E-mailen er fantastisk. Men den elektroniske hilsen kan gøre den indre dovenskab til en dyd. Forfatteren undrer sig over, hvorfor vi har så travlt med at klare vore sociale relationer over nettet. Jeg tænker på dengang, jeg installerede mit e-mail-program. Jeg sad og ventede på min første mail. Og blev så glad, da der var hul igennem til cyberspace og så lige på et sekund. Jeg flåede e-mail-adresser ud af selv mine mindst bekendte, bare for at sende nogen noget og måske endda modtage. Så tilmeldte jeg mig alverdens nyhedsbreve for dagligt at opleve glæden ved at få post. Jeg blev populær. Jeg er det stadig. Det er ligesom, når postbuddet har mange breve med. Eller er det? Alle skriver nok under på, at det er hurtigere at sende en e-mail, end det er at finde papir, kuvert, blyant og endda adresse og frimærke frem og bevæge sig udendørs på udkig efter en rød postkasse. Derfor får vi flere elektroniske breve, end vi ville have fået, hvis det var den ægte vare. Og ens dårlige samvittighed har fået en ny dimension, fordi man ikke kan holde trit med svarene. Dengang vi stadig modtog ægte breve på tykt papir, var der nogen, der skulkede og lavede fællesbreve. Den eneste personlige tilsnigelse var underskriften med blå kuglepen og måske et »hej, hej og tillykke med vaskesøjlen« uden på kuverten. Fællesbreve kan nu langt lettere camoufleres. Og bliver det uden afsløring. Vi kan i dag ramme en hel husstand med et enkelt klik. Med adresser som hansenmail.dk vinder hurtigheden, det praktiske, og man slipper for at skulle bruge krudt på en langsommelig og personlig hilsen, fordi hele familien Hansen skal have glæde af den. De personlige og fortrolige samtaler må så udskydes til en anden god gang. Vores sociale omgang med ord er altså blevet hyppigere og lettere at komme til. Folk, som vi ellers kun var på julekort med, kan nu få en hilsen lige den dag, vi tænkte på dem, fordi adresse og andre oplysninger ligger klar inde i pc'en. Det er vel meget godt i vores travle verden? Men sker der ikke noget med vores relationer, når vi bytter lange, gennemtænkte sætninger ud med usanselige links til fikse hjemmesider og en stavekontrol, der muger de værste brølere væk? Vi elsker tanken om brevet, men skriver det ikke, fordi vi hellere vil nå at sende to e-mails. Vi drages af at effektivisere, og det kan gå ud over fylden i vores relationer. Måske tænker læseren, at jeg er en gammel teknologiforskrækket kone. Det er jeg ikke. Med en fortid i softwareverdenen og en nutid som forfatter lever jeg for en fyldt indbakke, og nogle dage er det min eneste livline til virkeligheden. Så grundlæggende er jeg rigtig meget for e-mail. Jeg tror f.eks., at e-mails har betydet, at folk, der ellers ikke skrev, er begyndt på det. Men jeg undrer mig over, at jo flere hjælpemidler, vi får serveret (fra ISDN og ADSL over orlov til hjemmearbejdsplads og flekstidsordninger), jo mere nøjsomme bliver vi. Vi lader os nøje med fragmentarisk kontakt, hvor evnen til at replicere en mail hurtigt bliver vigtigere end indholdet. Vi er blevet mail-maniske. Hvor tit oplever man ikke at - stille tre spørgsmål i en mail, men kun få svar på to; - få at vide, at afsenderen ønsker besked tilbage om, hvornår modtageren har åbnet mailen, så han kan sidde der og vide, hvor længe man er om at gide at svare; - forsøge at lave en aftale via e-mail med mere end to deltagere - det genererer rigtig mange flere mails; - sende et kædebrev videre, det ville man aldrig orke, hvis man først skulle kopiere og finde adresser frem på seks mennesker; - aftaler rykkes via e-mail uden en medfølgende krøllen tæer og en larmende dårlig undskyldning. De rykkes så let, at aftalen