Selv om kønsforskningen ikke altid foregår på kronikørens foretrukne præmisser, så ville det være fatalt at erstatte den af mere eller mindre tilfældige debatmøder. Lektoren går i rette med den ny social- og ligestillingsminister. »Hvis en kvindelig minister eller politiker begår en fejl - især hvis det er et traditionelt mandeområde - er der langt større chancer for, at fejlen vil blive koblet på hendes køn, end hvis det var en mand. Sådan er det bare. Men vi har brug for flere kvinder. Både i politik og som ledere i erhvervslivet eller den offentlige sektor. Derfor er der stadig behov for en ligestillingsdebat«. Det er så sandt, som det er sagt, og med denne udtalelse til dagspressen træder social- og ligestillingsminister Henriette Kjær da også i karakter. Den skarpe profil står desværre under et nanosekund, før den kønsløse fortsættelse følger: »Siden rødstrømpernes kamp i 1970'erne har der været tomrum i ligestillingsdebatten. Og det kan jo tænkes, at langt de fleste kvinder er godt tilfredse med tingenes tilstand«. Mein Gott! Tomrum i ligestillingsdebatten - og godt tilfredse? Hvor har Henriette Kjær opholdt sig i løbet at slut-80'erne og 90'erne. På månen? Eller måske Mount Everest? At ligestillingen og kønsdebatten ikke er hende kjær, overrasker mig sådan set ikke, men at et intelligent og på andre områder velorienteret menneske kan fremkomme med så løst funderede ytringer - det er godt nok plagsomt. Når Henriette Kjær lige er kommet først i pressens, siden mit søgelys, skyldes det, at hun vil nedlægge det kun godt et år gamle Videnscenter for Ligestilling, der er tænkt som afløser for Ligestillingsrådet. Den nye struktur trådte i kraft med en lov vedtaget 1. juni 2000, og centrets opgave har været dels at formidle viden og information, dels at iværksætte undersøgelser og forskning. Ja, hvis det altså i parentes bemærket er Henriette Kjær, der vil nedlægge institutionen og ikke Jern-Anders, der har givet et vink med en taktstok. For det mest sandsynlige er vel nok, at hver minister, Henriette Kjær inklusive, har fået tilstillet en ordre fra førerbunkeren om at spare x antal millioner kroner med samt en uprioriteret liste over råd, nævn, centre, udvalg og puljer, hvorfra hver enkelt minister så med skønsom hånd kan plukke ud til skrotbunken. Smart, rigtigt smart tænkt og gjort af vores nye statsminister at tage hele baduljen i ét hug. Alle m/k vil hyle og skrige i munden på hinanden. Og lur mig, om ikke jammeren vil være så højlydt, at alle råbene vil overdøve hinanden i sand kakofoni, med det resultat at ingen af røsterne får en stemme til jorden - og oven i hatten vil være så udmattede, at de ikke magter at udstøde et kvæk, når damoklessværdet for alvor falder med den nye finanslov. Men hvad har jeg så her at bestille. Jeg drukner vel også prompte i lydhavet med mit halli-hallo og lige et øjeblik, fru minister, før De likviderer Videnscentret. Muligvis - men i modsætning til så mange andre, som kan formodes at trænge sig på med deres trængsler i den nærmeste fremtid, har jeg ikke noget personligt i klemme. Jeg er ikke ansat på Videnscentret, jeg har ingen eller kun overfladisk kendskab til de 18 ansatte. Oven i købet tror jeg, at i det omfang nogen måtte kende mig på stedet, er jeg persona non grata efter min seneste bog ('Børn, løgn og minder'), der kålhøgent sætter sig for lige præcis at give nyt indhold til ligestillingsbegrebet og at gøre op med elitære ligestillingspolitikere og endnu mere elitære kønsforskere. Javel så. Men så kan Henriette Kjær og jeg jo ordentligt komme sammen, mens vi huldsaligt nikker og klapper i takt til, at debatten i en årrække har været »alt for elitær og meget langt fra både skifteholdsarbejderen og karrierekvinden«. Både-og. For ja og fint til den med 'langt fra skifteholdsarbejderen', men så sandelig ikke til den med karrierekvinden. For hvis der er en gruppe, der har været sat fokus på i ligestillingsdebatten i 1990'erne - den som ministeren altså desværre har overset - så er