Forsvaret mod terror er at acceptere det enkelte menneske som grundlæggende suverænt. Hvis man respekterer det, kan man med lidt held lægge bomberne på hylden, skriver kronikøren, der er forfatter. Da jeg var barn, regnede jeg ud, at jeg formodentlig ville opleve årtusindskiftet. Jeg ville godt nok være 50 år gammel, med andre ord en tyk, skaldet mand. Jeg må tilstå, at jeg i dag ikke føler mig meget anderledes, end da jeg var 20, men også på en anden måde svarede denne begivenhed ikke til mine forventninger. For ivrige læsere af Nostradamus må den da også siges at have været noget af en skuffelse, en lidt vådere og flovere nytårsaften. Som utålmodige juleaftensbørn ventede vi os nok en forgave i det magiske år 1999, selv om 2001 naturligvis i 1968 rykkede ind side om side med 1984 som fiktivt årstal. Hvem har ikke efter Kubricks valsende vidunder reageret på NASAs skrotbunker med et uimponeret: Skal det være en rumstation?. Og så kom den, den imponerende special effect, endda til tiden. Det var imidlertid ikke 'A Space Odyssee', men 'Independence Day', CNN pludselig begyndte at vise, med den omvendte forsikring, at dette var ikke en film. Vi så menneskemasser som myrer i en forstyrret tue, som New Yorks skyskrabere skred sammen over dem, imens vi lyttede til kommentatoren efter en forklaring. Det ufattelige var sket, så ufatteligt, at vi i første omgang ikke rigtig forstod, hvad det var, vi havde set. Man talte om et nyt Pearl Harbor. USA var i krig, det var næsten beroligende, det havde man dog hørt før. Men med hvem? Ingen vidste det. En krigshandling af enestående dimensioner var blevet begået af en usynlig fjende, og man måtte lade sig nøje med at erklære 'terrorismen' krig. Men terrorisme er en bombe i en natklub i Tel Aviv. To mennesker dræbt, treogtyve skadede. At katalogisere denne menneskelige naturkatastrofe på samme måde forekom umiddelbart absurd. På den anden side var det måske ikke så meget Pearl Harbor, nys genopstanden i computergrafik, disse scener mindede os om, brændende krigsskibe og døde matroser. Dette var et nyt Hiroshima. Vældige kræfter var sluppet løs, som vi ikke umiddelbart vidste, hvad vi skulle stille op imod. Hvordan sætte navn på dette uhyre? Dette var ikke anarkister med bomber som bowlingkugler. Det var hverken Rusland eller Islam disse gamle modstandere stillede uden tøven op på vores side. Hvad der end var blevet indvarslet, var noget ganske nyt. Almindelige civile havde tilføjet en stat en skade af krigslignende dimensioner. Umiddelbart var det det eneste, vi kunne sige om dem, men det var også det afgørende. Når vi var så fuldkommen i vildrede med hensyn til, hvem gerningsmændene kunne være, skyldtes det nemlig, at det i realiteten kunne være hvem som helst. Vi vidste kun, hvad det ikke var. Det var ikke uniformerede soldater, som en statsmagt havde gjort ansvarsfri. Dette var statsborgeren, der - uanset hans motiver - havde budt staten trods, og med dundrende succes. Hvad ellers kun en statsligt organiseret krigsmaskine kan afstedkomme af ødelæggelse, havde statsborgeren udrettet. Mennesket var blevet som Gud. Syndefaldets rædsel. Hvordan var det sket? Hvilken slange havde hvisket Eva Guds hemmelighed i øret? Er det det tekniske fremskridt, som nu muliggør forbrydelser i denne målestok? Nej, supervåbnet var såmænd et almindeligt passagerfly, som, skal vi tro rygtet, blev kapret med knive. Hvorfor så nu? Hvorfor den franske revolution i det attende århundrede, og ikke i det syttende? Historikere vil fortælle os om oplysningstidens ideer over for feudalismens fallitbo. Vi lever på en tid fuld af unioner, hvis påståede mål er verdenssamfundet. Vel, Ludvig XIV blev også kaldt Solkongen. I skarp modsætning til alt, hvad der vedtages af ældre herrer i jakkesæt i lukkede rum, falder nationalstater som Jugoslavien fra hinanden, politi og demonstranter udkæmper blodige gadekampe, og mistilliden til internationalismen vokser, ikke mindst på højrefløjen, hvor man håber at genoplive nationalfølelsen. Måske brød USSR ikke blot sammen, fordi det var 'an evil empire'. Der kan være mange grunde til dette, og her er teknikken utvivlsomt en vigtig faktor. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at holde møder for lukkede døre. Der er altid en hacker, der lader noget sive til pressen. I den sidste halvdel af dette århundrede blev statsmagten, som hidtil havde været en tryg Gud Fader, et uhyre. Watergate, mistanken om forskellige regeringsinstansers indblanding i diverse politiske mord, statslederes svigtende evne til at undgå skandaler, alt dette satte statsborgeren i et forhold til statsmagten, der grænsede til paranoia. Filmskurke var ikke længere agenter for en fremmed magt, men korrupte og morderiske folkevalgte. Statsborgeren har altid haft mulighed for at tilføje statsmagten betydelige tab og slippe godt fra det. Det nye er, at det 'det kan man ikke', der nærmest som en naturlov har umuliggjort den blotte og bare tanke på at føre krig mod øvrigheden, er blevet betydeligt svækket, og bliver det i stadig større grad. En overgang syntes det, som om den elektroniske revolution ville gøre det muligt at udkæmpe krige i nyhedsmedierne, og således ved at skabe en opinion begrænse mægtige staters usable power, men noget sådant kræver en stadig interesse hos modtageren. Pressebevågenhed er med andre ord et spotlight, som man efterhånden har lært at undgå med en flygtende fanges adræthed. Ingen af alle disse tendenser modtages forståeligt nok med større entusiasme af de herskende og meningsdannende kræfter i samfundet, og hvis World Trade Center er symptomatisk, skal man nok være temmelig underligt skruet sammen for at istemme nogen hurraråb. Men den franske revolution, som vi ofte i dag sætter som begyndelsen til vores statsform, med dens rædselsregime og pøbelvælde, kan næppe heller være forekommet samtiden specielt tiltalende ganske uanset de involverede personlige interesser og holdninger. En reiteration (gentagelse, red.) af USAs guddommelige mission som verdens politimand, med eller uden tæppebombning af Afghanistan, er næppe specielt frugtbar. Som dengang må vi spørge os selv, om disse kræfter, en gang stillet til rådighed for os, dog ikke kan føre til noget godt, om de kan tæmmes eller udnyttes. Gamle regimer ser ofte ingen anden mulighed end at sætte hårdt mod hårdt, og det frelser dem lige så sjældent. Bedre er det som regel at erkende, at en epoke er forbi, og prøve at gøre overgangen til den næste så smertefri som muligt. Det er ikke sandsynligt, at statsborgerens loyalitet mod og identifikation med statsmagten vil vende tilbage, eller at dens progressive erosion (nedbrydelse, red.) kan standses eller blot bremses. Vi er med andre ord på vej ind i en verden (et århundrede?), hvor balancen mellem statsborger og statsmagt er radikalt forrykket. Dette undrer måske mindre, hvis vi ser det tyvende århundrede som statsmagtens højdepunkt, hvor den tiltog sig på det nærmeste guddommelig autoritet, som det mest dramatisk kommer til udtryk i Hitlers, Stalins og Maos folkedrab. Her er altså i det mindste atrociteter (grumheder, red.), som vi vil se færre af. Måske vil vi ligefrem komme til at se med undren på den villighed, hvormed millioner marcherede i døden på slagmarker og i udryddelseslejre, hvor officerer og vagter trods alt var en minoritet. Hvis man bliver sat til at grave sin egen grav, er der ikke meget grund til ikke at bruge spaden som våben. Man kan være ganske overbevist om, at jødernes eventuelle modvilje imod at sprænge tyske varehuse i luften ikke stemte nazisterne mildere, men blot bekræftede dem i, at de havde at gøre, ikke med modstandere, men med dyr til aflivning. Set ud fra dette nye synspunkt har vi pludselig ikke længere seks millioner ofre, men seks millioner terrorister i Tysklands hjerte. Det er meget vanskeligt at anlægge en moralsk synsvinkel på alt dette, og i grunden gør det os heller ikke så meget klogere. Vi må blot konstatere, at vi sandsynligvis er sluppet af med en rædsel, statsmagtens systematiske udryddelse af sine borgere, og har fået en anden, statsborgerens mulighed for at slå igen, som desværre blot betyder udryddelse af andre statsborgere. Er det nu alt, hvad vi kan forvente af statsborgerens befrielse, mere vold og ødelæggelse, blod og lidelser? Det ville være som at identificere slaveriets ophævelse med borgerkrigens rædsler. Den afgørende forandring er som altid idemæssig. Mennesket som noget andet end samfundets samlebåndsprodukt vil have vide konsekvenser for ikke blot menneske-, men også verdensopfattelsen. Lad os altså forlade slagmarken lidt - hvor manende den ellers kan være som historisk milepæl - og i stedet beskæftige os med den fredelige udnyttelse af individkraften. I det forløbne århundrede er vi blevet afhængige af statsmagten som aldrig før. Staten planlægger vores liv fra vugge til grav. Dannelse er for længst erstattet af erhvervsrettet uddannelse. Personlige problemer, som engang betragtedes som menneskelivets udfordringer, ses som halsbetændelser, som man i egen og samfundets interesse bør lade sygekasselægen se på. Der er ikke længere noget privatliv, nogen private præferencer. Vi styres ikke længere af vore egne tilbøjeligheder, men af publikum i talkshow. Debat er blevet psykologisk terror imod de anderledestænkende. En så rigid moral kan naturligvis kun opretholdes inden for en lige så begrænset verdensopfattelse. Også den doceres med ubønhørlighed, undsigelsen af sex, religion og alt, hvad der kunne forlede os til at skille os ud på nogen måde. Dette fører uvægerligt til en art emotionel