Polariseringen mellem troende og ikke-troende mennesker er voksende i disse år.

Det gælder også i Danmark. Herhjemme spreder folkekirkens præster og andre troende i stigende omfang deres kristelige budskaber i bøger, aviser, radio og tv. Det har nu nået et sådant omfang, at ateister og andre ikke-troende er begyndt at gå til modangreb i de samme medier. Nærværende kronik er et eksempel på denne udvikling. Nogle religioner er missionerende over for ’de vantro’ (inklusive ateister). Det gælder f.eks. kristendommen, som gennem tiderne har brugt ganske brutale midler for at få de vantro på bedre tanker. Andre trosretninger som buddhismen er mere tolerante over for andre opfattelser af tilværelsen. Generelt kan man sige, at de religioner, som ikke er missionerende, har givet anledning til langt færre krige og voldshandlinger end de mere intolerante religioner. Da kronikken er på dansk, vil jeg i det følgende især fokusere på kristendommen. Hvis man med rette skal kalde sig kristen, skal man ikke alene tro på en Gud, men på en Treenighed, bestående af en Gud, Guds Søn og Helligånden. Guds Søn (Jesus Kristus) er også en slags Gud, mens Helligånden spiller en særlig (mystisk) rolle. Denne komplicerede, teoretiske opbygning skal de stakkels præster i folkekirken søndag efter søndag udvikle for et svindende publikum på en nogenlunde forståelig måde. Man forstår godt, at præsterne ender med den simplificerede konklusion, at det afgørende er, at man tror på Jesus, så klarer han resten. Det er direkte hovmod, hvis man tror, at man selv kan gøre noget for sin frelse. I hvert fald, hvis man skal tro de danske folkekirkepræster. Og specielt to af de politiske medlemmer af slagsen: Søren Krarup og Jesper Langballe. Krarup mener f.eks., at menneskerettighederne er satans værk, og at en af de største svagheder ved FN er, at organisationen promoverer generelle menneskerettigheder. Det er et almindeligt synspunkt blandt ateister og andre ikke-troende, at kristendom er lige så meget overtro som f.eks. astrologi og troen på, at krystaller kan helbrede alle mulige sygdomme – endog over store afstande. Det er ikke et synspunkt, som generelt accepteres af troende kristne, men de har forbavsende svært ved at definere, hvad den præcise forskel er. Hvad er forskellen mellem at tro på jomfrufødsel, en helligånd, opstandelsen fra de døde og muligheden af et evigt liv – og alternativt at tro, at planeternes stilling i det øjeblik, man bliver født, har afgørende betydning for et menneskes fremtidige liv? Personligt mener jeg, at begge former klart fortjener betegnelsen overtro. Ud fra min naturvidenskabelige baggrund vil jeg endog være tilbøjelig til at give astrologien et lille plus, fordi tilhængerne dog forsøger at koble deres beskrivelse på en model, som til en vis grad kan underkastes empirisk kontrol. Fortalerne for den kristne tro henviser ofte til, at mennesker til alle tider har samlet sig om en eller anden form for religiøs dyrkelse. Derfor må det nok være et grundlæggende behov i den menneskelige natur. Måske ligefrem indbygget i vores gener. Uden at gøre det til en videnskabelig afhandling kan man nok finde forklaringer af mere jordbunden natur. I de tidlige perioder af menneskehedens udvikling virkede mange af naturkræfterne både overvældende og uforståelige. Det er ikke overraskende, at mennesker kunne føle sig skræmte af lyn og torden, af stormfloder og orkaner, og at de mente, at overjordiske kræfter måtte stå bag (naturkræfterne kan også virke skræmmende i dag, selv om vi ikke tror, at de skyldes overjordiske kræfter). For at pacificere de højere magter fandt man dengang sammen om ofringer og andre former for religiøse ceremonier. Et andet motiv for religiøse ceremonier kunne være at vise de overordnede magter taknemmelighed for sol og regn på de rigtige tidspunkter. Disse religiøse ceremonier kan dog næppe henføres til specielle menneskelige gener, medens det er mere oplagt at henføre dem til manglende naturvidenskabelig forståelse for sagernes rette sammenhæng. Men hvad er så forklaringen på, at så mange mennesker i vores oplyste naturvidenskabelige verden stadig synes draget af religiøs overtro? En af forklaringerne er sikkert angsten for døden suppleret med frustration over et kedeligt eller ligefrem trist og trælsomt liv på jorden. Så kan det være en trøst at se frem til et evigt liv i paradis, når det jordiske liv er slut. En anden forklaring er nok, at religionen går i arv fra generation til