For nylig udkom Kulturministeriets rapport om sprogpolitik i Danmark. Rapporten giver en række anbefalinger til, hvorledes en fremtidig sprogpolitik skal se ud. Udvalget bag rapporten hæfter sig specielt ved, at dansk på en række områder - primært inden for forskning, videregående uddannelse og i dele af erhvervslivet - bliver trængt i baggrunden til fordel for engelsk. Det er bekymrende, mener udvalget og anbefaler, at der skal lovgives for at modvirke dette domænetab, således at dansk fortsat kan være, som det hedder, et komplet sprog, der kan bruges på alle områder i samfundslivet. Rapporten indeholder mange fornuftige anbefalinger, når det gælder styrkelsen af dansk generelt, som f.eks. at børns sproglige udvikling styrkes gennem en forøget indsats i skolen og på lærer- og pædagoguddannelserne, og at der i ungdomsuddannelserne skal lægges større vægt på at dygtiggøre eleverne sprogligt. Det er også glædeligt, at udvalget slår fast, at mange danskeres engelskkundskaber langtfra er så gode, som vi gerne vil tro, og at der derfor også er behov for en forøget indsats, når det gælder indlæringen og brugen af engelsk som fremmedsprog. Når det er sagt, er rapporten, 'Sprog på spil - et udspil til en dansk sprogpolitik', imidlertid forstemmende læsning. Kulturministeren karakteriserer rapporten som et fremadrettet stykke arbejde med fornuftige anbefalinger og siger, at hans redegørelse til Folketinget i store træk vil bygge på udvalgets arbejde. Derfor er der grund til at få rejst en debat. Som fagmand - der dels har beskæftiget sig med danskernes holdninger til såvel deres eget sprog og kultur som engelsk, dels samarbejder med erhvervslivet og ved lidt om, hvilke sproglige overvejelser man gør sig dér, og - ikke mindst - har sin hverdag på én af de institutioner, hvor man ifølge udvalget finder det største domænetab, nemlig universiteterne - vil jeg gerne udfordre de anbefalinger, udvalget foreslår, og henstille til politikerne, at de ikke lader sig nøje med de holdninger, der kommer til udtryk i rapporten. Der er brug for mange flere synspunkter fra både læg og lærd, før der tages endeligt stilling til en dansk sprogpolitik. Det første, der kan undre, når man læser rapporten, er, at der ikke rigtig gives vægtige begrundelser for,hvorforvi skal have en sprogpolitik i Danmark. Der henvises til flere af de lande, hvor man allerede har indført en sprogpolitik eller har gjort sig sprogpolitiske overvejelser, men udvalget bag rapporten gør det aldrig klart, om de f.eks. mener, at den rigoristiske sprogpolitik med stærkt nationalistiske undertoner, der er blevet ført fra Det Franske Sprogakademi, skal opfattes som positive eksempler på en effektiv sprogpolitik. Også de sprogpolitiske tiltag fra vore nabolande bliver fremhævet - f.eks. kampen mod engelske låneord i Norge og Språkrådets bestræbelser på at for norske anglicismerne og uddele priser til virksomheder og enkeltpersoner, der udviser opfindsomhed på dette område. Hvad rapporten ikke nævner, er, hvordan nordmændene forholder sig til disse tiltag. Ann Greenall har undersøgt nordmændenes holdninger til fornorskningen, og hun konkluderer, at en meget stor del af nordmændene - nemlig de yngre - oplever disse sprogpolitiske tiltag som latterlige og meningsløse. Argumentet for en dansk sprogpolitik bliver altså indirekte, at sådan gør man i andre lande, og So ein Ding müssen wir auch haben! Men hvori består det alvorlige problem, som nødvendiggør, at der skal lovgives på området? Udvalget legitimerer et lovindgreb med henvisning til, at dansk skal være - og forblive - et komplet sprog. Men dansker- og vil efter alt at dømme forblive - et komplet sprog, der kan bruges og bliver brugt i alle sammenhænge, offentlige såvel som private. Professor Bent Preisler, der i flere år har forsket i brugen af engelsk i Danmark og danskernes forhold til det engelske sprog og formentlig er den ekspert herhjemme, der har størst empirisk viden om dette spørgsmål, konkluderer i sin bog 'Danskerne og det engelske sprog' (1999), at indflydelsen fra engelskikkeudgør nogen trussel mod det danske sprog. Det er et fuldgyldigt, funktionsdygtigt sprog, der er under påvirkning fra engelsk og - som alle andre sprog - i konstant forandring, men ikke på nogen måde i fare. Dette bringer os til et andet område, hvor argumentationen i rapporten er forbavsende, nemlig forholdet mellem sprog og identitet. I indledningen, hvor forfatterne begrunder, hvorfor domænetabet ikke bare er en trivialitet, understreges den tætte sammenhæng mellem sprog og identitet. Det hedder bl.a., at sproget ikke blot er et redskab til overførsel af information, men også er et indre, personligt anliggende, noget som lever i det enkelte menneske og fortæller, hvem man er. Ingen fagfolk vil bestride dette, men når