0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vores gymnasium?

Gymnasiet er blevet en fritidsordning. Lærerne bruger deres krudt på at arrangere drukfester og holde eleverne beskæftiget. Sådan er situationen set fra to gymnasieelevers pult.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gymnasiet er blevet en fritidsordning. Lærerne bruger deres krudt på at arrangere drukfester og holde eleverne beskæftiget. Sådan er situationen set fra disse to gymnasieelevers pult.

Til vores nye undervisningsminister.

Vi skriver til dig, fordi vi prøver at forholde os til følgende udsagn:

'Gymnasiet er til for lærerne!'. Det siger Stephans dansklærer selv, og vi tror faktisk, han har ret. Hvem skulle det ellers være til for?

Eleverne? Næppe, vi betyder kun noget i kraft af vores antal. Jo flere elever, jo større tilskud. Man tænker ikke på at få os godt udlært, men at få så mange som muligt til at bestå. Måske for at give lærerne arbejde?

Af samme årsag er kvalerne ved den stigende klassekvotient heller ikke særlig store. At der bliver mindre tid til den enkelte elev er af mindre betydning, end at de allerede ansatte læreres job holdes. For man fyrer jo ikke lærere?
Jamen har vi elever det ikke godt i gymnasiet, kunne man så spørge. Jo, vi har det bare fedt. Vi slapper af, mens vi overbærende hører en lærer snakke løs i det fjerne. Vi skal bare udholde pinen i tre år, så får vi vores hue, for det med at give karakterer under seks er nemlig ikke noget, man gør ret meget nu til dags. I dag giver man nemlig 'sociale' karakterer for ikke at støde os.

Når vi så får huen, kan vi endelig komme videre med det, der virkelig betyder noget. Lige nu gælder det bare om at slippe igennem gymnasiet med mindst mulig anstrengelse for højest mulige karakterer. Det er den generelle holdning blandt studerende. Man finder ikke mange, der vil svare anderledes. Hvorfor denne udvikling?

Et bud: Danmark er så rigt på muligheder, at ingen i dag er et sted, fordi de ikke kunne vælge andet. Alle er det sted, de er, fordi de har valgt det. Det kan folk godt lide, derfor sørger de for altid at holde mange muligheder åbne på en gang. Ligesom ræven, der har flere udgange fra sin hule. Hvor mange genkendte ikke fænomenet her før nytårsaften.

Ingen vil binde sig helt til en aftale, vi vil hellere holde mulighederne åbne og venter derfor til sidste øjeblik. »Der kunne jo dukke noget bedre op«.

Valgmuligheder er den moderne danskers opium.

Med denne indstilling oplever 9.-klasse-eleverne studiestederne stå i kø for at fortælle dem, at de skal vælge netop deres uddannelsesinstitution. »Hvis I vælger vores uddannelse, lærer I det her og det her, men I kan naturligvis stadigvæk blive det samme, som hvis I valgte denne uddannelse. Vores uddannelse giver selvfølgelig den bredeste uddannelse, den giver dig flest muligheder«.

På den måde udviskes forskellene på studiestederne, når alle siger, at man i sidste ende kan blive det samme. Grunden til at vælge fremtidigt arbejde nu fjernes, når man bare kan udskyde det til efter den studieforberedende uddannelse. Vejen kan jo være ligegyldig i denne sammenhæng, hvis man når samme sted hen.

Hvad sker der så? Vi unge flokkes for at komme ind på studiestederne og få de fleste muligheder bagefter. Især den almene gymnasieuddannelse tager virkelig kegler her. »Sikke mange vi bliver«, siger gymnasiet, mens man giver hinanden hånden, »så får vi nok alligevel overholdt budgettet uden at fyre nogen«.

Alt dette resulterer i, at gymnasierne bliver fyldt op med unge, lokket til med gyldne løfter om adgang til uendelige muligheder. Med huen i hånden kan vi nemlig næsten være sikre på ikke at blive afvist nogle steder. Eller hvad?
Hvis det så kun var de unge, som er videbegærlige, lærevillige og boglige, der kom, så var det jo fint. Eller bare én af delene. Der kommer beklageligvis også den tredjedel, som aldrig nogensinde burde have været i gymnasiet. Det er den tredjedel, som enten kører på det 'gratis' seks og syv hele vejen igennem, eller som må kæmpe helt urimeligt for at følge med, mens de fortvivles over, at de ikke kan, hvad resten kan. Det er ødelæggende for dem selv, men ikke nok med det, det er ødelæggende for resten af klassen, for undervisningen er altid på deres præmisser. Det er jo klart, ellers bliver de hægtet af.

