Drømmen om en tilbagevenden til byen som integrationsmaskine styrer fortsat bypolitikken. Det er en stor skam, for den nutidige by er meget mere kompleks og sammensat, skriver kronikøren, der er forskningsadjunkt ved Arkitektskolen i Aarhus. Drømmen om en tilbagevenden til de store integrationsmaskiner, som metropolerne og deres offentlige rum udgjorde for 100 år siden, dikterer den nutidige bypolitik. Men disse forestillinger om metropolerne og om byens enhed, som ét socialt og kulturelt rum, står i vejen for udviklingen af den nutidige by. Fordi metropolerne er forsvundet og blevet erstattet af byer, hvis sociale, kulturelle og rumlige kompleksitet langt overstiger de nutidige ideer om en 'god' bys former og grænser. Byen opfattes fortsat som den byform, der fandtes, da velfærdsstaten og det moderne Danmark fødtes ud af en ide om et homogent og lige samfund. Den opfattelse af byen følger trofast den mest klassiske og grundlæggende betragtning over byen som socialt og kulturelt rum, den, der ser byen som mødested for forskellige kulturer. Og selve urbaniteten som grundlagt på dette møde. Disse ideer stammer fra urbanitetsskribenter som Walter Benjamin og Georg Simmel, der i den første halvdel af 1900-tallet beskrev de europæiske storbyer, metropolerne og deres sociale liv, ud fra betragtninger om dette møde mellem forskellige individer og kulturer. Her var 'chokket' eller 'blasertheden' som følge af mødet med 'det fremmede' grundlæggende for den urbane oplevelse. Det er for de fleste, der deltager i debatten om byerne og deres udvikling (politikere, arkitekter, planlæggere, litterater, beboere i lokalområder, der står over for ændringer m.fl.) stadigvæk ideen om metropolens sociale og kulturelle rum, der er idealet. Forestillingerne om byens menneskefyldte gader og pladser og deres funktion som intense sociale og kulturelle smeltedigler fungerer nu som ideal. En tilstand, der ofte ses som noget tabt, der kan og skal genvindes. De mange nutidige renoverings- eller 'tilbageførings'-projekter i centrale byområder i de danske byer er således resultat af sådanne 'metropoldrømme' om vores byer. Men det er i modsætning til hos Simmel og Benjamin nu ikke fremmedheden, men det genkendelige og kontrollerbare ved dette byideal, der virker tiltrækkende. Efter den modernistiske planlægning af den moderne velfærdsstat i 1950-60'erne, der som en del af den generelle velfærdsstatsideologiske 'inklusionsstrategi' mangedoblede byens bebyggelser og offentlige rum, er der nu hos politikere, kommuneplanlæggere og 'urbanister' en bastant konsensus om, at samling og tilbagevenden til præ- eller tidligt moderne byformer er vejen frem. At den gode by består af en tætbygget blanding af boliger, butikker, institutioner og erhverv, og at den er brostens- eller granitbelagt og med en kraftigt styret bevarings- og skiltepolitik. Der skal være 'liv i gaden', siger miljøminister Svend Auken ofte, når talen falder på den byudvikling, han er ansvarlig minister for, og med det mener han liv i gaden i middelalderbykernerne, i brokvartererne og karrébydelene i de større provinsbyer. Områder, som udgør langt den mindste del af de danske byer, og hvor en ikke særlig stor del af befolkningen bor. Og aldrig nogensinde vil have mulighed for at komme til at bo, ligegyldigt hvor meget der renoveres. Når Auken drømmer om 'liv i gaden', er det metropoldrømme, han drømmer om vores byer. Sådanne drømme præger miljø- og bypolitikken. Desværre, fordi det betyder, at diskussionen om byudvikling kommer til at handle om alt for få ting. Det resulterer f.eks. i planer og love, der søger at tvinge hele udbygningen af detailhandlen ind i de historiske bykvarterer (som i forvejen er forvandlet til historiske kulisser under presset af den stadige forandring, som butikkerne og forbrugerne kræver), eller i en by- og boligpolitik, der har delegeret alle midler og al opmærksomhed imod de såkaldte byfornyelses- og kvartersløftsprojekter og ikke i retning af en positivt formuleret by- og boligpolitik, der kan fungere som effektivt redskab for at løse de akutte behov, som findes for at udbygge byerne, f.eks. med nye boliger. Men disse forestillinger præger ikke kun den statslige og kommunale bypolitik. Med metropoldrømmene om vores nutidige byer følger en nærmest refleksagtig beklagelse, hver gang der er planer om at opføre noget nyt, særligt hvis det sker på bekostning af et ældre byggeri. Dette ledsages af en lige så hyppig og lige så sikker gentagelse af den nu 40 år gamle kritik af modernistisk funktionsopdelt 'betonplanlægning' som den store fjende, selvom det er en fjende, der har været stendød i årtier nu. Denne historie- og center- fikserethed