Jeg har ingen anelse om, hvordan det, jeg skriver, kan udvikle sig, eller hvor det kan bevæge sig hen. Jeg har overladt det til min intuition at finde emnerne, og jeg har skrevet intuitivt, sagde forfatteren, da han modtog årets Nobelpris. Kroniken er et uddrag af hans tale. Det kan virke underligt, at en mand, som gennem næsten 50 år har beskæftiget sig med ord og følelser, så at sige ikke har nogen at dele ud af. Men alt ved mig, der har nogen værdi, findes i mine bøger. Alt, hvad der på ethvert givet tidspunkt måtte findes derudover, har ikke fundet sin endelige form. Jeg er knap nok opmærksom på det; det venter på den næste bog. Det vil - hvis heldet er med mig - komme til mig under selve skrivningen, og det vil komme bag på mig. Det er dette element af overraskelse, jeg søger, når jeg skriver. Proust har skrevet meget skarpsindigt om forskellen på forfatteren som forfatter og forfatteren som socialt væsen. Man kan finde hans tanker herom i nogle af de essays, der er samlet i 'Contre Sainte-Beuve', en bog, der er stykket sammen af hans tidlige skrifter. Den franske 1800-tals kritiker Sainte-Beuve mente, at man for at forstå en forfatter var nødt til at vide så meget som muligt om det ydre menneske, at kende detaljerne i vedkommendes liv. Det er en besnærende metode, at bruge mennesket til at belyse værket. Den kan forekomme uangribelig. Men Proust præsterer meget overbevisende at pille den fra hinanden. »Saint-Beuves metode«, skriver Proust, »overser det, som selv en meget overfladisk grad af selverkendelse ellers lærer os: at en bog er produktet af et jeg, som er forskelligt fra det jeg, som vi fremviser i vore vaner, i vor omgang med andre mennesker, i vore laster. Hvis vi vil prøve at forstå dette særlige jeg, så kan vi måske gøre det ved at granske vor egen barm og rekonstruere det dér«. Vi bør holde os Prousts ord for øje, når som helst vi læser en forfatterbiografi - eller en biografi om et hvilket som helst andet menneske, der er afhængigt af det, man kan kalde inspiration. Alle detaljer i vedkommendes liv og særheder og venskaber kan ligge udfoldet foran os, men værkernes gåde består. Uanset hvor mange kendsgerninger vi har til rådighed, og uanset hvor spændende de er, kan de ikke løse den. En forfatterbiografi - eller for den sags skyld en forfatters selvbiografi - vil altid rumme denne ufuldkommenhed. Proust mestrer som få uddybningens kunst, så jeg vil gerne vende tilbage til Contre Sainte-Beuve et øjeblik. »Faktisk«, skriver Proust, »er det, som man giver til offentligheden, en udsondring af ens allerinderste jeg, skrevet i ensomhed og for en selv. Det man skænker privatlivet - i samtale, eller i de dagligstue-essays, som ikke er meget andet end konversation på tryk - er produktet af et ganske overfladisk jeg, ikke af det allerinderste jeg, som man kun kan genfinde ved at skyde verden og det jeg, der færdes i verden, til side«. Da Proust skrev det, havde han endnu ikke fundet det emne, der skulle føre ham til glæden ved hans store, slidsomme litterære arbejde. Og man kan høre på det, som jeg netop har citeret, at han var en mand, der satte sin lid til sin intuition og ventede på heldet. Jeg har citeret disse ord før, i andre sammenhænge. Grunden er, at de definerer, hvordan jeg selv har arbejdet. Jeg har sat min lid til intuitionen. Sådan gjorde jeg i begyndelsen. Og sådan gør jeg stadig. Jeg har ingen anelse om, hvordan det, jeg skriver, kan udvikle sig, eller hvor det kan bevæge sig hen. Jeg har overladt det til min intuition at finde emnerne, og jeg har skrevet intuitivt. Jeg har en ide, når jeg begynder, jeg har en form; men der skal altid gå nogle år, før jeg fuldt ud forstår, hvad jeg har skrevet. Jeg sagde tidligere, at alt ved mig, der har nogen værdi, findes i mine bøger. Nu vil jeg gå et skridt længere. Jeg vil sige, at jeg er summen af mine bøger. Hver enkelt bog - som jeg intuitivt har fornemmet og, for skønlitteraturens vedkommende, intuitivt har udarbejdet - står oven på det, der er gået forud, og vokser ud af det. Jeg føler, at man i enhver fase af min litterære karriere kunne have sagt, at den seneste bog rummede alle de foregående. At det har været sådan, skyldes min baggrund. Min baggrund er på én gang overmåde enkel og overmåde forvirret. Jeg er født på Trinidad. Det er en lille ø i den mægtige Orinocoflods munding, ud for Venezuelas kyst. Strengt taget hører Trinidad altså hverken til Sydamerika eller til Caribien. Trinidad blev udviklet som plantagekoloni i Den Nye Verden, og da jeg blev født i 1932, havde øen en befolkning på ca. 400.000. Af disse var ca. 150.000 indere, hinduer og muslimer, næsten alle af bondefamilier, og næsten alle fra Gangessletten. Det var mit meget lille samfund. Størstedelen af indvandringen fandt sted efter 1880. Det foregik således: Folk bandt sig kontraktligt til at arbejde på plantagerne i fem år. Når kontraktperioden udløb, fik de et lille jordland, måske to hektar, eller en billet tilbage til Indien. I 1917 medførte pres fra Gandhi og andre agitatorer, at kontraktsystemet blev ophævet. Og måske derfor, eller af en eller anden anden grund, blev mange af de senest ankomne snydt for den jord eller den billet, som de havde krav på. Disse mennesker var dybt forarmede. De sov på gaderne i hovedstaden Port of Spain. Jeg så dem som barn. Jeg tror ikke, at jeg vidste, at de var forarmede - den tanke kom vist først meget senere - og de gjorde ikke noget indtryk på mig. Det var en del af plantagekoloniens grusomhed. Jeg blev født i en landsby ved navn Chaguanas, fire-fem kilometer inde i landet fra Pariabugten. Chaguanas var et mærkeligt navn, både hvad stavningen og hvad udtalen angik, og mange af inderne - de udgjorde flertallet i det område - foretrak at kalde landsbyen ved det indiske kastenavn Chauhan. Jeg var 34, da jeg fandt ud af, hvad min fødeby hed. Jeg boede i London og havde boet i England i 16 år. Jeg var i færd med at skrive min niende bog. Det var en historie om Trinidad, en historie om mennesker, et forsøg på at genskabe mennesker og deres livshistorier. Jeg tilbragte megen tid på British Museum, hvor jeg læste de spanske dokumenter om området. Dokumenterne - der var bjærget i spanske arkiver - blev kopieret til brug for den britiske regering i 1890'erne, under en skarp grænsestrid med Venezuela. Dokumenterne begynder i 1530 og slutter med Det Spanske Imperiums undergang. Vi boede på chaguanernes jord. Hver dag i skoleåret - jeg var lige begyndt at gå i skole - gik jeg fra min bedstemors hus - forbi de to-tre butikker på hovedgaden, den kinesiske salon, Jubilee Theatre og den stærkt duftende lille portugisiske fabrik, der lavede billig blå sæbe og billig gul sæbe i lange stænger, som hver morgen blev lagt ud til tørring og hærdning. Vi levede i det store hele ritualiserede liv og var endnu ikke i stand til at præstere den selvbetragtning, uden hvilken man intet kan lære. Halvdelen af os, der levede der på chaguanernes jord, foregav - eller foregav måske ikke, følte måske bare, uden nogen sinde at formulere det som en tanke - at vi havde medbragt en slags Indien, som vi så at sige kunne rulle ud som et tæppe på det flade land. Som barn havde jeg altså denne fornemmelse af to verdener, verden uden for den høje bølgebliksport, og verden derhjemme - eller i hvert fald den verden, som var min bedstemors hus. Det var et levn af vor kastefølelse, det, der udelukkede og lukkede ude. I Trinidad, hvor vi som nytilkomne udgjorde et dårligt stillet samfund, var tanken om udelukkelse en slags beskyttelse; den tillod os - indtil videre, og kun indtil videre - at leve på vor egen måde og i overensstemmelse med vore egne regler, at leve i vort eget falmende Indien. Det skabte en enestående selvoptagethed. Vi skuede indad; vi