generation, og at børnene indpodes de religiøse følelser helt fra fødslen. Altså snarere miljøet end generne. I Danmark (og andre formelt kristne lande) kan man med en vis ret beskrive konfirmationen som psykisk terror udøvet af præster over for forsvarsløse børn i deres mest søgende og usikre alder. Til gengæld holder indoktrineringen ikke særligt godt, når de konfirmerede ikke længere er teenagere, hvilket blandt andet den beskedne danske kirkegang illustrerer. Hvorfor er så over 80 procent af den voksne danske befolkning medlemmer af folkekirken? Den mest nærliggende forklaring er nok, at det kræver en vis (om end beskeden) indsats at melde sig ud. Hvis spillereglerne omvendt gik ud på, at man aktivt skulle melde sig ind efter at være fyldt 21 år, ville antallet af medlemmer med stor sandsynlighed blive decimeret. En anden overvejelse som baggrund for det nuværende høje medlemstal af folkekirken kunne være en (korrekt) forestilling om, at der er mere mellem himmel og jord, end naturvidenskabsmændene kan forklare, og så er det måske mere sikkert ikke helt at afbryde forbindelsen til det overjordiske. Desuden kan det være stemningsfuldt at deltage i salmesang ved bryllupper og ikke mindst juleaften – og virke lidt pinligt, hvis man i den situation ikke er medlem. Disse (negative) beskrivelser bør dog ikke skjule, at der i Danmark findes et betydeligt antal mennesker, for hvem religionen (inklusive den kristne) er en afgørende del af deres livsgrundlag og livsforståelse. Det kan der være mange individuelle forklaringer på, men jeg er næppe den rette til at give disse forklaringer. Dog vil jeg vove den påstand, at der ikke er meget, der tyder på, at religiøsitet er en genetisk nødvendighed. Noget helt andet er, at det er svært at se logikken i, at grundloven fastlægger den luthersk-protestantiske kirke som dansk statskirke, samtidig med at den generelle religionsfrihed understreges. Der følger oven i købet direkte skattepenge med til den danske statskirke, mens andre religioner må hutle sig igennem med visse indirekte skattefordele. Man må med betydelig ret føle sig diskrimineret i Danmark som katolik eller muslim. Spørgsmålet er, hvor længe denne skævhed kan opretholdes i et moderne multietnisk samfund som det danske. Svenskerne har allerede adskilt stat og kirke, og danskerne burde hurtigst muligt følge efter. De mange spøgelser, som danske præster har kunnet opfinde i forbindelse med en adskillelse, virker bestemt ikke overbevisende. Den formelle adskillelse kræver imidlertid en grundlovsændring, og det er som bekendt en alvorlig og besværlig sag. Derfor burde man allerede nu arbejde med at indføre nogle af de praktiske adskillelsesforanstaltninger, som ikke kræver en grundlovsændring. For eksempel på det økonomiske område. Jeg møder ikke helt sjældent det argument, at al etik og moral må stamme fra et religiøst grundlag. Påstanden går ud på, at etik og moral ikke kan opstå hos mennesker ud af den blå luft og derfor må udgå fra guddommelige kræfter. Det er faktisk en temmelig luftig påstand. Hvis påstanden var rigtig, måtte man forvente en særlig ophøjet etik og moral hos de mest fundamentalistisk religiøse, men det er ikke netop det resultat, man kommer til ved at betragte adfærden hos f.eks. tilhængerne af Dansk Indre Mission. Det seneste skud på stammen med de to præstefætre Krarup og Langballe gør det absurd at hævde, at en brugbar etik og moral i særlig grad bør bygge på et religiøst grundlag. Over for dette religiøse fænomen står en række humanistiske tænkere og filosoffer, som gennem historien har skrevet om etik og moral baseret på tolerance, barmhjertighed og storsind uden at behøve at hente disse begreber hos en eller anden guddom. Det gælder både før og efter Jesus. Mange af disse humanistiske tanker er baseret på erfaringer fra et reelt eksisterende samfund blandt mennesker og ikke på forskrifter fra en guddommelig skikkelse. De kristelige kæmper hårdt for at få anerkendt, at kulturen i det moderne Europa har sit klare grundlag i kristendommen. Dette er en temmelig tvivlsom påstand, når man betænker, hvor stærkt den katolske kirke har bekæmpet ytringsfriheden, ligestillingen mellem kønnene og den videnskabelige oplysning. Paven i Rom prioriterer den dag i dag religiøse dogmer frem for beskyttelse mod aids. Derfor er det også nærmest patetisk, at en række katolsk dominerede EU-lande kæmper for, at det direkte skal indskrives i den næste traktat, at EU bygger på et kristent