I dag er det den første december.

Jeg går ned i kælderen og finder de tre skuffer i det store skab, hvor julerekvisitterne ligger. Det er mig, som står for ophængningen. Min kone giver som regel en hånd med, men hun er for adspredt i sin tilgang til arbejdet, som fortjener respekt, opmærksomhed og den særlige blanding af profanitet og hengivenhed. Jeg tør næste ikke sige det højt, men kvinder forstår det ikke helt. Det har før slået mig, når jeg har siddet hos tandlægen og bladret i diverse julemagasiner, hvor kloge koner og eventmagere har givet gode råd med alt fra hemslöjd til fingermaling. Energien og talentet er der, men konerne når altså ikke ind til årstidens inderste substans, det som rører alle hjerter, kort sagt: glimmerets liturgi. I kælderens inderste rum tager jeg en dyb indånding, for det bedste er at åbne skabet og stikke næsen ned i de tre store skuffer. Hvilket snif. Man kan blive helt svimmel. Thi op kommer lugten af jul, som er en blanding af mug, pap og den form for parfume, som for længst er gået af mode, men som hang ved forrige århundredes danseskoler, hvor små piger og små drenge lærte, ikke at træde nogen over tæerne. Jeg blev aldrig nogen ørn til engelsk vals, men jeg er god til julestads og med hensyn til lugten af jul, så begynder den i kælderen ved skuffen med tingeltangel. I vores familie har vi ikke ret meget stads, men det vi har, er bærere af hver sin historie. Det lyder måske vældig organiseret, men det er det ikke, for det er samlet uden større omtanke, skønt det afspejler julen på hver sin måde. Der er, som eksempel, Tiny Tim klædt ud som Batman, et trebenet æsel iført nistrede tyrolerbukser samt en mandsling i brændt ler, som er et kært minde fra min barndom, hvor figuren gik under navnet Tyndskidswilly. Hans spidskompetence skal jeg ikke komme nærmere ind på, og for øvrigt kan man ikke få patronerne mere. Folk uden min stærke sans for æstetik har naturligvis forsøgt at fjerne den slags rariteter, men hvor vattet jeg end er, så har jeg sat hælene i jorden, og forlangt Tim, Willy og æslet ned i skuffen med det lille Jesusbarn og Santa Claus. Andre rekvisitter kalder på helt andre sider af julens store repertoire, når det gælder udsmykning. Man kan sige, at var det ikke for julen, så så disse genstande aldrig dagens lys. Der er for eksempel en engel fremstillet af rødt glanspapir, som jeg fik af en kvinde på et hospital for spedalske i det forarmede Bangladesh. Kvinden boede egentlig ikke på hospitalet, men i en ruin i nærheden. Tre af hendes syv børn var permanent indlagt, alle med synlige tegn på spedalskhed. Jeg kunne naturligvis ikke tale disse børns sprog, men det forhindrede os ikke i at kommunikere om emner som dagen og vejen og hvor mange stjerner, der er på himlen. Man kan komme forbløffende langt med fingersprog. Dagen før jeg skulle rejse tilbage til Dacca, forærede kvinden mig to grønne bananer og denne lille glanspapirengel. Hvorfor ved jeg ikke, men det var nok fordi – som missionæren sagde – at hun ikke havde andet at give mig. Det er mange år siden jeg var i Bengalen, men englen fra byen Nilphamari hænger hvert år på mit juletræ sammen med andre hjemmegjorte sager, som måske ikke kalder på helt den samme følelse. Således tager jeg æsken fra New York frem i lyset. Den indeholder en vaskeægte Santa Claus, som sidder hønefuld i en gul måne. Nissen hang i vinduet i en diminutiv butik i Greenwich Village, som også handlede med toiletartikler, plasticgebis og håndmalede T-shirt med Che Guevara. Hvad angik Santa Claus, så var han slet ikke til salg, men efter at indehaveren og undertegnede havde nydt et par glas Jack Daniels og rakket ned på livet i almindelighed og julen i særdeleshed, pillede han nissen ned fra krogen og forærede mig den, som et evigt minde om tilværelsens ulidelige lethed og vort dialektiske forhold til Che. Nissen i månen hænger ikke på træet hjemme hos os, men i en krog i loftet, hvor han ser formanende på det skamløse frås, som præger december måned. At han dufter af Tennessee whiskey (som ikke må forveksles med bourbon) kan ikke overraske nogen. Nu videre i programmet: Jeg bærer hovedattraktionen, som er et lille tableau, skåret i krydsfinér op i vindueskarmen. Det forestiller fødselsgangen i Betlehem og foruden moderen, Maria, og plasticfaderen Josef, så er der tre basunengle, en