Når Lissabontraktaten træder i kraft i overmorgen, 1. december, kan der endelig sættes punktum for otte års arbejde med at modernisere EU’s traktatgrundlag. Det har været en alt for langtrukken og uproduktiv proces, som ville svare til, at partierne i Folketinget havde brugt de sidste otte år på at diskutere tingets forretningsorden og havde ladet det overskygge de politiske substansdrøftelser i lovgivningsarbejdet. Derfor bliver 1. december en vigtig dag, idet vi herefter med fuld styrke kan vende os mod at skabe konkrete resultater til gavn for europæerne og sætte Europa i stand til at fastholde – nogle vil sige genvinde – sin plads i verden. Mens Europa har brugt kræfter på at effektivisere de interne spilleregler, har andre forstået at udfylde tomrummet. De globale magtforhold er under opbrud. For det første forskydes magten fra Vest mod Øst, hvor Kina og Indien spiller en stadig større rolle politisk og økonomisk. De to giganter i Asien kommer til at fylde mere og mere i international politik som afspejling af væksten i deres økonomier, forsvarsbudgetter og befolkningstal. For det andet oplever vi, at globaliseringen sætter nationalstaterne under større pres. Vi bliver stadigt mere sårbare over for vilde udsving på de internationale finansmarkeder, over for pludselige terrorangreb fra ansigtsløse terrornetværk med base i fjerne lande og over for den knivskarpe konkurrence om vækst og arbejdspladser, der foregår på verdensmarkedet.
For det tredje vil stadig flere sager ikke længere kunne løses på nationalt niveau alene, men kræve globalt samarbejde, uanset om vi taler klima, fattigdom, regulering af finansmarkederne, migration eller terrorisme. Derfor er det på høje tid, at Europa sætter sit præg på verden i et tæt samarbejde med andre globale nøgleaktører. Danmarks vej ud i verden er og bliver gennem Europa. Kun gennem stærke fælles europæiske holdninger, strategier og handlinger kan vi være med til at sætte vores præg på omverdenen. Det forudsætter imidlertid et mere handlekraftigt og effektivt EU, for ellers risikerer Europa at blive en dybest set irrelevant partner, når de andre internationale sværvægtere såsom USA, Kina, Indien, Japan og Brasilien lægger arm om globale spørgsmål. Finanskrisen viste, at EU har brug for et langt stærkere system til håndtering af økonomiske kriser. Kun gennem styrket koordinering af den økonomiske politik kan Europa fremtidssikre vores vækst og beskæftigelse. Europa skal være en aktiv stemme for, at universelle værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed kommer til at gælde for alle. De skal ikke blot være en parentes i verdenshistorien eller et eksotisk eksperiment, men derimod et bærende element i konstruktionen af det internationale samarbejde i det 21. århundrede. Desværre er disse værdier i dag under pres. Stærke kræfter arbejder på at fordreje og underminere frihedsrettighederne for at beskytte autoritære regimer eller under påskud af at ville beskytte religiøse dogmer. EU er nem at splitte Inden for den globale værdikamp har vi desværre set mange tilfælde, hvor EU kommer for sent ind i kampen. Det gælder i FN’s Generalforsamling og i FN’s Menneskerettighedsråd. For at EU kan få magt, som vi har agt, kræver det, at vi i fællesskab analyserer situationen og ser, hvor risiciene gemmer sig. I dag er EU ofte enten alt for sen eller alt for dårlig til at finde et fælles fodslag, når andre grupper forsøger at udvande eller vende teksterne om f.eks. ytringsfrihed på hovedet. Det nytter ikke blot at være reaktiv. Hvis EU ikke i tide får sat sin egen dagsorden for forhandlingerne, bliver EU-landene alt for nemme at splitte, med den konsekvens at vi bliver spillet ud mod hinanden. Med Lissabontraktaten skulle EU gerne få bedre redskaber på plads til, at vi i fællesskab ser, hvor tingene bærer hen, og i tide sørger for, at EU får en fælles og dermed stærkere position. Man kan ikke bebrejde andre, at de søger at fremme deres synspunkter og værdier, men vi kan bebrejde os selv ikke at gøre det samme. 19. november fik vi sat navne på de to nye topposter i EU, som Lissabontraktaten etablerer. Belgiens nuværende premierminister, Herman van Rompuy, blev udnævnt til den første faste EU-formand, mens EU’s hidtidige handelskommissær, den britiske baronesse Catherine Ashton, blev udnævnt til EU’s udenrigspolitiske koordinator. Baronesse Ashton vil fremover sidde for bordenden i ministerrådet og deltage i kommissionens møder som næstformand. Det betyder, at politikken og EU’s operationer i tredjelande endelig kan blive ordentligt kombineret med pengekassen i kommissionen. De kunstige og irrationelle bureaukratiske skotter, der alt for længe har hæmmet EU’s muligheder for at opnå maksimal udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitisk gennemslagskraft, bliver brudt ned.
