Fra at være en positiv kraft for demokratiet er tv degenereret, så det til tider snarere underminerer det. Kronikøren, der er journalist, ridser udviklingen op og peger på, hvordan man kan vende strømmen. Ikke mærkeligt at Steen Bostrup, da han her i år 2001 takkede af som tv- vært, nævnte netop månelandingen som én af de største begivenheder, han har været med til at dække. I de minutter hørte det meste af Danmark Claus Toksvigs smukt modulerede stemme berette om dette store skridt for menneskeheden. Og ude i den store verden var i hundredvis af millioner med på en kigger. Det var dengang, tv endnu var ungt og uskyldigt og fascinationen af denne forholdsvis nye og i styrke uovertrufne fælles referenceramme endnu intakt. Det var dengang, politikerne ikke tog det som en selvfølge, at de måtte komme ind i folks stuer, men hvor de omvendt også måtte sande, at tv var blevet ramme om den moderne tids offentlighed. Og som fjernsynet herhjemme fik en meget konkret rolle i forhold til den hjemlige politik, havde det for længst fået det i det store udland, hvor f.eks. i USA John F. Kennedy vandt præsidentvalget i 1960 så knebent som aldrig før set, men han vandt og gjorde det især takket være sin over-legenhed i de afgørende tv-dueller, hvor en svedende og stammende Nixon tabte på point. Siden skulle det blive samme tv, der var årsag til, at den senere præsident Nixon måtte trække sig i vanære. Vel var det de store aviser og kritiske, dybdeborende journalister som Bob Woodward og Carl Bernstein, der samlede skytset, afslørede, lagde puslespillet, men det var i sidste ende tv, der over for den brede befolkning formidlede - og fastholdt - Nixons løgne, hvorved han blev så kompromitteret, at han måtte gå. Præsidentens faste benægtelser af sandheden modsagdes af det usikre blik og af hans hele kropssprog. Hvem ved, havde radioen endnu været alene blandt de elektroniske medier, var han muligvis sluppet af krogen, som det hævdes, at Hitler aldrig havde villet kunne holde sig ved magten, om tv havde været der til at afsløre vanviddet. I stedet blev nu Nixons løgne vist igen og igen ... Vælgerne fik det serveret - og kunne tage stilling. Som de siden gjorde det, da billederne fra krigen i Vietnam nåede dem. Også her en milepæl for tv-mediet som demokratisk aktør. Billederne var stærkere end ord og bevægede folk, som på godt og ondt tog stilling ud fra, hvad de så. Så springer vi frem til i dag, hvor tv's gode egenskaber og stærke muligheder selvsagt fortsat eksistererer. Og alligevel sidder man med en følelse af, at mediet er ved at forspilde sine muligheder for at spille en positiv rolle i demokratiet, ja at tv til tider nærmest underminerer det repræsentative demokrati, at dets rolle i demokratiet altså også er negativ. Naturligvis giver tv os stadig mange oplevelser. Naturligvis er tv stadig med til at se - og gøre det muligt for os, der ser på, at se - magthaverne efter i kortene. Vel kan tv stadig ikke bare underholde, men også føre os til steder, vi hverken vidste eksisterede, eller vidste vi kunne interessere os for. Og selvfølgelig findes det oplysende interview på tv da heldigvis stadig væk, som også den gode debat, der gør os klogere, gør det. Men tv-mediets negative rolle i forhold til det klassiske repræsentative demokrati er det for mig at se stadig vanskeligere at overse. »Der sker ikke rigtig noget i dag«, lyder det hyppigere og hyppigere rundt omkring på nyhedsredaktionerne. Udsagnet er selvsagt absurd. I løbet af en dag, i løbet af et nyhedsdøgn, sker der jo milliarder af ting rundt omkring på den ganske klode. Og der sker om ikke millioner så i hvert fald tusinder af ting, man kunne vælge at formidle. Men udsagnet er afslørende for de p.t. toneangivende journalistiske kriterier, hvor ikke mindst