Den danske ambassadør i Zimbabwe tager telefonen. I den anden ende af røret hører han udenrigsministerens stemme hjemme fra København: »Selvfølgelig skal han have asyl«, siger hun. Tonen er bestemt, og der er ingen tvivl. Ambassadøren ånder lettet op. Han tager sin jakke, sætter sig ud bilen og drager af sted mod et hemmeligt sted i Zimbabwes hovedstad. Det glade budskab skal overdrages. Året er 2020. Ti år fra i dag. En systemkritiker i Zimbabwe – lad os kalde ham Emmanuel – står til dødsstraf i sit hjemland. Sammen med sin kone og to børn har han igennem et halvt års tid boet i kælderen hos en god ven. Dagslys er der intet af. Mad og drikke får de på vennens nåde. Og børnene klarer deres rastløshed ved at rulle de to gule legetøjsbiler rundt i det trange rum, så dækkene er næsten tyndslidte. Øjnene er trætte, men ved tanken om dagslys, en gåtur og lyden af børnenes leg i det fri holder Emmanuel og hans kone håbet oppe. Den danske ambassadør nærmer sig skjulestedet. En trang sidegade gør, at han må gå det sidste stykke – alligevel løber han. Udenrigsministeren har givet grønt lys, og Emmanuel og hans familie kan endelig se frem til et liv i sikkerhed. På vej ned ad kældertrappen strejfer tanken ham: »Hvad ville der være sket den lille familie, hvis det her var for ti år siden?«. Tilbage i 2010 måtte en dansk ambassadør ikke selv tage initiativ til at få dødsdømte systemkritikere ud. I dag er det heldigvis anderledes. I dag har vi en regering, der pålægger ambassaderne at gøre det. Tilfreds med situationen banker han på kælderdøren. Emmanuel sover uroligt. Derfor vågner han badet i sved ved den sagte banken på døren. Han åbner døren, og den danske ambassadør træder ind. Han stiller skoene og fortæller så, hvad udenrigsministeren har fortalt ham. Emmanuel tager ambassadørens hånd og bryder grædende sammen. To iranske mænd Emmanuels eksempel er måske tænkt, ja, men ikke usandsynligt. Der er mange som Emmanuel, der ikke bare knægtes på deres ytringsfrihed, men risikerer livet ved at tale om deres politiske overbevisning.
I fremtiden håber jeg, at vores asylsystem bliver bedre til at hjælpe personer som Emmanuel. Personer, der ikke kan hjælpes i nærområderne. Vi skal ikke tage flere flygtninge, end vi allerede har forpligtet os til. Men vi skal turde en asylpolitik, som – fordi den støtter og beskytter progressive kræfter – ikke kun er til gavn for ’de heldige udvalgte’, men for hele befolkningen i de lande, flygtningene kommer fra. I 2005 forelsker to iranske mænd på 16 og 18 år sig i hinanden. De holder forholdet hemmeligt – derfor er der gået flere måneder, efter at de mødtes første gang, før de viser sig ved siden af hinanden i fuld offentlighed. Men på det tidspunkt er deres hemmelighed kendt. Begge får de bind for øjnene og en løkke om halsen. Få sekunder efter dingler de til skræk og advarsel i hver sit reb.
