I dag udkommer et nyt stort værk: Dansk Forfatterleksikon. Litteraturredaktøren læser det som et tidens tegn på akademisk flid og en vis kedsommelighed. Tiden er til leksika, kulturen ekstremt encyklopædisk. Med flid og filateli opregnes og indklistres alting i alfabetiske bøger, i sexologiske og kvindebiografiske leksika, i opslagsværker om de bedste skuespillere, film, krimier eller tegneserier, i bindstærke værker om danske og udenlandske digtere og ikke mindst i Den Store Danske Encyklopædis netop afsluttede tyve bind om alting og det hele. Dagens bud på bogføring er et Dansk Forfatterleksikon i to digre bind med henholdsvis 'Biografier' (599 sider) og 'Værker' (307 sider). Det dobbelte bogholderi (livleksikon + værkleksikon) er en velkommen nyskabelse, skønt størrelsesforholdet mellem de to må undre. Vi taler om den samlede danske litteratur »fra Saxo til 1990'ernes debutanter«, som skrevet står på bagsiderne. 599 siders liv og det halve, 307, siders værker er en pudsig proportion. Men før vi nærmere studerer såvel dette som andre forunderlige fænomener i det store leksikon, som udkommer i dag på Rosinante - redigeret af lektor, dr.phil. John Chr. Jørgensen under medvirken af professor, dr.phil. Thomas Bredsdorff - må først flidspræmien uddeles: Sådan et projekt kræver både mod og knofedt. Der skal træffes mange diskutable valg, og der skal helt enkelt arbejdes hårdt for at nå resultatet, første binds 800 biografier over danske, færøske og grønlandske forfattere fra år 1200 til i dag og andet binds præsentation af 500 værker fra samme periode. Hatten af for arbejdsindsatsen. Men også på med vanten, for jeg kan lige så godt sige to ting straks: værkets broderpart, den biografiske del, er alt i alt ikke imponerende; og hvad værre er: den er heller ikke særlig morsom. Jeg må ærligt sige som engang dronning Victoria: We are not amused. Det sidste er det alvorligste. For Dansk Forfatterleksikon står ikke alene med sin manglende morsomhed. Der er tale om en epidemi, en slags akademisk kedsommelighedssyndrom, som i det hele taget hærger kulturen for øjeblikket. Alene de seneste uger har anmelderne klaget over kedsomhed under læsningen af to andre vældige værker, nemlig Den Store Danske Encyklopædi og Danske Digtere i det 20. Århundrede. Og jeg slutter mig let gabende til koret. Hvorfor i alverden er det pludselig blev så svært at skrive både til gavn og fornøjelse? Et nærmere studium af dagens udgivelse kan måske bidrage til svaret. To bind altså, hvoraf dét om værkerne er forrygende meget bedre end dét med biografierne. Hvorfor? Nok først og fremmest fordi der er noget at skrive om. Det er spændende at gå i dialog med et litterært hovedværk, og selv den værste tørvetriller må jo få blodomløbet i gang ved mødet med 'Himmerlandshistorier', 'Den kroniske uskyld', 'Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog' eller 'Eventyr paa Fodrejsen' (hvormed ikke sagt, for resten, at det er tørvetrillere, som har skrevet netop disse artikler). Man kan næsten ikke komme galt af sted med at præsentere et godt værk på dets egne betingelser, medmindre man da lige hedder Jørgen Bonde Jensen og er i stand til at dissekere en række af Rifbjergs digtsamlinger, f.eks. 'Amagerdigte', med en klinisk flegma grænsende til væmmelse, som på sin egen måde påvirker læseren og hans opfattelse af Bonde Jensen. Rifbjerg må man så læse om et andet sted. Men her er mange fine præsentationer. Generelt er de bedste dem, der er skrevet af et modent menneske om et stykke ældre litteratur. Her er sproget friskest og formen sikrest, mens mangen en gammelklog ungersvend skriver som et stykke mumlende danefæ. 94-årige F.J. Billeskov Jansens præsentation af Pontoppidans 'Lykke-Per' kunne redaktørerne med fordel have sendt rundt til samtlige bidragydere, så de kunne se, hvordan det gøres. På under en spalte får Billeskov det hele med, og dét i et sprog som f.eks.: »Et møde med en Kierkegaard-fanatiker brænder religionen ud af Pers sind; han må skille sig fra hustru og børn og spørger op mod himlen: Er det nu nok?