Der har netop været valg i Iran - et valg, der ikke overraskende blev vundet af konservative islamister, eftersom disse var de eneste kandidater, der fik lov til at stille op. Trods denne sejr kan ingen benægte, at der er en stigende utilfredshed med præstestyret - hvilket den ekstremt lave valgdeltagelse demonstrerer bedre end noget andet. I Vesten tolkes den spirende iranske modstand ofte som en sekulær modstand mod den sammenblanding af religion og politik, som det islamiske præstestyre er eksponent for. Således blev diskussionen mellem Irans præsteskab og landets mere moderate kræfter f.eks. i en artikel i Wall Street Journal beskrevet som en kamp mellem islamiske præster og sekulære systemkritikere. Andre beskrivelser af situationen i Iran tager udgangspunkt i en modsætning mellem tradition og modernitet. Hvor det islamiske præstestyre er repræsentant for traditionen og religionen, er kritikerne talsmænd for det sekulære og moderne. Faktum er imidlertid, at de reformvenlige iranere faktisk oftest er religiøse, ikke sekulære. Og modstanden mod præstestyret handler ikke så meget om en afvisning af islam, som det handler om en afvisning af diktatoriske styreformer og om insisterende forsøg på at forene islam med moderne og demokratiske værdier. Den samme forudindtagede antagelse om umuligheden af at være både moderne og religiøs går igen i mange andre beskrivelser af konflikter og begivenheder især i den muslimske del af verden. Som det hed i TV-avisens beskrivelser af Tyrkiet i forbindelse med diskussioner af landets muligheder for EU-medlemskab: »Der er det religiøse Tyrkiet - og så er der det moderne« (og der var ingen, der kunne være i tvivl om, hvilken del af Tyrkiet der vil skabe problemer for Tyrkiets eventuelle EU-medlemskab). At mange i Vesten synes at have misforstået den iranske oppositions karakter og det tyrkiske samfunds natur er ikke ligegyldige detaljer eller misforståelser, der begrænser sig til vores mangelfulde kendskab til netop disse lande. Det handler om, at vi i Vesten har svært ved at se islam - og religion generelt - som andet end det modernes absolutte modsætning. Denne grundlæggende modsætning mellem det religiøse og det moderne er i tråd med en efterhånden udbredt opfattelse, der ser islam og modernitet som to uforenelige størrelser. Islam er kriseramt, ydmyget af Vesten og ude af stand til at tilpasse sig modernitetens krav om pluralisme, demokrati og menneskerettigheder, hvorfor den eneste mulige reaktion er fundamentalisme og terrorisme. Denne modsætning mellem islam og modernitet har sit udspring i en sekulær vestlig modernitetsforståelse. Længe forestillede man sig i Europa, at den religiøse verden ville forsvinde i takt med videnskabens nye landvindinger: »Med den epoke, som historikerne kalder den nyere tid, er vi kommet til vejs ende: Religionernes tid er forbi«, skrev K.E. Løgstrup en smule sarkastisk i 1978. Denne forestilling kom til udtryk i diverse sekulariseringsteorier, anført af blandt andre religionssociologen Peter Berger og inspireret af Max Webers tanker om modernitetens rationaliserende afmystificering af verden. At det ikke gik som forventet, har ikke fået os til at opgive den sekulære forestilling om religion og videnskab (og dermed modernitet) som hinandens modsætninger. Vi kan måske acceptere det religiøses fortsatte eksistens, men ikke som andet end en underligt uvedkommende underverden, parallelt eksisterende med, men aldrig en integreret del af den moderne verden. Religion er i Vesten blevet videnskabens diametrale modsætning; en verden af irrationalitet uden indflydelse på videnskabens rationelle verden - den moderne verden. Skal man være moderne, kan man ikke være religiøs - og omvendt, skal man være religiøs kan man ikke være moderne. Det er altså ikke muligt inden for en vestlig sekulær kontekst at forstå religion som andet end irrationalitet og dermed antimodernitet. Problemet med denne stædige fastholden i en gensidigt udelukkende modsætning mellem religion og modernitet er ikke, at islamiske fundamentalister og terrorister udelukkes fra et moderne fællesskab baseret på værdier som pluralisme, demokrati og menneskerettigheder - hvad de nok er ganske tilfredse med - men derimod, at alle andre religiøse udelukkes fra dette fællesskab. Det er simpelt hen ikke muligt inden for de rammer, vores modernitetsforestilling udstikker, på én gang at fastholde modernitetens værdier og give plads til religiøse overbevisninger. Den logiske konsekvens af dette må være enten en gang for alle at afvise religionens betydning - eller også moderere vores modernitetsforestilling, så den kan give plads til andet end sekulære verdensopfattelser. Tager