Den franske forfatter og filosof Albert Camus gjorde sig umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig som redaktør af modstandsmagasinet Le Combat nogle forestillinger om den mentale, politiske og moralske tilstand i efterkrigstidens Frankrig.
På baggrund af det, han omfattede som et værdisammenbrud for den europæiske tanke og verden i nazismen, de totalitære ideologiers hærgen og den omfattende franske officielle kollaboratørvirksomhed (i Vichyregimet) med den nazistiske besættelsesmagt, ikke mindst i jødespørgsmålet, betonede han, hvor vigtigt det var at skabe et Frankrig, hvor diskrimination var et overstået kapitel, og hvor et ord som respekt for det anderledes og den anden fik en fremtrædende plads i det civile samfund. Bortset fra modstandsviljen mod nazismen og besættelsen startede man i mange henseender forfra fra et nulpunkt også med begreber som frihed og solidaritet, der i den eksistentialistiske kreds skulle finde et nyt indhold. I dag har ordet ’respekt’ en aura af noget overstået og gammeldags, blandt andet fordi det er blevet misbrugt af en autoritær pædagogik eller mangel på samme, men dybest set betyder det, at man er parat til at anerkende, at mennesker med en anden baggrund, tro, hudfarve, religion eller overbevisning end den nationalt givne har det samme behov for social og menneskelig anerkendelse som en selv.