det da karrierekvinder a la Henriette Kjær og deres balancegang mellem familie og karrierejob. Det har faktisk primært været disse kvinder, der har fået lov til at sætte dagsordenen og det på trods af deres ringe tal. Det er der flere grunde til. Hvoraf den vigtigste er, at det store antal kvinder, hos hvem skoen trykker, og ligestilling er lige så fjern som trøffel-souper i Det Hvide Hus, hverken har tid og/eller talent til at komme igennem i medierne. For det er faktisk ikke specielt nemt at komme til mediefadet, medmindre man kan sine nyhedskriterier og gate-keepers på rygmarven. Og som selv åndsamøberne har forstået: Uden mediernes bevågenhed kan der foregå nok så mange kvinde- og kønspolitiske aktiviteter på lokalt niveau. De tæller bare ikke, fordi de er usynlige på bjerget. Det er sikkert også derfor, at Henriette Kjær ikke har registreret dem. Så meget mere paradoksalt er det, at Henriette Kjær hylder den opfattelse, at hun ikke har specielt brug for eksperter til at opnå viden om kønsforholdet på både Ude- og Hjemmevej. Nu er ekspertbegrebet - indrømmet - temmelig tåget, for ikke at sige fogh'y , i det aktuelle hidsige nedlæg råd og eksperter-fremstød, men jeg formoder, at Henriette Kjær i denne sag med kategorien eksperter har haft kønsforskerne i tankerne? Og nu er det, at jeg bliver rigtig bekymret, når undersøgelser, statistikker og vidensindsamling om køn og kønsforholdet skal erstattes af fyraftensmøder og et lyttende ministerøre til kvindelige forventninger. Jeg ser det for mig. Alle hånde kvinder taler i løbet af en times tid efter arbejdet fra vidt forskellige hjørner, positioner og behov, og i den liberale valgfriheds navn kan ministeren så åbne sind og øregange for præcis de indspark, der måtte passe i hendes kram. Og efterfølgende henvise til, at nu har hun været helt dernede, hvor græsset gror. Uanset hvor lidt hensigtsmæssige diverse kvindeindlæg og forslag måtte være for andre (grupper af) kvinder, og uanset hvor typiske. Lige på dette punkt er det som bekendt, at (køns)forskning kommer til sin ret, fordi den gerne skulle hæve sig og give modspil og modargumenter til overfladebetragtninger ved at stille skarpt på generelle underliggende strukturer. At drage konklusioner ved at hælde hovedet til enkelte(s) historier er i sagens natur ikke det samme som at forholde sig til hele historien. Knubbede ord kan jeg såmænd sagtens finde på at sige om både kvinde- og kønsforskningen i 1980'erne og 90'erne. Især om det tåbeligt enøjede knæfald for teorien om det socialt konstruerede køn, der totalt udgrænser de kropslige og seksuelle forskelle på de to køn. Og som tillige succesfyldt blev transporteret helt ind i Retsudvalg og Folketing med den nye børnelov som katastrofal konsekvens. Den børnelov, der i ligestillingens hellige navn har elimineret en række kønsforskelle ved at gøre mor til æg og far til sæd. Hvis det var så lykkeligt, at det var dette abstrakte og forfejlede ligestillingsbegreb, Henriette Kjær nu havde sat sig for at gøre op med, så skulle hun se mig springe til som superloyal og frygtløs førstesekundant i en hvilken som helst duel, hun måtte geråde ud i som ligestillingsminister. Men dette tiltag fra ligestillingsministerens side er nogenlunde lige så sandsynligt, som at Anders Fogh skulle møde pressen uden pressefolder. Mine beske ord om kønsforskningen til trods, så er én ting sikker: Hvis ikke kvinde- og kønsforskningen igennem en årrække havde insisteret på og dokumenteret kønnets centrale betydning for kvinder og mænd, ja så havde såvel kønsstatistikker, ligelønskonferencer, kønspædagogik og fokus på stueurene områder som vold mod kvinder, voldtægt, krisecentre, prostitution, trafficking, voldsporno, pornoficering, seksuel chikane og seksualiseringen i det hele taget næppe fået den synlighed og opmærksomhed, temaerne trods alt har i dag. Dét, der er så interessant og særegent ved lige køn og kønsproblematikken, er, at fordi vi alle fra naturens hånd er udstyret med et køn, bilder