man det store antal af religiøse mennesker i verden i betragtning, er det svært at argumentere for andet end en modifikation af den vestlige sekulære modernitet. Dette er ikke ensbetydende med en afvisning af den sekulære tankegang. Derimod handler det om en anerkendelse af dennes historiske rødder - og som sådan dens alt andet end objektivt sande karakter - og af modsætningen mellem religion og modernitet som en arbitrær modsætning uden nogen indre nødvendighed. Ved at påvise den vestlige modernitets sekulære præmisser og sekularismens historiske rødder, kan vi åbne for muligheden for at forestille os religiøse alternativer til en sekulær vestlig modernitet - alternativer der er andet end antimoderne fundamentalisme. Skal vi undgå at afvise progressive religiøse i døren, må vi altså så at sige gøre døren større. I denne nytænkning af forholdet mellem modernitet og religion kan vi lade os inspirere af en af Irans førende intellektuelle tænkere, Abdokarim Soroush, der med udgangspunkt i religionen taler for en reformering af den fremherskende religionsforståelse i et ønske om at forene religion og modernitet. Soroush studerede i Paris i en kortere periode, men vendte hjem til Iran for at støtte revolutionen i 1979. Han var i en årrække en af revolutionens ivrigste støtter og var den islamiske republiks højest placerede ideolog. Hans begejstring forvandledes imidlertid gradvis til kritik og i 1983 trådte han tilbage fra sin post i Rådet for Kulturel Revolution. Siden er hans kritik kun blevet mere udtalt, hvilket har ført til, at han har fået forbud mod at undervise samt andre restriktioner fra styrets side. Dette til trods fortsætter Soroush sit kritiske virke, og han nyder stor anseelse blandt universitetsstuderende såvel som blandt mange andre religiøse intellektuelle. Udgangspunktet for Soroushs forståelse af forholdet mellem religion og modernitet er en accept af pluralismen som et grundlæggende karakteristikum ved den moderne verden. Men modsat mange andre ser han ikke denne pluralisme som uløseligt forbundet med værdirelativisme - og således heller ikke med religionernes undergang. Soroush argumenterer derimod for en pluralisme, der understøtter religionen i stedet for at undergrave den. Soroush identificerer den diametrale modsætning mellem sandhed og løgn som den grundlæggende forhindring for sand pluralisme. For at åbne op for religiøs pluralisme må sandhed forstås på en radikalt anderledes måde. Hver religion er et komplet system, og forholdet mellem religioner er ikke bygget på gensidige modsætninger. Den enes sandhed er ikke automatisk den andens falskhed: »No truth clashes with any other truth«. Det ligger ikke fast i islam, at kristendom er dens diametrale modsætning. Religiøs sandhed handler om, hvilken vej der er sand for den enkelte og er således bundet til den troende. Denne pluralisme er det afgørende grundlag for sameksistens mellem religioner. Men disse religiøse sandheder er i Soroushs optik af en ganske anden natur end den, Irans konservative præster argumenterer for. Deres fejl er ifølge Soroush, at de forveksler religionen selv med religiøs viden. Religion er uforanderlig, mens de religiøse videnskaber er foranderlige - ligesom alle andre videnskaber, i kraft af deres menneskelige ophav, er det. Religiøs viden er et produkt af religiøse tænkeres fortolkninger, baseret på forskellige metoder og forskellige livssyn, og påvirket af andre videnskaber end den religiøse. Således er sharia i sig selv guddommelig, men fortolkningen af den er ikke, og ingen kan gøre krav på en endegyldig fortolkning af religionen. Soroush taler således for den samme adskillelse mellem religion og videnskab, som findes i en vestlig tradition. Den afgørende forskel er blot, at Soroush i sit videnskabsbegreb gør plads til religiøs videnskab. Derved opløses modsætningen mellem religion og videnskab som to gensidigt udelukkende begreber. Religiøse begreber og ideer får gennem den religiøse videnskab deres plads i videnskaben. Dette betyder ikke, at religiøs videnskab kan eller skal erstatte andre videnskaber. Studiet af religion er forskelligt fra andre videnskaber og kan ikke erstattes af disse, lige så lidt som det kan erstatte dem. Ingen videnskab alene kan forklare verden - prøver man på det, gør man videnskaben til en ideologi. Det gør både dem, der vil islamisere videnskab, og dem, der vil erstatte religiøs videnskab med andre videnskaber. Netop derfor må religiøse fortolkninger afvises som grundlag for et lands styreform. Bruges religiøse fortolkninger som legitimeringsgrundlag for en regering, reduceres religionen til ideologi, idet alternative videnskaber og fortolkninger