død. Når visse følelser bliver negative, vil al følelse i sidste ende blive det. Følelser, som lader sig forbyde og påbyde, er ikke følelser. Det bekymrer os ikke, moralen er mere pålidelig, den obligatoriske hengivenhed, der sjældent svinger sig op til andet og mere end hyggelig you-guys-sentimentalitet over for kolleger, børn og en ægtefælle, man ikke ser alt for meget til. Forhold byggende på forelskelse og sex er i bedste fald kortlivede. Man ønsker ikke den form for biologisk, asocialt engagement. Resultatet er en temmelig ugenert antiintellektualisme, hvor det dummeste er anbefalelsesværdigt, når blot det er uskadeligt. Men denne type uskadelighed, som ikke bygger på en lidenskabelig interesse for medmennesket, men blot er en konstant hang-over, er i sig selv uhyre upålidelig. Det tyske folk var under nazismen dopet på netop denne måde, hvor alle følelser var underordnet den nationale følelse, og videnskab og kunst slavisk fulgte propagandaministeriets cirkulærer. Også her var sex 'Sauerei', og døden enerådende. Umenneskelig tvang er aldrig noget middel mod umenneskelighed. Overdreven lovgivning og forargelse får os tværtimod til at synke hen i en døs, hvor vi gnavent gryntende lader os drive til slagtning, ikke mindst af vore medmennesker. Er den desperate selvmordsbombning i grunden så meget uhyggeligere end oppiskningen af en nation til blind blodtørst, hvor mange Hail Marys og God Bless Americas vi ellers fletter ind? Det eneste forsvar mod umenneskelighed, hvor usikkert og besværligt det end kan synes, er accepten af individet som grundlæggende suverænt. At forstå verden, tolerere næsten, hjælpe den nødstedte og forsvare den underkuede er et personligt ansvar, som aldrig kan uddelegeres eller erstattes af doven lovlydighed eller robotiserende militæraktioner. Det fortælles, at den amerikanske digter Thoreau på et tidspunkt blev fængslet, fordi han nægtede at betale skat, fordi staten Massachusetts støttede slaveriet. Kollegaen Emerson, der kom forbi arresthuset, var noget overrasket over at finde sin ven bag tremmer. »Jamen Henry!«, udbrød han, »hvad laver du dog derinde?«. »Jamen Waldo«, svarede Thoreau. »Hvad laver du dog derude?«. Gad vidst, hvor mange moderne danskere ville forstå den historie! Det er så indlysende for os, at dissidenter må være i bedste fald tåbelige provokatører, i værste have de allerværste motiver. Somme tider kan man decideret få det dårligt på sine mest ondartede detraktorers vegne, når man ser, til hvilke dybder af nedværdigelse de er villige til at synke i et desperat forsøg på at bevise, at en mild antiautoritær filosofi er fascistisk, 'værre end nazisme' og lignende, selv om det naturligvis også er en trøst at vide, at de er så bekymrede. Hermed er vi nået frem til en mindre dramatisk, men ikke desto mindre måske den vigtigste konsekvens af den moderne totalitarisme, masseproduktionen af og tvangsfodringen med virkelighed. Virkelighed er noget, der bliver til, når vi betragter det, vi tror at betragte. En vis enighed angående denne virkelighed er stadig mulig og ønskelig, men Sandheden med stort S må vi uheldigvis renoncere på. Dette gør ikke blot moralen, men også virkeligheden til et personligt ansvar, og repræsenterer altså endnu en pil i den efterhånden kendte retning. I århundreder har vi undret os over, hvordan vore fjerne forfædre dog kunne omgås fabelvæsner og besøge verdener, vi ikke siden har fundet på vore geodætiske kort. Svaret er, at når vi hiver den lille reduktionsventil ud af radioen, strømmer det ind med stationer. Vi kender den jo godt, den lille dims, som vi for alt i verden ikke må pille ved, hvis garantien skal gælde, og vi ikke skal ende i spændetrøje. Det er da heller ikke tilrådeligt at gå løs på sin hjerne med hammer og LSD, men en nærmere undersøgelse vil da også vise, at det slet ikke er nødvendigt. Verden er fuld af rum, ikke et uendeligt rum, men et uendeligt antal endelige rum. Vi kan besøge hinandens rum, høfligt og hensynsfuldt, ja kærligt. Eller vi kan ødelægge dem, ud fra de bedste motiver. Dertil behøves ikke flyvende bomber, blot almindelig skoleundervisning og en lejlighedsvis pressehetz. Vi har netop forladt et århundrede, hvor individet var et insekt, det var sikkert at pille vingerne af. Vi har nu set, at dette ikke længere lader sig gøre. Det er mildest talt sørgeligt, at der skal et så astronomisk antal lig på bordet, men de kloge og magtfulde har nu en tendens til at grine ad milde filosoffer. Pointen er - forhåbentlig - at vi ikke behøver at bombe hinanden, fysisk eller mentalt. Vi behøver ikke moral, forargelse, 'oplysning' eller mentalhygiejne. Vi har brug for at respektere det selvstændige univers, ethvert menneske er, og at have gode diplomatiske forbindelser med det. Så kan vi måske lægge bomberne på hylden.