Forhandlingerne om fremtidens mediepolitik starter nu. Inden sommerferien skal de politiske partier indgå en mediepolitisk aftale for 2011-2014. Det centrale spørgsmål er DR’s fremtid. Hvordan skal DR’s programudbud være, og hvad må det koste? De næste fem års vigtigste kulturpolitiske emner er nu på dagsordenen. Der er tre vigtige modspillere, når DR’s ledelse udmønter radioloven i et konkret programudbud: den kulturelle elite, det politiske flertal og de kommercielle konkurrenter. Den kulturelle elite mener, at DR er for poppet og kommerciel i sin jagt på store seer- og lyttertal. Det politiske flertal er utilfredse med DR’s dækning af politiske emner og finder DR’s kulturopfattelse elitær. Og de kommercielle konkurrenter mener, at DR er for stor, for bred i sit programudbud og har for mange økonomiske ressourcer. Hvis det i forårets politiske proces lykkes VKO-flertallet at holde sammen på sit politiske bagland, kultureliten og DR’s kommercielle konkurrenter, vil DR blive udsat for en programmæssig og økonomisk nedskæring af et omfang, der aldrig tidligere er set. DR vil miste et par radiokanaler, og den møjsommeligt opbyggede og succesrige radiostruktur vil blive smadret. Store dele af licensindtægterne vil blive flyttet fra DR til en stærkt udvidet public service-fond, der reserveres DR’s kommercielle konkurrenter.
DR’s udbud af originale radio- og tv-produktioner indskrænkes, og detaljerede krav til programfladen vil reducere DR’s redaktionelle frihed. Endelig vil de kommercielle konkurrenter, anført af Danske Dagblades Forening (DDF), gennemtvinge, at DR’s indsats på internettet reduceres til det, der knytter sig direkte til DR’s radio- og tv-programmer, samt til det, der ikke kan finansieres af DDF’s medlemmer. Dette er ikke et provokatorisk skræmmebillede, men en realistisk sammenfatning af de mediepolitiske oplæg, der allerede nu er publiceret eller sivet til offentligheden. Først om kulturelitens mediepolitiske udspil. Udgangspunktet er utvivlsomt, at ledelserne af landets kunst- og kulturinstitutioner samt de tilsvarende forbund og foreninger med rette oplever DR som landets førende kulturinstitution med særlige forpligtelser over for den danske kulturarv og det aktuelle kulturliv. Forventningerne er derfor store, og tilsvarende er skuffelsen. Kultureliten mener, at DR ikke honorerer radiolovens krav om, at DR skal afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur samt reflektere den kulturelle mangfoldighed. Og med skuffelsen følger krav. Sådanne krav findes f.eks. i et aktuelt mediepolitisk oplæg med titlen ’Musikken spiller med’, underskrevet af bl.a. Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Sangskrivere og Komponister, Dansk Komponistforening, Dansk Musikforlæggerforening og Danske Populærautorer. Foreninger, der organiserer kunstnere med viden om, at skabelse af kunst forudsætter frihed og selvstændighed. Men for at DR kan opfylde radiolovens ideelle fordringer, ønsker disse kunstnere nu, at DR’s public service-krav skal sikres på et mere formelt grundlag, end loven gør det. Det skal direkte stå i en kontrakt, at kravene om alsidighed, kvalitet og mangfoldighed kun opfyldes inden for musikkens område, hvis de umiddelbart mindre tilgængelige musikgenrer også formidles på kanaler med mange lyttere og seere. Det er ikke noget, DR selv skal bestemme. Derfor skal der oprettes endnu et kontrolorgan ved siden af Radio- og Tv-nævnet, som i dag har tilsyn med DR. Kontrollen skal styrkes, og der skal på et formelt grundlag, der skal gøres målbart, indføres sanktionsmuligheder, så der kan skrides ind, hvis kravene ikke overholdes. DR skal kunne idømmes bod. Og repræsentanter for kunstorganisationerne skal sidde med ved bordet, når kontrollen udføres, og boden idømmes. De skærpede krav går bl.a. ud på, at andelen af dansk musik på hver af DR’s radiokanaler skal være minimum 40 procent. DR betragtes ikke som kulturproducent, men som et udstillingsvindue.
