Flere penge til politi og forsvar, færre til ulandshjælp og miljø. Det kan blive resultatet af den kommende finanslov. Kronikøren, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, kaster et kritisk historisk blik på strømningerne i vælgerbefolkningen. I de kommende uger skal den nye finanslov forhandles. Regeringen har fremsat en mængde ideer og forslag til besparelser på områder som ulandshjælp, miljøudgifter, udgifter til kulturelle formål og visse former for forskning, herunder forskning i etnisk diskrimination. Der-imod ser det ud til, at andre områder vil blive tilført flere midler; det gælder politiets og forsvarets opgaver samt muligvis motorveje, hvis de skal holde til en højere hastighed. Spørger man om anledningen hertil, kan man først hefte sig ved, at chancen for at bringe disse ideer frem er dukket op ved noget af et tilfælde. Hvis ikke terrorangrebet 11. september havde fundet sted og givet SR-regeringen en kortvarig forbedring i opinionstallene, havde Poul Nyrup Rasmussen næppe ladet sig friste til at udskrive folketingsvalget til 20. november i stedet for at vente til engang ind i det nuværende år. Og havde valget først fundet sted i januar eller februar, ville finansloven for 2002 nu være vedtaget og i kraft. Men eftersom finanslovs-forhandlingerne blev afbrudt, da valget blev udskrevet, skal de nu genoptages med et nyt Folketing. Men dette forklarer ikke, hvilke udgiftsområder der foreslås beskåret, og hvilke der ønskes styrket. For at forklare det kan man se lidt på strømningerne i vælgerbefolkningen. Ved siden af politikernes finanslov findes der en 'vælgernes finanslov'. Når man spørger danske vælgere, hvilke offentlige udgifter de gerne vil have sat op eller ned, er de tilbøjelige til at 'bundte' disse udgifter i tre typer. Type 1 er forsvaret, politiet og retsvæsenet samt tekniske anlæg som f.eks. veje og broer. Type 2 er velfærdsudgifterne: folkepension, hospitaler og sygesikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp m.m. Type 3 er miljøudgifter og kollektiv trafik, kultur og uddannelse, samt ulandshjælp og hjælp til flygtninge. Denne tredelte struktur i vælgerholdningerne findes også i de fleste andre vesteuropæiske lande. Det ser ud, som om borgerne opstiller tre målsætninger for staten og foretager en prioritering af disse mål. Kaster man blikket tilbage på statens historiske funktioner, kan man i denne struktur finde en genklang af udviklingen helt tilbage fra 1600-tallet. De første og mest elementære mål for staten var at fastlægge landets grænser, opretholde lov og orden inden for disse grænser og opbygge en trafikal infrastruktur. Dette var hovedmålet for den autoritære nationalstat. Efterhånden som disse forhold blev bragt nogenlunde under kontrol, opstod der politiske bevægelser hen imod større politisk og økonomisk lighed mellem borgerne. Dette skabte den egalitære stat , hvori liberale og socialister stredes om, hvor langt ligheden skulle gå. Det tredje mål er først i den seneste generation blevet formuleret; det går ud på at skabe bedre rammer for borgernes selvudfoldelse og livskvalitet, at arbejde hen imod noget man kan kalde den humanitære stat . Denne forskydning i statens funktioner afspejler sig også i de offentlige budgetter. I 1700-årene og langt op i 1800-årene var op mod tre fjerdedele af statens udgifter bundet af de militære budgetter, inklusive renter og afdrag på lån der var gået til at føre krig for. I vore dage omfatter forsvarsbudgettet i vestlige lande kun nogle få procent af statsbudgettet undtagen i lande, der føler sig stærkt truede (som f.eks. Israel). Til gengæld optager velfærdssektoren over halvdelen af de offentlige udgifter. Således afspejler finansloven og de kommunale budgetter, at den egalitære stat er blevet mere og mere dominerende. Men denne udvikling er ved at være standset. I mange lande har velfærdsstaten været under pres igennem de seneste årtier, og udgifterne hertil har været stagnerende siden omkring 1980. Til gengæld er nogle af de aktiviteter, der hører ind under den humanitære stat, blevet mere udgiftskrævende; f.eks. er miljøudgifterne vokset fra 2,6 mia. kr. i 1993 til 5,2 mia. i 2000 (Politiken 4.1. side 5). Denne senere udvikling falder i tråd med teorier om postmaterialisme og ny politik , der opstod i den politisk-sociologiske forskning i 1970'erne. De var rettet mod de teorier, der dengang var fremherskende, både marxisme og nyliberalisme, som begge blev betragtet som materialistiske. Nypolitisk teori hævdede, at det klassiske skel mellem venstre og højre, socialisme og liberalisme, mere og mere havde overlevet sig selv i de rige vestlige samfund. Den økonomiske politik i videste forstand (inklusive skatte- og boligpolitik, velfærds- og arbejdmarkedspolitik) ville træde i baggrunden, mens kulturpolitiske, retspolitiske, miljøpolitiske og sundhedspolitiske spørgsmål ville vinde frem på den politiske dagsorden. På de sidstnævnte områder var de traditionelle klasseinteresser ikke så lette at få øje på; udviklingen ville, som det med et slagord blev sagt, gå fra klassepolitik til værdipolitik . Tyve år efter kan vi konstatere, at meget af dette er gået i opfyldelse. Socialismen har lidt et skæbnesvangert nederlag i 1980'erne og 1990'erne. Velfærdsstaten har mistet sin dynamik og er blevet til en række temmelig selvfølgelige opgaver, som kommunerne må se at løse så effektivt som muligt, mens de til stadighed presses økonomisk af regeringen og Folketinget. Begreber som inflation og betalingsbalance, der spillede en stor rolle i 1970'erne, er næsten forsvundet fra den politiske dagsorden. Miljøpolitikken fik et kraftigt opsving i sidste halvdel af 1980'erne; og menneskerettigheder, etiske spørgsmål og sundhedsrisici som f.eks. aids og kogalskab har erobret overskrifterne i 1990'erne. Den nypolitiske teori har også fået ret, når den forudsiger, at partisystemerne tenderer at blive 'todimensionale', idet partierne skal repræsentere både en gammel og en ny venstre-højre- dimension. I de senere års danske politik har det nye venstre været repræsenteret af SF, Enhedslisten og de radikale, som på visse punkter har fået følgeskab af de to andre centrumspartier, CD og Kristeligt Folkeparti. Det nye højre har været skarpest repræsenteret af Fremskridtspartiet og (siden 1995) Dansk Folkeparti. Derimod har de gamle klassepartier S, V og K indtil for nylig i hovedsagen stået som repræsentanter for modsætningerne på den gamle venstre-højre-akse. Nu viser det sig, at disse to venstre-højre-akser også kommer til udtryk i holdningsstrukturen omkring ønskerne til de offentlige udgifter, det vil sige i vælgernes finanslov. Vi kan se det ved at beregne en gennem-snitlig 'balance' for nogle udgifter af hver af de tre typer. Balancen viser, hvor stor en andel af vælgerne der ønsker stigende udgifter, minus den andel der ønsker at spare på udgifterne af denne type. Resultatet bliver som følger: For nationalstatens traditionelle udgifter (politi, forsvar og motorveje/broer) har VK-vælgerne og højrefløjens vælgere en positiv balance, mens S-vælgerne og centrumsvælgerne har en svagt negativ balance, og venstrefløjen en stærkt negativ balance. For velfærdsudgifterne (folkepension, sundhedsvæsen og dagpenge) har vælgerne i alle partier en positiv balance - men ikke lige positiv. S-vælgerne og venstrefløjens vælgere er de mest positive, mens VK-vælgerne sammen med centrumspartiernes vælgere er de mindst positive. Dansk Folkepartis og Fremskridts-partiets vælgere ligger her i midten. For de humanitære udgifters vedkommende (miljø, kulturelle formål, uddannelse og ulandsbistand) er det venstrefløjens vælgere, der har den mest positive balance, mens S-vælgerne og centrumspartiernes vælgere har en svagt positiv balance; VK-vælgerne har en negativ balance, og DF's og Fremskridtspartiets vælgere en endnu mere negativ balance. Velfærdsudgifterne følger den gamle venstre-højre-akse, hvor arbejderpartierne og de borgerlige partier stod over for hinanden. Her har Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet indtaget en midterposition, svarende til at de jo også har erobret mange arbejderstemmer. Derimod følger både de humanitære mål og den traditionelle nationalstats mål den nypolitiske akse; de er repræsenteret af henholdsvis det nye venstre og det nye højre. At kalde de traditionelle nationalstatsholdninger for 'det nye højre' er noget paradoksalt, men denne betegnelse er opstået ved, at de udgør en modpol til det nye venstre, som går lidt længere tilbage i tiden. Nypolitisk teori opstod som et forsøg på at forklare 1968-ungdomsoprøret og græsrodsbevægelserne i 1970'erne. Der var ikke noget behov for at forklare den borgerlige reaktion mod disse bevægelser, for denne reaktion var spredt og usammenhængende: Hilmar Baunsgaard indflettede i sine taler som statsminister nogle formaninger til de »utålmodige unge«; Poul Møller, den nuværende udenrigsministers far, ærgrede sig over, at de unge var løbet af med miljøbevægelsen, som dog var en gammel konservativ mærkesag; Mogens Glistrup ville bruge brandslanger mod Christiania! Uenigheden om finansloven bekræfter, at den nypolitiske akse er den, hvor der i disse år sker noget. Men desværre for teorien går udviklingen i den forkerte retning. Den skulle gå mod venstre som følge af det voksende uddannelsesniveau i de nye generationer, og som følge af de stigende muligheder for at kommunikere med hinanden, både internationalt og inden for det multietniske samfund. I stedet er holdningerne også på den nypolitiske akse drejet mod højre i 1990'erne, ligesom de er det på den gammelpolitiske akse. Den samme drejning i retning af at nedprioritere det, jeg har kaldt det humanitære samfund, er sket i andre vesteuropæiske lande, hvor vi har tilsvarende interviewundersøgelser, som f.eks. Norge, England, Tyskland og Frankrig. Dynamikken har ligget i nyopståede religiøse og etniske modsætninger snarere end i fremvæksten af tolerance og åbenhed. Der har vist sig en betydelig skepsis i befolkningen over for stigende miljøudgifter, ulandsbistand, resocialisering af kriminelle, bistand til indvandrere m.v. Denne udvikling er stort set gået på tværs af de traditionelle klasseskel. Men samtidig med at disse skel er blevet mindre, har der åbnet sig en kløft i politiske holdninger mellem de højere- og de lavere uddannede. Udviklingen er gået for stærkt for de sidstnævnte, og de søger tilflugt i modstand mod flygtninge, mod EU og mod det, der i den aktuelle danske debat kaldes 'ekspertvælde' og 'bedrevidende smagsdommere'. Et vendepunkt synes at være indtrådt i 1986-87, da flygtningeproblemerne for første gang gjorde sig gældende i større skala. Siden da har forkæmperne for den humanitære stat fået en modspiller i form af nye højrepartier i en række europæiske lande. Disse partier har haft succes med at genoplive de ældre og mere elementære mål for den autoritære stat: at beskytte sine grænser og sørge for lov og orden. Forskerne sympatiserede i det store og hele med de nye bevægelser på venstresiden. Med dette udgangspunkt er det ikke så mærkeligt, at den nypolitiske forskning har undervurderet de kræfter, som i løbet af 1980'erne og 1990'erne er blevet sluppet løs i retning af globalisering, folkevandring og svækkelse af nationalstaterne. En del af problemet er, at det ny venstre, forkæmperne for den humanitære stat, aldrig har taget styrings- eller ordensproblemet alvorligt. De har været optaget af at gøre oprør mod autoriteterne. Måske har de regnet med, at statens autoritære funktioner kunne overgå til en slags uforpligtende