Det gælder om at blive vild med viden! Danmark skal konkurrere på viden, og vi skal satse på uddannelse og forskning. Det konkluderer Videnskabsministeriet i en stor rapport om forskningskommunikation og formidling til børn og unge, der udkom i 2005. Globaliseringsrådet, der udsendte sin rapport i foråret 2006, kunne ikke være mere enig. Personligt er jeg mere vild med tvivl. Jeg er i hvert fald enig med forfatteren og biokemikeren Isaac Asimov, der udtrykte det således: Den mest spændende sætning, man kan høre i et videnskabeligt miljø, er ikke heureka! (jeg fandt det!), men: Det var dog mærkeligt ...! Som udstillingsleder på et af landets store museer er jeg ellers udpeget til at formidle viden. Med videnskabelig tyngde og en historisk baggrund på mange hundrede år indtager museerne en stilling som en af samfundets autoriteter på dette område. De oplysninger og den viden, der er tilgængelige på museer, er det nærmeste, vi kommer statsgaranterede sandheder. Og museerne ses da også som en vigtig brik i forhold til at styrke børns interesse for forskning: »Her (altså på museerne) får børnene muligheder for blandt andet at stille spørgsmål og undres, komme i dialog, høre den gode historie, stifte bekendtskab med rollemodeller, få hands-on oplevelser, fordybelse, forstå og opleve sammenhænge osv.« (citat fra rapporten 'Vild med viden', 2005)Ja, i den bedste af alle verdner er det sikkert sådan. Jeg vil imidlertid påstå, at mange museer kan blive meget bedre til netop disse ting. I det omfang, at museerne faktisk formidler forskning, er det ofte med fokus på resultatet af forskningen og ikke på de processer, fyldt med tvivl og overvejelser, der har gået forud. Og det er jo netop dem, der åbner mulighed for en større forståelse, for indsigt og for at komme i dialog. Men hvad ville der ske, hvis vi på danske museer begynder at formidle tvivl? Det vil formentlig ændre ved nogle helt grundlæggende forestillinger om, hvad museer er, og hvilken rolle de har i samfundet. Et museum, der vælger at udstille sin tvivl, rækker ud efter sine gæster og inviterer dem til at tage del i en diskussion. Det siger, at på dette område - som vi altså ikke ved noget om - er alle velkomne til at gætte med, og hvem ved, hvis det gøres med dygtighed, kan det måske vise sig at være rigtigt. Dets publikum skifter fra blot at være modtagere af information til at være deltagere i udforskningen af spændende problemer. Et sådant museum mister måske nok sit elitære præg, men ikke sin troværdighed eller autoritet. Og jeg er overbevist om, at det også medvirker til at skabe en interesse for forskningens metoder og resultater. Og så er jeg måske alligevel ikke så langt fra den rolle, som Videnskabsministeriet har tiltænkt museerne. Men hvordan ændrer man formidlingen på vores videnstunge museer til også at give plads til tvivlen? I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt, man skal egentlig bare tage fat der, hvor formidlingen på de fleste museer slutter. På det museum, jeg selv arbejder på, har vi for eksempel en glimrende udstilling om indvandringen af dyr til Danmark efter den sidste istid. Fund fra udgravninger over hele Danmark giver et indblik i et forhistorisk dyreliv, der er meget forskelligt fra det, vi kender i dag. I en glasmontre vises f.eks. dele af forskellige mammuttænder, og ved siden af står en imponerende rekonstruktion af en mammut med lange snoede stødtænder og filtet pels. På skilte kan publikum læse, at den største af tænderne er fundet i en mose ved Hedehusene, og at de fleste fund af mammut i Danmark er dateret til at være mellem 22.000 og 32.000 år gamle. I udstillingen ser man også fund af uldhåret næsehorn, steppebison og kæmpehjort, der altså også engang levede i Danmark. Det er selvfølgelig spændende og måske endda overraskende for nogle, at disse store dyr engang boede i de danske skove og stepper. Men det bliver ikke mindre spændende, hvis man ud over disse informationer vælger at tilføje, at man faktisk ikke ved, hvorfor de forsvandt fra Danmark og i øvrigt også fra resten af verden ret kort