0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modediagnoser

Alt for mange danskere - fortrinsvis kvinder - lever med en identitet som syg. Det er dyrt og umyndiggørende.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alt for mange danskere - fortrinsvis kvinder - lever med en identitet som syg. Det er dyrt og umyndiggørende. Og så er sygeliggørelsen udtryk for ældgammel kvindeforagt, skriver neuropsykolog Lise Ehlers.

I disse år dokumenteres en dramatisk vækst i antallet af lidelser og funktionsforstyrrelser, hvor der ikke kan påvises noget organisk islæt, eller hvor dette er beskedent. Tilstande som fibromyalgi, piskesmæld, kroniske smertetilstande, bækkenløsning og nu depression og multiallergi er typiske eksempler. Stigningen i antallet af disse lidelser har næsten fået skær af en epidemi og er i dag blevet et af velfærdssamfundets største problemer. Det store antal af sygemeldte, sygedagpengemodtagere og førtidspensionister vidner herom.

Men hvad er egentlig baggrunden for, at stadig flere, især kvinder, oplever sig som syge og bliver sygeliggjort? Og hvad betyder det for den enkelte og for samfundet, at der er en tendens til, at den øgede sygelighed fører til udstødning fra arbejdsmarkedet og tidlig pensionering?

Arbejdsmarkedets stigende krav om uddannelse, fleksibilitet, mobilitet og øget tempo opleves af mange som en belastning, der kan være så stressende og angstskabende, at en pause er tiltrængt. Man melder sig syg, men risikerer herved af forskellige grunde at blive hængende i sygerollen og ikke komme i gang igen. På et tidspunkt er der fare for afskedigelse. Mange oplever, at det rent økonomisk ikke kan betale sig at vende tilbage til arbejdet. Velfærdssamfundet yder nemlig kompensation for det tabte, og det er let at få forlænget en sygemelding.

Der er en uudtalt enighed mellem 'patient' og mange læger om at omformulere kulturelle og sociale belastninger til den helt rigtige diagnose. Folk er mere end villige til at modtage lægernes diagnosetilbud, ja ofte kræver de en diagnose. Ellers kan der nemlig ikke fortsat udbetales sygedagpenge. Det er derfor en helt nødvendig sygdomsdiagnose, patienten går efter. Er lægen uvillig til at stille en diagnose, eller foreslår han/hun, at det drejer sig om noget så simpelt som overanstrengelse, så opsøger man blot en anden og mere forstående læge. Ofte sendes patienten til vurdering hos mange forskellige specialister, inden der er én, som foreslår en af de såkaldte modediagnoser. Disse diagnoser udgør et stort samfundsøkonomisk problem, både i form af helbredsmæssige udredninger og langvarige sygemeldinger og førtidspension.

Som sygedagpengemodtager er man inde i systemet, med adgang til junglen af sociale ydelser. Hvis man er god til at tilpasse sig, kan man blive offentligt forsørget hele livet, fordi situationen på et tidspunkt fører til førtidspension. Med en pension kan man så kræve boligsikring, medicinhjælp, fysioterapi, træning i varmtvandsbassin, akupunktur, rideterapi og måske en invalidebil og en erstatning samt meget, meget mere.

Med den helt rigtige diagnose jydende på en uhelbredelig sygdom kan man kræve kompensation. Er man syg, vil man have noget for det. Der må være økonomisk kompensation for de tabte muligheder. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan leve som almindelig forbruger, bare fordi man er ramt af 'sygdom'. Sygeliggørelsen betyder, at personen tvinges ind i en sygdomsidentitet i forbindelse med en eksistentiel problematik. De etiske, kulturelle og økonomiske konflikter, der er indeholdt i de mange sygemeldinger, bliver sjældent vurderet af lægerne eller behandlet i socialforvaltningerne.

I mere end hundrede år har sygdom været betragtet som en tilstand med rettigheder; retten til indkomst, ret til friholdelse fra forpligtelser og legitimering af situationen. Denne måde at anskue sygdom på har medført, at mennesker, ved selv at definere sig som syge, får ret til de samme former for kompensation. Uhyggeligt mange mennesker definerer sig i dag som syge, og behandlersystemet er straks parat til at uddele diagnoser og foreslå behandlinger. Der forekommer aktuelt en nærmest iscenesat sygeliggørelse, som varetages af bl.a. læger og advokater og ikke mindst af de personer, der har defineret sig selv som syge. I denne jagt på den rigtige diagnose skal der skrives erklæringer og tages stilling til erstatninger. Det giver smør på brødet for specialisterne. Visse advokater har deres egne specialister med det rette dystre syn på prognosen til at skrive erklæringerne. Specialisten skal helst konkludere, at patienten ikke har udsigt til nogensinde at komme sig og derfor er berettiget til livslang offentlig forsørgelse.