til sidst mister sin betydning; - få lyst til at dække for skærmen, når nogen står og læser frejdigt med - noget der ikke ville ske, hvis det var papir og pen - være utrolig hurtig i et svar og så blive spurgt om man er sur. Verden er blevet skriftlig, og det har vi forskellige kompetencer til at håndtere Vi mailer, fordi vi kan. Fordi det går hurtigt, men det er et kendt faktum, at pc-teknologien ikke har sparet os et minut. Men vi tror det, fordi vi så gerne vil spare tid, fordi det er den ressource, vi føler, vi mangler. Men hvorfor tror vi, der ligger noget saliggørende i at få mere tid? Tør vi få den? Vi lever et liv i rastløshed, i uro - måske fordi intensitet til forveksling kan ligne nærvær. Fart er et rusmiddel. Vi lever også et liv med sære paradokser. Vi kvinder vil ikke leve vores bedstemors liv, ikke på vilkår, næh nej, vi vil være lige så meget som (og lidt til og meget mere end) mændene. Vi har travlt, og den nyeste undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at kvinderne arbejder mere og mere på fuld tid. I 1995 var det 65 procent, i 1999 74 procent. Det er især efter barsel, at kvinders arbejdstid forøges (og nej, mændenes arbejdstid er ikke faldet tilsvarende, børnene er blot længere tid i institution). Men vi længes alligevel tilbage til dengang, der var overskud af tid, som vi - fejlagtigt - har mytologiseret de forklædeklædte bedstemødre til at være repræsentanter for. Og i modsætning til tallene, der vidner om lyst til at være længe på arbejde, ligger der - måske endnu - et lovforslag om at forlænge barselsorloven med seks måneder. Fart er i hvert fald et rusmiddel for kvinder, og paradokset er ikke værre, end at det er hurtigheden, tempoet, der sejrer. Milan Kundera mener, at »der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen, mellem hurtigheden og glemslen. Lad os forestille os en yderst banal situation: en mand går på gaden. Pludselig ønsker han at komme i tanke om noget, men mindet forflygtiger sig. I dette øjeblik sagtner han automatisk sin gang. Én, der forsøger at glemme en pinlig begivenhed, som han lige har oplevet, sætter derimod farten op, som om han hurtigt ville fjerne sig fra det, som stadig er for tæt på ham i tiden«. Lad os sige, at det er brevet, der er langsomheden, de ord, der bliver læst igennem flere gange, inden man lukker kuverten. De hurtige ord, hvor man fik sat alt og alle på plads, kan tages op til overvejelse, inden man slikker på limen. Med e-mail får vi efterlevet vores norm om, at det er vigtigt at have sociale relationer, og helst mange, og vores indre dovenskab får os til at glemme, hvis den sociale relation i virkeligheden ikke er andet end en mail, vi sender frem og tilbage med et emne, der ser sådan her ud: Re: Re: Sv: tak for sidst eller endnu bedre: Automatisk genererede fødselsdagshilsner. Mange har deres adgang til internettet på arbejdspladsen. I gamle dage skete det, at medarbejderen medbragte et rigtigt brev og smed det i udbakken, og det var der ingen, der kontrollerede. I dag er der ansat kompetente mennesker til at kontrollere medarbejderens e-mails. Som ofte bruges til private beskeder. Vi ved godt, at der måske læses med nede i kælderen hos serverne, når veninden får sit 'mænd-er-også-dumme'-brev. Argumentet for de hurtige, ikke så velovervejede mails kunne så være, at det var kontrollens skyld. Fint nok, men det udløser ikke mange langsomme og helt private breve, på papir eller elektronisk, der skrives om aftenen. Ens sociale forpligtelse er ophørt, efter at man har klikket på 'send'. Samvittigheden er ren, og veninden har ikke noget at sige en på. Hvad er det så for en tid, vi har så travlt med at nå