nationens økonomiske interesser alt for meget. Ellers ville Saudi-Arabien og Pakistan også have været placeret et sted på ondskabens akse.

Med bare en lille smule kendskab til tankegangen i udviklingslandene kan man forudsige, at den sandsynlige udgang på seksløberpræsidentens plan om at anskaffe endnu mere isenkram, som endnu bedre kan præcisionsbombe mål i lande med onde herskere, bliver en eskalering af det had mod USA, der allerede florerer i den del af verden. Ja, man vil i realiteten etablere en vækstgård for terrorister.
Da den frygtelige tragedie skete 11. september, måtte alle ordentlige mennesker tage ubetinget afstand fra terrorhandlingen. På samme måde som det var naturligt for tænkende mennesker at prøve at analysere sig frem til, hvorfor terroren indtraf - hvad der var baggrunden for det had til USA, som findes i store dele af verden - var det også på sin plads at prøve at forstå, at der i den amerikanske befolkning var et udtalt behov for at ramme ophavsmændene til terroren. Men selv blev jeg aldrig - hverken i hjertet eller hjernen - overbevist om, at krigen mod Talebanstyret og bombardementerne af Afghanistan var det rette svar.

Alligevel undertrykte jeg min indre tvivl i en form for solidaritet med ofrene, og fordi jeg ved, at politikere indimellem må træffe de ubehagelige afgørelser, som vi andre kan tillade os at have en intellektuel tvivl over for. Krigen mod Taleban lå inden for, hvad jeg kunne acceptere ud fra formodningen om, at bin Laden var terrorens bagmand, og at styret beskyttede og støttede ham.
Nu leder de militante omkring Bush med lys og lygte efter nye fjender og nye begrundelser for oprustning, og det er desværre svært at få øje på det andet USA . Forhåbentlig kommer det snart til hægterne.

Selv må jeg stå totalt af over for en Bush, der hjælper forurenerne og skærer i de sociale budgetter for at finansiere den største oprustning siden Reagan. Og jeg håber inderligt på, at den danske regering vil gøre det samme. Men jeg har ikke de store forhåbninger. Da daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft - før 11. september - tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved USA's politik på en række områder - f.eks. netop afvisningen af klimaaftalerne fra Kyoto - faldt Per Stig Møller over ham. Han er nu udenrigsminister og hele tonen i regeringens politik peger i retning af, at Rasmussen-Møller ønsker at være de mest loyale drenge i klassen - mere hulemand end selv Bush. Jeg håber derfor på, at de europæiske regeringer, som tidligere har turdet være kritiske over for USA's politik, nu for alvor demonstrerer en anden holdning til løsning af klodens problemer end den militære tilgang. I den forbindelse var der faktisk også en god nyhed i tv den selvsamme morgen, nemlig at den danske venstrefløj overvejer at droppe forsvarsforbeholdet.

Nu skal man jo passe på ikke blive for optimistisk, gælder når det SF's og Enhedslistens vilje til forandring. Men netop med de udspil, som nu kommer fra vores øverste hulemand i Texas, er det mere end nogen sinde nødvendigt, at vi danskere er med til at diskutere og skabe et europæisk modspil til den cocktail af Pentagons og Wall Streets interesser, som vi er oppe imod, og som gøres drikkelig gennem en stor dosis moralsk bedreviden, der slet ikke er dækning for i virkeligheden. Intet er farligere end mennesker, som aldrig kan se bjælken i deres egne øjne, men kun splinten i andres, og som åbenlyst er stolte af at være en pitbull i mulighedernes bukseben. God bless us all!