0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Filosofiens elendighed

Filosofferne må indse, at visdom er mere end logik, skriver filosofiprofessoren Peter Kemp, der i morgen holder sin afskedsforelæsning ved Københavns Universitet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Filosofferne må indse, at visdom er mere end logik, skriver filosofiprofessoren, der i morgen holder sin afskedsforelæsning ved Københavns Universitet. Ved denne lejlighed affyrer han en bredside mod faglighedens mangel på kritisk gennemslagskraft i samfundet og på universitetet.

Efter 30 år som lærer ved Institut for Filosofi på Københavns Universitet er det passende at gøre status over, hvad filosofien som fag på dette universitet har betydet for samfundet, og hvad den kan betyde i fremtiden. Da den nu afdøde Johannes Sløk havde seks år tilbage som universitetslærer, gjorde han status over sit fag teologien på Aarhus Universitet med en bog om 'Teologiens elendighed'.

Kommet i en tilsvarende alder som min gamle lærer dengang er det måske ikke helt ved siden af at skrive om filosofiens elendighed, uden at det dog skal være en gentagelse af det, Marx skrev under denne titel.
Men ligesom Sløk ikke på nogen måde havde noget personligt udestående med de teologer, han kritiserede, har jeg intet at bebrejde mine gamle kolleger.

De var endda for 20 år siden så hensynsfulde at beslutte, at jeg fremover skulle fritages for alle betydningsfulde administrative poster. Det bragte mig i en ønskestilling, hvor jeg havde tid til at læse alt det, jeg havde lyst til, skrive et utal af anmeldelser og kronikker i Politiken, udgive bøger om etik, lede Center for Etik og Ret, og så videre. I øvrigt var jeg tit enig med mine kolleger. For halvandet år siden kunne jeg endda slå følge med de fleste af dem i en klage til dekanen over, at et bedømmelsesudvalg til et lektorat i filosofi kastede vrag på en ansøger, der allerede i en alder af 32 var blevet en international stjerne, og nu senest herhjemme er blevet leder af et grundforskningsprojekt med 20 millioner kroner.

Når jeg alligevel mener, at man kan tale om filosofiens elendighed ved Institut for Filosofi i København, er det heller ikke nogen underkendelse af miljøets faglighed, men udelukkende en vurdering af denne fagligheds mangel på kritisk gennemslagskraft i samfundet som helhed og på universitetet i særdeleshed. Jeg anlægger naturligvis en helhedsbetragtning, for enkelte lærere og mange studerende har gjort prisværdige forsøg på at få gjort faget mere relevant.

Tag for eksempel den aktuelle verdenssituation. Den kommende leder af instituttet, lektor i filosofi Kasper Lippert-Rasmussen, skriver i Berlingske Tidende 14. oktober om USA's krigførelse i Afghanistan. Det er ét langt forsvar for denne politik uden en eneste kritisk anmærkning til det eventyr, som USA har kastet sig ud i, og de konsekvenser i form af en oppiskning af et antiamerikansk had, der - selvom man har fået udskiftet nogle bander med andre som herskere i Kabul - risikerer at opløse den enige front imod terrorismen, som oprindelig var målet efter rædslerne 11. september. Lippert- Rasmussens kritik af den naive pacifisme er der intet nyt i. Men når han ikke også kritiserer faren ved den naive krigstænkning og kynismen i tæppebombningen, fremstår hans argumenter helt perspektivløse.

I en anden kronik i Berlingske Tidende den 3. november leverer mag.art. Henrik Gade Jensen, der i en årrække har været ansat som ekstern lektor ved det københavnske Institut for Filosofi, et generalangreb på islam og muslimerne, der anklages for at sammenblande religion og politik, medens kristendommen siges at være helt fri for den slags. Gade Jensen har rigtignok en meget kort historisk hukommelse, når han derved benægter sammenhængen mellem kirke og stat i størstedelen af de europæiske landes historie siden Konstantin den Store.

Og han må helt have overset, at Nyrup Rasmussen som statsminister lige efter 11. september bad Københavns biskop om at holde en aftengudstjeneste for hele det officielle Danmark og det diplomatiske korps. Gade Jensen sætter sig ikke desto mindre i spidsen for et korstog imod alle muslimer og bidrager derved til den fordummende og forstokkede tale om 'religionskrigen' mellem 'dem' og 'os'.

Der har ganske vist været store kristne teologer, f.eks. Søren Kierkegaard, som har betragtet kristendommen som et rent eksistentielt anliggende uden betydning for det politiske liv (men det gælder nu ikke Martin Luther, som Gade Jensen gerne vil bilde sine læsere ind, tænk blot på Luthers holdning til det såkaldte bondeoprør). Og der har været kristne teologer, der som Martin Luther King har optrådt som store prædikanter for ikkevold i det politiske liv. Men den muslimske verden har også den slags personligheder.

Det kan enhver forvisse sig om ved at læse det tyrkisk-muslimske blad Bahar. I oktobernummeret af bladet, som jeg fik hos min grønthandler, gengives en artikel fra 13. september af en af Tyrkiets førende lærde Fethullah Gühlen. Han gør opmærksom på, at ifølge Koranen betragtes den, som uretfærdigt dræber en anden, som én, der har slået hele menneskeheden ihjel. Han fordømmer derfor på det kraftigste terrorhandlingerne i USA.

De to lektorer Lippert-Rasmussen og Gade Jensen er måske ikke i enhver henseende repræsentative for faget filosofi ved Københavns Universitet, men at det er dem, der i den nuværende situation kommer til at 'tegne firmaet', er nok ikke tilfældigt.

Det filosofiske miljø på KU er blevet reaktionært, hvis det ikke blot er kritikløst og kedeligt.
Denne elendighed har dybe rødder i fagets historie over 100 år tilbage. Den store skikkelse i dansk filosofi var dengang Harald Høffding. Han repræsenterede filosofien i en tid, hvor alle humanistiske fag var trængt af et ideal om at være videnskabelige ligesom naturvidenskaberne, det vil sige være eksperimentelt baserede undersøgelser af forhold, der kan tælles, måles og vejes. Det var et ideal, som de humanistiske videnskaber ikke så nemt kunne leve op til uden at opløse sig selv, for humaniora måtte på en eller anden måde bygge på en idé om et menneskeligt liv, der først og fremmest er kvalitet og ikke blot kvantitet.
Høffding forsøgte ganske vist at skelne mellem kendsgerninger og værdier.

Humaniora og især filosofisk etik skulle så have værdierne som deres specielle område. Ikke desto mindre antog han, at man måtte kunne udlede de etiske opfattelsers gyldighed af »biologi, psykologi og sociologi«. Denne tanke blev videreført af hans elev Jørgen Jørgensen, der skrev en lærebog for filosofikum (den filosofiske prøve for alle studerende ved universitetet), der hed 'Psykologi på biologisk grundlag'. Ideen var, at filosofi skulle kunne føres tilbage til psykologi, der igen skulle kunne reduceres til biologi.

Hvis Høffding og Jørgensen havde kunnet gennemføre ideen, havde de derved opløst filosofien. Denne består nemlig kun, så længe den ikke i sig selv fungerer som en særlig fagvidenskab, men søger at forstå sammenhængen og konflikterne i den verden, hvori disse videnskaber opstår og udfolder sig. Man har sagt, at en fagvidenskab handler om noget bestemt (et fagområde - f.eks. fysik, sociologi, psykologi - defineret af bestemte metoder og grænser), medens filosofi handler om 'intet', for den har intet privilegeret fagområde.

Den er derimod den tænkning, der beskæftiger sig med grundlaget for dem alle, og i øvrigt ser etik, politik, kunst og religion med deres sprog, historie, livstydning og handlingsvejledning som elementer, der er lige så vigtige for verdens sammenhæng og konflikter som videnskaberne.
Filosofien var altså truet af opløsning. Når det alligevel ikke skete, var det, fordi flere filosoffer indså, at logikken eller læren om uundværlige tankestrukturer ikke kunne forstås som en fagvidenskab ved siden af andre. Den kunne nemlig sige noget, som var gyldigt for alle videnskaber: Man må ikke modsige sig selv, ikke hævde, at 2 + 2 = 5, og så videre.

Ideen om, at filosofi kan hævde sig som logik, blev grundlæggende for den moderne fænomenologi, idet logikeren Edmund Husserl skabte denne form for filosofi ved at vise, at psykologi altid forudsætter logik, ikke omvendt. Dette opgør med psykologismen blev han imidlertid ikke stående ved, men han fortsatte med en udlægning af, hvad man skal forstå ved bevidsthed (bl.a. at den er 'intention') og indså, at bevidstheden altid allerede befinder sig i en 'livsverden' af sanseoplevelser og handling. Derved lagde Husserl grunden til moderne eksistensfilosofi (Heidegger), hermeneutik (Gadamer, Ricoeur), etik (Levinas) og meget mere.

