I de seneste ti år har jeg arbejdet som lærer på en specialskole for elever med psykiske og fysiske handikap, hvor jeg de sidste tre år har været i en klasse for elever med multiple funktionsnedsættelser.

Jeg har specielt i mit nuværende arbejde været frustreret over, hvor svært det kan være at være en del af et netværk, som helt klart strammer de forkerte steder. Følt, at der er noget grundlæggende, som ikke fungerer mere – måske ikke findes! I 80’erne og 90’erne oplevede vi som fagfolk og forældre, at der var større og større forståelse for de vilkår, som familier med handikappede børn levede under. Der var fokus på den sorg og de vanskeligheder, familierne var udsat for. Mange fagfolk har beskrevet de oplevelser af sorg og krise, familierne befinder sig i, når de føder et barn med handikap, og især hvordan familier på forskellig måde har mestret de nye livsbetingelser. Samtidig blev der fokuseret på, at de offentlige instanser støttede familierne mentalt og økonomisk, så det blev muligt for så mange af børnene som muligt at blive hjemme i familierne og undgå døgninstitution. At blive forældre er nok en af de vigtigste begivenheder i livet. Man har som forældre en masse forventninger og drømme om det nye liv, man nu skal til at starte med et lille barn. At føde et barn med handikap kan på et sekund forandre tilværelsen til kaos og fortvivlelse. Forældrene ’mister’ det lille sunde og perfekte barn, som de drømte om, og får pludselig det frygtede barn med et eller andet handikap. Alle deres drømme synker i grus, og de oplever i stedet kaos, skuffelse og fortvivlelse.