organiseres politisk i de forskellige bevarings- og 'forskønnelses'-råd, og i protestbevægelser mod enkeltsager, der udgør stort set hele den offentlige debat om byudvikling. Tænk bare på de seneste: protesterne mod indkøbscentrene Fields i Ørestaden og Bruuns Galleri i Århus, mod HT- terminalen på Rådhuspladsen, udbygningen af Det Kgl. Teater osv. Det er en skam, for der er mange andre ting at diskutere. Og langt den største del af den by, der faktisk eksisterer og huser alle byens øvrige funktioner, sociale og kulturelle rum, glemmes. De diskussioner kræver dog et andet grundlag. En revideret forståelse af byen. I de byprojekter, der er resultatet af denne konsensus om vores byer, er der tilsyneladende sket en tilbagevenden til det inkluderende fysiske offentlige rum. Men de granitbelagte og nypudsede historiske bykerner er, i modsætning til deres forbilleder, monofunktionelle shoppingområder tilegnet privatforbruget - det nye store fælles projekt i den sene kapitalismes velfærdskultur. Det er byrum, der iscenesætter forbruget, ikke bare af penge og varer, men også af oplevelser og begivenheder. Men i en udgave, som er genkendelig som by, i modsætning til mange af de indkøbscentre der tidligere blev bygget. Tænk bare på Amagertorv i København, eller området ved den genåbnede Århus Å. Der bor ingen mennesker her. Disse opgraderinger af de historiske bykerner som intense identifikationspunkter har betydet, at de nu må betragtes som rene forlystelses- og shoppingcentre. De er ikke hele byer, men bydele i det store vidtstrakte urbane landskab. Og paradoksalt nok er det deres genkendelighed, den tryghed og stemning af det kendte, som disse bykulisser giver, der gør dem populære, og egnede til at markedsføre produkter og byer med. Paradoksalt, fordi de historiske bydele hyldes for deres evne til at samle de fremmede, at organisere mødet mellem dem og i sig selv rumme en forjættende fremmedhed af baggårde, gemte og glemte steder. Men de gemte og glemte steder er nu i høj grad sammen med beboerne flyttet uden for de iscenesatte dele af de historiske centre. I det, der tidligere har været beskrevet ringeagtende som byens periferi eller dens forstæder, og som er resultatet af de sidste 50 års byggeaktivitet. En aktivitet, der har fordoblet antallet af byggerier i landet og mangedoblet byernes areal. Fremmedheden og heterogeniteten findes på en anden skala, et andet plan i den nutidige by. Denne udvikling af byerne i retning af heterogene urbane felter er bl.a. resultat af, at konformiteten i den økonomiske politik, i produktionsformerne og derfor også i den sociale og kulturelle politik i den første halvdel af 1900-tallet er blevet erstattet med den sene kapitalismes fleksible og dynamiske markedsøkonomi, som er forudsætningen for forbrugersamfundet. Det har skabt en situation, hvor en nærmest uendelig mængde af varer og forskellige forbrugerkulturer omkring disse varer skaber lige så uendelige muligheder for, at det enkelte individ, med Nietzsches ord, kan »skabe sig selv som et kunstværk«. Eller rettere, kan konstruere en identitet uafhængig af de faktorer, der i tidligere tider var bestemmende for den, såsom erhvervsmæssig status, klasseforhold, etnicitet eller køn. Uden for de historiske bykerner er der plads til alle, og sammen med den øgede mobilitet, som bilens fremvækst har skabt, har det betydet, at byerne har udviklet sig til store bebyggede områder af meget forskelligartede bebyggelser. Men det er en by, hvor de enkelte livsformsgrupperinger og de bydele, de er knyttet til, ikke holder sig adskilt i et smukt og rent mønster eller 'balkaniseret' ørige af forskellige byer, selvom samfundet ofte beskrives sådan: Vollsmose med indvandrerne, Hellerup med den økonomiske elite, universitetsenklaverne med den akademiske elite, shoppingcentrene med arbejderne osv. Det er kun som modeller til en meget generel diskussion, at sådan et billede kan bruges. Snarere er der tale om, at grænserne mellem de forskellige sociale og kulturelle rum konstant overskrides og sløres. Det ukendte og fremmede element i byerne består nu derfor ikke bare i mødet med 'den fremmede' i klassiske byrum, men i mødet med besynderlige sociale, kulturelle og rumlige hybride former, som ikke kan forstås ud fra konventionelle begreber. Hverken om byens eller det sociale og det kulturelle rum: Ægteparret fra parcelhuskvarteret, der køber ind i de mellemøstlige specialbutikker i Bazar Vest i Brabrand; gruppen af skatere, der bruger parkeringspladsen foran varehuset som offentligt rum og mødested; den studerende, der bor på et nedlagt landbrug i et industrikvarter og dyrker tai-chi på havnen om aftenen; mødet mellem en boligkarre fra 