Men ideen om logikken som filosofiens urdisciplin tog også en anden form, og den blev antaget af flere danske filosoffer. Det var tanken om, at filosofi er et 'videnskabsteoretisk værktøj', der hjælper de enkelte fagvidenskaber til at afklare deres egne begreber. Dette syn på logikken kunne ganske vist ikke hindre, kun udsætte filosofiens opløsning. For når de enkelte videnskaber ved filosoffernes hjælp havde afklaret deres egne begreber, var filosofferne blevet overflødige. Men det gjorde ikke så meget, for så var alle fagvidenskaber jo blevet filosofiske!

For godt 20 år siden udspandt der sig en debat i Politikens spalter om denne opfattelse af filosofiens rolle. Jeg var netop blevet valgt til bestyrer for Filosofisk Institut i København og havde skrevet en artikel (29.10.79), hvor jeg ankede over, at et fagligt landsudvalg for de humanistiske uddannelser ikke havde fundet nogen plads til filosofien blandt de humanistiske fag på universiteterne. Men jeg fandt heller ikke, at det var nogen god idé at erstatte filosofien med 'fagrelateret metodelære og videnskabsteori', sådan som udvalget på et tidspunkt havde overvejet at gøre.

Det var at overse, at filosofi først og fremmest handler om sammenhænge, og som videnskabsfilosofi om sammenhænge mellem de forskellige fag. Det var at reducere filosofi til en bedrevidende hjælpevidenskab for videnskaberne, og det ville i bedste fald være en kortvarig fornøjelse, i værste fald noget, som de fleste forskere gerne ville have sig frabedt. Hvordan skulle filosofferne forstå forskernes fagbegreber bedre, end disse selv kunne?
Det fik Aarhusprofessor Niels Egmont Christensen til at angribe mig (7.11.79) for ikke at vide, hvad filosofi er, og ikke fatte, at »logikken kort og godt er den grundlæggende disciplin«.

Men i modsætning til Husserl betragtede han logikken som et helt indholdstomt redskab, der ikke antager noget som helst om, hvad verden, samfundet eller mennesket er. Derfor svarede jeg (18.11.), at hans logik kunne bruges til hvad som helst, f.eks. - som han selv havde gjort - til støtte for Berufsverbot. Jeg fandt, at hans opfattelse stred imod næsten alle de filosofiske strømninger, der havde gjort sig gældende i århundredet.

Men den adskilte sig nok ikke så meget fra mine kollegers opfattelse, som jeg dengang troede. Jeg gik bl.a. ud fra, at mange af dem mente - ligesom Ludwig Wittgenstein og Aarhusprofessor i filosofi Justus Hartnack - at logik er afhængig af den sproglige praksis i dagliglivet, ikke omvendt. Det var nok lidt for venligt fortolket.

Jeg gik også ud fra, at Peter Zinkernagel, der med sin bog 'Omverdensproblemet' fra 1957 fik en række elever, der senere kom til at tegne det filosofiske miljøs establishment, mente, at sprogudøvelsen bestemmer logikken og derved hindrer, at denne bliver rent formal, det vil sige helt tom. Det var måske en misforståelse.
I hvert fald er Zinkernagel i dag havnet i en ekstrem logikdyrkelse, der slår alle rekorder i filosofisk verdensfjernhed. Takket være forfatteren Tor Nørretranders og journalisten Jens Kerte er dette hjernespind nu udråbt til genial filosofi, og Politiken aftrykker 28. oktober i år hele hans sidste bog på 18 sider, så vi alle kan følge hans genistreger indtil den mindste sætning.

Der bringes også et helsidesinterview, hvor den store tænker erklærer, at medens muslimerne tror på den Almægtige Allahs ord, selvom han ikke har formuleret sig klart i Koranen, er vi i Vesten »endnu mere naive, for vi tror, vi tænker rationelt«, idet »vi er bundne af vores overbevisning om, at der kun findes meninger og ikke objektiv viden«, og så diskuterer vi »bare frem og tilbage, hvad vi har sympati for«.

Men Zinkernagel har løsningen: Vi må ændre muslimernes og vores egen tro »til noget, der er stærkere. Nemlig logikken og dens uomgængelighed forstået gennem logiske relationer«. Hvordan skal dette være en løsning på den aktuelle verdenskrise? Jo, »når man bekender sig til logikken og sund fornuft, så er der nemlig ikke noget at rafle om i omgangen med og respekten for andre mennesker. Der er ingen trossætninger, der skal fortolkes. Det drejer sig om kontant viden, ellers bliver man til grin. Det er angsten for at blive til grin, der skal redde os«.

I minibogen vender Zinkernagel sig imod filosoffen Humes overbevisning om, at vi ikke kan have objektiv viden om politiske formål. Men de