Den verserende jægerbogsag er en aktuel anledning til at tage spørgsmålet om demokratisk kontrol med de væbnede styrker op for dansk forsvars vedkommende. Både fordi dansk forsvar som andre vestlige landes militær har oplevet strukturelle og funktionelle ændringer, der øger behovet for det, og fordi dansk forsvar leverer alt for mange eksempler på, at militære chefer overtræder de demokratiske spilleregler. ’Demokratisk kontrol med forsvaret’ kan afgrænses på flere måder. Man kan følge forskeres debat over tid. Allerede i 1941 talte Harold D. Lasswell om »the garrison state«, kasernestaten, fordi en stat i krig (USA) vil tillade militæret (af Lasswell kaldet »det organiserede voldsapparat«) øget indflydelse og ressourcer på bekostning af det civile samfund.
I 1957 fulgte et nok så afgørende værk for dette begreb: Samuel P. Huntingtons ’The Soldier and the State’. Heri opfordrede han – på baggrund af amerikanske politikeres indblanding i USA’s krig i Korea – til at lade officererne i fred til at føre krigen taktisk på slagmarken, for så skulle de nok som professionelle soldater – gennem objective control (altså selvkontrol) – til gengæld lade være med at blande sig i politik. Kun tre år senere udgiver Morris Janowitz ’The Professionel Soldier’, hvori han imødegår Huntingtons forslag om isolering af den professionelle soldat (officererne) til fordel for en integrering, der krævede, at officererne skulle kende og følge det civile samfunds værdier, kaldet subjective control. Disse tre forskere er vigtige bidragydere i denne ’demokratisk kontrol’-debat, men andre kunne nævnes. En anden tilgang er at anlægge en aktørsynsvinkel: Hvem skal kontrollere hvem og med hensyn til hvad? Umiddelbart drejer det sig om regeringen, Forsvarsministeriet, Folketingets Forsvarsudvalg og hele Folketinget, der på vegne af befolkningen skal sikre, at soldaterne følger de skrevne og uskrevne regler. Og dem, der skal kontrolleres, er i første række de militære chefer. En tredje indfaldsvinkel er at følge spillet om ’demokratisk kontrol’ mellem politikere og militære chefer for at afdække, hvornår det konkret udøves. Her er sondringen mellem at have og at udøve kontrol væsentlig. Danske politikere har kontrol, når topofficerer af sig selv følger de demokratiske spilleregler. Men når danske politikere skal udøve kontrol, så har en militær chef forinden overtrådt de demokratiske spilleregler. Så når politikerne forbliver passive, så får de militære chefer den opfattelse, at deres ellers udemokratiske adfærd er i orden. Derfor er det vigtigt, at begge aktører er bevidste om deres adfærd, og hvordan den opfattes på den anden side af bordet. En fjerde, og den, der bruges her, fokuserer på, hvilke former for overtrædelser af den demokratiske kontrol danske militære chefer har gjort sig skyldig i.
