Hvad skal vi leve af, lyder globaliseringens mest presserende spørgsmål. Hidtil har svaret blandt beslutningstagere været viden. Og mere viden. Men når man nu ved, at halvdelen af en ingeniørs viden er forældet kun fire år efter endt uddannelse, er den entydige satsning på kundskaber så det rigtige og eneste svar på tidens største udfordringer? Samtidig flagrer højskolebevægelsen desperat rundt og forsøger med forslag om hf-kurser og opbevaring af utilpassede unge forgæves at forklare sin egen rolle uden at kunne give sit enkle svar på, hvorfor travle unge overhovedet skal bruge tid på et ophold på en gammel højskole. Her er svaret: Det er netop den gamle danske folkehøjskole, der igen er en del af svaret på udfordringerne udefra. Sådan har det været før. Når Danmark har været presset udefra, har vi samlet os i bevægelser: Det skete, da billigt amerikansk korn pressede priserne ned og truede med at udkonkurrere de danske bønder. I stedet samlede de sig i andelsbevægelsen for at hjælpe hinanden med at lægge produktionen om. Da Danmark i 1800-tallet var bankerot og forslået af krige og tabte landområder samlede mange sig om højskolebevægelsen for at uddanne sig ud af problemerne. Da industrialiseringen kom til landet og ændrede den måde, flertallet måtte tjene deres løn på, blev fagbevægelsen løsningen for millioner, der længtes efter bedre levevilkår. I dag og ikke mindst i morgen kommer presset fra de nye stormagter Kina og Indien med deres milliarder af højtuddannede, der er både flittigere, dygtigere og billigere end de fleste danskere. Og alt det, der tidligere beskyttede os mod forandringerne, har vi selv revet ned; toldmurene, de teknologiske forhindringer og de økonomiske barrierer. Resultatet er, at vi står over for de største omvæltninger af velfærdsstaten, siden den blev skabt. Vi skal til at pakke en hel kasse dogmer sammen og sende dem til storskrald. Blandt andet det om, at vi er de kloge, og de andre er de dumme, der kan få lov til at sy vores skjorter, når vi ellers har fået slugt den økologiske rucolasalat og kildevandet i den arkitekttegnede frokoststue og taget os sammen til at designe skjorten. Vi tænker, og de arbejder, lyder den ellers tiltalende arbejdsfordeling. Som om de ikke kan tænke i Østeuropa og Asien. Eller som Tom Togsverd, branchedirektør i Dansk Industri, har sagt det: »Hvis vi både er dummere og dyrere end kineserne, er der ikke mange spændende job til os«. Og mens 57 procent af de danske virksomheder erkender, at de ikke har fundet på et eneste nyt produkt de seneste to år, bruger vi tiden på nationalsindede og snævre diskussioner om, hvorvidt Tove Ditlevsen eller Thit Jensen skal indskrives på kanonlisten. Og samtidig med at op mod 2,5 millioner kinesere årligt får sig en universitetsuddannelse, kæmper danskernes fagforeninger for at bevare fortiden og industrisamfundets arbejdspladser, og vores politikere for at bevare den velfærdsstat, vi kender. Det kan de ikke. 600 kinesiske universiteter har femtendoblet antallet af studerende på 20 år. I Danmark indtræffer kollektive komatøse tilstande, når et par hundrede svenskere søger ind på det danske lægestudium. Det er, som om vi helst vil slippe for at tale om udfordringen, som om vi håber, at fremtiden hurtigst muligt går over, så vi kan få fortiden tilbage. Men ligesom med mobiltelefonen, rytmisk musik og internettet er det nok på tide, at vi i fællesskab indser, at fremtiden kommer for at blive. Vi kan ikke slå asiaterne på deres flid, deres løn, antal eller motivation for at få del i verdens goder. Og fremtiden ligger næppe i svineslagterier eller gensidig hårpleje alene. Den nye udfordring skal imødegås af en ny bevægelse: Lad os kalde den Innovationsbevægelsen. Vi skal leve af at få ideer og gennemføre dem hurtigere end de andre. Det siger nu også statsministeren. Nu mangler vi bare at finde ud af, hvad ideer er, og hvordan vi får dem. Det er her, højskoletanken kommer ind i