Klokken er 16, da jeg træder ud af King Khaled Lufthavnen i Riyadh.

Varmen er voldsom, det er 44 grader, og min kuffert er forsvundet. Men det er lige meget, otte måneders opslidende forsøg på at få arrangeret et udvekslingsbesøg med en saudiarabisk avis er gået i orden. Trods Muhammedkrise og landets nærmest hermetisk lukkede grænser, er jeg i 11. time blevet inviteret indenfor på Al Riyadh, Saudi-Arabiens største avis, i 14 dage. Hvad der skal ske, har jeg ikke den fjerneste anelse om. Mit ønske er at få en fornemmelse af, hvordan pressen agerer mellem streng religion, enorme olierigdomme, sharialovgivning, kongehusets enevældige magt, terrorbomber og den vestlige påvirkning. Og hvordan man som almindelig borger klarer sig i dette krydsfelt. »Du må forstå, at forholdene er meget anderledes end dem, du kommer fra«, siger en af mine værter. »Vi er låst mellem kræfter, der trækker i hver sin retning. De konservative religiøse, der ikke ønsker reformer, og de mere moderne, der gerne ser fremskridt. Som avis skal vi navigere midt i mellem. Vi har ikke censur. Alle journalister ved, hvor den røde linje går«, fortæller han, smilende og trykker pegefingeren i tindingen. I restauranten på mit hotel serverer man en veludstyret morgenmadsbuffet. Her laver jeg min første kulturelle brøler. Bemærker, at de tre helt sortklædte skikkelser ved buffeten bevæger sig uroligt, men tænker ikke videre over det, før tjeneren kommer og hvisker i mit øre, at den er helt gal. Jeg har sat mig I ’familysection’, den del af lokalet der er reserveret kvinder. Skynder mig væk. De tre kvinder sætter sig ned, og tjeneren bakser en sammenklappelig skillevæg op imellem os, så de kan sidde i fred – for mig. Jeg indkasserer en del blikke fra de andre mænd i herreafdelingen. Alle er saudere. Udenlandske pressefolk, der besøger Saudi-Arabien, bliver som regel iklædt en såkaldt ’overfrakke’, en mand fra indenrigsministeriet, som følger med overalt og ser, hvem man taler med, og hvad man laver. Det gør jeg ikke. Derimod vil en mand fra avisen tolke og sørge for min sikkerhed. Der er lavet et program for den kommende uge, jeg skal bl.a. besøge museer, universitetet, et stort hospital og en række shoppingmall. Overalt patruljerer Muttawaer, det religiøse politi. Oversætter man styrkens officielle navn direkte fra arabisk lyder det ’Komiteen til Sikring af Dyd og Forebyggelse af Last’. Deres opgave er, som navnet siger, at sørge for, at der ikke foregår uterlig opførsel i det offentlige rum. Det kan være kvinder, der ikke er ordentlig dækket til, eller mænd der uretmæssigt forsøger at komme i kontakt med det modsatte køn. De har lov til at konfiskere videobånd og dvd’er med musik eller andet uislamisk indhold og skride ind over for forretninger, der ikke holder lukket fem gange om dagen, når alle forventes at bede. Indtil for få måneder siden kunne de anholde og afhøre hvem som helst på den blotte mistanke. De er frygtet af store dele af befolkningen for deres brutalitet. Muttawaerne bryder sig ikke om kameraer. Al Riyadh avisens fotografer bliver af og til arresteret, mens de er ude i byen og fotografere. Indtil for ganske nylig var det forbudt at fotografere i det offentlige rum i det hele taget, selv mobiltelefoner med kamera indbygget var illegale. Flere end seks millioner gæstearbejdere fra især Filippinerne, Indien, Bangladesh og Pakistan laver alt det grove arbejde i Saudi-Arabien. Mit hotel har 300 ansatte som tjenere og rengøringsfolk. De fleste tjener, hvad der svarer til 800 kroner om måneden og arbejder fra morgen til aften. Jeg er blevet venner med en ung bangladesher, der har arbejdet her i syv år. Han måtte betale 30.000 kroner til korrupte ambassadeansatte i Dhaka bare for et få et arbejdsvisum. Da han ankom, tjente han 800 kroner om måneden, men tjener nu 1.600. Det kostede ham altså mindst to års løn bare at komme hertil. Han bor med alle de andre ansatte på et personaleherberg i den anden ende af byen. Fire mand på hvert værelse og absolut ingen kontakt til kvinder. De må ikke organisere sig. Brokker man sig, bliver man fyret og sendt hjem med første fly. Jeg har spurgt ham, om jeg må besøge dem, hvor de bor, men det tør han ikke. I månederne omkring ’the cartoon crisis”, blev der produceret millioner af brede streamers til at sætte i bagruden på bilen. »Hvis du elsker Profeten Muhammed – boykot danske produkter«, står der på arabisk. Klistermærkerne sidder stadig på mange bagruder, derfor er der ingen tvivl om, at klokken ringer