«. Noget er på spil for Billeskov, når han skriver sådan, og dermed er noget også på spil for læseren. Til gengæld er vi alle sammen bare til eksamen eller forsøger at begribe en strikkeopskrift, når Sune Auken meddeler om Søren Ulrik Thomsens digtsamling 'Det skabtes vaklen': »Digtsamlingen har som konsekvens af forminteressen fået genre-betegnelsen 'Arabesker' og ikke 'Digte', og i tekst efter tekst afsøger D. grænserne for denne form og dermed grænserne for det danske sprogs syntaktiske muligheder. Flertallet af digtene skrives som én lang helmening med fuld kommatering, men først med punktum efter digtets sidste linje«. Og så fremdeles: Alt sammen ulastelig rigtigt og tilsvarende uinteressant. Redaktionen gør selv i forordet opmærksom på problemerne i proportionerne, når man både vil have stor repræsentation af værker skrevet af nulevende forfattere og dække en række populære nyere forfatterskaber som f.eks. Martha Christensens. Under evighedens synsvinkel er det langt ude, at Jan Sonnergaards novellesamling 'Radiator' eller Pia Juuls digtsamling 'sagde jeg, siger jeg' får mindst lige så meget plads som 'Fiskerne' eller 'Guldhornene' (se 'Digte 1803'), 'Niels Lyhne' eller 'Erasmus Montanus'. Alt i alt må jeg alligevel sige, at hvis man kun vil have 500 værker med i et værkleksikon, og hvis man partout vil præsentere også det helt aktuelle og det helt populære, 'Svantes viser' f.eks., så balancerer Jørgensen og Bredsdorff såmænd smukt igennem. Den helt himmelråbende proportionsforvrængning ligger i forholdet mellem værkets to dele, hvor den med biografierne altså er dobbelt så stor som den med værkerne. Havde det dog blot været omvendt! For når det kommer til at skrive en kort og rammende biografi over en forfatter og hans værk, så kommer uhyggeligt mange af skribenterne simpelt hen til kort. De kan ikke. Og så nytter det fedt, at de er så kolossalt akademisk kvalificerede, som redaktørerne betoner. I forordet til de to bind forsikres, at leksikonet »i sin form (...) er henvendt til den almindelige bruger, men fundamentet er videnskabeligt. Værket bygger på den nyeste forskning og er ajourført til og med år 2000«. Nu er jeg ikke den, der vil afvise, at visse mennesker både kan blæse og have mel i munden, sådan som det her er omskrevet til både »almindelig form« og »nyeste forskning«. Jeg skal da også sørge for at sige, at der selv i dette værk er masser af eksempler på tekster, som faktisk forener det nyttige, det lærde og det fornøjelige. Men de er alligevel for få i forhold til de vældig mange biografier og værkbeskrivelser, som er knudrede, uforståelige eller simpelt hen ubehjælpsomme. Årsagen til misèren sætter forordet os på sporet af med sine akademiske besværgelser: » Dansk forfatterleksikon (...) er blevet til i et samarbejde mellem godt hundrede fagfolk med universitetsbaggrund, heriblandt en række forskere, der på deres felt står som de betydeligste nulevende kapaciteter. De fleste medarbejdere har eller har haft tilknytning til landets største forsknings- og undervisningssted for dansk litteratur, Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet«. Med al respekt: Litteratur er en kunstart, og man finder ikke frem til de største kapaciteter på dette felt, hvis man samtidig vil snævre feltet ind til kun at omfatte universitetsakademikere fra København. Så meget kan man ikke blæse og have mel i munden. Alle de udmærkede titler og grader garanterer ikke, at vi får fat i dem, der ved mest om dansk litteratur og kan fortælle om det forståeligt, fornøjeligt og engageret. Igen er tendensen tydelig: Når en moden skribent tager sig af en afdød forfatter med en vis vægt, så kommer der en god biografi ud af det. Redaktør John Chr. Jørgensens egen artikel om Hans Egede Schack er et godt eksempel på, hvordan man på afmålt plads (kun godt en spalte) og i et fængende sprog kommer omkring forfatterens baggrund og miljø, hans værk og dets modtagelse i samtiden, alt sammen med en pointe: Schack som en forløber for det moderne gennembrud. Sådan. Skribenten Jørgensen kan, men han kan eller vil åbenbart ikke få andre til det (medmindre de finder ud af det helt af sig selv). I hundredvis af de såkaldte biografier er overhovedet ikke biografier, men opremsninger a la Den Blå Bog. Tekster uden vinkel og vilje, alenlange angivelser af priser og tillidsposter, æresbevisninger, medaljer og medlemskaber. Artiklen om Jens Smærup Sørensen lider f.eks. druknedøden i sådan et hav af fakta, mens alt for mange af værkets skribenter bare ikke har tilstrækkeligt overblik og apparat til at have et greb om biografien. Det er en ynk at se Ib Michael ekspederet uden forståelse for sammenhængen mellem det tidlige og det sene forfatterskab, og det er trist at se Dan Turèll holdt ud i strakt arm med et par bemærkninger om hans kultstatus og et »rytmisk og parataktisk sprog« i 'Vangede Billeder'. Det akademiske hængemuleri ytrer sig blandt meget andet ved en bestandig brug af passivformer, som når det hedder om Morten Sabroe, at han i 1992 'headhuntedes' til Politiken. Men hvad er overhovedet en biografi? Det er dette værk, skrevet i Georg Brandes' fædreland, vildt usikkert på. Hovedredaktøren udstikker i en læservejledning, som nok snarere har været en skrivevejledning, en række formelle retningslinier for, hvad der gerne skal med, men uden vink om, hvordan man lægger en vinkel på stoffet, hverken stilistisk eller i henseende til litterært synspunkt. »Hver artikel indledes med oplysning om den biograferede forfatters personlige data (fødselsdag, fødested etc.)