Engang var han stolt over at være dansker i Eritrea og udsendt af Danida. Den tid er forbi. Eritrea er kommet på regeringens spareliste. Men hvorfor, spørger kronikøren, der er landbrugsrådgiver. Min kollega Solomon i Landbrugsministeriets planlægnings-kontor i Eritrea viser sjældent sine følelser. Men for nylig gjorde han. Det var, da han fik at vide, at Danmark højst sandsynligt ville sløjfe samarbejdet med Eritrea i forbindelse med regeringens besparelser på ulandsbistanden. »Det her berører mig - personligt«, sagde han dagen efter at have hørt nyheden. Han henviste især til arbejdet omkring forberedelsen og opstarten af et nyt projekt, som giver rådgivning og støtte til fattige bønder. Det er baseret på en ny metode inden for landbrugsrådgivning, som tager sit udgangspunkt i bøndernes problemer og prioriteter, sådan som de selv ser dem. »Det går tilbage til 1999. Der kom konsulenter fra Danida. De rejste landet rundt, vi holdt møder og diskuterede. Det var i begyndelsen Danidas ide, men vi blev overbeviste om, at den var god«. Solomon er en gråhåret veteran fra befrielseskrigen og har arbejdet med landbrugsudvikling i mange år - først i de befriede områder, efter Eritreas selvstændighed i 1993 i landbrugsministeriet. Solomon har ansvaret for koordi-neringen af denne specielle komponent af Danidas ny femårsplan for landbrugssektoren, som nu er i fare for at falde for sparekniven. »Vi har sat en masse aktiviteter i gang. Der er skabt store forventninger ude i landsbyerne. Det er de fattige bønder, som bliver ramt«. Solomon er ved at tale sig varm, men er også tydeligt bitter. »Danida har et ansvar her, som man ikke kan løbe fra. Hvis der skal laves beskæringer på budgettet, kan de sikkert findes andetsteds - bygninger, biler, udstyr og den slags - ikke en rådgivningsservice til fattige bønder«. Reaktionen er typisk blandt eritreanere, som samarbejder med Danida - en blanding af overraskelse og skuffelse. Samarbejdet med Danmark værdsættes meget højt i Eritrea - ikke kun på regeringsplan, også i befolkningen. Jeg har boet og arbejdet i Eritrea siden 1993 og har oplevet den nationale glæde over selvstændigheden, fulgt af beslutsomhed og optimisme op gennem 90'erne. Den blodige grænsekrig med Etiopien, som startede i 1998, har lagt en dæmper på gejsten, men den er ikke knust. Det er til gengæld økonomien. Eritrea har ikke mange naturresurser. Det er et barskt bjergland med meget lidt regn, men med en arbejdsom og hårdfør befolkning. Men den er fattig. Børnedødeligheden er stor, der er ikke direkte sultkrise, men udbredt underernæring af især børn og deres mødre. Kun en fjerdedel af børn og unge i den skolepligtige alder går i skole. Der er simpelthen ikke skoler nok. Krigen drænede landet for dets vigtigste resurse - menneskelig arbejdskraft. Med over 200.000 unge værnepligtige ved fronten er landet - med kun ca. tre millioner mennesker - tæret for størstedelen af sin arbejdsduelige befolkning. I landbruget, som beskæftiger op med 80 procent af befolkningen, kan man tydeligt se, hvordan mangelen på arbejdskraft påvirker livsvilkårene. Ikke al jord bliver dyrket - blandt andet på grund af de miner, som stadig ligger der. Og mange dyr - geder, får, køer, som er livsgrundlaget for op mod halvdelen af Eritreas landbefolkning - er gået til under de seneste års tørke og krig. De ekstraaktiviteter, som de fattigste familier tidligere levede af, er der simpelt hen ikke mere energi til. Der er udbredt afhængighed af fødevarehjælp. Danmark har samarbejdet officielt med Eritrea siden 1996. Der er nu tre sektorprogrammer - to store: landbrug og undervisning, og et lille: retssektoren. Der var svære begyndervanskeligheder. Dels fordi Danmark ikke havde ret megen erfaring med at arbejde i denne region, og dels fordi Danida i Eritrea fandt en samarbejdspartner, som var væsensforskellig fra stort set alle andre - ikke kun i Afrika. Her var der modspil, udfordring, krav, stædighed og stolthed - ikke så meget som en snert af tiggermentalitet. Og så var der ingen korruption. Men også fordi Eritrea havde en indgroet skepsis over for udenlandske hjælpeorganisationer. Man var bange for at blive afhængige af bistand. Det har ikke manglet på profetier om, at hvedebrødsdagene snart var ovre, og at den afrikanske realitet snart ville vise sig - som den havde gjort i f.eks. Mozambique, Zimbabwe, der også fik selvstændighed efter en lang befrielseskrig. Men regeringen har holdt stien ren. Selv nu, efter næsten tre års krigstilstand og med en økonomi praktisk taget i ruiner, er Asmara en stille og velordnet by uden nævneværdig kriminalitet - og uden korruption. Jeg har netop været involveret i en undersøgelse af bl.a. Danidas indsats for genetablering af landbrugsproduktionen efter krigen mod