Foran pc'en med fingrene i bevægelse over tastaturet kan man efter mange år i livet gøre sig tanker om, hvad der er moderne, og hvad der er gammeldags. Apparatet er helt moderne, selv er man af flere grunde og på flere måder gammeldags. Jeg skriver f.eks. stadigvæk med to fingre på klaviaturet, som jeg gjorde, da jeg første gang blev sat foran en skrivemaskine. Det var en Smith-Corona-rejsemaskine, og allerede, da jeg fik den, antikveret. Det var en gave fra min velhavende onkel Niels, der vist aldrig selv havde skrevet på den (det var der sekretærer til), i hvert fald havde han ikke brug for den længere. Selv syntes jeg, maskinen var ret moderne, lækker, handy, den øverste del kunne hæves og sænkes, så maskinen passede i den hårde kasse, den var ankommet i. Selvlært nåede jeg altså ikke længere end til tofingersystemet, selv om et kursus sikkert kunne have ført til avancement - eller den nødvendige stædighed, hvis jeg virkelig ville have villet. Tres år efter skriver jeg altså stadig med de to, mens maskineriet på bordet foran mig rummer så mange muligheder ud over tifingersystemet, at jeg bliver svimmel bare ved tanken. Moderniteten stirrer mig med andre ord lige i øjnene, jeg accepterer den, men klarer mig alligevel på en halvhjertet måde uden. Når yngre og mere velindsatte personer som mine børn beretter om maskineriets grænseløse muligheder (som de med et snuptag demonstrerer), oplever jeg en distraktion, der nemt kan forveksles med træthed. Jeg har ikke brug for noget af det. Samtidig er det, man kalder 'de teknologiske landvindinger', en selvfølgelig og fuldt accepteret del af min hverdag. Jeg kan nok undre mig over, at moderne soldater er langt mere polstrede og antennestrittende og udposede end de danske Jenser, der legede krig omkring Kassemosen og Arnakke Bakke i 1939, men sådan må det vel være, når flyvemaskiner heller ikke længere har propeller, og bomber sprænges ved atomkraft og ikke ganske almindeligt trotyl. Banalt og sindsoprivende på samme tid, for naturligvis er det sådan, men er det også naturligt, at man accepterer, at det er sådan? Det er ikke min hensigt at gøre moderniteten til et problem i sig selv, hvad der optager mig, er holdningen til den. Der har altid været en febril form for opstemthed forbundet med oplevelsen af det moderne. Det at være moderne, at være en del af moderniteten skaber en eufori, når den pludselig indfinder sig med epifaniens styrke: »Juhu«, siger man, »nu er jeg moderne, det vil sige med på noderne, del af tiden, selve tiden«. Kravet om at være moderne - med på moden - har sikkert altid eksisteret, selv Sokrates har trods sin excentricitet ladet sig klippe à la mode. Men det er først i de seneste århundreder (særlig efter den industrielle revolution), at kravet om at være med på det ny har vokset sig stærkt. »Make it new!«, udbrød som bekendt Ezra Pound om poesien allerede før Første Verdenskrig, og vores egen Johannes V. Jensen holdt sig ikke tilbage, når det gjaldt henrykkelsen over de teknologiske fremskridt, hvis sindbillede, maskinen, han hyldede i 'Den gotiske Renaissance' (1901). Allerede tidligere havde H.C. Andersen været på spil og ganske uskyldigt (og helt korrekt) set verdensomvæltningen udtrykt i damptog, dampskibe og (damp)fly. Det kunne ikke blive nyt nok - og samtidig »gik storken nede i engen og talte egyptisk, for det havde den lært af sin mor«. Her røres ved noget foruroligende og måske afgørende. Man kan godt være med på vognen og også køre stærkt, men samtidig er der noget, der bremser i den anden ende, en uskyld, en naivitet, en blåøjethed eller måske en indbygget konservatisme, som er nødvendig for, at man ikke skruer sig så højt op i modernitetsbegejstring, at man ender med både hoved og hjerte i den blå luft. I den sammenhæng var Første Verdenskrig en alvorlig øjeåbner. Det lå ikke i kortene, at dette opgør skulle strække sig over fire år, netop med tanke på den teknologiske udvikling regnede de fleste med, at konflikten - tju, bang, chokolademand - ville være ovre på et par måneder. Men så gik det hele i stå på en uhyre gammeldags måde og endte i mudder og fastfrysning, og hvis man ikke omkom i skyttegraven, tog det teknologisk højtudviklede maskingevær sig af resten, og hvis det ikke var nok: giftgassen. Mere end hundredtusind mænd kunne på den måde omkomme i et enkelt slag - og der var mange. Italieneren Marinetti havde allerede 1909 givet startskuddet til futurismen, der henrykt gav sig hen i dyrkelsen af fut og fart og teknikbegejstring, men der var ikke meget tilbage af nogen af delene, da freden endelig kom i 1918 og efterlod en knust generation og en flok hævngerrige sejrherrer, der snart blev trætte af at lytte til de overlevende krøblingers klynken og fik sat gang i oprustningen igen. Mere teknologi, mere djævelskab og efterhånden en ny krig i stedet for den, man i et opstemt øjeblik havde vedtaget skulle være 'The War to End All Wars'. Da de tyske fly 9. april 1940 fløj ind over København, tænkte jeg: »Hvor flyver de dog langsomt!