Hvis retfærdighed eksisterede, behøvede ingen at dø af sult eller de sygdomme, som kan helbredes. Men »klokkerne ringer for retfærdighed og demokrati«, siger Portugals litterære nobelpristager i denne tale. Det er på høje tid at få en global debat om demokrati og årsagerne til dets forfald. Jeg vil begynde med i meget få ord at fortælle jer en bemærkelsesværdig historie, der fandt sted blandt bønderne i en lille landsby i nærheden af Firenze for over 400 år siden. Jeg vil tillade mig at bede om jeres udelte opmærksomhed over for denne vigtige historiske begivenhed, stik imod sædvane viser fortællingens morale sig nemlig før historiens afslutning. Den vil hurtigt springe jer i øjnene. Landsbyens indbyggere befandt sig derhjemme eller arbejdede i marken, alle beskæftiget med dagens pligter, da de pludselig hørte kirkens klokker ringe. Det var en gudfrygtig tid (vi taler om noget, som fandt sted i det 16. århundrede), klokkerne ringede normalt flere gange dagligt, og der var altså ingen grund til overraskelse. Men denne gang var det en sjæleringning, og det, ja det var overraskende, eftersom man ikke kendte til nogen i landsbyen, der lå for døden. Kvinder og børn gik derfor ud på gaden, mændene forlod (deres) pløjning og andet arbejde. Kort tid efter stod de alle samlet på pladsen foran kirken og ventede på at høre, hvem de skulle sørge over. Klokken ringede endnu et par minutter, men endelig tav den. Få øjeblikke derefter åbnedes porten, og en bonde kom til syne på dørtærskelen. Da manden ikke var ham, der sædvanligvis ringede med klokkerne, forstår man, at indbyggerne spurgte ham, hvor klokkeren var, og hvem der var død. »Klokkeren er her ikke, det er mig, der har ringet«, svarede bonden. »Men er der så ingen, der er død?«, spurgte indbyggerne igen. Bonden svarede på ny: »Nej, ikke nogen, der har et menneskes navn og fremtræden, jeg ringede med klokkerne for Retfærdigheden, for Retfærdigheden er død«. Hvad var der sket? Der var sket det, at områdets pengegriske herremand (en eller anden skruppelløs greve eller markis) igennem længere tid havde udvidet grænserne for sine jorder, blandt andet ved at brede sig ind over bondens lille jordlod, der gang på gang blev gjort lidt mindre. Offeret var begyndt med at protestere og gøre indvendinger mod uretfærdigheden, dernæst bønfaldt han om herremandens nåde, og til sidst bestemte han sig for at klage til myndighederne og at, bede om retsvæsenets beskyttelse. Alt dette var uden resultat, og udplyndringen fortsatte. Helt fortvivlet besluttede han så nu at kundgøre vidt og bredt (en landsby har nøjagtigt samme dimensioner som en hel verden for den, der altid har boet der), at Retfærdigheden var død. Måske havde han forestillet sig, at hans lidt overspændte harmfulde handling ville ryste verden og sætte hele universets klokker i bevægelse, uanset race, tro eller sædvaner, og at alle uden undtagelse ville tilslutte sig hans ringen for Retfærdighedens død og først tie, når den genopstod. Et sådant nødråb, flyvende fra hus til hus, fra landsby til landsby, fra by til by, der krydser grænserne og laver lydbroer over floder og have, burde kunne vække en slumrende verden. Jeg ved ikke, hvad der skete derefter. Jeg ved ikke, om en folkelig opbakning hjalp bonden med at få sin jord tilbage, eller om indbyggerne, med sænket hoved og sjælen flagende på halv, vendte tilbage til deres triste dagligliv nu, hvor Retfærdigheden således var erklæret død. Det er en kendsgerning, at Historien aldrig fortæller os alt. Jeg går ud fra, at det er den eneste gang nogensinde i verdenshistorien, at en klokke, en stor tårnklokke af ubevægeligt bronze, efter så mange gange at have ringet for et menneskes død, nu sørgede over Retfærdighedens. Man hørte aldrig siden en sådan sjæleringning i landsbyen uden for Firenze, men Retfærdigheden fortsatte og fortsætter med at dø hver dag. Selv i dag, i dette øjeblik, hvor jeg taler til jer, tæt på eller fjernt herfra, lige uden for vores hjems døre, er der en eller anden, der dræber den. Hver gang den dør, er det, som om den aldrig har eksisteret for dem, der stolede på den, og for dem, som forventede sig det, vi alle har ret til at forvente os af Retfærdigheden: retfærdighed, ganske enkelt retfærdighed. Og vi taler ikke om den retfærdighed, der