billedet. Vi taler om ideer, som nogen vi får. Med posten eller fra oven. Sådan er det ikke. Ideer er noget, man finder eller skaber. Definitionen på en ide er nemlig et nyt perspektiv på noget, man ved i forvejen. Altså består ideens DNA af to ting: viden og et nyt perspektiv. Det er, som da vi i fysiklokalet forsøgte at få en glødelampe til at lyse: Der skulle to kabler til. Og det hjalp ikke blot at gøre det ene tykkere og tykkere. Igen: Viden i sig selv er ikke nok til at få de ideer, vi efterhånden alle er enige om, at vi skal leve af i fremtiden. Der skal et nyt perspektiv til. Langt mere end ny viden er der brug for evnen til at få nyt perspektiv på gammel viden, således at det giver ny mening. Og ny mening for andre, vel at mærke. Det betyder, at ideer er noget, man kan lede efter. Og lære sig at blive dygtigere til at få. Meget af den aktuelle skoledebat kredser alene om nutidens eller sågar fortidens krav til skolerne og desværre alt for lidt om fremtiden. For hvilke krav skal en god skole opfylde, ja naturligvis ud over rummelighed på flere planer, engagerede lærere og udfordringer for både dumme og kloge? Svaret er enkelt, for en god skole er naturligvis den, der forsøger at uddanne mennesket til den fremtid, mennesket skal leve i. Og koncentrerer folkeskolen sig om sin paratviden og PISA-test, så er højskolen netop stedet, hvor kundskaberne bliver parret med det nye perspektiv. Den gode gamle danske folkehøjskole er stedet, hvor fremtidens skole kan udvikles. Intet sted synes bedre til det. En stolt tradition for at tage såvel hverdagsliv som åndsliv alvorligt - endda stor succes med at smelte de to sammen. En evne til, viden om og lyst til eksperimentet. En eksplosiv fagcocktail. En indbygget velvilje over for stor forskellighed. Og ikke mindst et ideologisk fundament, der bygger på det jordnære, lavpraktiske faktum, at klokken aldrig ringer ud. At uddanne sig er noget, mennesket i større eller mindre grad gør hele tiden, såvel i lektioner som i frikvarterer. Når højskolen kan og bør gå en stor fremtid i møde, hænger det naturligvis også sammen med, at højskolens måde at anskue skole på, passer til fremtidens krav. For at nationen kommer helskindet ind i innovationssamfundet, kræver det, at vi knokler løs på at udvikle vores evner til at være kreative, at vi tænker nyt og originalt. At vi finder på noget, som andre gider betale for. Gode ideer fås sjældent alene. De fås aldrig på skemalagte tidspunkter. Og de fås som regel slet ikke der, hvor man på forhånd regner med at finde dem. Adskillige højskoler har i årevis arbejdet med den innovation, som nu er på alles læber. Og som ifølge Instituttet for Fremtidsforskning ikke blot er for eliten. I bogen 'Creative Man', som instituttet udgav sidste efterår, beskrives det kommende samfund indgående. Her slås det indledningsvist fast, at kreativitet og innovation er eneste vej til overlevelse i et samfund som det danske, hvor masseproduktion og storindustri ikke længere er konkurrencedygtige. Det er et samfund, der er under et voldsomt pres, men også et samfund med mange muligheder for borgerne. Hvor vi for blot få år siden gik efter at få oplevelser, fortællinger og følelser med i alt, hvad vi forbrugte, hvad enten det var mad, oplevelser eller sågar vores arbejde, så vil vi i dag - i fremtiden - være en del af produktet, siger fremtidsforskerne. Det betyder, at vi tillader os at stille store krav til tilværelsen, at vi hellere forsøger at tilpasse verden til os i stedet for det omvendte. Dog også et samfund, hvor det at være individualist ikke er det samme som at være egoist. For fællesskabet vil stadig regere, naturligvis i kraft af, at nyt perspektiv og nye idéer ikke er noget, mennesket får alene i lukkede rum. Største udfordring er, at ideernes samfund - hvis det overhovedet lykkes at få ideer, der er gode nok - bliver for flere end de (radi)coole. At det ikke blot bliver de øverste samfundslag, der kommer med på