0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk politik om 10 år

Hvordan vil det politiske landskab udvikle sig? Valget vil stå mellem fire alternative samfundsmodeller - og tre af dem vil politikerne gøre alt for at skjule.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I 25 år har de borgerlige haft det politiske initiativ: I den udstrækning tidsånden har bevæget sig, har det været i borgerlig retning.

I de sidste fem år er den borgerlige grundtone så blevet afgørende forskudt - og med den hele samfundsdebatten. Fra at være individfokuseret og liberalistisk er den blevet fællesskabsbetonende og konservativ.

I den igangværende værdikamp starter de borgerlige således ikke ved at prale af de liberalistiske dyder, der ellers netop havde triumferet med globaliseringen (kapitalisme, frihed, åbne grænser), men derimod ved at relancere disse som skrøbelige luksusgoder, der er helt afhængige af vores civilisations stade og succes.

I dette verdensbillede er det nuværende vestlige lykkesamfund derfor ikke summen af vores individuelle bestræbelser - det forholder sig omvendt: Vores individuelle frihed er vi kun betroet, fordi vi tilfældigvis er så heldige at tilhøre netop den kultursfære, hvor friheden blev opfundet, og hvori den er bedst beskyttet. Samfundet er ikke kommet så langt, som det er, fordi vi er frie - tværtimod: Vi er kun frie, fordi samfundet er kommet så langt.

Resultatet er blandt andet, at politik ikke skabes i forventningen om fremtiden, men i fastholdelsen af fortiden. Og at det politiske system ikke - hvad mange borgerlige jo ellers har ment - betragtes som et nødvendigt onde, der bør begrænses, men tværtom anses for at være en truet og skrøbelig forudsætning for alt, hvad vi har kært.

Skyldes alt dette ene og alene 11. september? Nej. De borgerlige var i forvejen i færd med at moderere ultraliberalismen. At VK-regeringen både i retorikken og substansen søger at fremtidssikre de centrale dele af den danske velfærdsstat er trods alt ikke et direkte led i terrorkrigen. Og at VK-regeringen fører en pragmatisk eller ligefrem desillusioneret EU-politik skyldes nok utålmodighed med den mest sorgløse multikulturalisme, men også en ægte tvivl om, hvorvidt man socioøkonomisk ønsker det 'amerikanske' Europa, der ville være resultatet af fuld, fri bevægelighed.

Men en effekt af 11. september var, at mange på centrum-venstre-fløjen i mødet med islamistisk terrorisme udviklede en pludselig påskønnelse af det vestlige. Mens man på den borgerlige side kan spejle konflikten i den kolde krig ('den frie verden' vs. 'ondskabens imperium'), forekommer en civilisatorisk selvbevidsthed lidt eksotisk for den centrum-venstre-fløj, der gerne har villet dyrke mangfoldigheden.

Men faktisk er konservatismen langt mindre fremmed for venstrefløjen end f.eks. 80'ernes yuppieforbrugerisme. For i konservatismen er samfundet jo en integreret organisme; her tilskrives den historiske og nationale arv en selvfølgelig værdi - og siden denne arv i Vesteuropa nu engang er præget af egalitarisme og solidaritet, er det muligt at være både konservativ og socialdemokrat. Eller måske endda umuligt at være andet?

I hvert fald er dette grænseland så frugtbart, at her er plads til talrige udgaver af 'konservativt socialdemokrati' - repræsenteret af så forskellige figurer som Tony Blair, Ralf Pittelkow og Pia Kjærsgaard.

De sidste par år har altså fremkaldt en bemærkelsesværdig offensiv nationalkonservatisme. Men den eksisterede i forvejen. Den ville også være kommet på mode, hvis 11. september aldrig havde fundet sted - og endda selv om Danmark ikke havde taget imod en eneste flygtning eller indvandrer. Og den er kommet for at blive - i hvert fald en rum tid endnu. Hvorfor? Fordi nationalstaten er en genstridig lille terrier.

Det halve århundrede fra 1945 var karakteriseret af to tendenser: (i) en voldsom globalisering, og (ii) en endnu voldsommere tiltro til denne globalisering. At vi ikke har kunnet se forskel på de to tendenser skyldes, at vi har været blinde for paradokset: at man kan overdrive alt - selv en verdenshistorisk revolution! Mens globaliseringens kritikere undervurderer dens tempo, er globaliseringens tilhængere - i forsøget på at fremtidssikre deres eget verdensbillede - kommet til at overdrive det. Derfor forekom nyheden ved årtusindskiftet ikke at være, at verden er mere globaliseret, end globaliseringsskeptikerne forestiller sig, men at den er mindre globaliseret, end globaliseringstilhængerne påstår. Og derfor blev det pludselig globaliseringens apostle, der lød gammeldags og klichefyldte.

Nationalkonservatismen lyder frisk, fordi globaliseringens mantra reelt har været det samme siden Roosevelt (eller Wilson - eller Kant!). Nationalkonservatismen lyder fræk, hver gang den præsenterer den vilde tanke: at vi måske rent faktisk befinder os i det bedste af alle samfund, alle andre kun drømmer om at opnå. Og nationalkonservatismen lød pludselig forudseende, den formiddag Osama bin Laden forvred verdenshistorien til en grotesk karikatur.

Den nye nationalkonservative tone er ikke kun en midlertidig skrækreaktion, men i hvert fald den foreløbige erstatning for de klare ideologier - den ramme, i hvilken de forsøger at genopfinde sig selv, og den forhindring, som ethvert virkeligt nybrud må overvinde.

Hvordan vil det spænde af? I en række henseender udvikler dansk og europæisk politik sig i retning af USA. Hvor den politiske skala bevæger sig mod noget, der ligner et topartisystem.

Hvor venstrefløjen ikke er bærer af et grundlæggende alternativ til den eksisterende samfundsorden - men tværtimod refererer lige så flittigt til den nationale arv som højrefløjen, og hvor det centrale således bliver spørgsmålet om, hvem (hvilke ledere) der bedst kan vedligeholde nationens karakter. Og hvor der i øvrigt foregår en konstant kamp om, hvad der hører hjemme i 'politik'.

Så må det næste spørgsmål naturligvis blive: Kommer frontlinjen i dansk/europæisk politik så også til at ligne den amerikanske, hvor forholdet mellem liberals og conservatives jo er subtilt forskelligt fra forholdet mellem venstre og højre? Den liberal-konservative værdilinje kan i hvert fald synes relevant, hvis det væsentligste politiske stridsspørgsmål bliver fællesskabets grænser - i det hjemlige tilfælde altså: hvad der er dansk?

Men problemet er, at amerikanerne - selv om de kan kende forskel på 'liberal' og 'konservativ' - aldrig har været i stand til at strukturere etiske diskussioner langs dette spektrum, endsige finde 'løsninger' på så uhåndterlige spørgsmål som aktuelt f.eks. homoseksuelle ægteskaber og oversættelse af nationalsangen til spansk.

Og hertil kommer så, at højre-venstre-skalaen jo ikke er mere afblomstret, end at vi fortsat er uenige om statens ansvar for økonomien. En liberal-konservativ akse vil dermed være lige så lidt dækkende som højre-venstre-aksen.

Men kunne man så forestille sig et fremtidigt politisk billede, hvor de to krydsedes - og det var tilladt at have én holdning til det kulturelle fællesskab og en anden til det so