Denne økonomiske uredelighed har efterhånden fået et skær af legitimitet, fordi så mange offentlige instanser helt tydeligt også arbejder på at sygeliggøre så mange (kvinder og ufaglærte) som muligt.

Det vrimler med behandlere i velfærdssamfundet. Antallet af psykologer er tredoblet i de sidste tyve år og runder nu de 6.000. Psykiatrien hævder samtidig, at der er katastrofal mangel på psykiatere til at behandle folkesygdommen depression og de mange andre psykiske lidelser.

Der ses en nærmest eksplosiv vækst i forbruget af lykkepiller, og der er tilsyneladende et udækket behov for krisehjælp. Henvisning til psykologsamtaler er i de sidste otte år steget fra 10.000 til 135.000 årligt. En henvisning drejer sig oftest om mere end ti samtaler. Der konstrueres løbende nye diagnoser og psykologiske problemer, som skal løses ved hjælp af specialister og medicin. Velfærdssamfundets borgere tåler øjensynligt hverken smerter eller eksistentielle problemer.

De fleste behandlere oplever, at mennesker, der siger de er syge, også føler sig syge og hurtigt får en sygeadfærd. Deres totale tilstand opleves som kropslig sygdom, skønt baggrunden udmærket kan være alvorlige eksistentielle problemer. At opleve sig syg og blive defineret som syg betyder en ny identitet med tilhørende rolle. Ved længerevarende perioder med sygedagpenge svækkes kompetencen og selvtilliden. Det bliver sværere at få udbytte af kommunernes aktiveringstilbud. De mange mennesker inde i systemet er alle i den arbejdsaktive alder, men har ikke et 'rigtigt' arbejde. De optræder ikke som arbejdsløse, for politikerne har vedtaget, at Danmark kun har fem procent arbejdsløshed. Inde i systemet bliver der stillet færre krav, og problemer 'belønnes' med forskellige ydelser. Tanken opstår: »Hvorfor skulle man ikke blive inde i systemet?« Efterhånden bliver sygedagpengemodtagerens tilstand tolket som stationær, det vil sige, der kan ikke forventes nogen bedring. Førtidspension er den eneste udvej. Hvis nogen prøver at ændre denne opfattelse, opleves det som et angreb på den sygeliggjortes identitet og den beskyttelse der er knyttet til sygerollen.

Hvis det er sandt, at depression er en folkesygdom, så siger det sig selv, at der er noget galt med samfundet. At det er jagten på penge og overskudssamfundets goder, som udløser depressionen eller det generelle kompensationssyndrom, er ikke stuerent at tale om. Men udbrændthed, depression, kroniske smerter og andre modediagnoser er ofte forbundet med et opskruet arbejdstempo, utryghed i jobbet og familiære konflikter. Når der fokuseres på den medicinske og psykologiske behandling af reaktionerne på dette pres, lukker man øjnene for de alvorlige sociokulturelle problemer. Vi har i dag en fundamentalistisk tro på, at velfærdssamfundet er så vidunderligt, at det er hævet over enhver kritisk analyse af de etablerede 'sandheder' om omsorgen for de svage. Vi har en klippefast tro på, at det er naturligt, at kvinder er overrepræsenteret i kroniske og psykiatriske diagnoser.

Ingen vil se, at dette blot vedligeholder den ældgamle kvindeforagt. Vi tror også, at man helst skal lukke øjnene for de etiske konsekvenser af diagnostisering og førtidspensionering. Og sundhedsvæsenet skal da slet ikke diskutere, hvordan samfundet kunne nyindrettes.

Det hævdes, at ethvert samfund fremelsker den mennesketype, som er nødvendig, for at det skal fungere. I 1800-tallet havde man brug for den tvangsprægede person, der kunne arbejde under urets herredømme, og overklassen havde brug for den kønsløse dukkeagtige kvinde. Aktuelt er der brug for den sygelige kvinde, der ikke figurerer i arbejdsløshedsstatistikken. Kvinden har altid været god til at tilpasse sig de skiftende forventninger, ligegyldigt hvor passiv og indskrænket rollen måtte være. Først gør den nye tilpasning ondt, men man lærer hurtigt at blive tilfreds og tage tingene for givet. Den sociale arv i dette mønster er man først for nylig begyndt at ane konsekvenserne af.