nyhedskriteriet er konge: Er der sket noget nyt? Det vil som oftest sige noget, der ikke var sket i går. Det nye forældes hurtigt nu om stunder. Og dernæst: Har vi historien alene, solo, eller spurgt på en anden måde: Har vi erfaret noget nyt, som konkurrenten ikke har opdaget? Og hvis ikke: Kan vi så i det mindste (op)finde vores egen vinkel? Videre: Er der billeder til? Ikke noget mærkeligt kriterium at stille i et billedmedie, men alligevel en faktor, der bliver utrolig styrende for, hvad der vælges - og følgelig også for, hvad der vælges fra. Hvis 10 mand er dræbt en given dag i Sierra Leone, uden at det er foreviget på levende billeder, fordi det internationale pressekorps den dag og den uge rapporterede fra Mellemøsten eller Indonesien eller et helt tredje brændpunkt, ja så hører vi næppe om de drab. Hvorimod mindre kan gøre det den dag, det omrejsende CNN-cirkus måtte være nået til netop Sierra Leone, hvor vel selv en enkelt såret kan gå verden rundt - hvis der altså vel at mærke er billeder af det ... Også processer og forløb kan være svære at dække billedmæssigt. Ligesom de kan være næsten umulige at sætte på nyhedsformel. Derfor bliver eksempelvis politiske forhandlingsforløb tit og ofte meget hurtigt 'gammelt nyt', og de fleste hører vi overhovedet først om, når der er et 'nyt' forlig at berette om. Altså når forløbet ikke længere kan påvirkes. Nået dertil kan reporteren jo altid spørge til forligets vindere og tabere. Hvem fik mest med hjem? Hvor tit hører man nu om stunder i de elektroniske nyhedsudsendelser om lovforslag vedtaget i skøn samdrægtighed? Eller om loves effekt, efter at de er vedtaget - undtagen altså hvis de absolut ikke fungerer? I gamle dage for ikke ret lang tid siden ville de færreste sætte spørgsmålstegn ved, at bestræbelsen også på de elektroniske nyhedsredaktioner var at redigere først og fremmest ud fra et væsentlighedskriterium. Naturligvis gives der her ingen facitliste. Af de mange, mange og stadig mange flere telegrammer, pressemeddelelser, rapporter, nyheder etc., som en redaktion i løbet af en dag kommer undervejrs med, er det selvsagt ingen let kunst at vælge og vrage og bagefter hævde, at man har valgt 'det væsentligste'. Men om ikke i bestræbelsen på at skelne skidt fra kanel, hvori ligger da journalistens professionalisme? Hvis professionalismen kun ligger i måden, vi formidler på, i formen, har vi da ikke i en tid, hvor nettet giver folk adgang til alskens nyheder stort set i samme øjeblik, de har fundet sted, spillet fallit? Hvad skal folk med journalister, om ikke netop journalisten, redaktionen, pressen som sådan bestræber sig på qua sin faglighed at give sit bud på, hvad der lige nu er det væsentligste at opholde sig ved? Hvis vi ikke har og vedstår os viljen til at forsøge at gøre netop det, hvad kan vi da andet end at spilde seerens tid - og i bedste fald gøre det på en underholdende måde? Måden, der prioriteres på, fortæller jo også meget om journalistens egen horisont. Hvad kan journalisten og redak- tionen bag denne selv gennemskue? Hvor ligger journalistens eget engagement? Hvilke spørgsmålstegn sætter journalisten selv ved eksempelvis magthaverens fortælling? Hvad journalisten ved eller ikke ved om systemernes måde at fungere på, bliver jo også bestemmende for, hvordan der vinkles. Ved journalisten f.eks., hvad han ikke ved? Og nok så væsentligt: Orker, tør journalisten også foran sin redaktion, foran kollegerne stille de ubekvemme spørgsmål? Gå imod strømmen? Tage Pia Kjærsgaard i forsvar, om det nu i en situation måtte være ret og rimeligt. Spørge, hvorfor en ny offentlig ydelse nu også er et så indlysende rimeligt krav, som hele nationen bør være optaget af? Og ikke mindst: Hvor godt er journalisten klædt på rent fagligt? Hvis man ingen