i hovedet på folk, når jeg præsenterer min nationalitet. Men ingen jeg møder nævner Muhammedkrisen med et ord. En dag skal vi til audiens hos Guvernøren af Riyadh. Jeg er ikke rigtig forberedt på, hvad det er der skal ske. Alt er skinnende marmor, store lysekroner, helt rette linjer og pinlig rent. Vi kommer op til salen, hvor guvernøren, prins Salman, som er kongens bror og derfor helt tæt på magten, har audiens hver tirsdag og lørdag. Udenfor sidder to hundrede mænd og kigger andægtigt på en dobbeltdør af massivt mørkt træ, stor som en ladeport. Alle med hver sit problem, som de håber, at prinsen kan løse. Prins Salman er en ældre herre, men stadig rank, ingen ved præcis, hvor gammel han er. Hans hånd er overraskende lille af hans størrelse og håndtrykket slapt. Han kigger mig i øjnene og spørger, hvor jeg kommer fra. Danmark, svarer jeg og smører det venligste smil, jeg har ud over hele ansigtet. Han ser noget desorienteret ud. Med en håndbevægelse beder han en embedsmand om at forføje sig, så jeg kan sidde i sofaen lige til venstre for ham. Der bliver hvisket og folk flytter sig hurtigt rundt, så der bliver plads til mig. Køen fortsætter. Lige efter mig kommer en ældre fattigt udseende mand klædt i sort og begynder at råbe noget på arabisk. Et par embedsmænd tager ham i armen for at føre ham videre, men får ikke rigtig fat. Manden smider sig ned på gulvet og jamrer, mens han kysser prinsens fødder, men bliver hurtigt trukket bort i det ene ben. Prins Salman vender sig om mod mig. »This man need my help«, siger han og ser stadig ud, som om han ikke ved, hvad han skal mene om mig. Jeg kan ikke tænke på andet end mit kamera og beder min ledsager om at hente det ved døren i den anden ende af salen. Jeg når at tage to billeder, før det hviskes mig i øret, at jeg skal forberede et spørgsmål til prinsen. Han ville tale med mig om lidt. Men spørgsmålet skal lige godkendes først. Tænker så det knager. Hvad spørger man en saudisk prins om? Beslutter at spørge ham til forholdet mellem Danmark og Saudi oven på Muhammedkrisen. Min ledsager hvisker det videre til en anden embedsmand, som kigger ned på mig og nikker svagt. Grønt lys. Da alle er færdige med at give håndtryk, rejser jeg mig op og går hen og står lige foran ham. Jeg fremsætter spørgsmålet. »Oh, its excellent«, svarer han med et lidt kejtet smil. Det er så det. Jeg er helt tæt på hans ansigt og kan se, at hans hageskæg er farvet helt sort. Prinsen sætter sig ned med den stabel af papirer, han har fået med folks redegørelser for deres problemer, som han forventes at løse. Det kan være en nabostrid eller en ansøgning om en ny vandboring. En for en bliver de fremmødte kaldt op og får udleveret deres brev med hans påtegnelse. Han skimmer hvert brev og beslutter på få sekunder, hvad der videre skal ske og hvilken myndighed, der skal tage sig af det. Hans underskrift er den endelige godkendelse af, at den rette myndighed vil ordne sagen. Ingen underskrift, ingen løsning. Han bruger vel 10 sekunder per sag. Jeg får at vide, at min tid er udløbet. Nåede vel at tage 30 billeder. Vil give min højre arm for at få lov at blive. »Nå, hvad synes du så om vores ’Open door Policy’, spørger min ledsager, bagefter. Han forklarer, hvordan man på denne måde sparer en masse bureaukrati og holder kontakt til folket. Selv kong Abdullah har en ugentlig dag med åbne døre, hvor alle kan møde op. En tradition der rækker helt tilbage til salig Kong Abdul Aziz, Saudi-Arabiens grundlægger. Vi går uden for paladset og står på en stor plads med søjler og bygninger omkring. »Er det ikke det, du gerne ville se?«, spørger han. Jeg forstår ikke, hvad han mener. »Det er her, man foretager ...«, siger han og slår håndkanten af sin højre hånd ned i den flade venstre. Chop-Chop Square. Ude på midten danner fliserne en cirkel, og i centrum af den er der en rist. Jeg insisterer på at gå derhen. Vi står derude et par sekunder, han siger, at jeg skal skynde mig, hvis jeg vil fotografere. Tager et par billeder, men kan igen slet ikke samle mig om det. Det er uhyggeligt. Vi står lige der, hvor en ung mand i sidste uge fik hugget hovedet af for øjnene af hundreder, måske tusinder af mennesker. Og før ham endeløse rækker af andre. Jeg beder min ledsager fortælle, hvordan det foregår. To timer før henrettelsen begynder politiet at afspærre pladsen, så der er åbent på midten, men også god plads hele vejen uden om til de tilskuere, der vil komme. Henrettelser bliver ikke annonceret nogen steder, det