levede vore dage til ende; verden udenfor eksisterede i en slags mørke; vi spurgte aldrig om noget. De mentale vaner, der skyldtes dette indelukkede og udelukkende liv, holdt sig i nogen tid. Havde det ikke været for de noveller, som min fader skrev, ville jeg ikke have vidst noget som helst om det almindelige liv i vort indiske samfund. De noveller gav mig mere end viden. De gav mig en slags soliditet. De gav mig noget at stå på her i verden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan mit verdensbillede ville have været uden de noveller. Verden udenfor eksisterede i en slags mørke; og vi spurgte aldrig om noget. Jeg var lige akkurat gammel nok til at have en fornemmelse af de store indiske fortællinger og i særdeleshed Ramayana. De børn, der blev født ind i vor storfamilie fem år eller deromkring efter mig, havde ikke det held. Der var ingen, der lærte os hindi. Somme tider var der en, der skrev alfabetet for os, så vi kunne lære det udenad, men det var alt; vi forventedes at gøre resten selv. Så efterhånden som det engelske sprog trængte ind, begyndte vi at miste vort sprog. Min bedstemors hus var fuldt af religion; der var mange ceremonier og oplæsninger, hvoraf nogle stod på i dagevis. Men der var ingen, der forklarede dem eller oversatte dem for os, der ikke forstod sproget. Så vore forfædres tro fortonede sig og blev mystisk, den blev irrelevant for vor dagligdag. Vi spurgte ikke til Indien eller til de familier, som folk havde efterladt sig der. Da vor tankemåde havde ændret sig, og vi gerne ville vide besked, var det for sent. Jeg ved ikke noget om mine slægtninge på min faders side; jeg ved kun, at nogle af dem kom fra Nepal. For to år siden sendte en venlig nepaleser, som godt kunne lide mit navn, mig en kopi af nogle sider fra en slags britisk opslagsbog om Indien, der havde titlen 'Hindu Castes and Tribes as Represented in Benares' og udkom i 1872; her opregnedes - blandt en myriade af andre navne - de grupper af nepalesere i den hellige by Benares, der bar navnet Naipal. Det er alt, hvad jeg har. I Trinidad var jeg, skønt jeg var et lyst hoved, omgivet af dunkle områder. Skolen kastede ikke lys over noget som helst for mig. Jeg blev proppet med fakta og formler. Alt skulle læres udenad: alt var abstrakt for mig. Jeg tror på den anden side ikke, at der forelå nogen plan eller nogen sammensværgelse, der havde til formål at give undervisningen den form. Det vi fik, var standard skolelærdom. I en anden sammenhæng ville den have været fornuftig nok. Og i hvert fald må nogle af manglerne også have ligget hos mig. Med min begrænsede sociale baggrund var det svært for mig i fantasien at træde ind i andre samfund eller i samfund, der lå langt borte. Jeg elskede tanken om bøger, men fandt det vanskeligt at læse dem. Jeg havde det bedst med forfattere som H.C. Andersen og Æsop, der hverken var bundet til tid eller sted og ikke udelukkede nogen. Og da jeg omsider i sjette klasse, skolens ældste klasse, kom til at holde af nogle af de litterære tekster, som vi læste - Molière, Cyrano de Bergerac - tror jeg, at det var, fordi de havde karakter af eventyr. Da jeg blev forfatter, blev mit stof de dunkle områder, som havde omgivet mig, da jeg var barn. Jorden; den oprindelige befolkning; Den Nye Verden; kolonien, historien, Indien, den muslimske verden, som jeg også følte mig forbundet med; Afrika; og siden England, hvor jeg sad og skrev. Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at mine bøger står oven på hinanden, og at jeg er summen af mine bøger. Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at min baggrund, kilden og tilskyndelsen til mit arbejde, på én gang var overmåde enkel og overmåde kompliceret. Det bør være fremgået, hvor enkelt alting var i landsbyen Chaguanas. Og jeg tror også, at man vil kunne forstå, hvor kompliceret det var for mig som forfatter. Især i begyndelsen, da mine litterære forbilleder - de forbilleder, som jeg havde fået af det, som jeg kun kan betegne som falsk lærdom - beskæftigede sig med helt anderledes samfund. Da jeg begyndte, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle gå frem. Jeg ville bare gerne skrive en bog. Jeg forsøgte at skrive i England, hvor jeg blev boende efter studieårene, men mine erfaringer forekom mig at være meget tynde og ikke rigtig noget, som der kunne komme bøger ud af. Jeg kunne ikke i nogen bog finde noget, der nærmede sig min baggrund. En ung franskmand eller englænder, der gerne ville skrive, ville kunne finde et ubegrænset antal forbilleder til at sætte sig i gang. Jeg havde ingen. Min faders historier om vort indiske samfund hørte fortiden til. Min verden var ganske anderledes. Den var mere storbypræget, mere blandet. De enkle fysiske detaljer i vor storfamilies kaotiske liv - soveværelserne eller sovepladserne, spisetiderne og selve mængden af mennesker - forekom umulige at håndtere. Der var alt for meget, der skulle forklares, både om livet derhjemme og om verden udenfor. Og samtidig var der også alt for meget om os - f.eks. hvem vi nedstammede fra, og vor historie - som jeg ikke vidste noget om. Omsider fik jeg en dag den ide at begynde med den gade i Port of Spain, som vi flyttede til fra Chaguanas. Dér var ikke nogen stor bølgebliksport, der lukkede verden ude. Gadens liv lå åbent foran mig. Det gav mig en inderlig glæde at iagttage det fra verandaen. Det gadeliv var det første, jeg skrev om. Jeg ville gerne skrive hurtigt og undgå for megen selvransagelse, så jeg forenklede. Jeg undertrykte barnefortællerens baggrund. Jeg så bort fra alt det racemæssigt og socialt komplekse i gaden. Jeg forklarede ikke noget. Jeg blev så at sige i stueetagen. Jeg præsenterede kun personerne, efterhånden som de viste sig på gaden. Jeg skrev en historie om dagen. De første historier var meget korte. Jeg var bange for, at materialet ikke ville holde længe nok. Men så udøvede skrivningen sin magi. Materialet begyndte at komme til mig fra mangfoldige kilder. Historierne blev længere; nu kunne de ikke skrives i løbet af en enkelt dag. Og så slap inspirationen op, efter at den ellers havde forekommet så nem og bare havde rullet mig af sted. Men bogen var skrevet, og i min selvopfattelse var jeg nu blevet forfatter. Formålet med denne lille gennemgang af den tidligste del af min karriere har været at vise de faser, hvorigennem mit fødested i løbet af kun ti år ændrede sig eller udviklede sig i mit forfatterskab: fra gadelivets komedie til en studie i en form for udbredt skizofreni. Det enkle blev kompliceret. Jeg nærmer mig afslutningen på mit arbejde. Jeg er glad for at have gjort, hvad jeg har gjort, glad for, at jeg kreativt har presset mig selv så langt, jeg kunne komme. På grund af den intuitive måde jeg har skrevet på, og også på grund af mit stofs forvirrende karakter, er hver bog kommet som en velsignelse. Hver eneste bog har forbløffet mig; indtil det øjeblik jeg skrev den, anede jeg ikke, at den var der. Men det største mirakel for mig var at komme i gang. Jeg føler - og frygten lever stadig i mig - at det nemt kunne være mislykkedes for mig, inden jeg overhovedet kom i gang. Jeg vil slutte, som jeg begyndte, med et af Prousts vidunderlige små essays fra 'Contre Sainte-Beuve'. »De smukke ting, vi vil skrive, hvis vi har talent«, siger Proust, »er inde i os, uklare, ligesom erindringen om en melodi, der glæder os, selv om vi ikke kan fange dens omrids igen. De, der er besat af denne slørede erindring om sandheder, som de aldrig har kendt, er de begavede mennesker. Talent er som en slags erindring, der vil sætte dem i stand til omsider at trække denne uklare musik nærmere ind til sig, til at høre den tydeligt, til at notere den ned«. Talent, siger Proust. Jeg ville sige, held og meget slid.