den kreative vogn. Også her har højskolen en styrke i kraft af sin evne til at samle mennesker fra alle samfundslag. Fremtidsforskerne siger, at 80 procent af arbejdspladserne i Danmark er truet af fremtiden. Otte ud af ti danskere skal altså indstille sig på en ny og anderledes tilværelse. Enten som globaliseringsramt indbygger i et stadig fattigere frilandsmuseum, hvor der bliver hård kamp om benhårde pleje- og servicejob. Eller som aktiv medborger i et samfund i fremdrift med nye idebaserede industrier og konkurrencedygtige virksomheder, der efterspørger veluddannede, iderige og samarbejdsorienterede medarbejdere, der er alment dannede i forhold til at kunne omstille sig og tænke kreativt. Kreativitet indebærer som bekendt oftest, at man stiller spørgsmål som: Hvad nu hvis? Hvad med at forsøge? Mon det er muligt at ...? Kreativitet og iderigdom udspringer af muligheden for at stille kaskader af spørgsmål. Til sig selv, til hinanden og til det fællesskab, man færdes i. Sådan får man idéer, og sådan får man nyt perspektiv. Netop derfor opstår der meget få ideer i totalitære systemer. Nye ideer er altid et oprør mod det bestående, og når magthaverne ikke accepterer spørgsmål, så dør ideerne, ganske som det sker i de virksomheder, der er gennemsyret af kæft, trit og retning eller 90'ernes buzzwords om Total Quality Management og ISO 9000-certificeringer, som jo handler om ikke at begå fejl, ikke løbe risiko og kopiere til perfektion. Men vi kan ikke leve af nok så gode kopier, og hvad nytter det at gøre tingene rigtigt, hvis man ikke laver de rigtige ting? Måske har vi her vores eneste konkurrencefordel over for de autoritære systemer i Sydøstasien og i det tidligere Sovjetunionen, hvor kritik og evnen til at stille spørgsmål, løbe risiko og tænke selv har været sat på standby i flere generationer. Netop evnen til at stille spørgsmål og fremelske debatten og nye tanker har været essensen i højskolen siden Grundtvigs tid. Som Grundtvig sagde om højskolen, da han definerede den i forhold til latinskolens fokus på udenadslære: »På en højskole er det ikke læreren, der skal udspørge eleverne. På en højskole skal eleverne udspørge læreren«. Højskolen har alle dage været der, hvor man lærer at stille spørgsmål i jagten på nye ideer og nye perspektiver. Hvor man så at sige har kreativitet på skoleskemaet. Netop derfor har Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i år valgt at lade sine studerende tage ophold på Kommunikationshøjskolen Vallekilde i uddannelsens nye fokus på kreativitet og ideudvikling. Verdens nye stormagt er Kina, og et af de ordsprog, de gamle kinesere har givet videre til kommende generationer, er værd at lære af: »Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn. Andre bygger vindmøller«. Vi skal vænne os til, at forandring er blevet en permanent tilstand. Og vi kan ikke leve af at bygge læhegn. Den danske vindmølleindustri er driftig og tjener milliarder allerede, og der er brug for flere omdrejninger. Der skal opfindes og bygges flere, nye og anderledes vindmøller. Nye industrier, der kobler kendt viden og kendt teknologi med nye ideer, som giver nyt perspektiv, og som kan sikre, at vores samfund er med til at sætte fremtidens dagsorden og ikke fortaber sig i fortiden og alene bliver et 'mindernes land'. Det sker ikke af sig selv. Uddannelse spiller en helt central rolle i den udvikling, og højskolen kan skabe forbindelsen mellem den faglige viden og det nye perspektiv. Rent faktisk er der heller ikke her tale om nye opfindelser, men blot nyt perspektiv på gammelkendt viden. Vi skal sådan set blot gøre, som højskolen altid har gjort. Ja, i Vallekilde byggede fremsynede højskolefolk den første vindmølle tilbage i 1904. En mølle, der gav elektricitet til skolen, lys i byens gadelamper og en uudtømmelig kilde til undervisning i lange rækker af fag. Oplysning i bredeste forstand. Der er brug for netop det i fremtidens nye innovationsbevægelse.