Brugerbetaling, tuition fees, kan medføre bedre kvalitet i uddannelserne, da det fremmer konkurrence mellem universiteterne og kan betyde, at universitetsledelsen fokuserer på at tiltrække studerende frem for at fokusere på politiske bevillingsgivere«, skriver Dansk Erhvervsforsknings Akademi (DEA) i sin aktuelle rapport og henviser blandt andet til Australien. Jeg er lige kommet hjem efter 3 måneders ph.d.-forskningsophold i Australien, der har mere end 20 års erfaring med betalingsstuderende. Her har jeg interviewet ledere på flere universiteter om vilkårene for pædagogisk udvikling. Mit indtryk er, at de australske betalingsuniversiteter ikke er mere interesserede i pædagogisk udvikling end danske offentlige universiteter. Måske tværtimod; så længe det sælger, er det o.k. Australske universiteter er en hybrid mellem private og offentlige. De gør meget ud af at fremstille sig selv som offentlige universiteter, men reelt er størstedelen af universiteternes midler private i en sådan grad, at de udgør landets tredjestørste eksportindtægt; det er et faktum, man hører gentaget så mange gange i den australske universitetsdebat, at man ikke er tvivl om, at det er vigtigt for de australske universiteters selvopfattelse. Det er kort sagt en milliardforretning, og en stor del af indtægten kommer fra de op mod 300.000 internationale studerende, der lige nu befinder sig i Australien. Både indfødte australiere og internationale studerende betaler for deres plads på universiteterne. Men de internationale studerende betaler klart mere og er derfor mest interessante for universiteters økonomi. Det er fristende for kriseramte danske universiteter at gribe ud efter alle de mange penge, men hvad er konsekvenserne? Lad os se, hvordan DEA’s påstand passer med det, jeg så i Australien. For det første er der DEA’s påstand om, at tuition fees højner undervisningskvaliteten. Størstedelen af mine kvalitative undersøgelser blev gennemført på et fakultet, hvor over halvdelen var internationale studerende primært fra Kina og Malaysia. Det var med andre ord et fakultet, der i følge DEA burde være særdeles optaget af pædagogisk udvikling. Det var bare ikke tilfældet. Undervisningen var ganske vist ikke specielt dårlig at dømme efter en central evaluering af undervisningskvaliteten. Den viste, at fakultetet var steget fra 3,79 til 3,97 på en 5-skala i de seneste 10 år i spørgsmålet ’Blev der undervist godt i faget?’. I mine øjne er der tale om et unuanceret evalueringsspørgsmål, men lederne tillagde statistikken umådelig stor betydning. Det slog mig, at lederne på fakultetet nøjedes med at læse evalueringer, behandle klagesager og have uformelle samtaler med deres undervisere, men derudover ikke syntes at være specielt vidende om eller interesserede i pædagogik.
I en spørgeskemaundersøgelse bad jeg lederne om at prioritere mellem 41 udsagn om deres syn på ledelse. Resultatet af denne undersøgelse tegnede et billede af ledere, der går rundt i miljøerne, fornemmer stemninger og skaber konsensus og kompromiser. Hvis der var dårlige evalueringer eller klagesager, ville de naturligvis reagere. Men derudover blandede de sig nødig i undervisningen. Og de så det slet ikke som deres opgave at formulere og sælge pædagogiske visioner til deres undervisere. Flere ledere fortalte mig i opfølgende interview, at undervisning som udgangspunkt var en personlig sag. En institutleder sagde til mig, da jeg spurgte efter en pædagogisk strategi: »Why worry about it? If it ain’t broken, don’t fix it!« Nogle gang er mindre ledelse frem for mere ledelse at foretrække. Det kræver dog i mine øjne, at det er et bevidst valg, og at man holder sig orienteret om, hvornår noget er ’broken’. Hvor ’broken’ skal undervisningen i øvrigt være, før den er værd at ’fixe’? Ledelse, der på denne måde nøjes med at ’monitorere’ deres undervisere, risikerer indirekte at støtte op om konservative undervisningspraksisser. Der kommer ikke ny inspiration og viden ind i systemet. Konsekvensen kan blive, at underviserne reproducerer den type undervisning, de selv har modtaget. For det andet forestiller DEA sig, at betalingsuniversiteter konkurrerer mere. Konkurrence mellem universiteter