«, skriver Jørgensen og fortsætter: »Forældrenes navne anføres kun undtagelsesvis (f.eks. ved H.C. Andersen), men miljøbaggrunden ridses op (...)«. Sådan en anvisning er værre end ingenting, for ved at tvinge samtlige skribenter til at indlede med den slags trivialiteter, som rettelig hører hjemme i en faktaboks, får alt for mange artikler den lidet inspirerende form: og så, og så, og så. For resten er navnene på H.C. Andersens forældre til redaktørens orientering ikke med i den fremragende artikel af ovenfor udskældte Jørgen Bonde Jensen, som slutter med et fint lille hib både til Andersen-forskningen og til den biografiske mani, som også bærer dette leksikon: »A.s liv er dokumenteret som få andre danske forfatteres (...) I lang tid har det medvirket til at give forskningen i A.s værk biografisk slagside«. Og jeg føler mig ikke engang som flueknepper, når jeg fremturer og fortæller redaktøren, at det absolut ikke kun er »undtagelsesvis«, at forældrenes navne angives. Blandt talrige eksempler på det modsatte kan nævnes hans egen indledning til en kvalificeret og skarpsynet biografi af Morten Søndergaard: »(...) opvokset i Odense som søn af lektor Georg S. og svømmelærer Dorit S.«. Atter gælder det, at Jørgensen i øvrigt selv forstår at undgå fakta-oplysningernes drukneulykke ved at skylle resten af dem ned i fodenden af bassinet. Men hvorfor tillader han så mange andre (og ikke mindst yngre) skribenter at have det hele til at skvulpe omkring midt i teksten? Hvordan kan et »forskningsbaseret« leksikon være så usystematisk? Det er simpel købmandsregning, at når der er 800 biografier i bind 1, mens redaktionen kun har fundet 500 værker værdige til at komme med i bind 2 (og store navne som Herman Bang, Søren Kierkegaard og Klaus Rifbjerg fornuftigvis er repræsenteret ved adskillige værker), så er der hundredvis og atter hundredvis af litterært set ligegyldige biografier i bind 1. Det siger også sig selv, at når man har intet mindre end 250 nulevende forfattere med, og der kvalitativt skal være plads både til Jane Aamund og Sophus Claussen, så bliver det samlede indtryk lettere postmoderne. Og en sidste kalkule: Man medtager »for at sikre leksikonet mod den under-repræsentation af kvindelige forfattere, som tidligere kendetegnede mange opslagsværker (...) praktisk taget alle de danske forfattere, som er blevet fundet værdige til selvstændig portrættering i Nordisk kvindelitteratur-historie (...)«. Et politisk korrekt valg, som har det paradoksale resultat, at man ved tværgående læsning af leksikonet (og ved krydstjek af, hvilke kvindelige forfattere der også har fået et værk præsenteret i bind 2) må få det indtryk, at kvindelige forfattere gennemsnitligt er mindre kvalificerede end mandlige. Hvad de som bekendt ikke er. Ikke de rigtige forfattere. Summa summarum er Dansk Forfatterleksikon blevet et værk, som i sin overvættes videnskabelighed både er uensartet og lovlig ofte lumsk kedeligt. De mange gode og pointerede biografier og værklæsninger kan ikke opveje de lige så mange, som er uden pointe eller egentligt anliggende. Men det er måske netop pointen? At give neutral og »forskningsbaseret« information om dette lands litterære tildragelser siden Saxo, ligesom man ville kategorisere fladfisk, krystalarter eller tropesygdomme? Samme kølige bestræbelse, som synes at have båret Den Store Danske Encyklopædi, og som på trods af dette værks øvrige kvaliteter ofte er blevet beklaget - navnlig ved en sammenligning med det slagfærdige, 100 år gamle Salmonsens Leksikon. Blot er den akademiske neutralitet jo endnu mere slående eller nedslående, når det konsekvent er kunst, det drejer sig om. Søren Kierkegaards æstetiker klagede ikke over, at hans tid var ond, men over, at den var uden lidenskab. Problemet er ikke blevet mindre siden. Efter et århundrede med skiftende diktaturer i den litterære republik, strukturalisme, nykritik, marxisme, psykoanalyse, dekonstruktion, og hvad det alt sammen hed, er det, som om vi nu er nået frem til et fuldstændig neutralt og administrativt styre, et videnskabelighedens forretningsministerium, som sikrer, at biografierne afgår til tiden, og alt kan slås efter i et leksikon. Jeg ønsker mig tilbage til Voltaires verden, hvor alle genrer var tilladt, kun ikke den kedelige. John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon - Biografier & Værker, (Rosinante, 599 sider + 307 sider, samlet pris 799 kr. Værker alene: 469 kr. Biografier alene: 599 kr.). Udkommer i dag.