Etiopien. (Danida gav i 2000-01 en særbevilling på 41 millioner danske kroner til det formål). Der kan aflægges regnskab for hver krone, ja hver øre. Ingen penge er endt i de forkerte lommer. Jeg har været landet rundt, ude i landsbyerne, hvor krigsenker har fået del i de danske bistandspenge i form af støtte til små-hønsehold. Jeg har set traktorer indkøbt under denne bevilling med unge piger i blå overalls ved rattet, fordi alle de erfarne, mandlige traktorførere stadig er ved fronten. Og jeg har interviewet en gammel mand, der mistede alle sine får og geder, da den etiopiske hær invaderede Eritrea i 2000. Han takkede Gud for de seks geder, som han var blevet tildelt af regeringen - indkøbt af Danida-pengene. Det gjorde mig faktisk stolt at være dansker i den situation. Den danske stjerne nåede sit højdepunkt, da det danske FN-kontingent i slutningen af 2000 kom hertil som en del af fredsprocessen. De er blevet fulgt af danske mineryddere fra Folkekirkens Nødhjælp og Danish De-mining Group. Der har været højtstående besøg - adskillige ministre, ja selv kronprinsen. Den danske ambassade i Asmara er for nylig blevet udvidet, og Eritrea har netop åbnet en ambassade i København. Men nu står Eritrea - et af verdens fattigste lande - sammen med Malawi og Zimababwe tilsyneladende på listen over de lande, som Danmark ikke længere vil betragte som permanente programsamarbejdslande. Det drejer sig om udviklingsbistanden, der netop nu efter krig og med økonomisk nedgang er så stort behov for. Hvordan kunne Eritrea havne på den liste? Det er nok et sammenfald af to begivenheder, som bortset fra timingen, ellers ikke har noget med hinanden at gøre. Først den eritreanske regerings midlertidige lukning af den private presse og arrestation af en gruppe oppositionelle. Dernæst regeringsskiftet i Danmark. Den midlertidige lukning af den private presse og arrestationerne af oppositionelle skete på et tidspunkt, hvor der var begyndt at opstå kritik af den måde regeringen og især præsidenten havde forvaltet landets politik på under krigen med Etiopien. Kritikken kom på et tidspunkt, hvor fredsprocessen var undervejs, men ikke fuldendt. Således stod det centrale spørgsmål om den endelige grænsedragning mellem de to lande stadig ubesvaret. En international kommission er som del af fredsaftalen blevet nedsat for at komme med en kendelse, som begge parter på forhånd havde bundet sig til at respektere. Dens kendelse forventes i denne måned. Her kommer en mission fra FN til Eritrea og Etiopien for at sikre sig, at begge lande virkelig overholder den kendelse, som grænsekommissionen kommer frem til. At Danmark og de andre EU-lande reagerede, da regeringen arresterede oppositionen og lukkede den kritiske presse var både rigtigt, og hvad man kunne forvente. At det siden ikke er kommet til nogen opblødning, men nærmere er blevet en stillingskrig, er mere overraskende. EU-landene - inklusive Danmark - fastfryser stadig udviklingspenge, indtil der kommer positive signaler i forbindelse med den demokratiske proces, mens den eritreanske regering fastholder, at der fra EU's side er tale om indblanding i interne anliggender. Der mangler tilsyneladende både ideer og vilje fra begge sider til at løse denne hårdknude på en fornuftig måde. Det, som er sket i Eritrea, er ret beset ikke meget værre, end hvad man ser i andre lande, der opfatter sig i krigsstilstand. Man kunne med en vis rimelighed have forventet, at EU ville give Eritrea lidt mere snor - en tidsramme, som indbefattede den endelige grænsedragning. Forståelsen i Eritrea - ikke kun i regeringen, men bredt i befolkningen - er helt klart den, at den nationale suverænitet kommer i første række. Efter en formel afslutning på krigen med Etiopien, forventes det, at der vil blive åbnet for alle de processer, som lige nu er sat i stå - inklusive iværksættelse af grundloven, dannelse af politiske partier, valg og større pressefrihed Oven i dette kom så regeringsskiftet i Danmark - eller mere præcist: den store beskæring på ulandsbistanden, som den ny regering forbereder, og som indeholder planer om, at Eritrea bliver sløjfet som dansk samarbejdsland. Når jeg nu møder kollegaer i landbrugsministeriet, og de spørger, om der er nyt om den planlagte fem-årsbevilling for landbrugssektoren, har jeg det ikke let. Det er svært at skulle sige, at Danmark har planer om at sløjfe fremtidig udviklingsbistand til dette land, der i den grad har været til at stole på med hensyn til både regnskaber og til viljen om at støtte de fattigste. Den danske støtte til landbrugssektoren udgør omkring en fjerdedel af landbrugsministeriets budget. Det har taget Danida fem år at etablere et godt og tæt samarbejde med de eritreanske myndigheder. Mere end et år er blevet brugt