Med ét fik jeg øje på den, som den stod der i sit runde bed i Kongens Have.
Jeg stoppede brat op og var ved at slippe cyklen, som jeg dydigt trak. For dér var den, rød og flot med et dristigt hvidt slynget mønster på kronbladene, og den lignede på en prik den tulipan, som engang havde stået i vores have og strunket. For det gør tulipaner, når de er på deres højeste. Den i vores have stod der nu ikke alene, for min far var i nogle år vild med tulipaner. Nøjagtig som mange var dengang i 1600-tallet. Men han havde den fordel, at løgene ikke kostede noget i sammenligning med de gigantpriser, som tulipanløg kostede under tulipansygen, dengang var tulipanløg deres vægt værd i guld, som man sagde. Min far var meget stolt af sine tulipaner. Han beundrede dem dagligt, både inden han tog på arbejde, og når han kom hjem. Og de måtte under ingen omstændigheder skæres af og sættes ind i stuerne. De skulle nydes i haven. En morgen, da jeg kom ned, så jeg til min måbende overraskelse, at der stod tulipaner alle vegne. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for jeg behøvede ikke at sige noget – min far begyndte med rivende hast og med vrede i stemmen at fortælle, hvad der var sket hen ved midnatstid den foregående aften:
