0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uden en Gud

Hvis Gud har forudset udviklingen, må han være udstyret med en grotesk sans for humor. I modsat fald må det være så som så med hans almægtighed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Polariseringen mellem troende og ikke-troende mennesker er voksende i disse år.

Det gælder også i Danmark. Herhjemme spreder folkekirkens præster og andre troende i stigende omfang deres kristelige budskaber i bøger, aviser, radio og tv. Det har nu nået et sådant omfang, at ateister og andre ikke-troende er begyndt at gå til modangreb i de samme medier. Nærværende kronik er et eksempel på denne udvikling.

Nogle religioner er missionerende over for ’de vantro’ (inklusive ateister). Det gælder f.eks. kristendommen, som gennem tiderne har brugt ganske brutale midler for at få de vantro på bedre tanker. Andre trosretninger som buddhismen er mere tolerante over for andre opfattelser af tilværelsen. Generelt kan man sige, at de religioner, som ikke er missionerende, har givet anledning til langt færre krige og voldshandlinger end de mere intolerante religioner. Da kronikken er på dansk, vil jeg i det følgende især fokusere på kristendommen.

Hvis man med rette skal kalde sig kristen, skal man ikke alene tro på en Gud, men på en Treenighed, bestående af en Gud, Guds Søn og Helligånden. Guds Søn (Jesus Kristus) er også en slags Gud, mens Helligånden spiller en særlig (mystisk) rolle. Denne komplicerede, teoretiske opbygning skal de stakkels præster i folkekirken søndag efter søndag udvikle for et svindende publikum på en nogenlunde forståelig måde. Man forstår godt, at præsterne ender med den simplificerede konklusion, at det afgørende er, at man tror på Jesus, så klarer han resten. Det er direkte hovmod, hvis man tror, at man selv kan gøre noget for sin frelse. I hvert fald, hvis man skal tro de danske folkekirkepræster. Og specielt to af de politiske medlemmer af slagsen: Søren Krarup og Jesper Langballe. Krarup mener f.eks., at menneskerettighederne er satans værk, og at en af de største svagheder ved FN er, at organisationen promoverer generelle menneskerettigheder.

Det er et almindeligt synspunkt blandt ateister og andre ikke-troende, at kristendom er lige så meget overtro som f.eks. astrologi og troen på, at krystaller kan helbrede alle mulige sygdomme – endog over store afstande. Det er ikke et synspunkt, som generelt accepteres af troende kristne, men de har forbavsende svært ved at definere, hvad den præcise forskel er.

Hvad er forskellen mellem at tro på jomfrufødsel, en helligånd, opstandelsen fra de døde og muligheden af et evigt liv – og alternativt at tro, at planeternes stilling i det øjeblik, man bliver født, har afgørende betydning for et menneskes fremtidige liv? Personligt mener jeg, at begge former klart fortjener betegnelsen overtro. Ud fra min naturvidenskabelige baggrund vil jeg endog være tilbøjelig til at give astrologien et lille plus, fordi tilhængerne dog forsøger at koble deres beskrivelse på en model, som til en vis grad kan underkastes empirisk kontrol.

Fortalerne for den kristne tro henviser ofte til, at mennesker til alle tider har samlet sig om en eller anden form for religiøs dyrkelse. Derfor må det nok være et grundlæggende behov i den menneskelige natur. Måske ligefrem indbygget i vores gener. Uden at gøre det til en videnskabelig afhandling kan man nok finde forklaringer af mere jordbunden natur.

I de tidlige perioder af menneskehedens udvikling virkede mange af naturkræfterne både overvældende og uforståelige. Det er ikke overraskende, at mennesker kunne føle sig skræmte af lyn og torden, af stormfloder og orkaner, og at de mente, at overjordiske kræfter måtte stå bag (naturkræfterne kan også virke skræmmende i dag, selv om vi ikke tror, at de skyldes overjordiske kræfter). For at pacificere de højere magter fandt man dengang sammen om ofringer og andre former for religiøse ceremonier.

Et andet motiv for religiøse ceremonier kunne være at vise de overordnede magter taknemmelighed for sol og regn på de rigtige tidspunkter. Disse religiøse ceremonier kan dog næppe henføres til specielle menneskelige gener, medens det er mere oplagt at henføre dem til manglende naturvidenskabelig forståelse for sagernes rette sammenhæng.

Men hvad er så forklaringen på, at så mange mennesker i vores oplyste naturvidenskabelige verden stadig synes draget af religiøs overtro? En af forklaringerne er sikkert angsten for døden suppleret med frustration over et kedeligt eller ligefrem trist og trælsomt liv på jorden. Så kan det være en trøst at se frem til et evigt liv i paradis, når det jordiske liv er slut.

En anden forklaring er nok, at religionen går i arv fra generation til generation, og at børnene indpodes de religiøse følelser helt fra fødslen. Altså snarere miljøet end generne. I Danmark (og andre formelt kristne lande) kan man med en vis ret beskrive konfirmationen som psykisk terror udøvet af præster over for forsvarsløse børn i deres mest søgende og usikre alder. Til gengæld holder indoktrineringen ikke særligt godt, når de konfirmerede ikke længere er teenagere, hvilket blandt andet den beskedne danske kirkegang illustrerer.

Hvorfor er så over 80 procent af den voksne danske befolkning medlemmer af folkekirken? Den mest nærliggende forklaring er nok, at det kræver en vis (om end beskeden) indsats at melde sig ud. Hvis spillereglerne omvendt gik ud på, at man aktivt skulle melde sig ind efter at være fyldt 21 år, ville antallet af medlemmer med stor sandsynlighed blive decimeret.

En anden overvejelse som baggrund for det nuværende høje medlemstal af folkekirken kunne være en (korrekt) forestilling om, at der er mere mellem himmel og jord, end naturvidenskabsmændene kan forklare, og så er det måske mere sikkert ikke helt at afbryde forbindelsen til det overjordiske. Desuden kan det være stemningsfuldt at deltage i salmesang ved bryllupper og ikke mindst juleaften – og virke lidt pinligt, hvis man i den situation ikke er medlem.

Disse (negative) beskrivelser bør dog ikke skjule, at der i Danmark findes et betydeligt antal mennesker, for hvem