hen til? Vi drømmer om mere fritid og definerer den som den tid, vi har til rådighed til os selv. Vi ved godt, at 'fritid' i virkeligheden er en sindstilstand, men sproget definerer den alligevel med en henvisning til tidens gang. Fri tid, egen tid, stille tid eller som kvinde midt i trediverne bliver der altid disket op med familie tid. Lic.pæd. Ning de Coninck-Smith fra Syddansk Universitet beskæftiger sig med barnets historie i det 20. århundrede. En af hendes væsentligste pointer er, at »døgnet kun har 24 timer, men forventningerne til, hvad de kan bruges til, er blevet større«. »Det har udviklet sig fra at være et spørgsmål om at få børnene til at overleve og gå i skole og holde hjemmet rent og pænt, til familien i dag er blevet en slags eksperimentarium for selvrealisering for både små og store, far og mor«, siger hun. »Skal man tro den aktuelle debat om familien, har børn igen ikke tid til at være børn, og de har heller ikke for meget tid til at være familie«, siger hun. Men hun mener, at de fleste familier i dag stort set aldrig har haft så meget tid til deres børn som nu. Den øgede fleksibilitet på arbejdsmarkedet giver en masse nye og gode muligheder for familien, og det behøver slet ikke at være negativt, når forældre mailer hjem til deres børn fra arbejde for at høre, om de har det godt. Det er jo også omsorg, mener Ning de Coninck- Smith. Hvad er så problemet? De fleksible arbejdspladser vinder frem, og i dag kan vi logge os på arbejdet hen over køkkenvasken, på vej i toget eller midt i en rigtig lang Netto-kø. Men måske har vi brug for at skelne vores tid mellem fri og ikke fri. At der i udbakken ligger mails til chefen med månedsrapporter lige ved siden af den følsomme 'jeg mente det ikke så slemt'-mail til vennen, man gik for tæt på dagen før. At vi skal omstille os mellem følelsesmæssig empati og faglighed og tilbage igen inden for otte minutter. Kan vi det? Er det det, der er fordelen ved elektronikken? Eller er vi tilbage ved paradokset om at spare tid ved at klare noget arbejde hjemmefra og samtidig blive mindet om tid, vi ikke har, fordi selvom vi sidder der midt i det hjemlige samtalekøkken og arbejder, er vi så nærværende, som vi gerne vil være? Vi har altså mere tid end nogensinde, forlyder det, selvfølgelig også takket være hjælpemidlerne. Så vi har tid til det rigtige liv, det derhjemme. Problemet er blot, at en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder er, at de højtuddannede, dem med e-mail-adresserne, hellere vil være på arbejdet med de selvudviklende udfordringer end hjemme med de rekreative gentagelser. Da jeg var barn, var min sommerferie på syv gange syv dage. Det var et ocean af tid, som stod der og skreg på at blive fyldt ud med tidsfordriv. Hvis vi virkelig havde uendelige mængder af tid, blev alt udskydeligt; alt kan vi gøre en anden gang, og til sidst gør vi ikke noget som helst - en kendt ledighedsproblematik. Vi skal måske være bedre til at bruge tiden, mens den er der. Gøre det, vi gør, ordentligt og intenst. Hurtigt og langsomt. Skrive vores breve, mens vi er mentalt til stede i det, uanset om det er på papir eller pc. Passe vores arbejde og stole på, at det kun er den gule misundelsesorm, der er på spil, hvis man får at vide, at man er morakker og uden rigtige værdier, fordi familien ryger ind på andenpladsen. Eller også skal vi passe vores børn og hunde og kærester med den langsommelighed, det indebærer og turde lære dem rigtigt at kende og leve med ikke at få tømt indboksen hver eneste dag. Vi skal bruge vores hjælpemidler til at gøre det lettere at etablere nærvær, i stedet for at nøjes med at etablere netværk. Nu klikker jeg på send.