Svaret på sidste uges terror i USA er at styrke globaliseringen og EU, samtidig med at vi forbedrer vilkårene for udviklingslandene, skriver kronikøren, der er økonomiminister. Terroraktionen 11. september 2001 er en katastrofe, der er svær at sætte ord på. Det er en forbrydelse, hvis ondskab og foragt for menneskelighed og menneskeliv, det er umuligt at rumme. Vi føler med ofrene, deres familier og alle dem, der kendte dem. Vi kan sætte os selv i deres sted, og vi ved, at vi selv - eller nogen vi kender - kunne have været de samme steder på det samme tidspunkt, som gruen slog ned som et lyn fra himlen på en solskinsdag. Vi er fælles om at føle gru og sorg og vrede. Begivenheden i USA har skabt en ny politisk situation i verden, hvor ingen længere kan være i tvivl om, at selv om vi er danskere eller amerikanere eller iranere, og selv om vi er kristne eller muslimer eller hinduer, så lever vi alle i den globale landsby. Og de globale problemer og opgaver er netop fælles problemer og opgaver, hvor vi end har vores rødder, og uanset hvorfra vores verden går. Ligesom vi har måttet lære at leve med bevidstheden om, at atomvåben kan fremstilles - den viden kan ikke fjernes - skal vi nu leve med, at vi ved, at det grufulde, umenneskelige, kyniske og onde kan ske igen, og at det kan ske andre steder i den åbne og demokratiske verden. Og derfor må vi handle. Der er allerede truffet historiske beslutninger. NATO-landene har aktiveret artikel 5 i Washingtontraktaten. Et angreb på et medlemsland er et angreb på hele alliancen. Vi er altså i krig, men det er ikke en krig, som vi har kendt det før i historien. Det er en ansigtsløs terror mod den åbne og demokratiske verden. Vi skal forsvare os mod noget og nogen, vi ikke kan se. Det skaber uvished og frygt, som kan føre til de forfærdeligste ting. Derfor er det politisk lederskab, når præsident Bush besøger og taler i en moské. For vi skal ikke give køb på vores frihedsrettigheder, at vi kan tænke, tale og tro frit. Vi skal forsvare og respektere menneskerettighederne hver dag. Og vi skal sige fra over for dem, der vil føre religionskrig og svække retsstaten. Det er lige netop at gå den ansigtsløse terrorismes ærinde. Hverken mere eller mindre. Kampen mod terorrismen er ikke kun en sag for USA eller for NATO. Det er en global sag, og måske kan den grusomme handling 11. september gøre det krystalklart, at der er brug for en vifte af løsninger på en række globale problemer og opgaver. Alle kræfter må sættes ind på at skabe et internationalt retssamfund, hvor internationale institutioner får legitimitet, og hvor internationale regler kan håndhæves, og hvor bæredygtighed, social ansvarlighed og en rimelig fordeling af goderne giver det enkelte menneske et håb om en fremtid og en mulighed for at gøre det håb til virkelighed. Globalisering er ikke noget nyt fænomen. Det er udtryk for, at mennesker kommer hinanden ved, og at vi påvirker hinandens muligheder. Landegrænser kan ikke isolere mennesker fra viden eller fra påvirkninger, og i en åben verden kan mangt og meget bevæge sig overalt. Mennesker har altid handlet med hinanden, og kulturel udveksling har også fundet sted i umindelige tider. Men gennem de sidste 20 år er udviklingen gået rigtig stærkt. Den teknologiske udvikling har i kombination med en mere åben politik radikalt ændret verdensøkonomien og verdenssamfundet. Velstanden i verden er øget markant. Det er også kommet nogle af udviklingslandene til gode. De har været i stand til at opnå en førerposition på industrielle områder. Malaysia er en af verdens største producenter af semiledere til computere. Andre lande styrker den nationale økonomi som attraktive turistmål, hvilket også er en del af globaliseringen. I gruppen af udviklingslande, der gennem de sidste 30 år har haft held og dygtighed til at fastholde en gennemsnitlig årlig indkomstvækst for den enkelte borger på næsten 4 procent, finder vi lande som Indonesien, Sydkorea og Thailand. Alle lande, der har haft mulighed for økonomisk samkvem med omverdenen gennem handel. I denne uge blev det klart, at også Kina i løbet af kort tid officielt bliver medlem af Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det kinesiske medlemskab markerer endnu et skridt mod en liberaliseret verden. Beregninger fra Verdensbanken og IMF viser, at hvis handlen med alle varer blev liberaliseret globalt, vil