tid efter afslutningen af sidste istid. Måske har man undladt denne information, fordi man ikke vidste, hvad man skulle skrive, så vant til at være i stand til at give svarene og være den endelige autoritet, som et museum nu engang er. Der er flere teorier, der søger at forklare de store dyrs uddøen, nogle med flere tilhængere end andre. Der er f.eks. en teori om de voldsomme klimaforandringer, der kom i slutningen af istiden, og de forandringer, de fik for vegetationen, har været mere, end de mange store dyr kunne klare. En anden teori er, at de store dyrs forsvinden hænger sammen med menneskets fremmarch, og at et stærkt forøget jagttryk har udryddet dyrene. At forsyne museets publikum med information om, at vi ikke kender årsagen til dyrenes uddøen, men at der er forskellige teorier på området, er ikke alene mere redeligt end ikke at informere om det. Det giver også besøgende inspiration og motivation til at læse videre, at følge debatten i forskellige medier (hvor denne diskussion faktisk jævnligt dukker op) eller til at gå i direkte dialog med museet. Tvivl er forskernes domæne. Deres opdagelsesrejser går til de ubeskrevne områder på videnskabens atlas. Her kan der gøres nye opdagelser og beskrives nye fænomener, her venter anerkendelsen og berømmelsen, og langt ude i horisonten skimtes Nobelprisen. At rejse i de ukortlagte områder kræver, som for datidens opdagelsesrejsende, både planlægning, godt udstyr og en vis uforfærdethed. Som underviser af biologistuderende har jeg prøvet at tilrettelægge seminarer, hvor emnerne netop var udvalgte for at blotlægge hvide områder på det videnskabelige kort. Et af emnerne var kaskelottens jagtteknik. Kaskelotten, der er verdens største tandhval, lever fortrinsvis af blæksprutter, der fanges på store havdybder, ofte på mere end 1.000 meters dybde. Hvordan en stor langsom hval i komplet mørke er i stand til at fange nogle af de hurtigste organismer i havet er en gåde, der er blevet diskuteret over mangt et middagsbord hos marinbiologer. Én teori er, at selvlysende organismer omkring hvalens kæber lokker de intetanende blæksprutter lige ind i gabet på kaskelotten, der således blot behøver at ligge stille i vandet og smække kæberne i en gang imellem. Ifølge en anden teori fungerer kaskelottens kolossale næse som en lydkanon, der med kraftige 'big bangs' er i stand til at lamme byttet. Skønt begge teorier har sine fortalere, må man indrømme, at man dybest set ikke rigtig ved, hvordan det foregår. Forskellen mellem et seminar, hvor studenter skal diskutere en problemstilling, hvor jeg som underviser ved, hvad svaret er - og afslører det til sidst - og et seminar, hvor jeg fra starten gør opmærksom på, at dette er der altså ikke nogen, der har svaret på, er slående. Det åbne seminar, hvor ingen kender det rigtige svar, er fængslende og engagerende. De studerende oplever, at der er en reel grund til at deltage i diskussionen, fordi de måske selv kan medvirke til at komme nærmere en løsning. Når underviseren sidder inde med det rigtige svar, får et seminar mere karakter af forsøg på at ramme det rigtige svar, så man kan imponere sin lærer. Det minder faktisk lidt om den form for aktiverende formidling, man kan se på mange museer, hvor publikum bliver spurgt om et eller andet, og det rigtige svar fås ved at løfte en flap eller skyde et panel til side. Den form for spørgsmål er ikke ærlig, der spørges ikke, fordi man ikke selv kender svaret, men for at eksaminere publikum. At undervise eller formidle med tvivlen som den pædagogiske løftestang er også ærligt i forhold til at beskrive de processer, der foregår, når videnskaben søger og finder svar. Forskning er netop drevet af tvivl. Den amerikanske nobelpristager i fysik Richard Feynman formulerede sin erfaring med uvidenhed og tvivl således: »Når en videnskabsmand ikke kender svaret på et problem, er han uvidende, når han har en idé om resultatet, er han usikker, og når han er temmelig sikker på, hvad resultatet bliver, er han alligevel i tvivl. For at gøre fremskridt er det afgørende, at vi ser vores uvidenhed i