Børn lærer tidligt at reagere med ondt i ryggen, og alt for mange har allerede et medicinforbrug.

Politikerne tager naturligvis ikke hånd om problemet, for der er omkring 900.000 vælgere i den arbejdsaktive alder inde i systemet. Heraf er halvdelen sygedagpengemodtagere (helårspersoner). Dette tal er voksende. I 2001 var der 13.500 flere kvinder end året før, men kun en stigning for mænd på 1.900. Politikernes manglende fremsyn skyldes måske, at man ikke aner, hvad man skal stille op med alle de mennesker inde i systemet, der stort set kun har folkeskolen som uddannelse.

Hvordan skal deres eksistentielle sikkerhed håndteres? Hvis en person bryder sammen, når tempo og krav på arbejdspladsen bliver for høje, og familielivet synes truet, så er der i samfundet en tilbøjelighed til at gøre problemet til noget individuelt. Personen får følelsen af , at sammenbruddet skyldes egne fejl og mangler, man slår ikke til. Hjælpen til den sårbare person består imidlertid ofte kun i sygeliggørelsen, diagnosen og pensionen. Personen bliver indfanget i velfærdssamfundets umyndiggørende omsorgssystem, der stempler de mest udsatte som ofre.

Hvor der er ofre, er der advokater, sympati og kompensation, men kun meget lidt ansvarlighed og selvforsørgelse. Med en kronisk, uhelbredelig 'sygdom' følger en sygerolle og en forventet adfærd.
Patienten får med sin førtidspension en dom på livstid, en 'sygdom', der varer livet ud.

Vi er nok nødt til et erkende, at fuld beskæftigelse til alle er en utopi. Det moderne arbejdsmarked er lig med øget vækst, men det er ikke det samme som øget beskæftigelse. Ufaglært arbejde var værdifuldt engang, men er nu overtaget af robotter. Firmaer forsvinder, fusionerer og afskediger. Arbejdsopgaver udliciteres eller defineres som overflødige.

Det moderne arbejdsmarked har ikke brug for håndens arbejde, og derfor findes et utal af mennesker uden udsigter og mål for fremtiden. Samfundet har i sin udviklingsrus produceret det overflødige menneske, som ikke bare kan emigrere til USA eller Sverige for at starte et nyt liv der, for disse lande har tilsvarende overflødige mennesker.

Desværre går de politiske visioner ikke længere end til at nedbringe ventelister og lave oplysningskampagner om det sundhedsfremmende ved at dyrke motion, spise mindre fedt samt undgå tobak og alkohol. Hele behandlersystemet, med visse advokater som frontløbere, er med til at aflede opmærksomheden fra de sociokulturelle vilkår, der belaster menneskers sundhed. Der er ingen tvivl om, at sygeliggørelse af så mange mennesker gør stor skade på længere sigt. En livslang sygerolle som f.eks. whiplashramt eller fibromyalgiplaget er for høj en pris at betale for at få økonomisk kompensation. Det går ud over parforholdet, som ikke bliver ligeværdig og frem for alt påvirker det børns opvækst at leve med den sygeliggjorte, fordi det fører til en social arv. Og som tidligere antydet har det aldrig været særlig flatterende for kvinder at lide af disse uforklarlige sygdomme.

Spørgsmålet er, om ikke det var sundere for den enkelte og for hele samfundet, hvis der var en form for grundløn (borgerløn) til mennesker, uden at de nødvendigvis skal kvittere med en livslang sygerolle, som hindrer dem i at virkeliggøre deres muligheder. Velfærdssamfundet må i sin omsorgstrang ikke glemme at yde respekt for den personlige udfoldelse og retten til en værdig identitet og oplevelse af mening.

Derfor er det vigtig at mennesker ikke låses fast i et socialt kassesystem og dermed risikerer at blive fastholdt i klient- og offerrollen. Vi kan ganske enkelt ikke blive ved med at lukke øjnene for de etiske konsekvenser af den enorme sygeliggørelse, der aktuelt finder sted.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede
<