»Jeg tror, det ville være lettere og mere acceptabelt at springe ud som homoseksuel i det politiske parti, jeg er medlem af, end i sport. Maskuliniteten er stadig idealet i sport. Da jeg spillede fodbold som yngre, var det vigtig at tage afstand fra ’tøsedrengene’, ’bøsserøvene’ og ’svanserne’«. Citatet indgår i en undersøgelse om homofobi, som vi udarbejdede for COWI og Institut for Menneskerettigheder sidste år. Og det er desværre ikke et udtryk for en enkeltstående og subjektiv oplevelse hos en svensk mand, men beskriver ganske klart en tilstand i EU. Homofobi findes i mange sportsmæssige sammenhænge i alle medlemsstaterne, både inden for professionel og amatørsport. Og den udgør en væsentlig barriere for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners mulighed for deltage i sport på lige vilkår med heteroseksuelle. Undersøgelsen viste også, at homofobi er særligt udbredt inden for fodbold, men desuden, at det netop er hér, at mange myndigheder og organisationer har valgt at tage fat i problemet og fundet måder til at forebygge og bekæmpe homofobisk adfærd. Det vil vi give nogle eksempler på. Først vil vi dog tage fat i et par spørgsmål, som de fleste stiller, når det gælder åbenhed om homoseksualitet. Hvorfor er åbenhed vigtigt? Hvorfor er det egentlig, at man skal man kunne fortælle om sin homoseksualitet? Er det ikke bare et privat anliggende, som man må parkere derhjemme, når man dyrker sport eller går på arbejde? Sådanne spørgsmål og deres svar er blevet så meget mere relevante efter fodboldklubben FC Midtjyllands fyring af målmand Arek Onyszko på grund af hans bog, hvori han offentligt tilkendegiver, at han hader homoseksuelle, og DBU’s efterfølgende afvisning af et homofobi-problem i den danske fodboldverden. LÆS OGSÅDBU afviser homofobi-problem Retten til at udvikle og praktisere sin seksualitet og sine relationer til andre mennesker udspringer af vores grundlæggende ret til beskyttelse af et privatliv. Heraf følger også en ret til selv at vælge, om man ønsker at give oplysninger om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet. Retten til privatliv For de fleste homoseksuelle personer vil det – ligesom for alle andre – være af afgørende betydning for deres selvopfattelse, selvværd og trivsel, at de kan leve det liv, de ønsker, uden at skulle skjule deres seksuelle orientering. Det handler nemlig ikke om seksuel aktivitet alene, men i langt højere grad om alle de små og store ting i hverdagen; at kunne fortælle om sin kæreste eller partner, sine weekendaktiviteter, interesser, sine børn og delebørn. Retten til privatliv indbefatter således også en ret til ikke at skulle skjule fundamentale ting i ens tilværelse – også når man træder ud ad hoveddøren og møder andre mennesker. Af retten til privatliv følger også beskyttelse af ære og omdømme. Som homoseksuel er man derfor beskyttet mod hadefuld tale, det vil sige ytringer, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af personens seksuelle orientering. Det er her i Danmark sikret med paragraf 266 b i straffeloven, der siden 1987 har kriminaliseret netop den type ytringer i forhold til homo-, bi- og transseksuelle. Beskyttelsen mod fysiske overgreb, der er motiveret af gerningsmandens had på grund af offerets homoseksualitet, bliver derudover anset som en strafskærpende omstændighed. Ved således at have rubriceret homofobi som skærpende omstændighed ved strafudmåling, har lovgiverne signaleret en klar afstandtagen til homofobisk adfærd inden for det strafferetlige område. En afgørende komponent i værnet mod homofobi er forbuddet mod diskrimination på grund af seksuel orientering. Et sådant forbud gælder i dag på arbejdsmarkedet, hvor lov om forbud mod forskelsbehandling kræver, at arbejdsgivere afstår fra at diskriminere direkte, f.eks. ved at undlade at ansætte en person med henvisning til hans eller hendes seksuelle orientering. Men også sikrer mod indirekte diskrimination, chikane og repressalier. Heri ligger, sammen med forbuddet mod diskrimination på grund af køn, en forpligtelse til aktivt at sørge for, at homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner har de samme muligheder for ansættelse og forfremmelse som andre medarbejdere, og at de ikke udsættes for f.eks. chikane under udførelse af deres arbejde. Nyt EU-direktiv Et forslag til et nyt EU-direktiv om beskyttelse mod diskrimination blandt andet på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet vil indføre en tilsvarende beskyttelse mod direkte og indirekte diskrimination i f.eks. uddannelsessektoren, i adgang til sociale goder og til varer og tjenesteydelser. Sportsklubber og -foreninger vil derfor både som arbejdsgivere og udbydere af tjenesteydelser fremover være undergivet diskriminationsforbuddet. De vil derfor være forpligtet til at sikre ligebehandling af homoseksuelle, ligesom de skal forhindre diskriminerende adfærd og praksis. F.eks. vil det ikke være i orden at kræve, at et medlem eller en ansat tilpasser sig en bestemt type nedsættende tone eller adfærd, der knytter sig til vedkommendes seksuelle orientering. Svaret på de stillede spørgsmål burde på den baggrund stå klart: Enhver har ret til at fortælle om sin seksuelle orientering og til ikke at blive udsat for diskrimination på grund af sin homo-, bi- eller transseksualitet. Men hvad kan vi så gøre for at forebygge og bekæmpe homofobi og diskrimination inden for sport og især fodboldklubber? Den omtalte undersøgelse, som EU-agenturet for grundlæggende rettigheder udgav som rapport i foråret 2009 ( www.fra.europa.eu), indeholder flere eksempler på god praksis. Nogle steder har det første skridt på vejen været at skabe indsigt i homoseksuelles forhold i sportsklubberne. I Sverige spurgte man f.eks. 40 sportsforeninger om deres indsats i forhold til homoseksuelle medlemmer og konstaterede, at de fleste end ikke havde diskuteret homofobi eller homoseksuelles situation i foreningerne. Flertallet havde ingen medlemmer, der var åbne om deres seksuelle orientering, og havde ikke vedtaget politikker eller handlingsplaner på området. Andre steder har man valgt aktiviteter, der skaber øget fokus på sport med plads til personer med forskellige seksuelle orienteringer. Den nationale sportsunion i Finland har f.eks. udsendt en guide om at være involveret og synlig i sport og fysiske aktiviteter som seksuel eller kønsminoritet.

Kampagner er en anden metode til at udbrede kendskabet til homofobi og skabe øget bevidsthed om behovet for at bekæmpe diskrimination og had på grund af seksuel orientering. Det tyske fodboldforbund lancerede således en kampagne i 2007 om homofobi i fodbold og underskrev samtidig en erklæring om at modvirke homodiskrimination.