enhver hr. og fru -sen sig ind at besidde ekspertise på feltet. Noget fejlagtigt, vil jeg tillade mig at hævde. Viden og forskning på dette gebet er mindst lige så vigtig som viden og forskning inden for alle mulige andre felter fra miljø til menneskerettigheder. Hvad er f.eks. Henriette Kjærs ligestillingsbegreb? Er det lige muligheder , det vil sige fjernelse af alle formelle og måske også uformelle hindringer, eller faktisk lighed , det vil sige resultatlighed. Begrebet bruges nemlig temmelig bevidstløst i mindst to vidt forskellige betydninger. En betydningsforskel, der sjældent eller aldrig ekspliciteres, når diskussionen først ruller. Men der er da pokker til forskel på de midler, der skal tages i brug alt afhængig af målsætning. Faktisk lighed lægger således kontant op til positiv særbehandling i form af kvotering, det gør lige muligheder ikke. Billedet på et 100-meter-løb kan illustrere de to ligestillingsopfattelser: I Løb lige muligheder starter deltagerne fra samme udgangspunkt. I Løb lige resultat skal løberne nå frem til målet nogenlunde samtidigt. Derfor starter de på forskellige steder på banen. Og i hvilken V6-automat har fru ministeren trukket sin frejdige proklamering af, at i hjemmene kan man selv finde ud af ligestilling og fordeling af arbejdsbyrder? Taget i betragtning at hovedårsagen til skilsmisser, som kvinderne som regel tager initiativet til, er, at man ikke kan finde ud af fordelingen af de reproduktive opgaver, herunder børneomsorgen. Og at kvinderne kører træt af mændenes slendrian og ansvarsforflygtigelse. Hvor jeg ved det fra? Tja, det er bl.a., hvad forskning og diverse undersøgelser har påpeget. De resultater fremviser godt nok et andet billede end Henriette Kjærs personlige erfaringer eller dem, hun måtte kunne lytte sig frem til på sine fyraftensmøder. Medmindre hun da forestiller sig, at disse møder skal undergå en metamorfose til 1970'ernes basisgrupper, hvor både Birthe og Karin og Susanne vil stå op og berette om deres erfaringer med at få Manfred til at tage sin del af nullermændene og lortebleerne og kagen til klassens time. Ligestillingsbegrebet er oprindeligt udviklet i forhold til arbejdsmarkedet, uddannelser og politiske fora, således at de to køn på lige fod kunne komme til at gøre sig gældende i samfundet. Siden er ligestillingskonceptet gradvist kommet til at fungere ambivalent og delvist som nemesis for kvinder på familiearenaen. Konceptet har uden tvivl været til gavn for elitekvinder som Henriette Kjær, men ikke nødvendigvis for mødre med professionsbetegnelse af kassedame, fabriksarbejder, servitrice, sygeplejerske, pædagogmedhjælper, social- og sundhedshjælper, rengøringsassistent, pædagog, folkeskolelærer, ekspedient, kantinemedarbejder mv., altså det store flertal af gruppen kvinder. Men mit forsøg på at gøre op med den dominerende ligestillingsdiskurs skulle ikke gerne medføre, at barnet - Ligestilling med stort L - smides ud med badevandet, sådan som jeg fornemmer Henriette Kjær har godt gang i. Selvfølgelig har ligestillingsbegrebet og ligestillingspolitikken noget at byde på som redskab og handlestrategi. At hævde andet er idioti. Og det hvad enten barnet går under det nye navn mainstreaming eller ligestilling. For selvom den dominerende ligestillingsdiskurs lider af nogle anselige begrænsninger i form af ovennævnte usynliggørelse og marginalisering af såvel biologiske kønsforskelle (kroppen, seksualiteten) som sociale forskelle mellem kvinder indbyrdes, så er der faktisk grund til at holde fast i følgende: Kvinder har fortsat en række fælles interesser med afsæt i ligestillingsbegrebet, hvor selv en Kjær kan danne trop med os andre Maren'er i kæret. Hvad er det så for nogle interesser? Det er såmænd uhindret adgang til en sikker hospitalsudført abort (tro aldrig, at den hellige grav er vel forvaret her), reel mulighed for at tage alle typer uddannelse, reel mulighed for at tjene egne penge på arbejdsmarkedet inden for alle professioner, ligeløn og ligepension (som