Det er i år 400 år siden, den fiktive, men legendariske ridder uden frygt og dadel, don Quijote, red ud på sit magre øg af en hest, Rosinante, iklædt en ubrugelig, hjemmegjort rustning beredt til med sin lanse at forsvare sin indbildte elskede jomfrus højt værdsatte dyd. Ifølge sin forfatter, Cervantes, har don Quijote svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Han kaster sig derfor ud i det ene vanvittige eventyr efter det andet og bekæmper med indædt engagement ufortrødent sine indbildte fjender. Mest berømt er naturligvis den drabelige kamp mod vindmøllerne, som han opfatter som kæmper, der faretruende svinger med deres store arme i et storslået forsøg på at underlægge sig verden med onde hensigter. Allerede for 400 år siden blev don Quijote betragtet som et fjols. Kun tåber kan ikke skelne mellem fantasi og virkelighed. Kun tåber går ind i ridderlige kampe mod indbildte modstandere og for uklare mål, som kun han selv foregøgler sig i en alt for livlig fantasi. Alligevel er don Quijote beundret og elsket af den ganske verden. Bogen om ham betragtes som historiens første moderne roman, og nye udgaver og oversættelser ser atter og atter dagens lys - naturligvis ikke mindst her i jubilæumsåret. Hvorfor mon? Hvad er det, som den legendariske ridder har at sige os trods århundreders afstand? Hvad er det for egenskaber, som også moderne læsere finder det berigende - og morsomt - at spejle sig i? Jeg tror, det er, fordi han trods alt sit latterlige fjolleri fremtræder som et menneske, en mand, med en mission. Godt nok har han svært ved at identificere sine fjender. Det er dér, han er latterlig. Men det mål, som han har sat sig: en retfærdig verden og kvindens ære, er også i dag værd at kæmpe for. Det kan godt være, at fjenderne er uudgrundelige og derfor svære at overkomme, men alene bestræbelsen for at tage den gode kamp, støde lansen mod de onde, er inspirerende og ærefrygtindgydende. Det er, som om don Quijotes vanskelighed ved at skelne mellem fantasi og virkelighed ikke forhindrer ham i at skelne mellem det gode og det onde, mellem det ædle og det nedrige. Symbolsk understreges det i hans valg af våben: den runde lanse, der nok er drabelig, men også sværere håndterlig og mere dunkel i sine betydninger end det symbolsk langt enklere sværd, der giver ridderen mulighed for mere alment at skelne - og hugge til. Her i jubilæumsåret dukker så en ny ridder op. Ikke en ridder, der drager ud i verden for at kæmpe for det godes sag, for kvindernes ære eller andre ædle formål. Ikke en moderne helt, der søger at gøre livet bedre for de andre medlemmer af den lidende menneskehed. Og uden en lanse til at bekæmpe fjenderne af dyd og sandhed. Men dog en ridder, der drager ud i verden. En verden, der er blevet meget større i de forløbne 400 år, og som derfor kan beses og opleves i stor skala. Med et mål, der ikke vedrører andre mennesker og tilfredsstillelsen af deres behov, men tværtom er bundet til egen nydelse. Ikke iklædt en hjemmegjort rustning, men en modehabit af hør markedsført og forhandlet i eksklusive butikker med pæne bæreposer beliggende på fashionable strøg i byernes by. Og uden anden lanse end den, der sidder mellem benene på den maskuline halvdel af menneskeheden. En ridder med lemmet som lanse. Jeg tænker naturligvis på vores egen uperfekte ridder, Jørgen Leth, der fejrer don Quijotes jubilæum med udgivelsen af sin beretning om sine kampe og erobringer med fokus på, hvori han har stukket sin kødlanse. I kusse efter kusse. Koste, hvad det vil. For don Jørgen findes der ingen kvinder, der fortjener hans ære - kun kvinder, der skal erobres og tilfredsstille hans tilsyneladende umættelige appetit på at lade sin lanse glide ind mellem deres ben. Ordet 'glide' er centralt i denne moderne ridders univers. Han får kvinden til at indtage sin position på alle fire (med venlig hilsen til TV-2?), tjekker kussens fugtighed og lader sin kødlanse glide ind i hende. Og han glider fra sin kone. I det første tilfælde med det klare mål at forfølge sit behov for seksuel tilfredsstillelse. Men i det andet uden rigtig at forstå, hvad der er på færde. Han forstår, at det glider, men har tilsyneladende ikke lyst til at blive og lære af begivenheden. Han må videre på sin færd. Ud at erobre nye kvinder, nye kusser, som han