«. Men i eftertankens klarlys ved jeg udmærket, at jeg ikke tænkte sådan. Det er en efterrationalisering, for øjeblikket dengang var 200 procent moderne, de flyvemaskiner fløj, som de skulle, og selv om ingen af de tilstedeværende med det samme vidste, hvad det var for fly, og hvor de kom fra, og hvad de skulle, så var ingen i tvivl om, at de i ét og alt var på omgangshøjde med tiden, og at det, der skete nu, var det modernes totalopfyldelse sammensat af lige dele nervøs spænding og en mærkeligt synkende, uafviselig følelse af melankoli. Søger man tilbage gennem det forrige århundredes danske litteratur, kan man opleve en eksemplarisk demonstration af vanskeligheden ved at affinde sig med moderniteten - og længslen efter den. For naturligvis gik det moderne ikke i graven med Første Verdenskrig, tværtimod, på alle fronter rykkede modernismen frem, ja i en sådan grad, at det nok kunne give både hjerne- og hjertekvababbelse på hjemmefronten, hvor vi på mange måder gerne vil være med på det ny, men tit har besvær med at komme op i de nødvendige omdrejninger. Det afspejles i kanoniserede hovedværker som Jacob Paludans 'Jørgen Stein' og Tom Kristensens 'Hærværk', romaner, som begge henter næring og tager afsæt i europæisk litteratur, hvis hartkorn af forskellige grunde er noget større. Jeg tænker naturligvis på Thomas Manns 'Buddenbrooks' og Joyces 'Ulysses'. De to sidstnævnte (revolutionerende) værker er kommet til inden Første Verdenskrig, de to sidste efter, hvilket giver dem deres særpræg og egenart, fordi de beskæftiger sig med den generation, der efter Paludans udsagn »måtte snuble i starten« eller for at tale med Gertrude Stein var »The Lost Generation«. På overfladen giver den særlige efterkrigstidsstemning sig nok flest febrile udslag i 'Hærværk', men man skal ikke tage fejl af, at Paludan, der følte sig langt mere udfordret af moderniteten end Kristensen, er godt med, når det drejer sig om at skildre den særlige tvetydighed, som er epoken egen, og som for fuldt udtræk beskrives udenlands af T.S. Eliot i 'The Waste Land' og F. Scott Fitzgerald i 'The Great Gatsby'. Man vil gerne være med på holdet og samtidig som ind i helvede gerne af. I 'Hærværk' og 'Jørgen Stein' bliver det den fra USA nyligt importerede jazz, der er prøvestenen for, hvad der er mest tiltrækkende og frastødende i det ny. Og om man piber eller synger er egentlig lige meget, for den er der, denne ny musik, man kan ikke komme uden om den, den er overalt: på værtshusene, i barerne, på restauranterne, ja til sidst sidder den i panelerne, og lige meget hvad man gør, er det umuligt ikke at lade sig gribe, at lade sig fange af rytmen og danse med, selv om det føles som et overgreb og opleves som et forræderi mod alt, hvad der er helligt, ja kulturen selv. I 'Hærværk' hedder hovedpersonen som bekendt Jastrau (Jazz-trav) og bærer kælenavnet 'Jazz'. For ham er den ny musik et rusmiddel på linje med den ny og populære 'cocktail' og den allestedsnærværende whisky. Den er et middel både til at komme af med konveniensens stramme korset og ind til en oprindelighed, der menes at ligge skjult bag panseret. Men frigørelsen er utilfredsstillende, ikke kun fordi den følges af sikre tømmermænd, men opleves som et forræderi. Man lader sig forføre af det primitive, man er lokket i gyngen af noget, som i sidste ende er under ens værdighed. Der er jo afgjort tale om negermusik. »Og pludselig stod han med hævet arm midt på gulvet. Spansk danserinde. Grammofonen snurrede og hvæsede. Jazz! Jazz! Og Ole Jastrau stod spændstig i samme stilling overfor Eriksen. Brystkassen frem. Muskuløse arme. Lynende øjne. Spansk danserinde. Og nu begyndte en selvkomponeret dans mellem de to mandfolk i den mennesketomme bar, en jubeldans, en triumf, der kun blev afbrudt, hver gang der skiftedes plade«. »Men da sneg melankolien sig også et øjeblik ind i baren. Eriksens skikkelse sank sammen, hans bryst blev indfaldent, vesten hang i folder og han sukkede: »Forkælet charmør, du. Er det ikke til at blive fuld af? Og så begyndte en ny jazz igen« ('Hærværk'). Der