undersøgelser viser, det fortsat skorter fælt på), neutrale konsekvenser af valg med hensyn til at knytte sig til en mand eller ej samt egen definition af seksualitet og seksuelle behov. Den sidste pind kniber det gevaldigt med, jævnfør den galopperende pornoficering af det offentlige rum, der ikke levner megen plads til kvinders seksualitet, men fremstiller alle unge og yngre kvinder som konstant seksuelt til rådighed og lige så hooked på den side af tilværelsen som mænd. Løgn og latin, hvilket minder mig om - skal der også diskuteres seksualitet på Henriette Kjærs fyraftensmøder, for på det grundlag at finde ud af om der f.eks. er behov for flere voldtægtscentre? Erfaringer viser, at jo mere ligestillingsarbejdet er integreret i de forskellige institutioner, jo mere succesfyldt er det. Men tilsvarende viser erfaringer, at der er himmelvid forskel fra, at en lov er vedtaget, til den bliver ført ud i livet. På trods af den gode vilje og de mange lovbestemmelser er f.eks. ligelønnen udeblevet. Den manglende ligeløn er en fin illustration af den kløft, der er mellem teori (ligelønslov) og praksis (lønforskelle), uanset hvad ligestillingspolitikere indtil nu har prøvet at stille op med. Men udeblivelsen af ligelønnen er også et eksempel på, hvorfor det er overmåde væsentligt at have en institution som Videnscentret, der indirekte kan skabe politisk pres ved at dokumentere (upopulære) uoverensstemmelser mellem ord og handling. Den øvelse skal der ressourcer til, ikke bare fyraftensmøder. I stedet for at købe modellen om, at her går det godt, og vi mangler blot et par småjusteringer for at nå ligestillingsparadiset med 50 procent kvindelige borgmestre og skraldekvinder, 50 procent mandlige vuggestuepædagoger og plejehjemsassistenter, så er kvinders kamp for lige rettigheder og muligheder en konstant, aldrig hvilende proces. I intimsfæren så vel som på de forskellige samfundsarenaer. Hvad vores køn har vundet på karrusellerne (uddannelse, egen indtjening, valg- og karrieremuligheder), har vi sat til på gyngerne (dobbeltarbejde, stress, sygdom, misbrugsproblemer, konstant seksuel objektgørelse - altså indtil alderen gør os usynlige). Mit bud lyder, at ligestillingsdebatten i den grad trænger til at blive løftet af folk/forskere, der ved noget om køn og kultur. Endvidere at ligestillingsbegrebet alene skal bringes i anvendelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i organisationerne og de politiske organer inden for stat, amter og kommuner. De enkelte sektorer og deres underafdelinger skal dels fortsat betjene sig af velkendte ligestillingshåndtag, dels skubbes videre ved hjælp af opdaterede og målrettede værktøjer løbende udviklet af forskerne. Dertil kræves videns(centre). Det bedste i de eksisterende ligestillingspolitikker skal bevares: Kampen for ligeløn, kønsprofiler af organisationerne, obligatoriske ligestillingsredegørelser, opdaterede og nye kønsstatistikker, kønsbevidste stillingsopslag, paritetisk sammensatte udvalg, råd og nævn, en central barselsfond, nursingen af potentielle kvindelige ledere, med videre. Derimod skal ligestillingsbegrebet trækkes ud af alle felter, der handler om kroppen, og det skal være slut med at sætte de to køns seksualitet og bidrag til reproduktionen på fællesnævner. Begrebets vildskud ind i det kropslige og reproduktive område har gjort mange kvinder skade, hvilket de kommende års udmøntning af børnelov, tvungen fælles forældremyndighed og tvungent samvær (læs: overgreb på børn) vil komme til at levere talrige gysere på. Hvad angår den sidste salve, er jeg ganske på det rene med, at jeg hverken får opbakning hos ligestillingsminister Andersine eller de sørgelige rester af Videnscentret. Til gengæld håber jeg med denne Kronik at have givet mit lille bidrag til, at ligestillingsdebatter på ministerniveau ikke fremover skal sættes lig fyraftensmøder. Medmindre formålet med nedlæggelse af Videnscentret da lige præcis har været at lukke og slukke. Ligestillingsdebatten fortsætter