specialviden har om det, man er sat til at dække, er det jo i stigende grad umuligt at stille begavede spørgsmål endsige spørgsmål, der ikke bare er kritiske, men også relevante, til den magthaver, der forud for mødet med pressens repræsentant har forberedt sig ved hjælp af typisk stadig mere professionelle rådgivere. Med stadig flere deadlines og dermed med stadig mindre tid før man skal levere til næste udsendelse - samtidig med at reporteren i den nye digitale verden i stigende grad også selv skal bruge tid på at redigere - ja så bliver der jo med næsten ubønhørlig logik stadig mindre tid til at researche historien. For da slet ikke at tale om refleksion, som er en luksus forbeholdt nogle få heldige. Logikken er ikke mindst blevet ubønhørlig i takt med, at det er blevet et ledelsesmæssigt succeskriterium at kunne producere mere om ikke for mindre, så i hvert fald for det samme. Det giver tidspres, et tidspres, der også betyder, at der ikke er råd til at slå de 'historier', der er sat i gang, ihjel. Indslaget skal altså bringes - næsten uanset hvor lidt historien måtte vise sig at holde vand. Hvis samtidig kriteriet først og sidst er, at det, der skal formidles, skal formidles kort, ja så kommer for megen viden imidlertid også blot til at irritere. Man ender alligevel med at måtte skære nuancerne væk, thi nuancer tager tid. Både at få hold på, siden at formidle - og at skære dem væk er næsten det mest tidskrævende. Dertil kommer, at nuancer tit 'mudrer' den konflikt, der er i fokus. Det spil kender den drevne magthaver naturligvis. Eksempelvis ved politikeren, der jo også er afhængig af den opmærksomhed, medierne giver, at det gælder om at gemme for meget 'på den ene side og på den anden side ...' til andre knap så festlige lejligheder. Hvis man altså gerne vil være den, der også bliver bedt om en kommentar næste gang. Derfor fremstår politik i tv gennemgående mere sort/hvidt, end det typisk er, og den enkelte politiker ofte mere sort/hvidt unuanceret, end vedkommende faktisk er. Magthaverens accept af dette spil - blandt andet gennem øget fokus på iscenesættelse - har altså sine omkostninger, blandt andet at kløften mellem det, der virkelig optager den folkevalgte, og det, der gennem tv formidles til folket, vokser. Samtidig med at vælgerne får sværere og sværere ved at identificere sig med politikerne, som mange oplever, har mere forsimplede svar på komplekse spørgsmål, end vælgerne selv synes er rimeligt. Et skisma, der jo ikke just højner respekten for de folkevalgte. Selvsagt har de politikere, der i så stærkt stigende grad indvilger i ukritisk at spille med på iscenesættelsen, et medansvar for denne for den demokratiske debat så problematiske udvikling. Det mer et selvstændigt kapitel værdigt og skal ikke være i fokus her. Men medierne er så afgjort ikke fri for anvar. Og tv-mediet mindst af alle. Okay, man skal passe på med at være for puritansk. Og lad det være sagt igen trods kritikken ovenfor: Tv gør det jo på mange måder strålende. Man - også jeg - kunne skrive lange hyldester af dansk tv's storslåede bidrag til demokratiet igennem de sidste 50 år og er selv ansat på et af de programmer, hvis opgave og ambition det er at bestræbe sig på at fortsætte den tradition. Og selvfølgelig er tv's opgave - også nyhedsudsendelsernes - også at være til stede. Også at formidle det kuriøse, det anderledes, det sjove, det mangfoldige i menneskers liv, og dermed til tider også det underholdende og spektakulære. Fred da med det. Men her, hvor emnet er tv-mediets rolle i demokratiet, må man spørge, hvordan tv igen i højere grad kan gå i demokratiets tjeneste. Hvordan den onde cirkel, som jeg altså her har forsøgt at beskrive delelementer af, kan brydes? En af nøglerne til en anden udvikling end