Mens Vesten ser afslutningen på den kolde krig som definitiv, ser Rusland den som en pause. Det bør man være opmærksom på i de kommende forhandlinger om NATO's udvidelse, skriver kronikøren, der er forskningsadjunkt. I efteråret 2002 vil NATO's stats- og regeringschefer mødes i Prag for at beslutte, hvilke lande der skal omfattes af anden runde af NATO-udvidelsen. Første runde af NATO's udvidelse fandt sted i 1999, da Polen, Tjekkiet og Ungarn blev medlemmer af alliancen. Men dramaet om NATO's udvidelse var ikke slut med deres optagelse i alliancen. NATO forpligtede sig til fortsat at optage nye medlemmer. Formålet med topmødet i Prag er at beslutte, hvem der skal optages i denne anden runde. Alt tyder på, at i hvert fald et af de baltiske lande, men sandsynligvis dem alle, vil være blandt de inviterede. Den russiske regering mener, at NATO med en sådan invitation til balterne vil byde sikkerhedsproblemer indenfor. »En udvidelse af forsvarsunionen til Ruslands grænser«, udtaler præsident Putin, »kan ikke forklares som andet end en trussel mod Rusland«. Med den forklaring på NATO's grunde til at optage de baltiske lande kan Rusland ikke konkludere andet, end at tiden for det sikkerhedspolitiske samarbejde, som kendetegnede perioden efter den kolde krig, er ved at rinde ud. NATO's vigtigste opgave er at sikre, at de baltiske landes optagelse ikke leder til denne konklusion. Tværtimod må NATO udnytte optagelsen af de baltiske lande til at forbedre forholdet til Rusland. Spiller NATO det baltiske kort rigtigt, kan Estland, Letland og Litauens optagelse i alliancen paradoksalt nok komme til at forbedre forholdet mellem NATO og Rusland. I juni 2001 var jeg i Moskva på vegne af Dansk Udenrigspolitisk Institut for at interviewe russiske forskere og embedsmænd om den russiske regerings syn på NATO-udvidelse i almindelighed og en udvidelse med de baltiske lande i særdeleshed. I en relativt højt rangerende embedsmands kontor i udenrigsministeriet hang årsagen til, at Rusland opfatter NATO's udvidelse som en trussel, på væggen. Det russiske udenrigsministerium har ændret demonstrativt lidt på den bygning, det siden 1950'erne husede det sovjetiske udenrigsministerium. Hammer og segl ses stadig på de flere meter høje ståldøre, der fører ind i et højhus, som rejser sig i 170 meters gotisk stalinisme for enden af Arbatgågaden. Embedsmandens kontor var smalt, og en af de få dekorationer på de høje vægge var et europakort. Et kort fra før 1990. På det kort var Tyskland stadig delt, Warszawapagten dominerede Østeuropa, og Sovjetunionen bestod. De baltiske lande eksisterede ikke. Den venlige midaldrende embedsmand gjorde mig på formfuldendt engelsk klart, at lige så lidt som han og hans regering ønskede Sovjetunionen tilbage, lige så lidt ønskede de et europakort udelukkende i NATO's farver. Mens jeg sad og lyttede til hans redegørelse for, hvorfor en udvidelse af NATO med de baltiske lande ville være en trussel mod Ruslands sikkerhed, og dermed destabiliserende for hele den europæiske sikkerhedsorden, stod det klart for mig, at kortet på den høje væg ud fra et symbolsk synspunkt var et ur snarere end et kort. Kortet hang der ikke, fordi Rusland eller dets udenrigspolitiske embedsmænd ønsker det sovjetiske imperium tilbage. Det hang der, fordi Rusland forstår den historiske situation, landet befinder sig i, ud fra afviklingen af det sovjetiske imperium. Det er her, den afgørende forskel mellem Vestens og Ruslands sikkerhedspolitiske opfattelser består. Ugen før havde min interviewturne bragt mig til NATO's hovedkvarter i Bruxelles, hvor vestlige diplomater samstemmende havde fortalt, hvordan NATO skabte en ny sikkerhedspolitisk ramme, der erstattede den kolde krigs logik med en helt anden sikkerhedspolitisk kultur. NATO ser sig selv som mere end en forsvarsalliance opbygget til at modstå den sovjetiske trussel. NATO's generalsekretær, lord Robertson, har udtalt, at den nordatlantiske traktat er baseret på »fælles værdier, ikke blot den fælles trussel«. Efter Sovjetunionens sammenbrud er det de fælles værdier, der står tilbage som alliancens eksistensberettigelse. Disse værdier er demokratiske værdier. For NATO er udvidelsen af alliancen et middel til at skabe en ny sikkerhedspolitisk orden. En orden, der er baseret på troen på, at demokratier ikke går i krig med hinanden. Mellem demokratiske lande kan sikkerhed være en fælles gevinst, snarere end en fordel på andres bekostning. Præsident Bush udtalte således i Warszawa i juni 2001, at det nye europakort ikke skal tegnes på baggrund af den kolde krigs grænser, men på baggrund af, hvilke lande der er demokratier, og hvilke der ikke er. Demokratier kan Vesten dele sin sikkerhed