psykologer og sociolingvister beskriver det tætte forhold mellem sprog og identitet, så menes der som regelmodersmåleteller eventuelt andetsproget. Engelsk er hverken modersmål eller andetsprog i Danmark (med undtagelse af de få, der kommer eller har en forælder fra et engelsktalende and); det er et fremmedsprog. Og det er forkert at tro, at fordi engelsk bruges som et meddelelsesredskab til formidling af forskningsresultater eller som undervisningssprog, så giver det den enkelte forsker en anden identitet. Vi, der i vores hverdag skriver og underviser på engelsk, vi taler (og skriver) trods alt dansk på alle andre tidspunkter og i alle andre sammenhænge. Så den indre følgesvend, den tråd, der er tvundet dybt i menneskesindet, og som udtrykker individets og slægtens nedfældede mindeskat, som Louis Hjelmslev beskriver sproget, det forbliver dansk - også for forskere og erhvervsfolk, der formidler på engelsk i forbindelse med deres arbejde. Et tredje område, hvor rapporten forbavser, er dér, hvor det bliver fremført som et problem, at så stor en andel af danske forskere udelukkende, eller overvejende, publicerer på engelsk. Det er primært forskere fra det tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige område, der publicerer på engelsk; f.eks. var 96 procent af ph.d.-afhandlingerne ved DTU på engelsk i 2001. Dertil er der kun ét at sige: Hurra for det! For det er lige netop, hvad danske forskere skal. De skal forske og publicere på højeste internationale niveau, og det vil sige, at forskningsformidlingen skal foregå på engelsk. Det er i virkeligheden et langt større problem, at en så forholdsvis stor andel af de humanistiske forskere ifølge rapporten aldrig publicerer på engelsk, for det betyder, at kun en meget lille del af forskerne inden for et givet felt, nemlig de, der kan læse dansk, har adgang til deres resultater, men det problem forbigår rapporten i tavshed. Med den nye universitetslov har danske forskere fået en forpligtelse til også at formidle deres forskning til den brede offentlighed, og denne formidling vil og bør naturligvis foregå på dansk, f.eks. i dagblade og populærvidenskabelige skrifter. Det er et udmærket initiativ, men må aldrig erstatte de internationale bidrag, hvor danske forskere uanset forskningsfelt har en pligt til at diskutere med førende eksperter inden for et givet område. Endnu et problem ifølge rapporten er, at flere og flere videregående uddannelsesinstitutioner udbyder flere og flere kurser på engelsk. Dét er der én forklaring på, nemlig internationalisering. Mange fakulteter har oplevet faldende studenteroptag i de senere år, og derfor er de afhængige af at kunne tiltrække udenlandske studerende for at overleve. Hvorfor får man det i rapporten til at lyde, som om universiteterne blot er faldet for »ekstreme tilløb til anglificering«, når det i virkeligheden handler om overlevelse? Universiteterne får ikke, som mange andre uddannelsesinstitutioner, penge for, hvor mange studerende de underviser, men kun for, hvor mange der består eksamen. Det betyder, at der ikke er ressourcer til den parallelsproglighed, som rapporten anbefaler. På det fagområde, jeg har med at gøre på Syddansk Universitet, er det vanskeligt at finde kurser nok på engelsk, som de internationale studerende (som hvert år indbringer universitetet nødvendige beløb) kan følge, så hos os ville det være fatalt, hvis undervisningsudbuddet på engelsk blev begrænset. Derfor er arbejdsgruppens anbefaling, at dansk skal sikres som hovedsprog i de videregående uddannelser, hverken realistisk eller ønskværdigt. Det er, som de fleste andre af rapportens anbefalinger, et helt uforståeligt forsøg på - på godt dansk - at pisse mod vinden (pardon my French!). Endnu etaf rapportens problemfelter skal diskuteres her, nemlig erhvervslivets brug af engelsk som koncernsprog. Også det, mener rapporten, er problematisk. Vi får ikke noget overblik over, hvor stort lsquo problemet' er - altså hvor mange virksomheder der bruger engelsk, og i hvilket omfang. Men argumentet for, at visse virksomheder indfører engelsk som fællessprog, er ikke primært, som forfatterne siger, for at give et mere internationalt præg, men ganske enkelt for at kunne kommunikere med deres medarbejdere (og kunder). Mange danske virksomheder har datterselskaber fordelt over hele kloden, og flere og flere virksomheder i Danmark bliver nødt til at rekruttere medarbejdere uden for landets grænser, og for dem er brugen af engelsk eneste mulighed, hvis de vil kommunikere samlet med deres medarbejdere. Via min forskning er jeg en del af et samarbejde mellem universitet og erhvervsliv, og uden at kunne tilvejebringe tal og statistikker er det mit klare indtryk, at mange virksomheder allerede har indført parallelsproglighed, således at de kommunikerer