internationalt samarbejde. De var typisk yngre og veluddannede, og de havde selv en interesse, i at staten investerede i deres karrierer og fremtidige livskvalitet, som f.eks. videregående uddannelse, bevarelse af det naturlige miljø og kulturelle institutioner. På den nypolitiske dimension har der siden slutningen af 1970'erne og indtil nu altid været et flertal for venstresiden. Selv i firkløverregeringens tid viste det tænder, nemlig i form af det såkaldte alternative flertal, der kunne skabes omkring sikkerhedspolitik, miljøpolitik, kulturpolitik og retspolitik. Under Poul Nyrup Rasmussens regering kom de til magten, ikke mindst takket være de radikales nøglerolle som tungen på vægtskålen. I det nye Folketing findes denne mulighed ikke. Regeringen kan danne et parlamentarisk flertal med enten DF eller S. Det er disse fire partier, der tilsammen kontrollerer Folketinget. Venstrefløjspartierne SF og Enhedslisten er sat uden for indflydelse, og det samme gælder centrumspartierne R og KrF samt selvfølgelig CD, der forsvandt ud af Folketinget. Venstre-fløjen og centrumspartierne kan tilslutte sig eller stemme imod ethvert forslag, der fremlægges i Folketinget, men det gør ingen forskel på, om forslaget vedtages eller forkastes. Dog er der teoretisk en mulighed for regeringen for at danne flertal sammen med venstrefløjen og centrumspartierne imod S og DF, men det er svært at forestille sig et udgiftsområde, hvor dette flertal kan vise sig. At der nu er opstået et flertal til højre for centrums-partierne, er noget nyt og enestående i dansk politik. Logisk nok fører det til, at miljø- og ulandsområdet nedprioriteres sammen med kulturelle formål. Det overraskende er ikke, at det sker, men at det foregår så hurtigt og dramatisk og i så nøje overensstemmelse med den nypolitiske dimension. Regeringens udspil er klare: Udgifterne af type 1 skal sættes op, udgifterne af type 3 skal ned. Man kan spørge, hvorfor regeringen ikke lige så vel kunne udnytte sit flertal med Socialdemokratiet. Men det ville ikke just tyde på handlekraft at videreføre den finanslov, som den gamle regering havde forhandlet sig frem til. Man kan sammenligne dette billede med det, der tegnede sig i 1982, da den borgerlige firkløverregering trådte til. Dengang var den nye regering opsat på at markere, at den dyre velfærdsstat skulle beskæres. I de mellemliggende nitten år har tyngdepunktet for de politiske konflikter flyttet sig markant fra den gamle til den nye venstre-højre-dimension. Men princippet er ligesom dengang at vise handlekraft. Hvad konsekvenserne på længere sigt vil blive af, at vi har fået et flertal til højre for centrumspartierne, kan vi ikke vide. Der er ikke noget fortilfælde. Vi har et par gange haft et flertal til venstre for centrum, nemlig helt tilbage i 1966-68 og 1971-73. Begge gange endte det med et vældigt valgnederlag for S-regeringen, men den trak venstrefløjen med sig i faldet. Dermed lykkedes det Socialdemokratiet at dæmme op for truslen mod sin flanke, i hvert fald for en tid. Det lykkedes også for firkløver-regeringen i 1982-88, der kunne mønstre et flertal sammen med de radikale og Fremskridtspartiet, at reducere Fremskridtspartiets stemmetal til 4-5- procent niveauet. På lignende måde kan man forestille sig, at VK-regeringen nu vil forsøge at tage vinden ud af den vælgerstrømning, der har givet Dansk Folkeparti dets fremgang i 1998 og 2001, og at disse bestræbelser allerede er i gang med de store armsving op til finanslovsforhandlingerne. Forslagene om at nedlægge en række råd, nævn og institutioner især inden for kultur- og uddannelsesområdet, at beskære miljøudgifterne, og at reducere ulandsbistanden er lige efter bogen, hvis hensigten er at få Dansk Folkeparti til at tage et medansvar for de næste par års politik og dermed stille sammenholdet inden for dette parti på en alvorlig prøve.