vugge med den blåøjede Jesus samt tre får og to landmænd, som godt kan forveksles med hyrder. Mine prosaiske børn har tilføjet en hjemmelavet papudgave af vores overvægtige kat, et billede af Elvis samt en tinsoldat fra Calcutta, som gør det ud for de vise mænd fra Østerland. Og som en fuldgod erstatning for guld, røgelse og myrraskær, plejer min buddhistiske datter at sætte to røgelsespinde fast på siden af stalddøren. Som inkarneret, fundamentalistisk ateist, er det altid med en vis distance, at jeg sætter dette tableau i vinduet, og når sandheden skal frem, har jeg måttet høre meget for det. Men julen er jo traditionernes fest, og når jeg ser på den lille Jesusfamilie, tænker jeg på de mange, som i denne tid må rundt om Frelsens Hær for at få december til at ligne jul, og så har den indiske tinsoldat, plasticfaderen og det lille Jesusbarn vel ikke levet forgæves. Hjemme hos os sondrer vi skarpt mellem julemanden, som vi ikke tror på – et forhold jeg selv har bidraget til ved adskillige optrædener i rødt tøj – og nisserne. I gamle dage, da børnene var små og nisserne sultne, satte min kone altid risengrød ud i brændeskuret, som vitterlig var væk dagen efter. Altså grøden. Nihilistiske familiemedlemmer mente, vi havde mus, indtil det kom for en dag, at min femårige søn hver aften gik ud og tømte skålen. – For næsen af nissen, spurgte jeg, da miseren blev opklaret. – Nissen fik lov at slikke skålen, svarede den formastelige. Og i denne lille meningsudveksling ligger meget af julens budskab vitterlig gemt. Hvad angår den øvrige udsmykning, så har jeg alle dage haft en meget sofistikeret smag, som min kone kalder topmålet af al plathed. Jeg taler om glæden ved små kulørte pærer, som man kan hænge på trappen til første sal og rundt om kummen på gæstetoilettet. Jo flere desto bedre. Alting kan dog overdrives. Således husker jeg et år, hvor jeg havde investeret en mindre formue i et selvlysende rensdyr, som skulle byde gæsterne velkomne, når de kom til gås og sul. Dyret blinkede med tre sekunders intervaller og havde et blus som en mellemstor landingsbane. Det kom dog aldrig i brug, men udløste en temmelig nidkær diskussion mellem min kone og undertegnede, hvori ordet ’skilsmisse’ indgik. Nu står Rudolf ude i cykelskuret sammen med havemøblerne og græsslåmaskinen. Jeg går somme tider ud til ham og tænder for hans røde næse, men kun når min kone ikke er hjemme. Her vil det være på sin plads at tage fat på julens idiosynkrasier, som hos os er knyttet til julestjerner, juleroser, juledekorationer og sprøjtet gran. Det kommer ikke ind, om det så sætter foden i døren. Hvad jeg til gengæld er ret glad for, er den af vat fremstillede landsby, hvor piberensernisser og gedebukke i strå slår gækken løs ved et lille gadekær med tilhørende kridtkirke. Forrige år havde min datter gjort nostalgien ekstra realistisk, ved at strø kattens tørfoder ud over nisselandskabet, hvilket desværre forvirrede vores madglade mons, som åd al tørfoderet – som jo var hans – samt tre piberensernisser og to ruller vat. Dyrlægeregningen satte sit præg på gaverne det år. Udsmykningen af stuerne er forholdsvis sporadisk, og hvert år ender det med, at lidt af udsmykningen bliver hængende som en del af den permanente udstilling. Således har vi altid et grønklædt elsdyr siddende på dørkarmen samt en korpulent nissefar ridende på en gås. Og hermed nærmer jeg mig afslutningen på arbejdet omkring første december, hvor jeg slutter ved musikanlægget, som de næste fire uger er helliget julens musik. Der er naturligvis delte meninger om, hvad der er rigtig julemusik. Min hustru foretrækker Corelli, Bach og Händel eller den anæmiske Frans Brüggen, så jeg står temmelig alene med ønsket om at høre Mantovani og hans et hundrede glade landstrygere, som fyrer den af i et sindsoprivende medley, som kan få de fleste juleænder til at gå ud af deres gode skind. Det er plasticfantastic og jinglebell og jeg-skal-komme-efter-dig og et hundrede procent Disneyland. Hvad angår det store kor, som også dirigeres af Mantovani, så har medlemmerne enten sniffet lightergas eller også har de spist for mange piberensernisser. De synger i hvert fald, så slipset står ud af ørerne, og jeg er vild med det. Se det er julemusik, som passende kan skylles ned med et glas Jack Daniels og en grøn banan. Go knock yourself out.