med. Bush argumenterede derfor for de baltiske landes medlemskab af alliancen. Uanset om et demokrati lå ved Østersøen eller Sortehavet, eller imellem, skulle Europas institutioner være åbne. »I vores planlægning af Prag-topmødet«, sagde Bush, »skal vi ikke regne på, hvor lidt vi kan slippe af, sted med, men hvor meget vi kan gøre for at fremme frihedens sag«. Fra den udtalelse er der ingen vej tilbage. Ved ikke alene at pege på de baltiske landes hjemsted på europakortet, men også understrege, at han var parat til at tage beslutninger på basis af alliancens værdier snarere end det strategiske hensyn til Rusland, har Bush gjort det mere end klart, at alliancens toneangivende land støtter de baltiske landes optagelse. I Bruxelles er det den dominerende opfattelse, at man skal tegne et nyt europakort ud fra nye principper om et demokratisk fællesskabs fredelige sikkerhedspolitiske kultur. Den udenrigsministerielle embedsmands kort viser, at det ikke er tilfældet i Rusland. Hvor alle i Bruxelles talte til mig om en ny tids nye sikkerhedspolitiske dagsorden, talte alle i Moskva om historie. I de toneangivende kredse i Rusland anser man Vestens begejstring over den nye sikkerhedsorden for et udtryk for, at man lever i nuet. Et nu, der er fordelagtigt for Vesten. I Rusland ser man tilbage snarere end frem, og i sit tilbageblik ser man en lang række fredsperioder, der kun har været pauser inden den næste krig. Hvor Vesten ser afslutningen af den kolde krig som en begivenhed, der satte punktum for stormagtskonflikt i Europa, ser Rusland afslutningen af den kolde krig som et komma - et pusterum inden den næste konflikt. Det betyder ikke, at Rusland forventer, at NATO vil gå til angreb, dagen efter at de baltiske lande er optaget i alliancen. Men det betyder, at Rusland ikke kan se NATO's udvidelse som andet end det komma, der afslutter den periode af fred og fordragelighed, der fulgte efter den kolde krig. Rusland trækker vejret dybt og venter på at se, hvad der nu vil ske. Præcist, hvad de baltiske landes optagelse i NATO vil føre med sig, er ikke til at sige. Men den russiske lære af historien synes at være, at fred ikke varer ved. Derfor mener man i Moskva, at europakortet en dag igen vil blive et skakbræt, og da betyder det noget, hvor henholdsvis Rusland og NATO har deres brikker, deres militære infrastruktur, placeret. Med de baltiske lande som medlemmer vil NATO have fremskudte baser klos op ad Ruslands befolkningscentrum. NATO's missiler og fly vil være få minutter fra Moskva og færre fra Sankt Petersborg. Det er den militære realitet, mener man i Moskva. Den realitet, Rusland må forholde sig til. Tiden er således til vidt forskellige ting, hvis man spørger i Moskva og Bruxelles. NATO mener, at tiden er kommet for endegyldigt at skabe en ny sikkerhedsorden, mens Rusland gerne så, at NATO tog hensyn til landets historiske magtposition. Rusland ønsker, at NATO stadig har kortet fra 1990 i baghovedet, og at Rusland dermed bevarer rollen som Vestens ligeværdige partner. Derfor nævnes Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) ofte i Rusland som et alternativ til NATO. I slutningen af den kolde krig, da Sovjetunionen stadig tegnede østeuropæisk sikkerheds-politik, var OSCE (eller CSCE, som det hed dengang) netop rammen om et mere eller mindre ligeværdigt forhold mellem Øst og Vest. Da 'Øst' forsvandt, forsvandt OSCE's sikkerheds-politiske betydning med. I NATO mener man, at Rusland må indse, at det for længst har ringet ud fra historietimen. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright mente således, at Rusland måtte opgive sin »forældede« frygt for NATO og give sig en ny sikkerhedspolitisk logik i vold. Ved at reformere sit eget samfund i demokratisk retning, lyder argumentet, er Rusland ved at blive en del af den demokratiske europæiske fred, og Rusland har derfor intet at frygte fra NATO. Tværtimod burde Rusland være glad for, at NATO cementerer demokratiets fremgang i øst og forhindrer udviklingen af nationale sikkerhedsstrategier; strategier, der meget vel kunne være rettet mod Rusland. NATO afsikrer Østeuropa. Rusland burde være taknemlig. På baggrund af denne tankegang er der i NATO en tendens til at betragte den russiske regerings indsigelser som politisk teater. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en NATO-diplomat under mine interview har rykket sig frem i stolen og delagtiggjort mig i, at russerne i virkeligheden godt vidste, at NATO ikke var Ruslands fjende. Den egentlige fjende lå i syd eller langt mod øst, ikke mod vest. Den tilgang til det russiske argument er farlig. Rusland må tages alvorligt. Ikke fordi Rusland har ret, men fordi den russiske opfattelse af NATO's udvidelse er lige så virkelig som NATO's opfattelse. Hvis Rusland opfatter NATO's udvidelse som en trussel, vil landet handle derefter. Og dermed har NATO skabt sig en fjende, hvad enten man vil det eller ej. NATO må bevise over for Rusland, at man ikke ønsker at gentage historien. Til det formål er de baltiske lande velegnede. Rusland har for længst erkendt, at NATO kan gennemtrumfe de baltiske landes optagelse, hvis man vil. Det hører netop med til det historiske perspektiv at erkende, at Ruslands magt - for øjeblikket - er for svag til at modstå NATO. Det leder Rusland til at frygte NATO, men også til at søge at sælge sin accept af udvidelsen så dyrt som muligt. For selvom NATO måtte have magt til at udvide, kan Rusland stadig nægte at acceptere udvidelsen. Imidlertid vil en konflikt over, hvilke dele af europakortet der skal være i NATO's farver, stride imod NATO's fællessikkerhedstanke. Derfor vil NATO gerne have Ruslands accept. Kort sagt, de to parter har noget at tale om. De baltiske landes medlemskab af NATO præsenterer ydermere en række problemer, der nødvendigvis må tages op i forbindelse med deres medlemskab af NATO. De baltiske lande er ikke medlem af Den Europæiske Våbenkontrolaftale, CFE. Det vil således principielt være muligt for NATO at opstille alle de styrker, man vil, i de baltiske lande, uden at Rusland kan gøre indsigelse eller se, hvad de er ude på. Det er hverken i NATO's eller Ruslands interesse. En forhandling om baltisk CFE-medlemskab vil være hård, fordi den russiske side vil bruge den til at vise, at balterne slet ikke burde være med i NATO. Og det er kun godt det samme. Hårde forhandlinger kan bruges til at drage Rusland ind i en række tillidsskabende foranstaltninger og gensidig kontrol, der kan forhindre, at de baltiske landes NATO-medlemskab øger oprustningen i Østersøområdet. Kaliningrad er et andet område, hvor baltisk NATO-medlemskab skaber lejlighed for Rusland og Vesten til at løse uoverensstemmelser. Hvis Litauen bliver medlem af NATO, vil Kaliningrad være omringet af NATO-lande. Det kræver helt klart aftaler om gensidig varsling af transporter, øvelser osv. Men Kaliningrads placering illustrerer samtidig tydeligt, at Rusland, de baltiske lande og NATO har fælles problemer. Problemer, der også indebærer økonomisk udvikling og miljøspørgsmål. Spørgsmål, der vil inddrage EU, som de baltiske lande også er på vej ind i. Her er så mange overlappende problemer, at Kaliningrad kan blive et laboratorium, hvor samarbejdsformer gyldige for hele det russisk-vestlige samarbejde kan findes. Sam-arbejdet om Kaliningradspørgsmålet kan overføres til andre områder, hvor Rusland og de baltiske lande har fælles problemer: minoriteter, miljø, infrastruktur og økonomisk udvikling. NATO må udnytte de baltiske landes optagelse i alliancen til at engagere Rusland på en række områder, således at Rusland ikke isoleres af NATO-udvidelsen, men NATO-udvidelsen tværtimod bruges til at udvide samarbejdet mellem NATO og Rusland. Dette samarbejde eksisterer allerede på nogle områder, men det mangler en forankring i konkrete problemer. Problemer så konkrete, at samarbejdet ikke kan blive offer for politiske manøvrer, som vi så det ske i kølvandet på NATO's intervention i Kosovo. De baltiske landes optagelse åbner netop for sådanne konkrete problemer. Ved at spille det baltiske kort har NATO således chancen for at skabe problemer, der kan være basis for samarbejde. NATO skal ikke blot acceptere Ruslands historiske perspektiv. Rusland er et samfund, der undergår fundamentale forandringer i disse år, og det vil derfor være en fejl at tro, at den russiske holdning ikke kan ændre sig. Uret er ikke gået i stå. Rusland gennemlever faktisk en ny tid, der skaber nye ideer. Disse nye ideer eksisterer sideløbende med de gamle sikkerhedspolitiske opfattelser. Den russiske embedsmand, jeg interviewede i udenrigs-ministeriet, havde således ikke alene et gammelt kort på væggen. I hans vindueskarm stod den russiske trikolore og NATO's flag side om side i en træholder. Han havde formentlig taget den hjem fra en konference. Det viser, at NATO-landene og Rusland mødes om andet end konflikter. Der er et blomstrende samarbejde, men det har svært ved at slå rod på det sikkerhedspolitiske område. Det er NATO's opgave at tale til den del af den russiske udenrigspolitiske forståelse, som dette samarbejdssymbol i embedsmandens vindueskarm repræsenterer. Optagelsen af de baltiske lande giver paradoksalt nok en lejlighed til at gøre det. Mikkel Vedby Rasmussen har skrevet en rapport for Dansk Udenrigspolitisk Institut om NATO's anden udvidelsesrunde. Rapportens titel er 'Jo flere, jo bedre?'. Rapporten udkommer i denne uge.