det give udviklingslandene 100 milliarder dollar per år. Det beløb er mere end dobbelt så stort som den samlede officielle udviklingsbistand til landene (47,1 milliarder dollar i 2000). Men fordi globaliseringen foregår med en sådan vældig kraft og samtidig berører os alle og virker ustyrlig, møder den også modstand og bekymring. Globaliseringen udstiller verdens urimelige fordeling af goderne og skaber spændinger. Det er ikke en socialt ansvarlig verden, der tillader, at hvert tiende barn i lavindkomstlandene dør som spæd, og der bor faktisk 2,5 milliarder mennesker i lavindkomstlande. Hvert femte menneske, eller knap 1,2 milliarder mennesker, i verden må klare sig for under en dollar om dagen. Det skal ses i forhold til, at europæerne og amerikanerne i 1997 brugte 112 milliarder kroner på mad til deres kæledyr. Det er blandt andet den økonomiske ulighed og den manglende udsigt til et bedre liv for det enkelte menneske i de fattige lande, der skaber konflikter, undertrykkelse og flygtningestrømme. Det er også helt uacceptabelt. Derfor bruger Danmark mange penge på udviklingsbistand, 1 procent af BNI. Vi skal sætte massivt ind på at presse den øvrige rige del af verden, dvs. OECD-landene til at øge udviklingsbistanden til i al fald 0,7 procent. I 1999 gav de i gennemsnit 0,24 procent af deres BNI. Den målsætning støttede Det Europæiske Råd i Göteborg. Udviklingsbistanden skal bruges med omtanke, så vi styrker de fattige landes muligheder for at komme ud af deres fattigdom. Vi skal hjælpe dem med infrastruktur, sundheds- og uddannelsessystemer, med at skabe demokratiske institutioner og administrationer og en finansiel sektor. De skal hjælpes til en velordnet overgang til markedsorienteret økonomi og liberaliserede kapitalbevægelser, og de skal have markedsadgang for deres varer. Vi skal kort sagt styre globaliseringen og styrke den, så de fattige lande også får gavn af den. Men det sker ikke af sig selv. Der skal styring til, der skal være klare mål og social ansvarlighed, og der skal være fælles regler på mange områder. Bl.a. skal der være globale regler for den finansielle sektor og dens tilsyn. Det arbejder IMFs 182 medlemslande med i disse år. Der skal være gennemsigtighed og dermed relevante informationer om landenes økonomier, statsregnskaber, valutareserver m.m., og virksomhederne skal bruge fælles regnskabsstandarder. Der må være visse fælles regler om beskatning, så al indkomst beskattes, skattely lukker og de multinationale virksomheder ikke kan manipulere sig til skatteunddragelse. Det arbejdes der alt sammen med i disse år. På den måde er vi med til at give udviklingslandene bedre muligheder for at forbedre deres levevilkår og skabe sig en bedre fremtid. De sidste år har IMF og Verdensbanken desuden arbejdet på at nedbringe udviklingslandenes gæld. Meget er nået, og i løbet af få år vil 34 af verdens fattigste lande have fået nedbragt deres gæld med godt to tredjedele. Det giver landene bedre muligheder for at øge indsatsen for sundhed og uddannelse. I løbet af et par måneder begynder en ny handelsrunde i Verdenshandels-organisationen, WTO. Vi skal forpligte os selv på at gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre udviklingslandene en lettere adgang til verdensmarkedet. Det gælder ikke mindst for landbruget, og derfor må vi endegyldigt gøre op med de meget store subsidier til europæisk landbrug. Støtte til landmænd i OECD-landene udgjorde i 1997-1999 omkring 35 procent af landmændenes bruttoindtægt. Australien og New Zealand har allerede afskaffet al deres landbrugsstøtte. Også i EU må vi fjerne vores tilskud gennem de næste 10-15 år. Der er al mulig grund til at styrke og at støtte WTO. Dens arbejde bliver afgørende for, at vi giver udviklingslandene reelle muligheder for at gøre noget ved deres egen situation. EU har med sit 'Everything-but-Arms'-initiativ givet fri adgang til EUs indre marked for alle varer på nær våben. Desværre dog med lange overgange for bananer, ris og sukker. Hvis USA, Japan og Canada gjorde det samme, ville det give mulighed for en vækst i udviklingslandenes eksport på 10-15 procent. Den såkaldte Tobinskat har tiltrukket sig megen opmærksomhed gennem det sidste stykke tid. Ved at lægge en lille afgift på valutatransaktioner håber fortalerne at hindre spekulationsbølger. Samtidig er det blevet foreslået, at de indsamlede