øjnene og levner plads til tvivlen«. Derfor handler forskning og det at gøre nye opdagelser også i høj grad om at observere og stille spørgsmål. Den videnskabelige proces kan beskrives som en række af begivenheder, der indledes med en observation, f.eks. den at kaskelotten fanger lynhurtige blæksprutter i totalt mørke. Observationen fører til udviklingen af en hypotese eller en teori, i dette tilfælde, at kaskelottens kæber er selvlysende, eller at den lammer sit bytte med lyd. De fleste skoleelever og studerende bemærker hurtigt, at der må undersøgelser til for at kunne vise, om det er det ene eller det andet, der er sandt. Og de går af sig selv i gang med det, den videnskabelige proces dybest set handler om, nemlig at samle viden ind for at kunne formulere flere spørgsmål og udvikle ideer til, hvordan de kan testes. For eksempel er det jo indlysende, at det ville være en god idé at filme, hvad der foregår under vandet, at optage lydene, så man kunne høre 'big bangs', at sætte instrumenter fast på en kaskelot eller at fange nogle blæksprutter og forsyne dem med undervandskameraer, så de selv kan filme, hvad der sker. Den uforfærdethed, der krævedes af fortidens opdagelsesrejsende, findes i rigt mål hos børn og unge, når de begiver sig ind på ukendt terræn. Det gode udstyr, der i heldige tilfælde hjalp til at bringe de opdagelsesrejsende frelste hjem igen, er i undervisning og formidling først og fremmest viden og opfindsomhed. Ved nærmere undersøgelse, dvs. når besøgende på et museum, studerende eller skoleelever har sat sig lidt mere ind i problemet og tilegnet sig lidt mere viden, oplever de, at nogle af forslagene må forkastes. De har måske været prøvet før, eller der opstår bekymring for, om eksperimentet kan ændre på dyrenes adfærd. Andre forslag kan muligvis godt bruges, men rejser nye problemer: Hvordan får man et kamera til at sidde fast på en blæksprutte? Hvordan fanger man i det hele taget en blæksprutte? Og hvordan skal man filme, hvis der er helt mørkt? For at løse disse problemer er det helt afgørende at skaffe sig viden, viden om blæksprutters adfærd, viden om tryk- og lysforhold på store havdybder, viden om, hvordan man sikrer et kamera mod vandindtrængning osv. At undervise eller formidle med tvivlen som drivkraft går med andre ord ikke ud på at kaste sig ud i rene gætterier. Det går hurtigt op for alle, at det kræver en enorm viden og en evne til at kombinere den, hvis man skal være i stand til at deltage kvalificeret i en diskussion. Og det er vel at mærke viden, man er meget motiveret for at få fat i, viden, der er relevant, og også viden, man må forholde sig kritisk til, for næste fase i ens projekt er afhængig af, at den viden er rigtig. Tvivl egner sig med andre ord fantastisk godt til at motivere børn og unge. Det stimulerer deres kreativitet, de bliver videbegærlige og innovative. De får simpelthen lyst til at lære. At museer og undervisning hører tæt sammen er heldigvis en kendsgerning. På de fleste danske museer spiller undervisning og tilbud til skoler og gymnasier en stor rolle, og jeg håber, at de mange besøg på museerne hjælper unge til at udvikle en interesse for vores natur og kultur. At viden og tvivl også går hånd i hånd er måske mindre erkendt; for de fleste forskere er det dog indlysende. Tvivl skaber en søgen efter ny viden, og nye erkendelser skaber nye tvivlsspørgsmål. At museer og tvivl hører sammen, åbner for en anderledes forståelse af museernes rolle i samfundet. I århundreder har museerne indtaget positionen som urokkelige og uforanderlige bastioner for viden. Selvfølgelig har der været diskussioner og uenigheder, men det har sjældent eller aldrig været noget, man ligefrem har valgt at udstille. At gøre disse diskussioner tilgængelige for et større publikum er ikke at kaste håndklædet i ringen. Der er områder (mange), hvor vi endnu ikke kan forklare alt. At udstille dette og formidle om det er at udvise respekt for sit publikum. Det vil medvirke til at skabe museer, der spiller en anderledes og mere aktiv rolle i samfundet. Og det fortjener vi alle sammen.