kan glide ind i, før han glider væk fra dem uden at have lært en tøddel. Tvangsmæssigt, som en anden don Quijote. Jørgen Leths bog er udgivet i genren 'erindringer' og har, som det givet vil være læseren bekendt, vakt en del furore, især blandt forskellige fraktioner inden for den moderne feminisme, hvor tvisten mestendels har gået på, om forfatteren 'Jørgen Leth' er lig med den litterære figur 'Jørgen Leth' eller 'monsieur Joergen', som han kaldes af andre figurer, der optræder sidst i bogen. Nu er det jo en kendt sag, at selv definerede romanfigurer indeholder træk og aspekter af fortællerens personlighed, ligesom jeget i selvbiografier ofte ikke skildres i dets fulde bredde og dybde, hvorfor det ikke er fuldt ud dækkende for selvbiografens person. Ofte vil dele af bogens jeg endda være mere eller mindre ukendt for det skrivende jeg. Det er vel også derfor, uenigheden blandt de debatterende feminister ikke bliver afsluttet - de kan ikke blive enige om, hvorvidt de dadelværdige handlinger, som bogens jeg udfører, er sammenfaldende med handlinger, der rent faktisk er udført af forfatteren, ligesom de heller ikke kan blive enige om, hvorvidt de nedrige motiver, bogens jeg giver udtryk for, er dækkende for forfatterens holdninger. Adskillelsen mellem den skrivende og den beskrevne er således dybt kompliceret. Hvad der står tilbage er, at der består en sammenhæng mellem de to, og at denne sammenhæng i forskellig grad kan være bevidst for forfatteren. Cervantes gør det let for læseren at skelne - han kalder sit alter ego 'don Quijote'. Jørgen Leth gør det svært, fordi han tilsyneladende ikke skelner mellem sig selv og sin bogs hovedperson. Tillad mig derfor at kalde Leths litterære figur 'don Jørgen'. Når han ikke selv gør det, er det vel sagtens, fordi han har svært ved at skelne. Hvilket - indrømmet - også giver bogen en vis brutal charme i al sin tvetydighed. Både don Quijote og don Jørgen går i de respektive bøger, hvori deres liv og gerninger skildres, igennem en række begivenheder, der efterhånden bliver noget trivielle fugaer over ensartede temaer. Det er fælles for de to hovedpersoner, at de manisk og tilbagevendende fokuserer på de samme temaer: don Quijote på den ædle dyst for æren og don Jørgen på at besejre den næste kvinde på sin vej, ofte ved hjælp af en indfangningsmetode, der består i at få dem engageret i sine filmprojekter. For ingen af don'erne foregår der en egentlig udvikling. Den maniske søgen efter det eneste værdifulde i de respektive beskrevne liv indebærer en tendens til gentagelse snarere end til udvikling. Når man allerede har set lyset - og måske er blevet (for)blændet af det - er der ingen grund til andet end bare at klø på. Når fundet er gjort, er udvikling unødvendig. Men det er her, tilværelsen så at sige kommer til at gå bag om ryggen på de to helte. Ligegyldig hvilke drabelige oplevelser de kommer ud for, bliver de aldrig tilfredse. Der er ustandselig nye slag at kæmpe, nye erobringer at gøre. Det er det, der bringer begge langt væk fra deres respektive hjemegne. Og det er det, der giver dem begge psykiske problemer, depressioner, som de begge har svært ved at forstå betydningen af. Fortrinsvis forstås depressionerne som uheldige bivirkninger ved den valgte livsform, og begge har det overskud, at de bemestrer deres vanskeligheder og ufortrødent fortsætter uden at forandre deres forehavender. Alderen er en ubønhørlig fjende. Hvad enten livskampens lanse er gjort af træ eller kød, bliver det sværere og sværere at kæmpe, som årene sætter sig i krop og sjæl. Don Quijote kommer i sin livsaften til besindelse. Han indser det futile i sine fjollerier og kommer til en sidste klarhed med Gud og vennerne - og med sin forfatter, som han på dødslejet undskylder for at have leveret handlinger til alt det vås, som bogen om ham er fyldt af. Omvendt med don Jørgen. Han mærker naturligvis alderens kendetegn, men han accepterer dem ikke som en uundgåelig del af livet, der kan forære et menneske en afsluttende indsigt i, hvad livet er. Tværtimod betragter han dem som besværligheder, som skal overvindes. Han flytter til en anden del af verden og bruger dér sin lanse til at glide ind i stadig yngre og mørkere kvinder. Der, hvor han flytter hen, betragter kvinderne deres kønsåbninger som privat ejendom, som