er et eget paradoks i opfattelsen af jazzen som melankolifremkaldende, så sandt som den i sit oprindelige væsen er både livshungrende og livsbekræftende. Ganske vist er bluesen blå og en klagesang, men efter den traditionelle marche funèbre i New Orleans, hvor jazzen blev født, glemte orkestret 'He Rambled, He Rambled' og slog over i 'High Society' eller 'Royal Garden Blues', der - som navnet antyder - nok var en blues, men up-beat, swingende og glad påkaldte det liv, som måtte gå videre, selv om man havde efterladt en stiv og kold person i et sort hul på kirkegården. Hvad der skræmte forgængerne i den ny musik, som man ikke forstod, var da heller ikke dens struktur eller mulige musikalske, positive egenskaber, men dens foruroligende baggrund, dens tilhørsforhold i det lave, det ukultiverede, det fremmede, det farvede anderledes og dermed skræmmende: »I Toryklubben var der Marimbaspil, og senere greb veritable negere de blanke saxofoner. Det lød godt og dulmende, lidt zoologisk, men rytmen var brillant at nikke til, og vibrafonens sølv-anslag, hvormed hver dans sluttede, havde noget af himlen i sig, men også kun noget« ('Jørgen Stein'). Svært at forestille sig noget mere eksotisk end »veritable negere« og med »lidt zoologisk« er hverken junglen og de derboende aber særlig langt væk. Himmelsk er det ikke, kun noget. I et vidunderligt klip fra en dansk reportagefilm ser man Ludvig Brandstrup byde Louis Armstrong velkommen i skikkelse af en vildmand, der som en abe kravler ned fra træerne (det var under Armstrongs første besøg i København i begyndelsen af trediverne, hvor både Stein og Jastrau kunne have været til stede), for »Jazzmusikken var endnu en nyhed for Jørgen. Han syntes om den, dog med en følelse af at svigte sit bedre jeg. Desillusioneret, hverken glad eller sørgelig var jazzen, uædel i sin passion. Den var som et skuldertræk, et 'skidt med det', den lokkede for lysten til bedøvelse og til kvindelegemer, lige meget hvilke, blot fristende. Engang havde der været en anden slags rus, den humanistiske, skønt-forløbende - han sendte 'In vino veritas' og Kierkegaard en tanke«. Et sted i Paludans bog gør hovedpersonen sig ironiske overvejelser om durabiliteten i 'Tea for Two', og man falder umiddelbart på den tanke, at om hundrede år, når 'Jørgen Stein' ikke kan opfattes som andet end et sociologisk-arkæologisk monstrum, vil mennesker kloden rundt stadig fløjte lystigt med på melodien og slå takt med foden, når den eller 'Honeysuckle Rose' er på repertoiret, ja selv 'Yes, We Have No Bananas' vil få smilet frem, skønt pjanket må opfattes som 'uædelt i sin passion'. Wow, siger jeg, der er rendt nogle hektoliter vand i stranden siden dengang, for ikke alene har jazzen sejret sig selv halvt til døde, populærkulturen er for længst blevet så populær, at selv 'seriøse' aviser som denne kan fylde flere sider om rock'n'roll, beat & bananer, bryst & balder ikke blot én gang om ugen, men hver dag! Det er godt gået, og jeg skal være den sidste til at ønske udviklingen rullet tilbage, selv om man pludselig kan føle en reaktion brede sig fra uventet om end ved nærmere eftertanke ikke helt uventet hold. Nu er det hverken jazz eller pop, der kalder ideen om 'det uædle' tilbage, nu er det en helt anden skræk for det ukendte og 'farlige', der breder sig ved tanken om 'de muslimske horder', der 'vælter ind over landet'. Nu er det hverken jøder (som Jacob Paludan har et forskrækket-overlegent blik for i 'Jørgen Stein') eller 'negre', man betragter med skrækblandet opmærksomhed, nu er det hele folkeslags umiskendelige fremmedhed, man bæver for og slår over én kam som pestbefængte rottevæsener. Jeg tror, man kunne vinde terræn ved en imødekommenhed som på dansegulvet. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at 'Tea for Two' og 'Yes, We Have No Bananas' kunne få mange flere slør til at falde end hundrede kurser i folkedans og påtvungne lektioner i kanonisk dansk og dansk kultur, ja, jeg er sikker på, at der ville være en mulighed for på denne måde at mildne fremmed barbari og tilsvarende dansk hønisseri. Naivt, måske, men det er kun alvorligt depressive og fundamentalistisk vildførte, der kan gå ind for stening, håndsafhugning og æresdrab. Eller som os andre insistere på åndeligt halm i træskoene dag og nat. Hvad nu, hvis man prøvede med lidt 'swing' i alle ordets betydninger? Så ku' man måske ikke bare nøjes med at tralle med på 'I've got a Lovely Bunch of Coconuts', men ligefrem få hul på nogle af dem. Og måske oven i købet være med på noderne.