Vi bliver ikke undervist ud fra, hvor meget vi skal kunne, når vi kommer ud fra gymnasiet, men ud fra hvad den svageste gruppe i klassen kan følge med til. Hvad så med pensum? Pensum siger mere om kvantiteten end kvaliteten. Kvalitet opnås kun, når læreren får klassen ordentligt med.
Så hvis nogen siger, at gymnasiet er til for de unge, der virkelig er boglige, og hvis evner ligger inden for gymnasie ts faktiske rammer, så taler manglen på opmærksomhed for denne gruppe vist sit tydelige sprog om, at dette ikke er tilfældet. Dermed kommer vi igen tilbage til den konklusion, at gymnasiet er til for lærerne.
Hvem skulle det ellers være til for?

Lærerne er åbenbart i centrum på gymnasierne. De er mennesker, der elsker deres fagområde så meget, at det bedste, de kan forestille sig, er at dele deres viden med andre, og derfor blev de lærere. Nu er de blevet tvunget væk fra at være gymnasielærere til at være pædagoger, der i stedet for at lære deres lidenskab fra sig skal tage sig af sociale problemer, arrangere drukfester i udlandet og ellers bare holde de studerende beskæftiget.

For gymnasiet er i højere grad blevet en daginstitution, en fritidsordning, der holder unge fra at lave ballade et andet sted, end et centrum for lærdom.

Dette er selvfølgelig ikke nødvendigvis en dårlig ting. Hvis det er meningen, at gymnasierne skal udføre en sådan opgave i samfundet, så gør de jo et fremragende job. Men er de politiske ambitioner ikke større end det, kunne man i det mindste melde det klart ud.

For når så endelig de håbefulde studenter står med deres hue i hånden hos arbejdsgiveren og søger job, det job, der næsten blev lovet dem, da de startede på gymnasiet, så får de at vide, at det ikke gør nogen forskel, hvilken karakter de har fået, det er nemlig ikke, hvad arbejdsgiveren søger, men de kan komme igen senere, når de har fået nogle flere år på bagen.

Erhvervslivet giver udtryk for, at de gerne vil have folk med gymnasial uddannelse, men de er egentlig ikke interesseret i gode karakterer, men i alder og sociale og personlige færdigheder.

Gymnasiets rolle er ikke klar nok. Hvad vil man med det? Så længe vi ikke ved det, så har alle implicerede parter forskellige forventninger, og derfor får ingen, hvad de vil have. Kun gymnasielærerne - til dels, de har trods alt stadig et job, om end som pædagoger.

Det er utilfredsstillende for de elever, hvis evner ligger uden for det, gymnasiet burde beskæftige sig med. De spilder tre år med at blive bekræftede i den fejltagelse, at de ikke duer til noget. Tre år, hvor utallige hjælpsomme mennesker prøver at få dem til at være noget, de aldrig vil blive: boglige.

Det er utilfredsstillende for de elever, der passer til den oprindelige profil for en gymnasieelev. De bliver overhovedet ikke udfordret, men lærer i stedet hurtigt, at det, de fik at vide i folkeskolen om, at det bliver svært i gymnasiet, ikke passer. De kan sagtens lade være med at forberede sig ordentligt, for alt foregår så langsomt, at de er ved at falde i søvn sammen med de andre. Gymnasiet skulle være studieforberedende, men det er ikke ligefrem gode studievaner, denne gruppe elever lærer.

Det er utilfredsstillende for erhvervslivet, der tror, de skal finde deres arbejdskraft mellem studenterne, men i stedet finder en flok umodne unger, der har lært, at det gælder om at slippe så let om tingene som muligt. Erhvervslivet bliver derfor tvunget til at lade være med at ansætte dem, til de er blevet lidt ældre og mere modne.
Selv lærerne, der dog beholder deres job, er det utilfredsstillende for.

De er nemlig kun lærere af navn, mens virkeligheden er, at de bruger størstedelen af timerne på at holde ro og orden, tage sig af sociale problemer og i det hele taget gøre alt, hvad de kan, for at ingen skal dumpe. Det er jo en politisk målsætning at holde dumpeprocenten nede.

Det er nemlig god reklame. »Vi danskere, vi dumper ikke, det er vi alt for gode til«.

Hvis gymnasieuddannelserne bare skal være en fritidsordning, så er vi på rette vej, men hvis ikke, så må profilerne skærpes. Vi må væk fra at fokusere på at få så mange som muligt til at vælge netop denne uddannelse og hen til at lave kvalitetsuddannelser. Vi har brug for uddannelsessteder, der markant siger: »Vælger du os, så har du valgt en fremtid inden for dette område, men andre områder har du valgt fra. Vi stiller høje krav til dig, og du bliver måske opfordret til at skifte uddannelse, hvis vi bedømmer, at du har valgt forkert. Til gengæld får du en intensiv og god uddannelse hos os!«. Så ved vi unge, hvad vi går ind til, og at der bliver stillet krav. Vi ved også, at vi får en god uddannelse, da timerne vil være på et højere plan, da de, der har det for svært, bliver hjulpet et andet sted hen, hvor de vil trives bedre og lære mere. Så er unge også villige til at lave noget. Ja, sæt unge til at gøre noget, de er gode til, og giv dem udfordringer, så sker der ting og sager.