de kan handle med. Eftersom don Jørgen har midler til at indgå i sådanne handler, kan han fortsætte sin livsform i selskab med disse kvinder og bemægtige sig dem efter sit forgodtbefindende. På den måde behøver han ikke at lære af sine erfaringer, at udvikle sig, selv om han aldersmæssigt for længst har overskredet don Quijotes livsalder, og Jørgen Leth er jævnaldrende med Cervantes, da denne udgav andet bind af don Quijotes eventyr. I Jørgen Leths bog dør helten ikke. Men alligevel trækkes læseren på de sidste sider gennem en lang begravelsesceremoni, der næppe kan forstås som andet end en symbolsk repræsentation af don Jørgens egen begravelse. Ceremonien foregår over flere dage, imens liget falder mere og mere sammen, uden at det dog forhindrer de sørgende i at skifte tøj på det. Den ydre glans skal opretholdes også i ekstreme situationer, og selv i døden gør det jo ikke noget, at man ser lidt godt ud. Derfor kan don Jørgens tale ved begravelsen også forstås som Jørgen Leths forsøg på at konkludere på heltens liv. Symptomatisk er det en beskrivelse af omgivelserne, der fylder bogens sider. Selve talen refereres kun i få hovedpunkter, så vi så meget desto hurtigere kan komme til det egentlige: Efter don Jørgens tale bryder de forsamlede sørgende ud i klapsalver. Man forestiller sig heltens sidste farvel: Var det ikke sjovt, var jeg ikke dygtig? I stedet for som Cervantes, der lader don Quijote bekende sine fjollerier og udtrykke et ønske om at få tilgivelse for den smerte, som han måtte have forårsaget hos andre, går Jørgen Leth anderledes til værks: Her er intet at ønske tilgivelse for. Han forstår tilsyneladende slet ikke den smerte, han har forårsaget i andre mennesker, som hans gliden ind i og fra andre mennesker og videre i sit eget livsprojekt har efterladt. Det interesserer ham overhovedet ikke, og derfor kommer han heller ikke til forsoning. Hverken med sig selv eller andre. Et sted, også hen imod bogens slutning, praler Jørgen Leth med de mange, betydelige floder, som don Jørgen uden frygt har besejlet rundt omkring på kloden. Det åbne hav frygter han, men floderne kan han lide. Han orker ikke selv at gøre sig overvejelser, men inviterer i stedet freudianere til at analysere denne lyst til flodsejlads. Må det være mig tilladt som ikke-freudianer at komme med et bud! Den spanske digter Antonio Machado giver et sted et billede af livet som en vej, der ikke er betrådt før. Mens vi vandrer vores livs vej, skaber vi et spor, der er at ligne med den kølvandsstribe, som et skib skaber på havoverfladen: Den breder sig ud og bliver snart ét med havets vand. Floder derimod graver sig gennem det tørre land og er i modsætning til kølvandsstriber relativt stabile størrelser. Den antikke græske filosof Heraklit kunne fortælle, at alting flyder, og at vandet i floden blev skiftet hurtigt ud. Han dannede derved et andet billede på livet: som en strøm i et på forhånd fastlagt spor. Floden ser ud til at være den samme, men det er en illusion. I virkeligheden er den underlagt foranderlighedens lov. Skulle man driste sig til at betragte Leths don Jørgen som en moderne helt, som et udtryk for den frisatte modernitet, er det ikke svært at forstå angsten for det åbne hav, for den utryghed, der er ved det ikke på forhånd definerede. Det er, som om don Jørgens liv foregår som i en sejlads ned ad verdens snoede floder, hvor nye eventyr dukker op bag hver en bugtning, samtidig med at hans blik bagud forhindres af de allerede tilbagelagte sving. Hvis han endda er så heldig at have medstrøm i form af talent og magtfulde venner, er det ikke svært at forestille sig, hvordan fascinationen af, hvad der nu dukker op af sanselige muligheder i et stadigt medløb, kan opleves som de bærende elementer i hans tilværelse. Som bekendt flyder floder mod havet. Det er deres natur, deres bestemmelse. Derfor ender enhver flodsejlads på det åbne hav. Og ethvert liv med at blive ét med havet. Konsekvensen af et liv levet på flodernes medstrøm bliver, når flodens vand til sidst forenes med det åbne hav, en smertefuld alderens klarhed. Det frie udsyn på havet fremtvinger et klarsyn ikke alene på nuet, men også på det levede liv med alle dets snoninger. Kun en tragisk helt har ikke lært sig at svømme. Don Jørgen synes at være en sådan tragisk helt.