draperer sig i teatertunika og besnærer os med den juridiske retoriks intetsigende sprogblomster. Heller ikke om hende, der har tilladt, at man giver hende bind for øjnene og forvansker lodderne på vægtskålen, eller hende, hvis sværd skærer mere fra den ene side end den anden. Vi taler om en ydmyg retfærdighed, der er menneskets daglige ledsager, og for hvem retsind er præcist og urokkeligt synonymt med moralitet. En retfærdighed, der formår at være lige så uundværlig for åndens velbefindende, som næring til kroppen er det for livets opretholdelse. Denne retfærdighed udøves naturligvis af domstolene, i alle de sager, som loven har kunnet forudse, men især udspringer den spontant fra menneskene selv. Det er en retfærdighed, der som en uomgængelig moralsk nødvendighed kræver respekt for retten til at eksistere, en ret, som tilhører alle mennesker. Men klokkerne dengang ringede heldigvis ikke kun for at sørge over de døde. De ringede også for at markere dagens og nattens timer, for at kalde de troende til fest eller til gudfrygtighed, og der var en tid, for ikke så længe siden, hvor man ringede med stormklokkerne, når man skulle advare befolkningen om ulykker, oversvømmelse, brand, katastrofer eller alle andre farer, der kunne true samfundet. I dag er klokkernes sociale funktion begrænset til at markere rituelle forpligtelser, og bonden fra Firenzes storslåede handling ville blive betragtet som en tosses sindsforstyrrede værk, eller endnu værre, som en simpel politisag. Det er andre helt anderledes klokker, der i dag skal forsvare og endeligt sikre muligheden for at indføre den retfærdighed, der er menneskets ledsager, den retfærdighed, der er en forudsætning for åndens velbefindende, og som endda er en betingelse for næring til kroppen, hvor overraskende det end kan synes. Hvis denne retfærdighed eksisterede, var der ikke længere et eneste menneske, der døde af sult eller af en af alle de sygdomme, der kan helbredes hos nogle, men ikke hos andre. Hvis denne retfærdighed eksisterede, ville livet for halvdelen af menneskeheden ikke være den frygtelige straf, som det har været indtil nu. Disse nye klokker, hvis ekko bølger ud over hele verden, stærkere og stærkere for hver gang, det er de mange bevægelser og strømninger, der går til modstand mod det eksisterende, og den fælles mobilisering, der kæmper for en ny retfærdigheds komme. En fordelende og forandrende retfærdighed, som alle mennesker kan anerkende som værende virkelig deres. En retfærdighed, der forsvarer menneskets frihed og retskrav, og som modarbejder dem, der bestrider disse grundlæggende rettigheder. Jeg har tidligere sagt, at der allerede findes en i praksis anvendelig lovsamling, der er i stand til at imødekomme dette ønske. Denne lovsamling har i 50 år været formuleret i FN's Menneskerettighedserklæring. Det er 30 vigtige grundlæggende rettigheder, som man i dag kun taler om i uklare vendinger, hvis man da ikke helt forbigår dem i tavshed. De er mere foragtede og tilsmudsede i vore dage, end bonden fra Firenzes ejendom og frihed var det for 400 år siden. Hvad angår det retskafne i grundprincipperne og hensigtens oprigtighed, har jeg også sagt, at Menneskerettighedserklæringen, som den er nedfældet, med fordel ville kunne afløse alle verdens politiske partiers programmer. Og det, uden at det ville være nødvendigt at ændre så meget som et enkelt komma. Med politiske partier tænker jeg specielt på dem fra det, man kalder venstrefløjen: stivnede i bedagede fraser, uinteresserede eller ude af stand til at gøre front mod den eksisterende verdens brutale realitet, og som lukker øjnene for de allerede mærkbare trusler, der i fremtiden vil udgøre et angreb på den rationelle og humane værdighed, som vi forestiller os er den ypperste stræben for menneskene. Jeg vil tilføje, at det, jeg nu siger om de politiske partier generelt, også kan siges om de enkelte landes fagbevægelser, og som følge heraf om hele den samlede internationale fagbevægelse. Bevidst eller ubevidst er vore dages føjelige og bureaukratiske syndikalisme for en stor del ansvarlig for den samfundsmæssige apati, der udspringer af den igangværende økonomiske globaliseringsproces. Jeg er ikke glad for at sige det, men jeg kan ikke tie. Og hvis I tillader mig at tilføje lidt La Fontaine