den, jeg har kritiseret ovenfor, er TID. Tid til research. Tid til at formidle - et opgør med korthedssyndromet. Tid også til at skelne skidt fra kanel. I denne sammenhæng er tid også lig med ressourcer. Pressen kan ikke med stadig færre hoveder og stadig flere produkter i en stadig mere kompleks verden forventes at levere væsentlig bedre journalistik. Det sidste kræver også vilje. At redaktionerne føler sig forpligtet af et medansvar for demokratiet og vedgår, at opgaven ikke bare er at referere, hvordan demokratiet har det lige nu. De enkelte medier og de enkelte pressefolk er medansvarlige for tingenes tilstand. Hvis det ansvar skal løftes, forudsætter det ikke bare vilje, men også evne til at skelne. Det vil sige viden, uddannelse. De nye journalistuddannelser vil givetvis hjælpe på dét problem. De vil have mere faglig ballast og ved tydeligvis mere om, hvordan samfundet er skruet sammen, end monopolårgangene. Gid disse nye kandidater ikke mister modet til at prioritere, når de kommer i mesterlære i den virkelige verden og erfarer, at nuancer ofte er både besværlige og forstyrrende. Det kræver også journalister - og medier - der ikke undervurderer læserne, lytterne og altså i denne sammenhæng seerne. Det har også lidt med tid at gøre. Hvis tiden er knap, foregår meget journalistik via telefonen. Somme tider er det sundt at komme ud og møde danskerne og finde ud af, at de tænker ret meget som en selv og begriber nogenlunde det samme som ens mor eller ens bror. Ingen ønsker at se 'kloge' programmer hele tiden. Men ligesom de kloge også indimellem er til 'dumme' programmer, således er også de, der mest er til det lette, indimellem indstillet på vitaminer. Hvis man kun serverer for folk, hvad man tror, de vil have, er man sig ikke sit ansvar bevidst som nutidigt stærkt og magtfuldt medie. Højskole-tv er, uden at jeg helt forstår hvorfor, nærmest blevet et fyord. Men når man har det privilegium at have adgang til æteren, må man da i hvert fald i oplysende programmer have en ambition om, at informationerne ikke bare skal kunne forstås, men også helst skal gøre en forskel for dem, der modtager dem. Hvad skal borgeren i et demokratisk samfund vide, hvis han/hun vil gøre sig gældende? Hvis dét er udgangspunktet, giver det uvilkårligt en anden slags journalistik, hvad man har bevist de steder i amerikansk presse, hvor man fra slutningen af 1980erne begyndte at gå nye veje i journalistikken i erkendelse af, at den hidtidige kurs førte på afveje. I USA kalder man det public journalism, og heller ikke det prædikat giver en facitliste. Men det udtrykker en bestræbelse, en ambition, en vedståen sig sit ansvar. På dansk har vi endnu ikke fundet en god oversættelse. Indtil den er fundet, kunne man måske bare 'nøjes med' det gode gamle public service. For det er klart, at man jo ikke kan forlange slige ideale ændringer af de kommercielle stationer. Af dem kan man vel nærmest ikke forlange andet end almindelig anstændighed. Men så længe vi i Danmark har indtil flere offentligt finansierede tv-kanaler, er der en chance for at sadle om. Også selv om også de mærker pustet i nakken fra de store internationale konglomerater. Men hvis ikke de licensfinansierede stationer både tør og magter at være noget andet, ja hvad skal man så for det første med dem? Og for det andet: Hvis de ikke - i samspil med bl.a. Politikerne, men det er som sagt et kapitel for sig - magter at gøre det bedre, bliver det døden for det repræsentative demokrati. Men ... bortset fra det, så går det da meget godt ... Teksten er et uddrag af Connie Hedegaards bidrag til De Danske Dagblades Forenings debatserie 'Pressen i demokratiet', der udkommer i dag som nummer 10 i serien. Som det fremgår, er teksten skrevet før begivenhederne i USA 11. september.