sker ofte efter fredagsbønnen. Alle ved, hvad det betyder, når der er meget politi. Rygtet går, og folk kommer strømmende til. Når alt er klar, bliver den dødsdømte kørt ind på pladsen i en lukket politibil. Han har håndjern på, får bind for øjnene, og bliver ført hen og sidde på knæ oven på risten. Et reb om anklerne bliver gjort fast til hænderne på ryggen, så han ikke kan røre sig. Til sidst kommer bødlen med et stort sværd hængende i bæltet. Med et enkelt hug gør han det af med manden. Allahs vilje er fuldbyrdet, folk klapper og bliver ledt væk af politiet. Jeg spørger, hvor mange henrettelser han selv har set. »Det aner jeg ikke. Mange. Jeg har set det helt fra jeg var dreng«. Er det 10 eller 50, prøver jeg igen. »Måske«, svarer han. Mere vil han ikke sige En venlig kollega inviterer mig til middag i sit hjem en aften. Fortæller om sin familie og sine venner, om sine rejser inden han blev gift, hvor han har prøvet lidt af hvert. Han er usædvanlig frisindet. Jeg spørger, om hans kone går med ansigtet tildækket. Han kigger overrasket på mig. »Selvfølgelig gør hun det«. Ikke engang hans bror har nogensinde set hendes ansigt. Det føles rart, at der ikke er andre mænd, der ved, hvordan hun ser ud. Når han har været ude hele dagen og ikke har set en kvinde, er det ekstra dejligt at komme hjem og se hendes smukke ansigt og røre hendes hud, forklarer han. Det kan jeg levende sætte mig ind i. Det er nationaldag. Vi kører ind til centrum og ned til Tahliah Street, hvor vi finder en flok unge mænd, der kører rundt i en Hummer, en stor amerikansk firehjulstrækker. De er klædt som til karneval, én har en stor Jimi Hendrix-paryk på, og i bilens vinduer er billeder af kongen klistret op på indersiden. De svinger rundt med store grønne saudiske nationalflag. Andre har spraymalet deres biler grønne og ridset korancitater ind i lakken. Der er et leben i gaden, folk er eksalterede. Den strenge adskillelse mellem kønnene påvirker mig mere, end jeg ville have troet. Det er meget mærkeligt slet ikke at have kontakt til kvinder. »Jeg har sagt til min kone, at jeg aldrig vil tillade, at hun kører bil«, siger en anden kollega. Det er overraskende, han har hidtil kun givet udtryk for ret liberale synspunkter. »Mange unge mænd er så seksuelt frustrerede, at de vil gøre alt for at komme i kontakt med en kvinde«, fortæller han. »Når kvinder kører alene med deres pakistanske chauffør, altså sidder tildækket på bagsædet, sker det, at enlige mænd i andre biler prøver at komme i kontakt med dem. De aner ikke, hvor gammel hun er, de kan jo ikke se hende, men lige meget, de vil bare i kontakt med en kvinde. Kører op på siden af hendes bil, ruller vinduet ned og råber sjofle ting og rækker en seddel med deres mobilnummer ud ad vinduet til hende. Og det er altså, selv om kvinderne har en chauffør med. Forestil dig så, hvordan det vil være for kvinder at køre helt alene ... Det er alt for farligt«. Det kan jeg sådan set godt følge. Jeg spørger ham, hvad sammenhængskraften er i Saudi-Arabien. »Pengene, udelukkende pengene. Hvis olien forsvandt i morgen, ville vi have kaos i overmorgen«. Jeg fortæller om de unge, der fejrede nationaldagen i går. »At fejre den dag er et eksperiment, det er ikke noget, man er glade for ude i moskeerne«, siger han. »Kongehuset skal konstant holde en vanskelig balance. De religiøse kræfter er meget stærke, de kan starte et oprør i morgen, hvis de vil. Så længe kongehuset kan stille dem tilfredse, bl.a. ved at lade muttawaerne gå rundt og holde øje med befolkningen, og så længe de har et loyalt embedsværk, kan de blive siddende. Korruptionen er udbredt blandt embedsfolkene, men der bliver intet gjort, netop fordi kongehuset har brug for deres loyalitet. De bruger pengene til at fodre de religiøse og embedsmændene. Og militæret, selvfølgelig, som er blandt de bedst udrustede og velbetalte i verden«. Flere, jeg har talt med under mit ophold, har ellers rost den relativt nye Kong Abdulla, for at forsøge at komme korruptionen til livs og for at tage initiativer, der peger hen imod en demokratisering. I februar afholdt man for første gang kommunalvalg, hvor man overvejede at give kvinder stemmeret. Det faldt til sidst, fordi modstanden fra de religiøse kræfter var for stor. Inden vi skilles spørger jeg, om han mener, jeg har en chance for at komme med en muttawa-patrulje på arbejde. »No way. Det er helt, helt utænkeligt. De hader pressen, og de hader folk fra Vesten. Du får ingen til bare at overveje at spørge for dig«.