Vi unge i dag er logisk tænkende mennesker, der er vant til at lave cost- benefit-analyser hele tiden. Hvis noget ikke er værd at gøre, så gør vi det ikke. Derfor er det farligt, når vi opdager, at erhvervslivet ikke tager karakterer alvorligt, og når vi opdager, at adgangskravene til gymnasiet er blevet fjernet, og at de færreste videregående uddannelser kræver høje karakterer. Snu, som vi er, konkluderer vi, at vi ikke behøver at gøre alt, hvad vi kan, for at få gode karakterer. Der har vi grunden til, at danskerne, trods vore gode uddannelsessystemer, ligger så lavt i den internationale karakterundersøgelse i folkeskolen. »Why bother?«.

Dette kræver, at vi holder op med at sætte lighedstegn mellem lav dumpeprocent og gode studenter. Det er ikke det samme. Lad os hjælpe hinanden med at finde en god uddannelse, der passer den enkelte, i stedet for at klemme os ind i rammer, der ikke passer os og aldrig vil.
Vi må også væk fra den snak om, hvilken uddannelse der er den bedste.

Det giver kun mening at tale om, hvilken der er den bedste for præcis dig eller mig. Ikke for en hel gruppe eller en generation.

Der har været 'nytænkning' om at afskaffe eksamen i gymnasiet. Det har højskolerne aldrig haft. Så i stedet for at spolere gymnasiet så lad os da gøre brug af andre uddannelser, som f.eks. højskolerne. Lad højskoleophold igen blive respektable for unge og gøre dem brugbare til videre uddannelse eller direkte i erhvervslivet. Fjern så myten om, at gymnasieuddannelserne er lidt bedre end andre, og lad os unge vælge uddannelse på basis af vores evner frem for tomme løfter. På den måde tilgodeses den enkelte bedre, end når vi prøver at være fair ved at behandle forskellige mennesker ens.

Af en eller anden grund er danskere blevet nervøse for at bedømme børn og unge på deres evner. Det kunne jo gøre dem kede af det og resultere i, at naboens barn var bedre til noget end ens eget. Næh i Danmark har alle ikke bare samme rettigheder, men også samme evner. I hvert fald lige indtil man søger faglærte job.

Dette har resulteret i, at egnethedserklæringen nu er blevet afskaffet.

Med det noble motiv krampagtigt at forsøge at skjule virkelighedens verden for unge, har man gjort denne kæmpe fejltagelse. Hvor skrøbelige må man ikke tro,vi er? Som Bamse ville have sunget det: »Jeg kan ikke gå på gymnasiet, men jeg kan så meget andet«.

Når unge bliver erklæret uegnet ved session til militærtjeneste, bliver de da heller ikke stemplet som dårligere stillet eller mindre værd.

Nogen kommer ind, andre gør ikke. Sådan er det bare.
Militæruddannelserne har samtidig den styrke, at de stiller krav til dem, der skal undervises. Hvis ikke de makker ret og kan, hvad de skal kunne, så er det ud. Hvilken kvalitet af undervisning, der hermed er potentiale for. Forestil dig et uddannelsessystem, hvor også gymnasierne gjorde noget lignende. Hvor man kunne blive erklæret for uegnet, hvis ens boglige færdigheder ikke var tilstrækkelige. Ligesom fysiske mén kan være skyld i, at man ikke kan komme i hæren. Forestil dig, at det at gå på gymnasiet var et decideret valg og ikke, som nu, stedet, hvor man tager hen, når man ikke kan finde ud af, hvad man ellers skal vælge.

Prøv samtidig at forestille dig, at man lod være med at erklære nogen for uegnet i hæren. Så kunne regimentet ikke gå hurtigere end ham med kun et ben. Så kunne man risikere at blive skudt af sine egne, da også halvblinde ville få udleveret et gevær. Så skulle man gang på gang prisgive sit liv til personer, der ikke havde en jordisk chance for at levere kompetent assistance, da deres fysiske skavanker forhindrer dem i det.

Regerer janteloven virkelig stadig så meget i Danmark, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære?
Lad være med krampagtigt at tilpasse alle uddannelserne efter gennemsnitsungdommen, men gør dem forskellige, så unge selv kan vælge, hvad der passer til deres kvaliteter og evner. Så kan gymnasiet igen blive for andre end 'pædagoglærere'.
Morten Dyrekilde går på Handelsgymnasiet i Horsens, Stephan Viftrup går på Rødkilde Amtsgymnasium i Vejle.