på forberedelsen af en ny fase af sektorprogrammet på landbrugsområdet. Nu har den nye danske regering på få uger tilsyneladende besluttet, at dette har været nyttesløst. Er denne beslutning taget på baggrund af en saglig analyse af Eritreas behov og problemer? Jeg tvivler - og frygter, at den primært skal vise vælgerne, at regeringen har handlekraft og kan spare. »Lad den nye regering sende en delegation hertil«, foreslog Solomon i en af de mange samtaler, vi har haft i den seneste tid. »Lad dem se, hvad det er, vi bruger de danske skatteborgeres penge til. Vi har ingenting at skjule. Det er da kun rimeligt, at vi også bliver hørt i denne sag«. Man kan frygte, at besparelsen ved at eliminere Eritrea, ikke giver plads til en rimelig udfasning af den danske programstøtte til landbruget. Det tager tid at bygge et sektorprogram op, men også at fase ud - i hvert fald to-tre år, hvis det skal være fagligt acceptabelt. Man kan ikke bare stoppe alle de processer, som er blevet sat i gang. Jeg kan forstå Solomons frustration. Hvis støtten til Eritreas landbrug virkelig skal høre op, er der brug for en udfasningsstrategi. Folk skal trænes til at overtage de igangsatte processer. Der skal findes alternative kilder til at dække det resurse-tab, som Eritrea nu pludselig kommer til at mærke osv. Et udviklingsprogram er ikke bare noget, man kan åbne og slukke for. Afviklingsprocessen vil koste penge. Besparelserne kommer først på længere sigt. Det ville have været meget lettere, mere professionelt - og mere humant, hvis regeringen beder eritreanerne - i samarbejde med Danida - om at komme op med et spareforslag. Eritreanerne er et meget resursebevidst folkefærd, og jeg er overbevist om, at der nok kunne være lavet besparelser på 10-20 procent af det planlagte budget og stadig være plads til et frugtbart samarbejde. Hvad vil der ske, hvis Danmark standser sin støtte til Eritrea? Eritrea vil blive sendt endnu et par trin ned ad fattigdomsstigen. Og Danmark vil miste al den respekt og goodwill, som det officielle Danmark har oparbejdet gennem årene - ikke mindst de seneste to-tre år. Danmark har været en partner for Eritrea i krise og modgang. Hvad skal jeg sige til mine kollegaer nu? At vi er ligeglade med det gode samarbejde og den sjældne tillid, som de har vist os? At vi er ligeglade med, at regnskaberne altid stemte, og at de danske bistandspenge gik til det, de var bestemt for? At vi er ligeglade med de forventninger, som vi selv har været med til at skabe ved at bruge timer, uger - ja, måneder sammen med eritreanske kollegaer til minutiøst at forberede det fremtidige samarbejde? At vi er ligeglade med de fattige - især nu, hvor landet netop er ved at være kommet igennem en hård og blodig konflikt? Demokratiet? - Ja, vi er naturligvis ikke ligeglade, hvis den demokratiske proces sættes i stå - eller skrues tilbage. Det er mine eritreanske kollegaer heller ikke. Men hvor nidkære skal vi være? Er det, som er sket i Eritrea inden for de seneste seks måneder, virkelig nok til, at et langsigtet samarbejde afbrydes? Danmark har i årevis været vidne til langsommelighed og tilbagegang i den demokratiske proces i andre samarbejdslande. Vi ved, at det tager tid og ikke er uden problemer. Samarbejdet med Zimbabwe afbrydes, efter at dets ledere havde brugt op mod tyve år til at køre landet politisk og økonomisk i sænk. Hvorfor kan Eritrea ikke få en tidsramme på blot nogle få måneder til at genoprette den demokratiske proces? Lad dog den fredsproces, som Danmark har ydet så meget for, blive fuldendt. Her har fredsprocessen en god chance for at blive en succes. Med lukning af Eritreaprogrammet vil det officielle Danmark miste sin tilstedeværelse i Afrikas Horn. Er det et signal, som er i tråd med Danidas konflikt-løsningsstrategi? Lad os få en chance for fortsat at støtte og samarbejde med de eritreanske bønder, så de kan komme på fode igen, brødføde deres familier og komme videre. Lad os få en chance for at fortsætte arbejdet med at flere piger kan komme - og blive - i skole, og for at uddanne barfods-retshjælpere. Ved lukning af Danidas Eritrea-program vil dette simpelthen ikke ske. Eritrea er i krise. Det er et lille land, mindre end Danmark og ekstremt fattigt. Derfor har den danske støtte været så vigtig. Dansk indenrigspolitik betyder sjældent noget i verdenssammenhæng. I dette tilfælde gør den. Solomon bliver berørt. Landsbykvinderne, som endnu ikke har fået del i små-hønseholdsprogrammet, bliver berørt. Det er eritreanerne og folk i andre små, fattige lande, som bliver ramt af regeringens sparekniv. Men skuffelsen over bruddet på det samarbejde, som begge parter har ydet så meget for, er nok den alvorligste konsekvens. Er Danmark nu pludselig en partner, man ikke kan stole på?