grundlag. Ifølge den kristne tro findes der en almægtig gud, som har skabt verden og alt levende på denne klode. Denne gud forventes desuden at følge os alle i vores omskiftelige liv, og hans guddommelige søn skal komme en dag for at dømme levende og døde – for at skille fårene fra bukkene. Måske med hjælp fra Anders Fogh Rasmussen. Min umiddelbare reaktion på disse forestillinger er, at Gud ikke er sluppet særlig godt fra sit skaberværk, når man betragter den måde, menneskene behandler hinanden og kloden på. Hvis Gud har forudset denne udvikling, må han være udstyret med en grotesk sans for humor. Hvis udviklingen er kommet bag på ham, er det så som så med hans almægtighed. Jeg kender kristne mennesker, som svarer på dette dilemma ved at henvise til, at Gud har givet os chancen for et liv, og at det er op til os selv at administrere dette liv. Den forklaringsmodel kan muligvis tjene til at berolige nogle sjæle, som gerne vil bibeholde troen på Guds almægtighed. Et andet penibelt spørgsmål for de troende må være, om det ikke er noget selvovervurderende at forvente, at Gud skulle bruge sine kræfter på at have omsorg for hvert enkelt af de nulevende ca. 6,5 milliarder mennesker på denne klode. I den forbindelse er det en sund øvelse at forsøge at vurdere sandsynligheden for, at netop jeg er blevet født. Hvis min far eller mor havde været slemt forkølet den nat, da jeg blev undfanget, var sagen givet blevet udsat. Og det var ikke mig, der var blevet født. Det samme gælder for min mor og far i relation til mine bedsteforældre. Hvis bare en af mine bedsteforældre havde været slemt forkølet på det afgørende tidspunkt, var en af mine forældre ikke blevet født, og det var jeg heller ikke. Sådan kan jeg fortsætte helt tilbage til Adam og Eva, og konklusionen er, at sandsynligheden for netop min fødsel er svimlende lille. Det forekommer mig på den baggrund at være temmelig selvovervurderende at tro, at Gud skulle have haft styr på alle disse forkølelser og andre former for forhindringer med det formål at nå frem til, at netop jeg skulle blive født. Tilsvarende gælder naturligvis for de andre 6,5 milliarder mennesker på kloden. Så mon ikke tilfældighedens spil er en mere nærliggende forklaring. Dette udelukker på ingen måde opfattelsen af, at livet er en forunderlig gave. Tværtimod burde sandsynlighedsanalysen ovenfor medføre en stor taknemmelighed over, at dette tilfældighedens spil har ramt netop dig. Man kunne med nogen ret også forvente, at dette usandsynlige held medførte en vis forpligtelse til at få noget godt ud af heldet – både for dig selv og for andre. Denne forpligtelse synes dog ikke at hvile særligt tungt på mange mennesker – specielt hvad angår de andre. Måske har de fleste mennesker ikke tænkt over, hvor spinkel deres chance for at blive født i realiteten har været. Lykken må være at afslutte sit liv mæt ’af dage’ og stilfærdigt begive sig ind i den ’drømmeløse søvn’. Det må være både overvældende og skræmmende at tro, at der venter et evigt liv – hvis man i øvrigt har opført sig anstændigt her på Jorden, eller hvis en guddommelig skikkelse vil påtage sig skylden for ens skarnsstreger. Jeg respekterer, at den form for eksistentielle konklusioner er personlige og individuelle. Derfor vil jeg slutte med en opfordring både til religiøst troende på den ene side og ateister og andre former for ikke-troende på den anden side: Lad være med med vold og magt at forsøge at omvende andre til jeres overbevisning. Man kan godt leve side om side på en harmonisk måde, selv om man har vidt forskellig opfattelse af tro og religion. Det har jeg et nærliggende personligt eksempel på. Dette toleranceprincip indebærer i min vurdering også, at det er urimeligt at stille restriktive krav til andre mennesker vedrørende deres påklædning og deres anvendelse af synlige religiøse symboler (f.eks. et smykkekors eller et tørklæde). Det virker hysterisk at gøre det til et problem, om sådanne symboler må optræde i påklædningen, når et folketingsmedlem går på Folketingets talerstol. Folketinget består forhåbentlig af modne mennesker, som har mere seriøse problemer at beskæftige sig med. Denne henstilling indebærer ikke, at man skal undlade at udnytte sin ytringsfrihed til at argumentere for eller imod religiøs tro på en civiliseret måde. Forhåbentlig vil denne kronik blive opfattet sådan. Niels I. Meyer bidrager til bogen ’At leve og dø uden religion – en humanistisk antologi’, Forlaget Camille, november 2007.