1940'erne, et boligland fra 1990'erne og en motorvej; eller stedet, hvor et sportsanlæg ligger klos op ad et affaldsdepot hvis jordhøje giver udsigt til både en nybygget marina og den historiske bys århundredgamle tage og spir. Måske modsvarer sådanne fænomener den fremmedhed, Simmel og Benjamin beskrev i metropolen. Metropolens fremmedhed er til gengæld i høj grad blevet en velkendthed. Når tabet af den byform, som den tilhørte, så ofte begrædes af 'urbanitetskyndige', så er det et symptom netop på dette. Det er forandringen af en velkendt tilstand, der fremkalder følelsen af tab. Den homogenisering gennem integration af forskelle på kvartersniveau, som bypolitikken for tiden søger, er en strategi, der umiddelbart kan beskrives som nostalgisk båret af meget billedlige forestillinger om en livlig heterogen by og en institutionalisering af den kritik af den modernistiske planlægning, som opstod i 1960'erne. Trangen til at kontrollere og homogenisere byen ud fra universelle forestillinger om det gode er dog modernistisk nok. Den kan ses som en fortsættelse af det modernistiske projekt, som velfærdsstaten påtog sig, et projekt, der generelt er blevet forstået som ønsket om orden, fremskridt og homogenisering. Den nutidige version er blot den, der blev udviklet med de samfundskritiske bevægelser i 1960'erne, hvor det var intimiteten og nærheden, der blev fremhævet som det vigtigste. Det var det, man mener manglede i den tidlige velfærdsstats planlægning af byerne, hvor idealerne var åbenhed og lav tæthed. Det nutidige planlægningsgrundlag er altså moralistisk. På vegne af alt og alle påtager enkelte politikere eller interessegrupper sig at reducere det 'gode' til en bestemt byform. Den sociale og kulturelle diversitet søges puttet ind i ét fysisk rum: den 'gode' blandede by, der skaber intime relationer på kvartersniveau. Men det lader sig ikke gøre, bl.a. fordi langt den overvejende del af befolkningen kun har et turistagtigt forhold til de historiske bymiljøer, der befinder sig lige så langt fra deres hverdag, der leves i boligområder og på arbejdspladser, der ikke endnu er 50 år gamle, som de gamle metropoler som Paris og Berlin gør det. Og dels fordi de fleste har nære sociale og kulturelle relationer, der rækker langt ud over lokalområdet. Det, der tidligere i velfærdspolitikken blev beskrevet som intentionen om inklusionen af alle, hedder nu intentionen om integrationen af alle. Denne ide viser sig mere og mere problematisk i forhold til byens udvikling, eftersom det i stadigt, stigende grad viser sig, at det fysiske rum kan organiseres omkring forskellige livsformer, og at de sociale og kulturelle rum kan organiseres hen over grænser og fysiske afstande. Men drømmen om en homogen by, der afspejler et socialt og kulturelt homogent samfund, varer ved, også selv om den bymæssige utopi nu ikke er 1930'ernes åbne by, men 1960'ernes integrerede, 'gode' og intime by. Over for denne utopi står den 'ikke helt integrerede by' som en aktuel realitet. En by, der rumligt organiserer mange sociale og kulturelle forskelle. Hvor mødepunkter og de offentlige rum opstår som hybride byformer, både i og mellem de ulige enklaver. Der er derfor nu i høj grad brug for en planlægning, der tager højde for diversiteten på baggrund af en erkendelse af, at hverken byen eller samfundet længere er centrerede, homogeniserbare størrelser. En planlægning, som ikke endnu en gang forsøger at disciplinere alle ind på række. Hverken som tidligere; de frigjorte klasser i en fælles march mod fremtiden i nye sunde, rationelle fremtidssikrede zoneopdelte områder af byer, eller som nu: de sammenbragte kulturkonsumenter på juleindkøb, til forårsudsalg eller festuge i de genvundne historiske danske bymiljøer. Det er altså ikke 'Byen som socialt og kulturelt rum' i ental, vi skuer ud over, men derimod en 'Byernes by'. Ikke som det 19. århundredes hovedstad, metropolen Paris, men derimod i en mere bogstavelig forståelse, som vidtstrakte urbane felter. Hvis ikke man havde så travlt med den æstetiske planlægning og transformation af byen ud fra billedet af 'den gode by', kunne det være, at man fik tid og råd til at overveje, hvordan de mange tusind boliger, der mangler, kan placeres, og hvordan man på en fornuftig måde kan integrere de store kommercielle strukturer i byen, så de kan være med til at producere den dynamik og diversitet, som man ønsker. Naturligvis bare på en anden og større skala. Kritikere, politikere og byboere burde derfor vågne op, lægge de metropole drømme på hylden og begynde at se den nye by som et urbant felt af forskellige identiteter. Ikke en enhed, men en heterogen samling af unævnelige hybrider og velkendte former.