To scenarier: 1. Ved en middag på Frederiksberg, hvor en christiansborgjournalist fra Politiken var vært i sit hjem, kom de konservatives politiske ordfører, Poul Møller, under kaffen med denne bemærkning til den radikale ordfører Hilmar Baunsgaard: »Det er meget godt med de socialdemokrater, Hilmar. De kan bare ikke gøre dig til statsminister. Det kan vi!«. 2. At der lå alvor bag Poul Møllers tilbud, stod klart få dage før det følgende – og skelsættende – folketingsvalg 23. januar 1968. Under en frokost på Grand Hotel I Odense sagde de konservative ’partiejer’ og gruppeformand, Poul Sørensen, til redaktøren af byens dengang konservative avis: »Hvad siger du til, hvis jeg efter valget går til kongen og peger på Hilmar Baunsgaard som statsminister?«. Vi befinder os i perioden efter valget i november 1966, da Jens Otto Krag (S) var på deroute efter sammenbruddet i det såkaldt røde kabinet med SF. De politiske vinde blæser i retning af et magtskifte i borgerlig-liberal favør. Den dominerende strømpil i meningsmålingerne havde længe været, at de radikale stod til en eksplosiv fremgang. Skulle der dannes en flertalsregering, stod det de borgerlige partier, især de konservative, men også Venstre klart, at det var et must at få de radikale med. Og det kunne – indså man – kun realiseres, hvis man falbød statsministerens taburet til Hilmar Baunsgaard. Og de radikale takkede ja efter en kanonsejr. I det hele taget er det vel svært at forestille sig en politiker, der siger nej til et seriøst tilbud om at indtage Statsministeriet med et komfortabelt flertal i ryggen. Med Baunsgaard som stemmesluger havde R fordoblet sit mandattal til 27 og tegnet sig for en stemmeandel på 15 pct. Menneskelig holdningsdannelse er en kompleks proces. Det gælder også, når det kommer til at tage vælgerfolkets politiske temperatur. Karl Skytte, de radikales gruppeformand og senere formand for Folketinget, bemærkede tørt, at han kun troede på meningsmålinger, når de viste fremgang for Det Radikale Venstre.
Denne besindige, ærkeradikale fynbo fra Bregnehøjgaard i Sallinge kunne hvile trygt i troen: Ved 1968-valget fordobledes de radikales repræsentation på tinge i forhold til det foregående såkaldte kildeskattevalg i november 1966. Et i alle måder historisk valg for de radikale, der ikke havde siddet på statsministerposten siden 1920. Forskydningen bort fra det Socialdemokrati, de i årtier havde regeret eller samarbejdet med, var iøjnefaldende for politiske iagttagere som for menigmand. Partiets guru Bertel Dahlgaard, der i en menneskealder havde repræsenteret Skivekredsen, bemærkede, da han hørte om stemmerekorden, at så mange radikale fandtes der ikke i Danmark. Kyndelmisse 1968 præsenteredes RKV-trekanten efter en uges drøftelse af regeringsgrundlaget med et bekvemt flertal på 98 mandater bag Baunsgaard; senere i polemikken kaldet ’Hilmar, frelser og forsoner’.