af egen avl, vil jeg sige, at hvis vi ikke griber ind i tide, det vil sige straks, vil menneskerettighedernes mus ende med at blive nådesløst ædt af den økonomiske globaliserings kat. Og hvad med demokratiet, denne tusindårige ideologi, opfundet af troskyldige Athenere, for hvem det i overensstemmelse med periodens politiske og samfundsmæssige kontekst skulle være en folkets regering - af og for folket, for nu at citere det vedtagne udtryk? Jeg hører ofte oprigtige mennesker af upåklagelig moralsk habitus og andre, der lader, som om de deler disse dyder, erklære sig enige i følgende udtalelse: Selv om den katastrofale tilstand, hovedparten af kloden befinder sig i, er et indlysende faktum, vil det være inden for rammerne af et demokratisk system, vi har størst mulighed for at gennemføre en fuldstændig, eller i det mindste tilfredsstillende, overholdelse af menneskerettighederne. Dette er fuldstændigt sikkert, hvis altså det system til regering og administration af samfundet, som vi i dag kalder demokrati, virkeligt var demokratisk. Og det er det ikke. Det er sandt, at vi kan stemme. Det er sandt, at vi, efter bemyndigelse fra øverste magt, der anerkender os som borgere med valgret, og som regel i forhold til et partisystem, selv kan vælge vore repræsentanter i parlamentet. Endelig er det også sandt, at der altid kommer en regering ud af den forholdsmæssige fordeling af disse forskellige repræsentanter og de politiske kombinationer, som nødvendigheden af et flertal påbyder. Alt dette er sandt, men det er også sandt, at muligheden for demokratisk handling starter og ender der. Vælgerne kan vælte en regering, de ikke bryder sig om, og erstatte den med en anden, men deres stemme har aldrig haft og vil aldrig få nogen som helst synlig effekt på den sande enevældige magt, der styrer verden og dermed deres land og deres person. Jeg taler naturligvis om den økonomiske magt, specielt den sektor i konstant vækst, som ledes af multinationale selskaber efter dominansstrategier, der intet har at gøre med det fælles gode, som demokratiet per definition stræber efter. Vi ved alle, at sådan ser realiteten ud, men alligevel, som ved en slags verbal og mental automatik, der tillader os at undgå at se de usminkede realiteter i øjnene, fortsætter vi med at tale om demokrati. Man taler om det, som om det var noget levende og virksomt, selvom der næppe er mere tilbage end en samling ritualiserede formalia, harmløse udfald og fagter som i en form for verdslig messe. Og vi opdager slet ikke, som om det krævede andet end øjne i hovedet, at vore regeringer, dem som vi har valgt på godt og ondt og altså er ansvarlige for, hver dag forvandler sig mere og mere til simple politiske kommissærer for den økonomiske magt, med den opgave at udarbejde love, der behager sidstnævnte. Love, der derefter introduceres i samfundet, godt dyppet i de ensporede offentligt eller privat finansierede reklamers sødemiddel. Dette afføder ikke nogen særlig modstand, bortset fra forudsigelige protester fra visse evigt utilfredse minoriteter. Hvad gør vi? Alt kan diskuteres her i verden: litteratur, økologi, universets udvidelse, drivhuseffekt, affaldsbehandling og trafikpropper. Alt, bortset fra det demokratiske system. Som om der var tale om et fuldstændigt og definitivt system, af natur urørligt indtil verdens ende. Hvis jeg ikke tager meget fejl, medmindre jeg er helt ude af stand til at lægge to og to sammen, er det af yderste vigtighed, at vi, før det er for sent, blandt mange andre nødvendige og uomgængelige diskussioner, starter en global debat om demokratiet og årsagerne til dets forfald. Om borgernes indgriben i det politiske og samfundsmæssige liv, om forholdet mellem staterne og den globale økonomiske magt, om det, der konsoliderer, og det, der hæmmer demokratiet, om retten til lykke og til en værdig eksistens, om menneskehedens elendighed og håb. Eller, for at tale mindre retorisk, om vilkårene for de enkelte mennesker, der tilsammen udgør denne menneskehed. Ingen er mere på afveje end den, der narrer sig selv. Ikke desto mindre er det sådan, vi lever. Jeg har intet at tilføje. Eller, jo, jeg vil gerne bede om et øjebliks stilhed. Bonden fra Firenze er atter gået op i kirkens tårn for at ringe med klokken. Vær venlig at lytte til den.