er imidlertid ikke en simpel sag, og jeg tror, DEA bliver skuffet, hvis det forventer, at konkurrence skaber en stor variation af nye spændende undervisningsformer og uddannelsestilbud. Universiteter har ganske rigtigt et naturligt behov for at profilere sig i forhold til andre universiteter for at kunne tiltrække studerende og forskningsmidler. Det gælder for så vidt både offentlige og betalingsuniversiteter. Men for at kunne profilere sig er universiteterne paradoksalt nok nødsaget til at standardisere deres uddannelser og evalueringssystemer. Rankingsystemer, benchmarking og forskellige internationale sammenlignende undersøgelser spiller en stadig vigtigere rolle for, hvordan uddannelsespolitik formuleres, og universiteter drives. Reelt kopierer universiteterne konkurrenterne for at kunne konkurrere med dem. Konkurrence mellem universiteter skaber med andre ord ikke nødvendigvis flere valgmuligheder. Måske tværtimod. Og man risikerer, at konkurrence dræber de små gode ideer i et undervisningsforløb, fordi man skal kunne afrapportere og evaluere undervisningen på en bestemt måde, så universitetet kommer højt op på rankinglisterne. De australske betalingsuniversiteter er klart fanget i dette paradoks mellem ønsket om diversitet og behovet for standardisering. På den ene side sigter de benhårdt mod at tilbyde attraktiv betalingsuddannelse i verdensklasse i skarp konkurrence med asiatiske, europæiske og nordamerikanske universiteter. På den anden side er de stærkt påvirkede af den europæiske Bologna-proces og de tilsvarende nordamerikanske Ivy League-universitetsmodeller. De studerende skal have mulighed for at rejse med deres eksamensbevis. Og fremtidige arbejdsgivere verden over skal kunne danne sig et klart billede af indholdet og niveauet i de studerendes faglige profil. Danske offentlige universiteter er naturligvis også påvirket af, hvad andre universiteter gør. Men den politiske debat om læringsudbytte og undervisningskvalitet i Danmark giver i mine øjne nogle særlige fordele, som mangler på universiteter, der bliver drevet som virksomheder. For det tredje forestiller DEA sig, at ledelser på betalingsuniversiteter vil fokusere mere på at tiltrække de studerende, og jeg gætter på, at DEA mener, at ledelserne dermed i højere grad vil interessere sig for undervisningskvaliteten. DEA’s rapport er ikke helt klar på dette punkt. Umiddelbart bekræfter min spørgeskemaundersøgelse, at ledelsen vægter hvervekampagner af nye studerende meget højt. Fakultetet producerede i det hele taget et hav af flotte, dyre glitterpjecer henvendt til kommende studerende. DEA’s argument bliver imidlertid lidt mere uklart, hvis det også indbefatter, at der er en ’kundedrevet udvikling’ af undervisningen. Her er det vigtigt at skelne mellem populære og mindre populære fag. I Australien står de asiatiske studerende i kø til uddannelser inden for økonomi, teknik og handel, og der er ikke plads til dem alle. Sat på spidsen kan man frygte, at kunderne på disse uddannelser reelt ikke har magt, da kunderne let kan udskiftes med andre kunder. Desuden er de internationale studerende, der kommer ind på disse studier, typisk mere optagede af at få deres eksamensbeviser end at indgå i studenterpolitisk arbejde med at forbedre uddannelser. Jeg mødte ikke den samme demokratiske universitetsdebat i Australien, som vi har tradition for på danske universiteter. Faktisk havde de studerende kun ringe muligheder for at deltage i den lokale kvalitetsudvikling. Der var f.eks. ikke studienævn med demokratisk valgte studenterrepræsentanter på det fakultet, hvor jeg befandt mig. Det var i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor lidt ledelserne reflekterer over, hvor forskellige deres australske, kinesiske og malaysiske studerende er. Da jeg spurgte en leder om, hvad der kendertegner en god underviser, svarede han uden at tøve: kendskabet til stoffet, entusiasme og evnen til at organisere undervisningen. Da jeg spurgte samme leder om behovet for mere viden om de internationale studerendes læring, blev han mere uklar. Alt, hvad han kunne sige var, at de internationale studerende ikke i væsentlighed adskilte sig fra de australske studerende.