afvises. En officiel religiøs ideologi reducerer med andre ord friheden til religionsfortolkning, idet denne sætter de acceptable standarder for, hvordan religionen kan fortolkes. Dén ene autoriserede fortolkning udelukker alle andre fortolkninger og hindrer dermed religiøs vækst. Religion reduceres således til et fikseret ideologisk verdenssyn og kan ikke længere fremstå som det, den er: et komplekst system, umuligt at fastholde i en ensidig og definitiv forståelse. Derfor, konkluderer Soroush, kan ingen religiøs fortolkning bruges som regeringsplatform, og det er ikke muligt at definere nogen specifik religiøs regeringsmetode. Men skal man sikre religionens frie udfoldelse og vækst, kræves demokrati - demokratiet er den eneste styreform, der ikke forvandler religionen til ideologi. Soroush argumenterer for, hvad man inden for vestlig sekulariseringsteori ville betegne som en institutionel sekularisering, idet han afviser ønskværdigheden af en religiøs ideologisk regering. Men det er en institutionel sekularisering, der bunder i et ønske om at give plads til religionens mangeartede udtryk - ikke et ønske om at begrænse religionens udtryk. Samtidig er det en sekularisering, der gør op med den vestlige sekularismes forestilling om statens neutralitet og om religion og politik som to skarpt adskilte størrelser, der hverken kan eller bør påvirke hinanden. Er samfundet religiøst, siger Soroush, bør demokratiet naturligvis afspejle dette - ikke på ideologisk vis i en dyrkelse af en bestemt religiøs tolkning, men i en demokratisk rationel åbenhed over for en pluralitet af religiøse fortolkninger. Soroush taler ud fra en islamisk tradition, som han hverken kan eller vil undsige sig. Og det er ud fra denne tradition, han forstår moderniteten. Hans tanker om religionens forhold til den moderne verden og moderne værdier viser, at der er andre veje end den sekulære vestlige, der fører til moderne samfund baseret på demokrati og pluralisme. En sådan åbenhed over for religiøse udtryk betyder naturligvis ikke, at vi i en lovprisning af religion skal afvise alt sekulært. Det handler ikke om, at det religiøse ståsted er det eneste legitime ståsted, hvorfra en alternativ modernitet kan formuleres. Det handler derimod om overhovedet at give plads til religiøse udtryk, at anerkende disse som mulige, legitime og (indimellem) meningsfulde bidrag, i stedet for på forhånd at afvise dem ud fra en sekulær forestilling om modsætningen mellem religion og modernitet. En sådan åbning over for religiøse bidrag vil samtidig give plads til den selvkritik, der er bygget ind i alle religioner, men som ikke har gode betingelser i en verden, hvor der konstant sættes sekulære spørgsmålstegn ved religionernes eksistensberettigelse. Anerkendes derimod de religiøse udtryks legitimitet, åbnes der op for, at en sådan selvkritik overhovedet kan komme til orde. At turde åbne op for religiøst funderede overvejelser har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvorvidt man er enig i disse overvejelser eller ej. Tværtimod ligger der i denne åbenhed en mulighed for diskussion, udfordring og konkurrence. En konkurrence baseret på dialog mellem ligeværdige, ikke en konkurrence, hvis resultat på forhånd er givet. Som Ole Wæver udtrykker det: »I den alt for skråsikre tro på fornuft og rationalitet i alting er der ingen berøringsflader ... Hvad vil der ske, hvis vi bringer vores religiøsitet mere i spil? Jeg tror, vi vil gå fra meget firkantede begrænsninger i den offentlige debat til mere åbenhed, og dermed også mere kreativitet«. En sådan dialog er ikke baseret på distanceret tolerance og relativistisk pluralisme, men på engageret udfordring af hinandens synspunkter: »Så vigtigt det er at kunne omgås hinanden i et pluralistisk samfund, så vigtigt er det ikke at affinde sig med pluralismen, men gøre, hvad man kan for at trænge igennem til sammenhænge, som vi forsøger at overbevise hinanden om«, siger Løgstrup. Ikke at affinde sig med pluralismen betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal respektere pluralismen og retten til forskellighed. Det betyder derimod, at vi aktivt og engageret må deltage i dialogen om og diskussionen af vores forskellighed, i håb om at der er noget, der er værd at overbevise hinanden om. Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forestille sig alternative moderniteter, der ikke udelukker religion og fastholder modsætningen mellem religion og modernitet, men inddrager religiøse udtryk som værdifulde bidrag til moderniteten. Abdokarim Soroushs modernitetsforståelse er et eksempel på en af disse alternative moderniteter. Spørgsmålet er snarere, om vi kan og vil give plads til dem.