til deres medarbejdere på både dansk og engelsk. Under alle omstændigheder er sproglige forhold noget, som erhvervslivet tager meget alvorligt og bruger mange ressourcer på at finde den optimale løsning på. Hvorfor skal virksomhederne så pålægges, at de skal forbedre kommunikationen på dansk, som rapporten anbefaler? Et meget væsentligt problem, som rapporten helt forbigår, er, hvorledes man har tænkt sig, at disse sprogpolitiske tiltag skal implementeres. Hvordan vil man få de danske universiteter, der mig bekendt alle som ét har økonomiske problemer, og som er afhængige af at kunne tiltrække udenlandske studerende for at tilvejebringe den nødvendige indtjening, til i overvejende grad at undervise på dansk? Hvordan vil man få danske forskere, som er forpligtet på at publicere internationalt, til i højere grad at udgive deres forskning på dansk? Og hvordan vil man få erhvervslivet, der er afhængigt af at kunne kommunikere med internationale medarbejdere og et globalt marked, til at skifte til dansk som koncernsprog, når det samtidig betyder, at de så udelukker en stor del af deres medarbejdere? Der opfordres til parallelsproglighed, men for mange af de berørte parter vil det ikke være en reel mulighed, enten fordi man ikke har de fornødne ressourcer, eller fordi kommunikation på engelsk er en nødvendighed, hvis man vil kommunikere overhovedet. Forsøg på sprogplanlægning er historisk et velkendt fænomen, men mange steder har sprogplanlægningen ikke været specielt effektiv. For hvordan skal man i et frit demokratisk samfund regulere, hvordan folk taler og skriver? De steder i verden, hvor sprogplanlægningen har været effektiv, har der typisk været et reelt sprogproblem: f.eks. i en række afrikanske lande, hvor man efter selvstændighed fra en europæisk kolonimagt stod med kolonimagtens sprog samt mange konkurrerende stammesprog, men ikke noget fællessprog, som alle kunne kommunikere på. I en sådan kontekst var indførelsen af f.eks. swahili som officielt fællessprog i Tanzania og Kenya et nødvendigt tiltag, motiveret af et akut kommunikationsproblem. Et andet eksempel på effektiv sprogplanlægning er i den canadiske delstat Quebec, hvor man i 1960'erne og 1970'erne konstaterede, at fransk sprog og kultur var på retur overalt i provinsen. Det førte til en række meget rigoristiske sproglove, som bl.a. forbød skiltning på engelsk i det offentlige rum og forbød forældre at sende deres børn i engelsktalende skole, medmindre begge forældre havde engelsk som modersmål. Loven virkede og bragte fransk sprog og kultur i højsædet i Quebec; til gengæld fik den mange engelsktalende canadiere til at forlade provinsen. Fælles for de områder i verden, hvor sprogplanlægningen har været effektiv, er et akut kommunikationsproblem eller et ønske om at revitalisere et sprog i stærk tilbagegang. Ingen af disse omstændigheder er til stede i Danmark. Kulturministeriet har nedsat et udvalg af eksperter, der synes at lide af anglofil-forskrækkelse og ser spøgelser og trolde, hvor der ingen er. Det betyder, at vi har fået et reaktionært oplæg til en sprogpolitik, som vil være umulig at gennemføre, fordi den modarbejder langt stærkere (økonomiske) kræfter i vores samfund, nemlig internationalisering og globalisering, og som derfor ikke har en kinamands chance for at blive effektueret. Hvis vi skal have en sprogpolitik, er det afgørende, at loven (1) tager afsæt i reelle kommunikationsproblemer, (2) ikke fortolkes rigoristisk, og (3) at de sprogpolitiske tiltag bliver implementerbare. I Preislers undersøgelse konkluderes det, at en forholdsvis stor gruppe danskere (cirka 20 procent) har et kommunikationsproblem, nemlig de, der ikke kan engelsk. De betegnes som funktionelle analfabeter, og det er disse mennesker, en eventuel sprogpolitik først og fremmest burde imødekomme ved f.eks. at kræve, at brugsanvisninger på produkter solgt i Danmark skal være på dansk, at reklamer, der gør brug af engelsk, skal tekstes, at man (også) bruger danske stillingsbetegnelser i jobannoncer osv. Til sidst skal det understreges, at det sprogpolitisk er langt mere effektivt at styrke dansk sprog og kultur i f.eks. skole og medier end at forsøge at holde engelsk nede. Alt for mange unge danskere skriver dårligt dansk, fordi undervisning i dansk sprog har været nedprioriteret i årevis. Og alt for mange danske skoleelever har kun sporadisk viden om dansk kultur; de har haft temauge om indianere og eskimoer, men aldrig om Grundtvig, H.C. Andersen og Skagensmalerne. Den slags kan der lovgives om, og en sådan lov kan effektueres. Derfor skal der lyde en kraftig opfordring til, at politikerne bruger tid og ressourcer på noget, der er vigtigt, og som har en chance for at blive gennemført. Ingen af delene er tilfældet med anbefalingerne i det nuværende udspil.