midler tilføres til udviklingslandene gennem FNs budgetter. Tobinskatten er velment, men jeg har ikke set et realistisk forslag til, hvordan den kan udformes i praksis. Skatten kræver, at samtlige lande og selvstændige territorier i verden med et telefonstik og en lille computer kan blive enige om nogle meget indviklede regler. Hvis bare en lille gruppe lande ikke er helt med i opkrævningen af skatten, falder den til jorden. Ingen vinder noget ved det. Der er heller ikke nogen erfaringer, der tyder på, at den vil kunne opfylde sine mål. I Danmark har vi indtil for få år siden haft 'aktieskat', en afgift på aktiehandler på 1 procent. Det forhindrede ikke en stor virksomheds aktier i at falde fra en kurs på over 200 til under 100 på meget kort tid.en 'aktieskat' afdæmpede ikke kursudsvingene. Men den fordyrede handelen, ligesom en Tobin-skat vil fordyre de nødvendige investeringer i udviklingslandene. Tobinskatten er blevet et symbol på handlekraft. Jeg erkender, at det lyder ikke lige så sexet 'bare' at regulere den finansielle sektor, selv om det i virkeligheden er meget afgørende for stabiliteten. Så jeg venter spændt på, hvad andre kan foreslå. Der er nok at tage fat på, hvis vi skal styre globaliseringen og dermed udviklingen. Der er tre sæt af erfaringer at tænke over. 1. Markedsøkonomi og kapital flyder uhindret den vej, det bedst kan betale sig. Det er der ikke meget politik i. Det sker groft sagt af sig selv, hvis vi holder fingrene væk. 2. Hvis vi lukker markedsøkonomien ned til fordel for planøkonomi, så bliver vi alle fattige, hvilket vi alle kan se i f.eks. Øst- og Centraleuropa. 3. Uden kapital, så går det ikke. Konklusionen er, at vi må hjælpe med at føre kapitalen hen, hvor der er brug for den, og vi må skabe grundlag for, at den kan bruges til gavn for menneskene. Det kræver tre ting: politik, politik og mere politik. Og politik betyder styring. Vi skal sætte nogle mål for den retning, vi vil have udviklingen skal gå. Ellers går den sin egen skæve gang, og det er der i længden ingen, der får glæde af. Derfor må vi sætte alle kræfter ind på at indrette det internationale retssamfund, så goderne fordeles rimeligt, så fremtiden er bæredygtig og det enkelte menneske har noget at have sit håb for fremtiden i. Al erfaring viser, at det er usundt, hvis vi skal nøjes med, at det er de største og fysisk stærkeste, der bestemmer. Derfor er der mere end nogensinde brug for et handlekraftigt EU. Ikke fordi EU skal være en ny stormagt, der sammen med USA, Rusland og Kina skal konkurrere om magten og æren. Nej, fordelen ved EU er, at det består af mange mindre lande, der arbejder sammen på et fælles værdigrundlag. De skal blive enige, og det er en meget stor demokratisk fordel, at der er mange om at nå frem til beslutningerne, fordi mange hensyn og synspunkter kan komme frem og præge beslutningerne. Og når EU er enig med sig selv, så kan vi trække udviklingen i den rigtige retning. Uden EU havde vi ikke haft udsigt til et stabilt, udelt og solidarisk Europa i form af et udvidet EU. Uden EU havde vi ikke haft en klimaaftale. Uden EU havde vi ikke haft en stabil økonomisk situation i Europa på trods af en meget afdæmpet økonomi i USA. Uden EU havde vi ikke haft et gennembrud i strategien for en bæredygtig udvikling. Uden USA var der mange ting, der heller ikke var muligt, og uden en hensigtsmæssig udvikling i og et tæt samarbejde med bl.a. Rusland og Kina er det heller ikke godt. I dag er det forhåbentlig mere synligt for flere, at det er uomgængeligt og nødvendigt med et globalt samarbejde om et internationalt retssamfund, og at det er vigtigt, at Europa taler med én stemme i det globale samarbejde. EU skal kunne gå ind i samarbejdet om en helt ny global verdensorden og sikkerhedspolitik. Det kræver et stærkt og handlekraftigt EU, og det kræver, at medlemslandene er helt og fuldt med på lige fod, ellers fortsætter verdenssamfundet med at være overladt til en form for uregulerede markedskræfter, hvor det er den stærkeste, der bestemmer. Hvis Danmark vil gøre sig gældende, må vi finde ud af at tænke globalt og se os om efter de midler, der har en mulighed for at kunne virke. Og så må vi yde en solidarisk indsats. Vi skal vænne os til ikke kun at tænke på, hvad der snævert set er i Danmarks interesse. Vi skal også tænke på, hvad der tjener Europas interesser, og få, hvad EU kan i verden.